Sankt Peders Stræde 25

Sankt Peders Stræde 25

Det nuværende hus stod i senmiddelalderen på en tre gange så stor matrikel, der udgjorde residensen til de præster, der gjorde tjeneste ved de Fem hellige Sårs alter i Vor Frue Kirke. Da den under reformationen privatiserede grund blev delt efter 1661, var det efter hinanden to brændevinsbrændere og en enkel tømmersvend, der fik denne ene tredjedel. Under den store brand i 1728 ødelagdes livgarder Hans Rasmussens seks en halv meter brede bindingsværkshus. Hans hovederhverv var som forgængernes brændevinsdestillering. Og garderens anlæg blev også ødelagt af branden. Det genopbyggede hus havde en lille gård og et lille baghus. Alle huse med ulige numre i Sankt Peders Stræde var i 1700-tallet meget smalle med undtagelse af professorgården og to sammenlagte ejendomme. I 1795 ramtes huset igen af en ny brandkatastrofe og så endnu en gang under det engelske bombardement tolv år senere. Først i 1816 og med indflytningen i 1817 blev det nuværende hus klar til sadelmager Hans Weile. Et to etages hus med kælder i fire fag. En kordongesims over 1. etage og en profileret hovedgesims var det eneste pynt. Et håndværkerhus endnu mindre pyntet end nabohusene, bygget for henholdsvis en bager og en brolæggertilsynsmand. I 1847 skulle der indrettes en fabrik i huset og det blev forhøjet til de nuværende fire etager og hel kvistetage. Facaden blev pudset i kælder og stue og de resterende etager malet med gullig oliemaling. Vinduerne i 2., 3. og 4. etage mangler sprosser, men de blev først fjernet i det 20. århundrede. Nu er huset ikke pudset men berappet i gul okker. Det er ikke fredet og har derfor fået ødelagt stueetagen med et kæmpebutiksvindue og siden en ekstra dør, lidt bredere end den oprindelige i venstre side. Heller ikke døren til venstre er den originale. Kældernedgangen er fra gården og ikke som ellers fra gaden. De to gulmalede retirader i gården er i nydelig stand. Den bevarede gamle gadelygte på facaden har i tidernes morgen sparet beboerne for en del petroleum efter tændingstiden.

  Weiles enke solgte sit hus til den indvandrede sadelmager Christian Claudewitz og da denne trak sig tilbage, solgte han sit hus til en docent på Landbohøjskolen. Sadelmageren og efter ham hans enke blev boende på kvistetagen. Stuebutikken udlejede man til en grønthandel og derefter til en cigarhandler. I de andre etager boede der håndværksmestre som skræddere og malere. I 1919 købte antikvarboghandler Christian Andreasen ejendommen og indrettede her Byens Antikvariat & Bogbinderi. I Latinerkvarteret kom der flere og flere studerende, der skulle købe brugte bøger og der var basis for flere end en halv snes antikvariater i Nørre Kvarter. Christian Andreasen var ironisk nok sadelmager af uddannelse, fordi hans far ville have ham til at uddanne sig til en næringsvej, som havde en sikker fremtid. Når man kom ind i hans butik gennem den smalle hoveddør til venstre, var der næsten ikke plads til fødderne for de mange bøger, der var stablet op i fyrre centimeters højde på gulvet. Så snart Andreasen havde fyldt hele butikken og der ikke var plads til en eneste kunde, solgte han hele lageret til Rosenkilde & Bagger og startede forfra. Han var tunghør efter et overfald i butikken og gik med et trompetformet hørerør, hvorefter han fik øgenavnet “Hørerøret”. Han døde efter sigende på grund af sin kones rengøringsvanvid, fordi hun vaskede gulvet mindst en gang om ugen. Efter Christian Andreasens død fortsatte Byens Antikvariat fra 1944 til 1973 og restlageret endte hos Arnold Busck. Den sidste antikvarboghandler Erik Ditlevsen fornøjede altid kvarterets børn med den flotteste juleudstilling bag hans store butiksvindue. Ellers blev han altid drillet af ungerne. Flere lejere var i dette tidsrum antikvarboghandlere. I 1950 købte universitetet huset med henblik på senere nedrivning. Universitetsbetjent Sørensens familie på fem fik treværelseslejligheden på 1. sal og han blev ejendommens vicevært. De sidste lejere var udover viceværten en bryggeriarbejderfamilie på tre og en altmuligmand med kone og to børn. Så fortrød universitetet og solgte omkring 1975 huset til et ægtepar ved navnet Hvass, der kort efter 1980 fik det udstykket i ejerlejligheder, en af dem solgt til skuespilleren Allan Olsen. Stuebutikken blev til Klip & Krøl, en af de mange frisørsaloner i gaden og siden tøjbutik som flertallet af strædernes butikker. I 1993 var det Bosboom med håndsyede lædertasker. Ejerne er også som flest i kvarteret, f.eks. en forhenværende minister og gymnasierektor.    

(2006)