Sankt Peders Stræde 29

Sankt Peders Stræde 29

Forhuset er fredet og stammer fra 1796, bygget for bagermester Johann Hendrich Risch. Det er et grundmuret forhus i syv fag, de tre midterfag i en fordybning. Det har kælder og tre etager. Facaden er pudset og malet gul, oprindelig hvid. I stueetagen ligger to butikker med hver sin dør, indrettet på forskellige tidspunkter. Over stuen løber en kordongesims. Mellem 1. og 2. sal løber et muret bånd over midterfagene og yderfagene. Hovedgesimsen er prydet med sparrehoveder. Taget bærer tre kviste. Dekorationen mellem 1. og 2. sal var oprindelig udsmykket med kannelurer, som blev fjernet i 1900-tallet. Facadens bagside er pudset og malet gul. Over nr. 29”s port sad slutstenen med en kronet kringle og initialerne I.H.R. 1796 efter bygherren bagermester Johann H. Risch. Indskriften blev fjernet på foranledning af den forrige ejer. Den nuværende plastiske kringle af keramik stammer fra husets keramiker. Ved siden af porten sad indtil for nogle år siden resten af et gammelt klokketræk. Nr. 29 ligger på oprindelig to matrikler.

Bagerne har hørt til de ældste håndværk i København. Overfor Vor Frue Kirke lå i Middelalderen to bagergårde ved siden af hinanden, der betalte deres husleje til kirken med friskbagt brød. Kun meget velhavende indbyggere havde mulighed for at installere en bageovn og menigmand skulle derfor købe sit brød hos den lokale bager. Med et stort befolkningsunderlag i byen indenfor voldene var der også plads til mange bagere. I 1882 fandtes der 69 bagerier i København K. Nørre Kvarter havde dengang 8979 beboere og tre store bagerier dækkede det meste af behovet. Det var Olsens bagergård i Sankt Peders Stræde 29, Schnurres i Studiestræde 22 og Scherfigs Eftf. i Nørregade 12. Desuden var der diverse brødudsalg hos ikke organiserede brødsælgere rundt omkring.

Den østre del af nuværende nr. 29 hørte oprindelig til en større grund, der nu er identisk med nr. 27. Her fandtes før reformationen to boder, som blev lagt til Sct. Jacobi alter i Vor Frue kirke. I 1539 blev de udlejet til Christen Thorkildsen Morsing. I 1558 omtales grunden som havende øde boder lige overfor magister Peders jord. I 1565 byggede magister Jacob Nielsen to nye boder. I 1568 fik denne præst, der var ansat ved Nikolaj kirke, brev på dem. Lejeren i 1632 omtales som Anders Væver. I det meste af det 17. århundrede var ejendommen en slagtergård. I 1638 boede her slagter Henrik Christensen og hustru Anne. De havde et lejebrev fra Universitetet, hvilket betyder, at Fruekirken havde afgivet ejendomsretten til Universitetet. Efterfølgeren var fra 1653 Lauritz Hansen. I 1659 var det igen en slagter, hvis navn var Jens Pedersen. Efter 1668 blev grunden separeret. Den del, der skulle komme ind under nr. 29, tilhørte i 1667 smed Erik Bendtzen, hvis enke Maren i 1688 solgte sin lille ejendom til tømrer Christen Christensen. Efter hans død kom den i 1712 på auktion og blev købt af ruhugger[1] på Holmen Lars Børgesen Falkenberg og hans kone Bente. De var ejere i 1728 og mistede et lille tre fags hus på en 4 m bred og 13 m dyb grund.

Den anden del af nr. 29 hørte i middelalderen til en nærmest kvadratisk formet grund, der lå mellem Larsbjørnsstræde 24 og 26 og op til Sankt Peders Stræde 29 til 31. Den tilhørte Vor Frue kapitel som flertallet af grundene i de indre stræder. I 1432 boede her Oluf Bugge, hvis søn Jep Olufsen Bugge i 1452 skænkede sin halvgård til Sct. Georgii alter i Vor Frue kapitel som præsteresidens. Så boede her altrets præst hr. Hans Gundersen. Efter 1564 sad her hr. Jørgen. I 1580 samlede Vor Frue alle sine jorde og også her blev det hele lagt sammen til én grund. Men ikke ret længe efter blev de delt igen, således at grunde langs Larsbjørnsstræde blev udskilt. Efter 1620 fulgte en yderligere deling. Den del, der skulle høre til nr. 29, matrikelnummer 162, blev overladt til bager Wichmand Møller i 1638. Her hører vi for første gang om en bager i denne ejendom. I 1648 og 1649 gav bager Henrik Høll pant i huset. I 1662 åbnede bager Michel Mentz en bagergård med brødudsalg inde i gården. I 1684 solgte enken bageriet til bager Christopher Lauridsen og efter dennes død skødede enken Gertrud Andersdatter det i 1704 til bager Mikkel Bløcher. I 1710 hed bageren Bent Sevest, gift med Ane Vogt, der efter ægtefællens død giftede sig igen med bager Peder Lidsche. Det var et syv fags bindingsværkshus, der i 1728 blev ødelagt. Det stod på en 13 m bred og hele 30,6 m dyb grund. Med sidebygningen havde huset 24 fag mod gårdsiden. I 1756 var begge huse rejst igen. I øst det lille med bagbygning, i vest den dybe bagergård med lang sidebygning og sammenbygget bagbygning. I årene før den næste brand arbejdede her bagermester og ejer Jørgen Godsche. Efter branden i 1795 blev de to matrikler slået sammen til en matrikel og nu med kun en bygning.

Bagermester Godsche erhvervede den nye naboejendom på gadehjørnet, mens bagermester J. Riis overtog bagergården med dele af hjørnematriklen ud mod Larsbjørnsstræde. Riis” efterfølger var H. Brockmeyer, mens Godsches efterfølger var en slagter, der hed A. Buch. Oprindelig ejede de to ejendommen nr. 31 i fællesskab.

Bagergården havde altid meget pæne lejere i forhuset. Etatsråd Jacob Mandix havde en datter Lucie Marie, der blev forelsket i den unge studerende Bernhard Severin Ingemann, der boede på Valkendorfs Kollegium på den anden side af gaden. Hun fik øje på ham, da hun var ved at støve ruderne i gadevinduerne af. Forlovelsen varede i ti år og det nygifte ægtepar flyttede til Sorø. I 1813 var det en general-krigskommissær, i 1816 en major, i 1819 en kasserer ved Københavns Brandforsikring, i 1825 en doktor jur., i 1829 en major igen og i 1835 en kontorchef i Admiralitetet og en pensioneret direktør for Lotteriet. Man flyttede regelmæssigt i 1800-tallets København. De andre lejere var ellers mere almindelige. Brockmeyer blev afløst af bagermester C. L. Olsen, der også blev ejer. Han boede med sin familie i stueetagen. Hans lejere var to enker, to søstre og et par studerende. En ung lejer var ved at gøre karriere og havde i 1862 fået Akademiets store guldmedalje. Det var arkitekt Vilhelm Dahlerup (Det kgl. Teater og Pantomimeteatret). Han var dengang i 1864 kun otteogtyve år gammel. I 1869 havde fru Kieler bespisning på 1. sal, hvor folk uden eget køkken kunne få en middagsmad på et fast tidspunkt. Lejerne var stadig pæne folk, f.eks. boede på 2. sal o. 1870 en professor og på 1. sal den fine familie von Støcken. Bagermester Olsens enke blev efter 1870 boende indtil en ny bager, Sophus C. Olsen, overtog ejendommen og bageriet. Håndværkere og efterfølgende deres enker var de mest almindelige lejere. Sophus Olsen var i 1913 stadig bager og husejer. Hans søn Willy, der var uddannet cand. jur. boede i samme lejlighed inden han stiftede familie. Der var hele 12 bagere i København, der lod på navnet Olsen. Den fineste var naturligvis kgl. hofbager Olsen i Frederiksstaden. Dødsboet efter bagermesteren havde i 1915 rådighed over nr. 29, 31 og Larsbjørnsstræde 26. Den nye bager hed I. A. Hammer og han købte begge ejendomme. På 2. sal lå en fin udlejningslejlighed, hvor der boede en civilingeniør og efter ham en grosserer. Da Hammer trak sig tilbage og indsatte en efterfølger, igen en Olsen, C. Olsen, beholdt han til gengæld ejendommene. Han overlod boligen til sin efterfølger og flyttede til Hostrupsvej 2 på Frederiksberg. Hammers enke solgte i 1947 sine tre ejendomme 29, 31 og Larsbjørnsstræde 26 til bogtrykker Edmond Kristoffersen. Han kom ikke til at bo i nogen af dem, fordi hans familie boede i Charlottenlund.

Ved siden af bagerbutikken lå først Jarmers maskinsætteri, så J. Jørgensens Bogtrykkeri, der hvor tidligere handskefabrikant Bardram havde et værksted. I bagbygningen havde Hammer udlejet lokaler til Larsens møbelfabrik. Efter 1950 afløstes bager C. Olsen af bagermester Arvid Hansen. På 2. sal sad grossererfirmaet Bülow & Møller. Ved siden af boede en sygeplejerske. I mellembygningen over bageriet havde Johannes Madsen i 1944 firmaet Dansk Kontorleverance. Han skulle senere få en anden butik i Larsbjørnsstræde.

I 1963 åbnede Engelke Tvermoes sit keramikværksted i et tidligere visitkorttrykkeri ved siden af bagerbutikken, et år efter hun blev færdig på Kunsthåndværkerskolen. Det gik livligt til i hendes værksted og det hed i de første år Engelkes Keramik Bar og på et skilt stod at læse “ta” selv øl med”. Da hun blev femoghalvtreds, lagde hun denne livsstil om og siden har værkstedet været en fredsommelig varm hule med keramikovnen og de mange skåle, skulpturer, navneplader, bægre og andre brugsting på hver eneste ledig plet. I de glade år var Engelke vært for mange kendte folk indenfor jazz og litteraturbranchen. Engelke boede først i nr. 29 men fik efter 2003 en mindre lejlighed på 2. sal i nr. 31.

Bogtrykker- og bogbinderhvervet var af forholdsvis ny dato i kvarteret. I 1850 var der ikke en eneste trykker eller bogbinder at finde. Omkring 1960 købte Bogtrykkeriet Emil Kristensen med ejerne Ludvig Wichmann og Gunnar Kristoffersen fra Sankt Peders Stræde 27 den stærkt misligholdte men fredede dobbeltejendom 29-31 for at få mere plads til deres trykke-, sætte- og falsemaskiner. I baghuset var der alligevel stadig pladsmangel. Ikke en gang en vareelevator var der oprindelig og papirpakkerne måtte bæres op af en mand. På 1. sal havde Munksgaard i tiden forinden et kæmpe lager med antikvariske bøger, der ikke blev passet ordentligt. Rotter og kakerlakker fra bageriet og slagteren i Larsbjørnsstræde var en plage og det tog to år at få bugt med dem.[2] Gunnar Kristoffersen fik ryddet grundigt op i husene, lagde nogle af de mindste lejligheder sammen og fik omdannet opgangenes brændselsrum til toiletter, således at retiraderne i gården kunne nedlægges. Trykkerivirksomheden stoppede i 1990 og de resterende medarbejdere fik aftrædelsesordninger. Men kortvarigt fik lokalerne lejere af samme branche igen i og med at det gamle trykkeri Jarmer”s Bogtrykkeri og Rudy Sørensens Tryk rykkede ind for en kort bemærkning.

Husene blev i 1985 solgt til lejeren boghandleren og nu tøjimportør Ole Janus. Hans Nyhavn Rejser i den nedlagte kolonialbutik i 31, hvor Garngalleriet og butikken Jon havde befundet sig, hed nu Janus Travel og så Grace Tours. Et andet af hans rejsebureauer her hed Marcopolo. Grace Tours flyttede i 1998 til nr. 28, for at gøre plads til en ny Janusbutik. Ole Janus var også kgl. nepalesisk generalkonsul og general-konsulatets adresse var Sankt Peders Stræde 31. Den sidste vicevært var Johs. Refsnæs fra Teglgårdstræde 10, der flyttede ind i en lille halvanden værelseslejlighed i nr. 31, efter at have boet i nr. 29. Han var i 1980erne og 1990erne en kendt skikkelse i kvarteret iført kæmpe T-shirt med dannebrog og i besiddelse af en lille hemmelig aspargeshave i Ørstedsparken. Han døde pludselig i en beskyttet bolig et andet sted i byen. Hans lejlighed fik Engelke Tvermoes.

Onsdagssneglen, udbragt i en gul ellert, blev berømt over hele Danmark i 1993. Det var en ide, som bager Kurt Lorenz havde fundet på. Kurt og Hanne Lorenz var Arvid Hansens efterfølgere fra 1968. Der blev bagt 3000 snegle hver onsdag og de blev revet væk takket være en virkningsfuld reklame. Ideen blev efterlignet af 46 bagere i Jylland. Thomas Pedersen var bager her fra 1990 og efterfulgte Kurt og Hanne Lorenz, der ønskede at trække sig tilbage fra det hårde arbejde. Ægteparret blev boende i ejendommen i en kort årrække. I de fire år Thomas Pedersen havde bageriet, nåede han en kæmpe omsætningsstigning med op til 19 ansatte. I 1993 ville han sælge det for at flytte til Kina, hvor han havde hørt, at man kunne køre med et endnu større bageri. Men så vidt vides, blev der ikke noget af Kinaeventyret. Thomas Pedersen solgte omsider og overtog et bageri i Lyngby. Carsten Mortensen blev den nye bager og de nuværende indehavere hedder Torben og Agathe Sørensen. De renoverede og moderniserede bageriet og bagerbutikken i 2006. Så vidt vides er Torben den første bager i ejendommens historie, der har valgt ikke at flytte ind i bagergården. Han bor i Søborg og ejer et andet bageri under samme navn Sct. Peders Bageri på Gl. Kongevej på Frederiksberg.

Da Ole Janus skulle afvikle sit engagement i Nørre Kvarter, både i Teglgårdstræde, Nørre Voldgade, Sankt Peders Stræde og Larsbjørnsstræde, afhændede han denne dobbeltejendom sammen med Larsbjørnsstræde 24 og 26 i 2004 til den københavnske ejendomsmatador Jørgen Christian Smith, der for sit vedkommende foretog en gennemgående ombygning med indretning af nye og større lejligheder til bl.a. tre af sine børn, Camille, Charlotte og Christian. Lejerne skulle nu svare en hel anden husleje end den de havde erlagt til Ole Janus. Og ganske kort tid efter, i 2005, afløste et ejendomsselskab med navnet Dansk Ejendomskapital A/S i Odense Jørgen Smith. Salget af tre forhuse (29-31 og 26) og en bagbygning indbragte fru Jonna Smith og hendes familie i Hørsholm 42,5 millioner kroner. Den aktuelle ejer er en af landets store ejendomsbesiddere, hedder Rolf Barfoed og har hovedsæde i Odense. Far og søn Barfoed har syv forskellige brevkasseselskaber, der alle investerer i ejendomme.

I 2010 gik Engelke Tvermoes på pension og hendes butik blev efter en restaurering genudlejet som café, drevet af bageren i ejendommen.

(2010)


[1] Tømrer, der fældede og forbehandlede træstammer

[2] De to ejendommens nyere historie er beskrevet i bogen “Nørre Kvarters Krønike” af Allan Mylius Thomsen og Jan E. Janssen, udg. 1997, s. 152-159.