Sankt Peders Stræde 26

Sankt Peders Stræde 26

Forhuset er forbundet med en mellembygning og står i syv fag, det midterste i en fordybning. Det har kælder og fire etager. Facaden i kælder og stueetagen mod nord er kvadrepudset, mod sydøst oprindelig med mosaiksten, ellers er den glatpudset og oliemalet med mellemblåt indfarvet mørtel, oprindelig med gul. På højre og venstre side af porten findes en butik med hver sin dør. Mellem stueetagen og 1. sal løber en kordongesims. Mellem vinduerne på 1. sal er indsat rektangulære fordybninger med løvehoveder af stuk, en detalje, der først er kommet i det 20. århundrede. En fordybning under midterfaget har en riflet overflade. Taget er skiferdækket og har fem kviste. Huset blev bygget i 1796 for tømrermester Svend Müller. Indtil omkring 1900 var facaden prydet med murede indfatninger om midterfagets vinduer og med fordybninger mellem 1. og 2. sal med stukkatur under vinduerne. Mellem 2. og 3. sal løb et muret bånd. Efter en brand i 1851 blev huset ombygget og de to butikker kom til. I 1871 blev facaden pudset med cement og kvaderfugningen blev anbragt i 1897. Senest 1888 blev facaden malet med oliemaling. Kældervinduerne er blevet tilmuret efter 1970.

  Grunden her hørte til de sent bebyggede i kvarteret og endnu i 1500-tallet var karreen nærmest et stort græsningsareal med lergrave efter teglladen, med kålhaver og lignende. Kannik Jørgen Hvid og hans søsters efterkommere skænkede i 1485 jorden til Æbelholt Kloster. Men kronen kom siden i besiddelse af grunden. I 1553 blev den tilskødet Christopher Olsen, som have et lejemål på haven. Hans søster var gift med bager Jens Andersen og det var denne bager, der i 1561 fik stadfæstet ejerskabet over gården. Siden blev den delt i to grunde. Den dybere mod øst tilhørte i 1645 Laurids Hansen og mellem 1647 og 1650 underfoged Anders Nielsen, i 1653 proviantskriver Morten Mikkelsen og i 1661 brygger hos kongen Jens Mikkelsen. Hans enke Bente var ejer i 1674. I 1680 var ejeren forhenværende skibsbygger herbergerer Laurs Christensen. I 1691 kom ejendommen på auktion og rådmand Hans Stampe fik skøde på den. Efter hans enkes død kom den i 1699 igen på auktion – en ejendomsoverdragelse der var populær i disse år – og tilfaldt handelsmand Johan Syhling. Efter i nogle år at have tilhørt en vognmand endte den hos slagter Jørgen Jensen, der var ejer af et fem fags hus i brandåret 1728. Slagterens hus havde en meget lang sidebygning og derfor 23 fag mod gården. Hans grund målte 7 m gange 45,6 m.

  Grunden mod vest tilhørte i 1647 og stadig i 1661 Jens og Kirsten Iversen og 1668 Peder Ingemandsen. Efter et mellemspil med en murermester solgte Anders Andersen Carlun i 1685 ejendommen til brændevinsbrænder Hans Lauridsen, hvis enke Anna Madsdatter skødede den i 1708 til murersvend Laurids Svendsen. I 1727 og stadig i 1728 var ejeren rådstueskriver Anthony Raff, der ejede en række ejendomme i kvarteret. Fem fags huset var lejet af skomagermester udenfor lauget Hans Dragte. Grunden var mindre end nabogrunden og målte 6,25 m gange 25 m. Efter 1728 blev de to matrikler lagt sammen og ejeren byggede en sidebygning uden forhus og to efter hinanden følgende bagbygninger. Huset bar i de år, hvor man ikke kendte gadenumre, navnet “De to Svaner”. Slagterforretningen fortsatte i det meste af 1700-tallet. Også i nabolaget i nr. 16 befandt sig i den sidste halve snes år før den næste brand en slagterforretning. Mester Jensens enke boede her endnu efter 1780, men det er ikke sikkert, at hun stadig holdt butikken åben. Derefter kom to skomagermestre, som udlejede boliger til officerer. I brandåret 1795 boede i nr. 26 sekondløjtnanterne von Knudsen og von Holstein, frisør og høker Schjerbech og skrædderfrimester Michael Storch. Efter den næste brand i 1795 kom en ny inddeling af arealet med et forhus, et mellemhus og et baghus, alle på nogenlunde samme grundareal. Bagbygningen forsvandt for halvtreds år siden.

  Ejeren af den nye bygning var efter 1800 en lysestøber, som hed Møller, senere Müller. Hans lejere var både håndværkere og offentligt ansatte. Der var en murermester, en linnedvæver og en snedker og så en generalpostfuldmægtig, en kammersekretær og skriver i Admiralitetet. En madam Muroll havde en undervisningsanstalt for piger og urtekræmmer Müller og værtshusholder Hansen drev eftertragtede serviceerhverv. Fyrværker Bastians kone var jordemoder. Da lysestøberen døde, efterfulgte hans enke ham som husets ejer efter 1815. Så sent som i 1840 levede hun endnu. I året 1854-55 havde “Originalen fra Sankt Peders Stræde”, Johannes Jørgensen-Jomtou, lejet en bolig i huset. Han kom fra små kår i Maribo, var uddannet væver og jurist og påkaldte sig myndighedernes både positive og negative opmærksomhed med sine sociale og juridiske reformideer, men blev i sine sidste år en særling, som blev ved med at skrive historiske og samfundsmæssige artikler, som ingen længere læste. Han døde i 1866. Også enkefrue Müller havde en blandet gruppe lejere. Fru Muroll blev afløst af fru Gundelach og fru Bastian døde før sin mand. Det var normalt omvendt og også i dette hus boede adskillige enker, en efter en præst, en efter en tømrermester og en efter husets urtekræmmer. Femogtyve år senere møder vi en trådhandler fra Italien med navn E. F. de Medici i stuen ved siden af en melhandlerske. På 1. sal boede en typograf og på 3. sal en telegrafbetjent. Nu var ejeren en snedkermester og han nøjedes med at bo og arbejde i bagbygningens 1. etage. I butikken til venstre i stuen var der nu en høkerforretning, mens de Medicis trådhandel fortsatte i den anden. Høker var en mere moderne betegnelse for det oprindelige navn øltapper. Til det nye erhverv telegrafbetjent kom nu det lige så nye togfører, mens det ældgamle kandestøbererhverv havde en repræsentant i bagbygningen ved siden af en tapetserer.

  Ejendommen bestod for et hundrede år siden af et 4 etagers forhus, en mellembygning på ligeledes 4 etager og på samme areal som forhuset, en bagbygning på 2 etager, et lagerskur og en retiradebygning med pissoir. Der fandtes to treværelseslejligheder på 1., 2. og 3. sal i forhuset. Efter 1873 kom en ny ejer, som ikke valgte at slå sig ned i huset. Han hed Tragstrup og havde en fabrik på H. C. Ørstedsvej. Efter mindre end ti år kom igen en ny ejer, eller rettere sagt ejere, nemlig handskefabrikant Mathat og to frøkner Buck. Heller ikke disse ejere boede i nr. 26. Få år senere var ejeren en murermester Poulsen, der til gengæld overtog en af de to lejligheder i forhusets beletage på 1. sal. I stueetagen var der nu i stedet for den italienske trådhandel en detailhandler til højre og en brødhandler i venstre butik. Detailhandel dækkede over mange slags varer fra tekstiler til galanterivarer. Blandt de øvrige lejere i 1880erne var en vejerassistent, en skomagermester, en forstkandidat, en teolog og en tapetserer, som boede og arbejdede i bagbygningen. Poulsen blev afløst som ejer af grosserer Rasmus Jørgen Rasmussen lige før århundredeskiftet. Brødbutikken blev omdannet til høkerbutik, tapetserer Knudsen fortsatte i baghusets stueetage, men fik en nabo, der også brugte 1. sal ovenpå, nemlig cigarfabrikant Dieckmann. Fabrikanten boede i forhuset. Vi er tiden mellem 1890 og 1900. Tobaksproduktionen var normalt forbundet med kvinde- og børnearbejde, så der må være kommet en del lokale husmødre og skolebørn i baghuset for at tjene til familien. I 1882 beskæftigede Københavns 67 tobaksfabrikanter 198 unge under 18 år ud af 1609 ansatte ifølge deres egne opgivelser. I 1902 fik forhuset fælles vandskyllede toiletter, som blev installeret oppe på loftet. Mellembygningen fik ligeledes to, men de kom til at ligge i stueetagen til højre, hvor en lejlighed blev nedlagt. Ved siden af indrettedes en hestestald til tre heste.  Bagbygningens folk måtte bruge retiraden i gården.

  Kolonialvarehandelen F. W. Bagger blev grundlagt i 1836 i Garvergården, Vestergade 10. Her boede også to generationer Bagger. Fra 1874 var det sønnen William Bagger, der stod for forretningen. I 1886 blev firmaet overtaget af grosserer Rasmus Jørgen Rasmussen, født i 1857, og da huset i Vestergade skulle rives ned, fandt han nye lokaler i baghuset her i Sankt Peders Stræde. Han havde sine varer i den tidligere tobaksfabrik i bagbygningen. Viktualielageret her kaldte han Pakhuset. Han og hans familie boede i Hellerup. Rasmussen erhvervede hele ejendommen nr. 26 af murermester Poulsen og på 1. sal havde firmaet sit kontor. I grosserer Rasmussens tid blev bygningerne udlejet til en cykelfabrik, der hed “Norden” (i stuen til højre), en sadelmager (i kælderen), en viktualiehandler med et fedevarelager (i stuen og kælder til venstre), en skomager og en kassererske (i mellembygningen), korkfabrikken Aagaard & Berg, der kom fra Sankt Peders Stræde 11 (i mellembygningen), en lotterikollektrice (1. sal), en retouchør og en tolk (3. sal). I 1902 blev facaden ud mod gaden ombygget idet begge butikker fik skiftet deres to normalvinduer ud og fik et enkelt stort butiksvindue i stedet for. Hver butik havde et køkken og et bagværelse. Viktualiebutikken fik adgang direkte adgang til kælderen nedenunder, hvor der blev anlagt en saltekælder, der også tjente som hakke- og sylterum. Først og fremmest pølser blev der fremstillet for at blive solgt i butikken. 

  Med grosserer Rasmussens død i 1932 lukkede også det næsten et hundrede år gamle firma William Bagger”s Eftf. Pakhuset blev lejet ud til Brecks skiltefabrik. To døtre, en af dem sygeplejerske, blev boende på 2. sal. Petersens cykelforretning Norden lå stadig i højre butik mod gaden og i den anden butik solgte Løser, siden J. Søegaard viktualier. Først i slutningen af 1930erne forsvandt cyklerne og så kom der en sæbebutik, hvis forpagter hed Sv. A. Eriksen. På 1. sal boede i alle årene forskellige damer, der var lotterikollektricer. I de andre lokaler på etagen kunne man antræffe guldsmedefirmaet Aagaard & Frederiksen, i de første år frugtgrosserer Julius Petersen og derudover et firma, der lød på det mystiske navn Bower Seal Fast. På 3. sal boede cykelhandler Nielsen. I mellembygningen, hvor der tidligere havde ligget en slagterbutik, lå fra 1927 et bageri i stuen til venstre, hvor konditor Rudolf Kristensen og efter ham Rasmus Boldt havde Bondestuens Bageri. Kristensen fik installeret en moderne konditorovn i lokalet. På 1. sal fandtes Maischs dentallaboratorium.   

 Viktualiehandler Søegaard overlod sin butik efter 1950 til Grethe Rosenqvist, der fortsatte med varesortimentet. Biskuitbageren hed nu Otto Nielsen, mens mekaniker Thomsen også arbejdede i stueetagen en lang årrække efter krigen. På 1. sal var der stadig Aagaard & Frederiksens guldsmedeværksted. Den ene af ejerne på 2. sal, Inger Otzen, døde efter 1953 og  Helga Otzen Rasmussen var herefter eneejer. På 4. sal boede en typograf. Dentallaboratoriet Maisch på 1. sal i mellembygning A fortsatte i de fleste af 1950erne og i bagbygningen var der så sent som i 1953 et snedkerværksted. Omkring 1961 solgte frøken Rasmussen sin ejendom til direktør Carl E. Jacobsen og han for sit vedkommende et par år senere til civilingeniør Waagensen. Efter ham blev ejendommen overdraget til andelsselskabet Peder Tegl. Ejendommen blev også adressen for BSB, Borgerligt Socialt Boligselskab eller Danske Andelslejligheder af 1964 Amba. Det bevirkede, at lejerne i nr. 26 nu blev andelshavere. Bagbygningen og skuret samt retiraden blev nedrevet i 1965 med henblik på anlæggelse af elleve parkeringspladser. Men de fire fælles toiletter i for- og mellemhus kunne ikke undværes endnu. I 1967 indrettedes to ekstra lejligheder på tagetagen i forhuset.  

  Efter Grethe Rosenqvist kom Bjørn Mørch o. 1961 som bestyrer af butikken til venstre for indgangen og siden fru Danielsen. Josefa Andersen fulgte efter og siden kom Ilona og Bjarne Darholt, der drev viktualiebutikken Sankt Peders Strædes Smørrebrød indtil 1995, hvor de overdrog den til Kate og Ivan Andersen. Den havde i sine gamle dage så folkelige navne som “Tre små grise” eller “Den sorte hånd” eller “Panserslagteren”, fordi betjentene fra Stations 1 i Nyropsgade hentede deres frokost her. Den stod i længere tid tom og åbnede så igen som islandsk-dansk smørrebrøds- og delikatesseforretning. Dette koncept lå på et forkert sted og gennemgik en metamorfose, idet den genoptog husets brød- og kagetraditionen og blev Dessertdragens Kageværksted. Ejendommens bager Johansen var ellers ophørt omkring 1970.

  Den anden butik var indtil 1978 Sv. A. Eriksens sæbebutik, hvor de lokale professionelle piger kunne købe “arbejdstøj” i papæsker for at beskytte sig mod kønssygdomme. Ejeren må have tjent godt på sin forretning, fordi han havde en villa i Holte. Efter hans død fandt man under oprydningen flere kasser præservativer, som kunne dække hele kvarterets behov i mange år frem. I 1970erne var det butikken Mikado, i 1990erne tøjbutikken Kana Beach og siden blev den en frisørsalon, Birthe Thiesens Dimidi.

  Beboerne har siden 1960 været studerende, arkitekter og lærere, men også en produkthandler og i mange år specialarbejder Straus-Jacobsen med sin kone. Nogle har været aktive i lokale beboeraktiviteter, såsom afdøde ingeniør Jan t”Felt med en erhvervslejlighed, Leif Winther, Vibe Nørgaard og Finn Clausen samt journalisterne Henrik Jul Hansen og Jaffa Valentin i opgang A. Jaffa arbejdede i tidsskrifts- og forlagsbranchen i huset nr. 28 ved siden af. Advokat Søren B. Henriksen var, inden han trådte til hos Dansk Handel og Service, beboer og erhvervsdrivende. Han var med til at føre kampen for bevaring af boliger i gaden. Skuespiller Torben Jetsmark med Joker-Teatret, pladeproduceren Hans Henrik Koltze og scenograf Jens-Jacob Worsaae var i årene efter 1970 fremtrædende beboere. Sangeren Sanne Salomonsen boede på kvisten i fire-fem år efter 1980. Tegneren Grete Lis Hansen, der havde boet i kvarteret siden 1960erne, fik en lejlighed i forhusets øverste etage. Skuespilleren Sidse Babett Knudsen boede her fra 1998 til 2004. Medlemmer af familien ”t Felt bor stadig i ejendommen. I A-bygningen bor psykoterapeut Jonna Fischer-Hansen. I 1987 fik ejendommen centralvarme med henblik på fjernvarme og facaden fik en hovedistandsættelse. Efter dette år skete der en række lejlighedssammenlægninger i de tilbageværende to bygninger, både på samme etage og med interne trapper på to etager. Denne udvikling hen imod færre og større boligenheder blev først afsluttet i 2006. A-bygningen fik i 1994 en tagaltan. Virksomhedstraditionen blev lidt efter lidt afviklet undtagen den i de to butikker og Finn Clausens forskellige firmaer indenfor brændsel og hoteldrift. Guldsmedene Aagaard & Frederiksen trak sig allerede ud, da andelsboligforeningen overtog matriklen. Tandlaboratoriet var der ikke længere efter 1965 og ganske kortvarigt fandtes et offsettrykkeri og en antikhandel i ejendommen.  Det store fælles gårdanlæg, som blev etableret i 1992 for husene nr. 18-26 og Teglgårdstræde 1-11 kom også nr. 26 til gode og anlæggets gartner er Grete Lis Hansen i forhuset.

(2007)