Sankt Peders Stræde 24

Sankt Peders Stræde 24

Forhuset i syv fag med kælder og fire etager blev bygget mellem 1802 og 1803 af murermester Johan Christian West, der også har bygget Studiestræde 45. Porten med portkammer ligger i to fag i vestsiden. Hovedgesimsen er profileret og taget bærer fire kviste. En oprindelig kældernedgang med dækplade er blevet fjernet i 1800-tallet. Værtshuset i stueetagen medført i 1944 mindre ændringer i den oprindelige facade. Til ejendommen hører et lille tre etages baghus i gården, der stammer fra 1700 og har fået bevaringsværdi 3. Forhusets stueplan er kvaderpudset og facaden bærer en svært bestemmelig lys gråbeige farve. En sidebygning og en bagbygning er blevet nedrevet i 1990. Hele ejendommen blev gennemgående ombygget i 1993 og 1994, som har medført at kælder og stue er lagt sammen.  

  I senmiddelalderen lå her en kommunal grund, der indbefattede de nuværende gadenumre 20-24 og Teglgårdstræde 1-11. I 1414 var den udlejet til Knud Vognkarl og i 1485 til Mogens Knudsen, i 1496 til Mogens Nielsen. Derefter ser den ud til at være blevet privatiseret og tilhørte teolog dr. Peder Albertsen. Han beholdt den øde jord og skænkede de fire boder, der stod på resten til Skt. Jacobs alter i Vor Frue kirke. Efter reformationen møder vi mellem 1539 til 1552 en Johannes Scotus som lejer. Derefter blev grunden udstykket. En Sander Skotte betalte for grunden langs Skt. Peders Stræde i 1544 og i 1552 jordskyld. I 1553 omtales Jørgen Hansens have her. I 1640erne blev grundene langs Skt. Peders Stræde separeret. Nr. 24 kom til i over halvandet hundrede år at bestå af to matrikler.

  Den østlige lidt mindre tilhørte i 1651 murermester Jens Christensen og fra 1681 hans søn murersvend Julius Jensen. Hans efterfølger blev i 1689 Anders Schiønning eller Carlund. I 1693 overgik den til kreditor handelsmand Jens Hald. Hans søster Kirsten Hald og hendes mand Jens Riber arvede ejendommen. I 1704 var det høker Bunde Bendtsen og i 1706 brændevinsbrænder Børje Olufsen og efter endnu tre ejerskifter var det i brandåret 1728 visitør, det vil sige toldkontrollør Tyge Kippe, der mistede et fem fags hus på en grund på 6,9 m bredde og 15,6 m dybde, hvor der boede brændevinsbrænder Christen Nielsen.

  Den vestlige større grund på samme bredde og med 26,6 m dybde tilhørte fra 1646 drejer Claus Buch og fra 1659 til 1661 knapmager Peder Frandsen. I 1668 havde tømmerhandler Bendt Jensen denne ejendom og han delte den i to. Den ene del tilhørte i 1696 brændevinsbrænder Niels Nielsen og i 1717 en præst, der udlejede den til en øltapper og siden en murermester. I 1728 var det slagter Hans Nielsens fem fags hus. Den anden del blev i 1692 en del af en have, som tilhørte Niels Castrup i Teglgårdstræde. I 1756 havde den østlige grund ikke noget forhus men kun en bagbygning for enden af gården. Den vestlige grund havde både forhus og det endnu eksisterende ildebrandshus i gården. Denne grund tilhørte i årene før branden i 1795 slagtermester Benjamin Buch. Den polske indvandrer Daniel Wroblewski boede her, da han i 1780 fik kongeligt privilegium som orgelbygger. Han blev ellers Københavns første klaverbygger. Det lille fredede hus i gården har tre fag og to etager samt kvistgavl. Over dørens slutsten sidder en gammel gravplade fra 1683, det vil sige, at Bente Jensen og Hans Børen aldrig har boet her. Det er i dag en af kvarterets ældste bygninger. De to ejendomme blev efter branden i 1795 slået sammen til en, der på den måde blev bredere end nabohusene mod øst.

  Murermester Wests nye ejendom blev overtaget af grovsmed H. Christensen, der efter en halv snes år afhændede den til snedkermester P. E. Holm. Lejerne i ejendommens første tredive år var ret forskellige, der var både de almindelige håndværkere som tømrere og skomagere men også offentligt ansatte som officerer, toldbetjente, en kongelig lakaj og en medarbejder ved brandkommissionen. I 1819 møder vi her professor i græsk filologi, arkæologi, kunsthistorie og mytologi Niels Schow (1754-1830), der lige havde mistet sin hustru og herefter nærmest gik åndelig i stå. Han var i sin tid en af Europas førende papyrologer. Efter snedkermesteren kom en urtekræmmer til at stå i tingbogen. Det var J. M. Mauritzen med en butik i kælderen. Han og hans familie boede i forhusets stueetage. Hans lejere omkring 1860 var tre enkefruer, en typograf, to musikere, en fuldmægtig og en lærer med deres familier. Den længere levealder for kvinder i byen medførte allerede i første halvdel af 1800-tallet, at der sad et stort antal enlige kvinder i lejemålene. Mauritzens afløser, som solgte kolonialvarer fra kælderen og boede i stueetagens ene lejlighed, var grosserer og urtekræmmer Rudolph Knudsen. Han og hans familie var ejendommens ejere fra o. 1865 til 1915. Selv om der var flere urtekræmmere i nærheden, havde han med kvarterets flere tusinde beboere et godt kundegrundlag. I Sankt Peders Stræde boede der i 1850 2.023 personer.

  Kong Frederik VIII havde som kronprins en elskerinde i baghuset, som han besøgte af og til, hvor han kom kørende i sin hestevogn, der ikke kunne vende i den smalle gård og havde svært ved at bakke ud af den. Blandt Knudsens mange korttidslejere var der sidst i 1800-tallet parfumehandler Funcke og efter hans død enkefrue Funcke på 2. sal i mere end femten år. Gamle grosserer Knudsen fik forpagtet sin urtekræmmerforretning til Emanuel Wieth, som fik en bolig til familien på 3. sal, mens Knudsen blev boende i stueetagen. Urtekræmmerudsalget lå oprindelig i kælderen men efter 1900 i stuen. I kælderen befandt sig Axel Paetzolds Dansk Agerbrugsforening og omkring 1915 en marskandiserforretning. I 1891 udbrændte hele tagetagen og huset fik en ny tagkonstruktion. Efter Knudsens død o. 1917 overtog slægtningen H. Lund-Knudsen ejendommen og solgte den til grosserer N. Schack-Schou. I tiden op til anden verdenskrig var der i kælderen en vinimport og efter denne en møbelhandel, der hed Møbellager Sankt Peder. Forpagteren Lars Hansen boede i stueetagen. Han købte i begyndelsen af 1930erne ejendommen men solgte den igen efter ganske få år til fru Ellen Frühstück. I stuen lå nu A. C. Frühstücks Byens billigste Cyklelager. Kælder og stueetagen var i 1935 blevet forbundet med en intern trappe. Ellers var her i 1930erne et strømpemagasin på 1. sal og en urmager på 3. sal. Ganske få år efter var den nye ejer cykelhandler Carl Jacobsen, som havde ejendommen i en lang årrække efter 1943. I stuen lå fra 1943 Restaurant St. Peder af Christian Mohr, efter 1945 Jossi”s Bar, forpagtet af restauratrice Dagmar Jensen. Hendes efterfølger Willy Madsen omdøbte den til Sankt Peders Kro og overlod den igen til en kvinde, fru Ruth Jensen. I 1944 fik huset ejer lov til at opføre en køkkenbygning på en etage og bygget sammen med et fag i ejendommens bagfacade i den østlige ende. I bagbygningen 24A lå efter 1953 til 1989 i rundt femogtredive år elinstallatørfirmaet Pohlmann, siden Pohlmann”s Eftf. I stueetagen havde man kontor og lager og på 1. sal værkstedet. Forhusets 1. sal var kortvarigt en fabriksetage med bl.a. fabrikant Emil Søborg Madsen, men så igen bolig med lejligheder til en vognmand og en buntmagerfrue. På 2. sal havde cykelhandler Jacobsen flere lokaler. På 3. sal boede bl.a. en mekaniker og på 4. sal en kvindelig bogholder. Før Pohlmann havde cykelhandler Jacobsen sit værksted i den gamle bagbygning. De mange lejere gennem årene og manglende vedligeholdelse sled meget på bygningen.           

  Carl Jacobsen solgte nr. 24 senest i 1969 til kroens restauratør Sigfred Hedegaard Petersen. Cykelværkstedet blev nedlagt og lejet ud til en værktøjsmager. I de fleste af de nedslidte lejligheder boede i 1960erne og 1970erne enlige kvinder, som kunne finde på at tjene til dagen og vejen ved det horisontale erhverv. Her var Olga, Ninna, Henny og Rigmor. Olga Møller blev til den bitre ende, da bygningen blev tømt. Tage Petersen, Røde Tage, levede sammen med Nina Guldklumpen her i huset, inden han som alle de andre skulle genhuses. Han måtte flytte til Ishøj, hvor han døde kun et år senere af kræft. I sine senere år gjorde Nina rent og døde kun to år efter sin mand. Også den svenskfødte Afskylia, der i 1960erne tog 15 kroner i en opgang for en kort fornøjelse, boede her i huset. Efter Sigfreds død beholdt hans enke Ragnhild ejendommen.

  Sankt Peders Kro, en overlever fra krigens tid, var ikke en kro men en af kvarterets mange ølstuer med billard. I dets sidste år blev den lidt mere barsk og blev tilholdssted for alfonser og gadens gutter. En pibe hash kunne der også blive plads til i 1970erne. Under daværende ejer Ruth Jensen blev facaden i 1956 fotograferet. Vi ser indgangsdøren til højre for fire vinduer. Mellem vinduerne sidder skrifttavler af samme størrelse og på dem står med ubehjælpsom skrift: Åben til kl. 24 Nat. Hygge til kl. 24 Nat. Åben kl. 5 Morgen. Dans Musik. Facaden på stueplan var malet lysegrøn dengang og rammerne om vinduerne og skiltene var sorte ligesom skrifttyperne på værtshusets navn Sankt Peders Kro. Ragnhilds og Sigfreds Sankt Peders Kro måtte lukke, fordi den økonomisk ikke kunne løbe rundt og sønnen, kaldt “Badedyret”, døde, inden han kunne overtage forældrenes kro. Facaden var efter 1970 i tidens westerenstil beklædt med en bræddevæg. Der havde ikke fundet moderniseringer sted i mange år. To af gutterne, Erling og Klaus, skrev i 1986 i anledning af gadefesten en mindesang om den nu lukkede kro. Efterfølgerne kom så i en tæt stime: Skilderhuset, Sankt Peders Bar, Valparaiso og Cardinalen. I 1960erne var der kondomsalg fra en butik i ejendommen til kvarterets mange prostituerede.

  Ejendommen nr. 24 bestod oprindelig af et forhus på fire etager med tre kontorer (siden restaurant) i stueetagen, to treværelseslejligheder på 1. sal, to treværelseslejligheder på 2. sal, fra 1920 en treværelses- og en toværelseslejlighed på loftet og seks pulterrum til de seks lejligheder. Bagbygningen med værksteder var på to etager uden kælder og sidebygningen med garage fra 1933 bestod samt køkkenbygningen bestod af kun en etage. Nord for bagbygningen lå også en enetages bræddebygning. To ejendomsspekulanter, Jesper Jørgensen og James Christensen, så i 1986 deres chance i forbindelse med de foregående saneringer i den del af kvarteret og købte nr. 24 af Ragnhild Hedegaard. I 1989 solgte de den videre til A/S Rudehøj og derfra gik ejendommen videre til Propriet A/S, der tømte ejendommen for beboere i august 1993 og foretog fra 1993 til 1994 en toårig grundig istandsættelse og ombygning af den. Huset fik fjernvarme og lejlighederne badeværelser. I forbindelse med det kommende gårdanlæg blev sidebygningen, køkkenbygningen og bræddeskuret i 1990 revet ned. I den anledning lagde man mærke til, at der i 1802 blev genanvendt ikke blot mursten men også afsvedet tømmer fra det nedbrændte hus, noget man gjorde mange steder i kvarteret dengang. Bagbygningen 24A fik i 1996 to ekstra vinduer mod nord og to beboelser ovenpå stueetagens erhvervslokaler. Istandsættelsen blev gennemført af Rasmussen & Schiøtz. Den tinglyste ejer var I/S Havnstrup, administreret af P. H. Administration i Trorød. Gårdanlægget stod færdigt i 1992. I 1996 havde nr. 24 ti små nye lejligheder i steder for de gamle seks og en butik på stue og mezzanin. Denne blev i 1996 forvandlet til Pizzzeria Il Santo, men Il Santo lukkede allerede i 1998, da den ene af de to ejere stak af med kassebeholdningen. Trods beboerprotester åbnede café Smash umiddelbart efter. Fra 2000 har der været ro over udskiftningerne og Chit Chat Café & Brasserie har sørget for stabilitet og kontinuitet. Der er plads til maksimalt 40 gæster. Blandt den første generation beboere i den fornyede ejendom var den internationalt kendte kunstner Jens Haaning, der boede i bagbygningen, og forfatter Allan Mylius Thomsen, der nu bor i Teglgårdstræde 13.

(2007)