Sankt Peders Stræde 31

Sankt Peders Stræde 29-31

Forhuset – eller skal man sige forhusene – er fredede og stammer for nr. 29”s vedkommende fra 1796, bygget for bagermester Johann Hendrich Risch, for nr. 31”s vedkommende fra samme år bygget for bagermester Andreas Bendixen Lund. Nr. 29 er et grundmuret forhus i syv fag, de tre midterfag i en fordybning. Det har kælder og tre etager. Facaden er pudset og malet gul, oprindelig hvid. I stueetagen ligger to butikker med hver sin dør, indrettet på forskellige tidspunkter. Over stuen løber en kordongesims. Mellem 1. og 2. sal løber et muret bånd over midterfagene og yderfagene. Hovedgesimsen er prydet med sparrehoveder. Taget bærer tre kviste. Dekorationen mellem 1. og 2. sal var oprindelig udsmykket med kannelurer, som blev fjernet i 1900-tallet. Facadens bagside er pudset og malet gul. Over nr. 29”s port sidder slutstenen med en kronet kringle og initialerne I.H.R. 1796 efter bygherren bagermester Johann H. Risch. Indskriften blev fjernet på foranledning af den forrige ejer. Den nuværende plastiske kringle af keramik stammer fra husets keramiker. Ved siden af porten sad indtil for nogle år siden resten af et gammelt klokketræk. Nr. 29 ligger på oprindelig to matrikler.   

 Hjørnebygningen nr. 31 med kælder og fire etager har ni fag mod Sankt Peders Stræde og tre fag mod Larsbjørnsstræde samt et smigfag i det brækkede hjørne. Facaden er pudset og malet grågullig, oprindelig sort i kælder og stueplan, ellers rød. Der findes to butikker i kælderen, oprindelig en og en butik i den høje stue. Kordongesimsen over stueetagen er malet hvid. Facadens bagside er lige som nr. 29”s pudset og malet gul. Huset har fælles gård med både 29 og Larsbjørnsstræde 26. Bygningens facade mod gaden og mod gården har ikke ændret sig væsentligt siden byggeåret, dog er kældervinduerne blevet tilmuret.    

 Den østre del af nuværende nr. 29 hørte oprindelig til en større grund, der nu er identisk med nr. 27. Her fandtes før reformationen to boder, som blev lagt til Sct. Jacobi alter i Vor Frue kirke. I 1539 blev de udlejet til Christen Thorkildsen Morsing. I 1558 omtales grunden som havende øde boder lige overfor magister Peders jord. I 1565 byggede magister Jacob Nielsen to nye boder. I 1568 fik denne præst, der var ansat ved Nikolaj kirke, brev på dem. Lejeren i 1632 omtales som Anders Væver. I det meste af det 17. århundrede var ejendommen en slagtergård. I 1638 boede her slagter Henrik Christensen og hustru Anne. De havde et lejebrev fra Universitetet, hvilket betyder, at Fruekirken havde afgivet ejendomsretten til Universitetet. Efterfølgeren var fra 1653 Lauritz Hansen. I 1659 var det igen en slagter, hvis navn var Jens Pedersen. Efter 1668 blev grunden separeret. Den del, der skulle komme ind under nr. 29, tilhørte i 1667 smed Erik Bendtzen, hvis enke Maren i 1688 solgte sin lille ejendom til tømrer Christen Christensen. Efter hans død kom den i 1712 på auktion og blev købt af ruhugger[1] på Holmen Lars Børgesen Falkenberg og hans kone Bente. De var ejere i 1728 og mistede et lille tre fags hus på en 4 m bred og 13 m dyb grund. 

 Den anden del af nr. 29 hørte i middelalderen til en nærmest kvadratisk formet grund, der lå mellem Larsbjørnsstræde 24 og 26 og til Sankt Peders Stræde 29 til 31. Den tilhørte Vor Frue kapitel som flertallet af grundene i de indre stræder. I 1432 boede her Oluf Bugge, hvis søn Jep Olufsen Bugge i 1452 skænkede sin halvgård til Sct. Georgii alter som præsteresidens. Så boede her altrets præst hr. Hans Gundersen. Efter 1564 var her hr. Jørgen. I 1580 samlede Vor Frue alle sine jorde og også her blev det hele lagt sammen til en grund. Men ikke ret længe efter blev de delt igen, således at grunde langs Larsbjørnsstræde blev udskilt. Efter 1620 fulgte en yderligere deling. Den del, der skulle høre til nr. 29, matrikelnummer 162, blev overladt til bager Wichmand Møller i 1638. I 1648 og 1649 gav bager Henrik Høll pant i huset. I 1662 åbnede bager Michel Mentz en bagergård med brødudsalg inde i gården. I 1684 solgte enken bageriet til bager Christopher Lauridsen og efter dennes død skødede enken Gertrud Andersdatter det i 1704 til bager Mikkel Bløcher. I 1710 hed bageren Bent Sevest, gift med Ane Vogt, der efter ægtefællens død giftede sig igen med bager Peder Lidsche. Det var et syv fags bindingsværkshus, der i 1728 blev ødelagt. Det stod på en 13 m bred og hele 30,6 m dyb grund. Med sidebygningen havde huset 24 fag mod gårdsiden. I 1756 var begge huse rejst igen. I øst det lille med bagbygning, i vest den dybe bagergård med lang sidebygning og sammenbygget bagbygning. I årene før branden arbejdede her bagermesteren og ejeren Jørgen Godsche. Efter branden i 1795 blev de to matrikler slået sammen til en matrikel og nu med kun en bygning.

  Det nuværende nr. 31 var en del af den omtalte kvadratiske grund og omfattede før 1728 tre matrikler: 160, 161 og 208. Hjørnet var den mindste, der oven i købet blev beskåret, da Larsbjørnsstræde blev gjort bredere efter branden. Matriklen langs Larsbjørnsstræde var lidt større og vinkelformet, mens den største langs Sankt Peders Stræde var uregelmæssig og smallere inde mod nabogrundene. I 1432 var grundene ejet af Beneke Laurensen og hustru Christine Pedersdatter. De blev så mageskiftet med Vor Frue, der lagde dem ind under Sct. Georgii alter. I 1500-tallet stod der fire boder på grundene. Hjørnegrunden var i 1565 og stadig i 1574 udlejet til Kjeld Kalkslager. I 1574 hed lejeren Marine Per Hans. I 1580 solgte stadens præster boden på grunden til Vor Frue. I 1645 og stadig 1654 boede her brygger Jens Mikkelsen, men på grund af ejendommens lille omfang er det tvivlsomt, om han fik lov til at brygge øl her. Mellem 1661 og 1724 skiftede ejendommen ejer uvist hvorfor et utal gange. I katastrofeåret 1728 var ejeren og beboeren tømrer og brændevinsbrænder Peder Jensen Gitzel med et hus på fire fag. Grunden mod Larsbjørnsstræde tilhørte i 1645 skrædder Søren Rasmussen. I 1677 blev den tilskødet musikant og violinbygger Christian Jørgensen. Efter hans død kom den på auktion og tilfaldt i 1717 institutionen De Fattige Husarme. Her boede tømrer Svend Larsen og hans hus var på syv fag. De Fattige var ejer i 1728. Den tredje grund, den med facade mod Sankt Peders Stræde, tilhørte i 1645 væver Hans Roll. Hans søn væver Henrik Hansen Røllich havde den efter 1668. I 1720 kom den på auktion og tilfaldt schoutbynacht[2] Michael Bille. Han skødede den til sandager Willum Hansen, der var ejer i 1728. Han havde et hus med hele ni fag. Hele arealet omfattede omkring 560 m². De tre ejendomme var genopbygget i 1756. Ejendommen mod Larsbjørnsstræde havde Iver Bruun som ejer, hjørnebygningens ejer hed Niels Pedersen og nabohuset tilhørte stadig Willum Hansen. De to huse havde en lille fælles gård, som hjørnehuset også kunne få adgang til. Efter den næste brand blev de tre matrikler slået sammen til en og det nye og endnu eksisterende hus, der blev rejst på grunden, fik gårdadgang fra Larsbjørnsstræde, hvor den også fik en kostald, senere hestestald (Larsbjørnsstræde 26) på den anden side af indkørslen.  

  Bagermester Godsche erhvervede den nye naboejendom på gadehjørnet, mens bagermester J. Riis overtog bagergården med dele af hjørnematriklen ud mod Larsbjørnsstræde. Riis” efterfølger var H. Brockmeyer, mens Godsches efterfølger var en slagter, der hed A. Buch. Oprindelig ejede de to ejendommen nr. 31 i fællesskab.

   Bagergården havde altid pæne lejere i forhuset. I 1813 var der en generalkrigskommissær, i 1816 en major, i 1819 en kasserer ved Københavns Brandforsikring, i 1825 en doktor jur., i 1829 en major igen og i 1835 en kontorchef i Admiralitetet og en pensioneret direktør for Lotteriet. Man flyttede regelmæssigt i 1800-tallets København. De andre lejere var ellers mere almindelige. Brockmeyer blev afløst af bagermester C. L. Olsen, der også blev ejer. Han boede med sin familie i stueetagen. Hans lejere var to enker, to søstre og et par studerende. En ung lejer var ved at gøre karriere og havde i 1862 fået Akademiets store guldmedalje. Det var arkitekt Vilhelm Dahlerup (Det kgl. Teater og Pantomimeteatret). Han var dengang i 1864 kun otteogtyve år gammel. I 1869 havde fru Kieler bespisning på 1. sal, hvor folk uden eget køkken kunne få en middagsmad på et fast tidspunkt. Lejerne var stadig pæne folk, f.eks. boede på 2. sal o. 1870 en professor og på 1. sal den fine familie von Støcken. Bagermester Olsens enke blev efter 1870 boende indtil en ny bager, Sophus C. Olsen overtog ejendommen og bageriet. Håndværkere og efterfølgende deres enker var de mest almindelige lejere. Sophus Olsen var i 1913 stadig bager og husejer. Hans søn Willy, der var uddannet cand. jur. boede i samme lejlighed inden han stiftede familie. Der var hele 12 bagere i København, der lod på navnet Olsen. Den fineste var naturligvis kgl. hofbager Olsen i Frederiksstaden. I 1882 havde København K 69 bagere. Dødsboet efter bagermesteren havde i 1915 rådighed over nr. 29, 31 og Larsbjørnsstræde 26. Den nye bager hed I. A. Hammer og han købte begge ejendomme. På 2. sal var en fin udlejningslejlighed, hvor der boede en civilingeniør og efter ham en grosserer. Da Hammer trak sig tilbage og indsatte en efterfølger, igen en Olsen, C. Olsen, beholdt han til gengæld ejendommene. Han overlod boligen til sin efterfølger og flyttede til Hostrupsvej 2 på Frederiksberg. Hans enke solgte i 1947 sine tre ejendomme 29, 31 og Larsbjørnsstræde 26 til bogtrykker Edmond Kristoffersen. Han kom ikke til at bo i nogen af dem. Ved siden af bagerbutikken lå først Jarmers maskinsætteri, så J. Jørgensens Bogtrykkeri, der hvor tidligere handskefabrikant Bardram havde et værksted. I bagbygningen havde Hammer udlejet lokaler til Larsens møbelfabrik. Efter 1950 afløstes bager C. Olsen af bagermester Arvid Hansen. På 2. sal sad grossererfirmaet Bülow & Møller. Ved siden af boede en sygeplejerske. I mellembygningen over bageriet havde Johannes Madsen i 1944 firmaet Dansk Kontorleverance. Han skulle senere få en anden butik i Larsbjørnsstræde.  

 I 1963 åbnede Engelke Tvermoes sit keramikværksted i et tidligere visitkorttrykkeri ved siden af bagerbutikken, et år efter hun blev færdig på Kunsthåndværkerskolen. Det gik livligt til i hendes værksted og det hed i de første år Engelkes Keramik Bar og på et skilt stod at læse “ta” selv øl med”. Da hun blev femoghalvtreds, lagde hun denne livsstil om og siden har værkstedet været en fredsommelig varm hule med keramikovnen og de mange skåle, skulpturer, navneplader, bægre og andre brugsting på hver eneste ledig plet. I de glade år var Engelke vært for mange kendte folk indenfor jazz og litteraturbranchen. Engelke boede først i nr. 29 men fik efter 2003 en mindre lejlighed på 2. sal i nr. 31.  I den større hjørneejendom var ikke alle lige så fine. Her levede dog en præsteenke, men ellers håndværkere såsom en gørtler, en buntmager, en lysestøber og en skomager. Også en jordemoder boede her i 1820erne. Nr. 31”s ejer var efter slagteren en høker med forretning i huset. Efter 1864 blev det manufakturhandler C. W. Søborg, først med butik i Vestergade, så på Vimmelskaftet og siden på Nygade 8, der blev ejendommens ejer. Han og hans familie boede ikke i nr. 31. I kælderen var der i hans tid stadig en skomagerbutik og dertil kom en kobbersmed med værksted og udsalg og i den høje stue på hjørnet lå urtekræmmer Thomsens, siden Lunds viktualieforretning. I København indenfor voldene fandtes i 1882 tretten kobbersmede. Malermester Holm og en enke havde boligerne på stueplan. På 1. sal boede i 1880erne en polytekniker Lunde og en ugift dame, på 2. sal familie Borrebye, hvor sønnen var uddannet typograf, og på den øverste etage boede en fyrbøder.

 Efter 1880 var Søborg ikke længere ejer, men bagermester Sophus Olsen fra nabohuset nr. 29. Skomager Madsen og kobbersmeden var der også i hans tid, mens urtekræmmer Lund var blevet afløst af Svend Nielsen, bortset fra at betegnelsen urtekræmmer nu var ved at være for gammeldags. På 2. sal boede fru Mikkelsen, der havde et vaskeri på sin etage, noget der ikke var helt ualmindeligt efter at København havde fået et moderne vandværk og rindende vand i alle husene. Da bagermester Hammer havde købt ejendommen af sin forgænger, fandtes et bogbinderværksted i af kælderbutikkerne, først Hørners siden Christensens. I besættelsestiden var den ene kælder udlejet til Curt Berndorff fra nr. 27 og Gerhard Klindt fra nr. 41. Her drev de sammen en antikvitetshandel. Høker Svend Nielsen blev meget gammel i hjørnebutikken. Først efter o. 1937 kom efterfølgeren Georg Johansen, som også blev gammel i sin forretning. Han blev også den sidste på stedet og var her stadig i 1958. Efter krigen fortsatte antikvitetsforretningen i kælderen med af P. V. Jørgensen efterfulgt af O. M. Andersen. Mellem 1950 og 1952 lå i kælderen Inge Veibels antikvariat, en af de over tredive bogbutikker i kvarteret. Svend Aage Jensen havde o. 1953 en grammofonpladebutik i den anden kælder og Agnes Nielsen havde midt i 1950erne samme sted en blomsterbutik. I boligen ved siden af kolonialbutikken boede bogbinder Knud Christensen. Georg Johansen havde også en smugkrog i baglokalet. I anden sammenhæng havde sædelighedspolitiet diskret lejet en lejlighed på samme hjørne for at kunne opspore mindreårige prostituerede. I 1961 lejede Ole Janus en keramikbutik i kælderen, udgangspunkt for hans store femogtyve års ekspansion med butikker og ejendomme i Nørre Kvarter.         Bogtrykker- og bogbinderhvervet var af forholdsvis ny dato i kvarteret. I 1850 var der ikke en eneste trykker eller bogbinder at finde. Omkring 1960 købte Bogtrykkeriet Emil Kristensen med ejerne Ludvig Wichmann og Gunnar Kristoffersen fra Sankt Peders Stræde 27 den stærkt misligholdte men fredede dobbeltejendom 29-31 for at få mere plads til deres trykke-, sætte- og falsemaskiner. I baghuset var der alligevel stadig pladsmangel. Ikke en gang en vareelevator var der oprindelig og papirpakkerne måtte bæres op af en mand. På 1. sal havde Munksgaard i tiden forinden et kæmpe lager med antikvariske bøger, der ikke blev passet ordentligt. Rotter og kakerlakker fra bageriet og slagteren i Larsbjørnsstræde var en plage og det tog to år at få bugt med dem.[3] Gunnar Kristoffersen fik ryddet grundigt op i husene, lagde nogle af de mindste lejligheder sammen og fik omdannet opgangenes brændselsrum til toiletter, således at retiraderne i gården kunne nedlægges. Pottemager eller som senere kaldte sig keramiker Jesper Packness” og hans kone Charlottes lejlighed i nr. 31 blev overtaget af forfatter Lola Baidel og hendes datter i 1994, efter hun havde boet i Elsa Gress” lejlighed i Teglgårdstræde 13. Trykkerivirksomheden stoppede i 1990 og de resterende medarbejdere fik aftrædelsesordninger. Men kortvarigt fik lokalerne lejere af samme branche igen i og med at det gamle trykkeri Jarmer”s Bogtrykkeri og Rudy Sørensens Tryk rykkede ind for en kort bemærkning.

 Husene blev i 1985 solgt til lejeren Ole Janus. Hans Nyhavn Rejser i den nedlagte kolonialbutik i 31, hvor Garngalleriet og butikken Jon havde befundet sig, hed nu Janus Travel og så Grace Tours. Et andet af hans rejsebureauer her hed Marcopolo. Grace Tours flyttede i 1998 til nr. 28, for at gøre plads til en ny Janusbutik. Ole Janus var også kgl. nepalesisk generalkonsul og generalkonsulatets adresse var Sankt Peders Stræde 31. Den sidste vicevært var Johs. Refsnæs fra Teglgårdstræde 10, der flyttede ind i en lille halvanden værelseslejlighed i nr. 31, efter at have boet i nr. 29. Han var i 1980erne og 1990erne en kendt skikkelse i kvarteret iført kæmpe T-shirt med dannebrog og i besiddelse af en lille hemmelig aspargeshave i Ørstedsparken. Han døde pludselig i en beskyttet bolig et andet sted i byen. Hans lejlighed fik Engelke Tvermoes. Igen var der en af de gamle lokale ikke længere i live.  

 Onsdagssneglen, udbragt i en gul ellert[4] blev berømt over hele Danmark i 1993, var en ide, som bager Kurt Lorenz havde fundet på. Kurt og Hanne Lorenz var Arvid Hansens efterfølgere fra 1968. Der blev bagt 3000 snegle hver onsdag og de blev revet væk takket være en virkningsfuld reklame. Ideen blev efterlignet af 46 bagere i Jylland. Thomas Pedersen var bager her fra 1990 og efterfulgte Kurt og Hanne Lorenz, der ønskede at trække sig tilbage fra det hårde arbejde. Ægteparret blev boende i ejendommen i en kort årrække. I de fire år Thomas Pedersen havde bageriet, nåede han en kæmpe omsætningsstigning med op til 19 ansatte. I 1993 ville han sælge det for at flytte til Kina, hvor han havde hørt man kunne køre med et endnu større bageri. Men så vidt vides, blev der ikke noget af Kina-eventyret. Thomas Pedersen solgte omsider og overtog et andet bageri i Lyngby. Carsten Mortensen blev den nye bager og de nuværende indehavere hedder Torben og Agathe Sørensen og de renoverede og moderniserede bageriet og bagerbutikken i 2006. Så vidt vides er Torben den første bager i ejendommens historie, der har valgt ikke at flytte ind i bagergården. Han bor i Søborg og ejer et andet bageri under samme navn Sct. Peders Bageri på Gl. Kongevej på Frederiksberg.  Da Ole Janus skulle afvikle sit engagement i kvarteret, både i Teglgårdstræde, Nørre Voldgade, Sankt Peders Stræde og Larsbjørnsstræde afhændede han denne dobbeltejendom sammen med Larsbjørnsstræde 24 og 26 i 2004 til den københavnske ejendomsmatador Jørgen Christian Smith, der for sit vedkommende foretog en gennemgående ombygning med indretning af nye og større lejligheder til bl.a. tre af sine børn, Camille, Charlotte og Christian. Lejerne skulle nu svare en hel anden husleje end den de havde erlagt til Ole Janus. Og ganske kort tid efter, i 2005, afløste et ejendomsselskab med navnet Dansk Ejendomskapital A/S i Odense Jørgen Smith. Salget af tre forhuse (29-31 og 26) og en bagbygning indbragte fru Jonna Smith og hendes familie i Hørsholm 42,5 millioner kroner. Den aktuelle ejer er en af landets store ejendomsbesiddere, Rolf Barfoed, med hovedsæde i Odense. Far og søn Barfoed har syv forskellige brevkasseselskaber, der alle investerer i ejendomme.

 Fra 2003 har i venstre kælder i nr. 31 ligget Syndikat, en af byens unge tøjdesignbutikker. Fra 2002 var butikken til højre en systue af Dorte Maabo under navnet One Off. Den er flyttet og findes nu i det mere levende Studiestræde. I denne del af kælderen har jurastuderende Christina åbnet en importforretning med asiatiske modeting. Den har også et amerikansk navn og hedder Asian Decor. I den høje hjørnestue lå butikken The Earth Collection med økologisk beklædning, dog nu under det nye navn Nature Wear. Da den flyttede til et sted ikke langt herfra, rykkede endnu en af de talrige frisørsaloner ind i den gamle butik. Så nu har kvarteret 13 frisørsaloner.

I 2010 åbnede efter at de to kælderbutikker længe havde stået tom, en bar og suppecafé. Den forårsagede at den fredede bygings facade i kælder og stue blev skamferet af en grim flerfarvet maling uden af Kulturarvstyrelsen greb ind.

(2010)

 


 

[1] Tømrer, der fældede og forbehandlede træstammer

[2] admiral

[3]  De to ejendommes nyere historie er beskrevet i bogen “Nørre Kvarters Krønike” af Allan Mylius Thomsen og Jan E. Janssen, udg. 1997, s. 152-159.

[4] elektrobil