Sankt Peders Stræde 34-36

Sankt Peders Stræde 34-36

Det eneste moderne hus i Sankt Peders Stræde har fire etager med fem store vinduer i hver etage, tredelt i yderfagene og firedelt i midterfagene. Stueetagen er beklædt med granitplader. I østsiden ligger ved siden af jerngitterporten en restaurant. Facaden mellem vinduerne i stuen er kronet af en rektangulær blok i rustika. Facadeoverfladen er beklædt med hvid stuk og mellem vinduerne formet som kannellerede lisener afsluttet med volutter. Det andet og det fjerde fag har en konveks overflade. Taget med profilerede sparrehoveder afsluttes af en hvidmalet balustrade. De seks blokke har paralleller i balustraden i form af seks cementstøbte firkanter med tre indsatte billedmotiver nemlig tønder, vareballer og merkurstave. Facadens nærmest filigrane fremtræden er muliggjort af den dengang nye konstruktion med jerndragere. På portens vægge fandtes tidligere malerier, bestående af landskabsbilleder, fabriksinteriører og malerrekvisitter. Forhuset blev tegnet i 1907 og bygget i 1909 for tømrermester Jacob Jørgensen af arkitekt A. Preisler. Sidebygningen med kælder og fire etager har fulgt den oprindelige bygnings afrundede linie og er hvad ydermurene angår identisk med den oprindelige fra 1857. Bagbygningen med kælder og fire etager er fra før 1808 og gulmalet.

Den nuværende dobbeltejendom ligger på to senmiddelalderlige grunde, der først omtales i 1496. Den ene grund omfattede også de nuværende ejendomme Nørre Voldgade 8-10 og den anden Nørre Voldgade 2-6. De fire lave bindingsværkshuse i Sankt Peders Stræde overlevede branden i 1728, der ikke nåede ud til dette afsnit af Nørrevold.

Den første var en grund, der ejedes af kommunen og havde i 1496 Niels Olufsen boende. I 1498 nævnes en vis Gudfast, der havde en have her. I 1529 omtales den som byens jord, hvor den gamle teglgård havde ligget. Derefter tilhørte den Anders Jude, tidligere lensmand på Færøerne og islandsk købmand. I 1639 nævnes en pensioneret bøsseskytte ved navn Rolandt Evertsen, der var gift med Karine Nielsdatter. Efter ham blev grunden delt. Den del, som blev til det senere nr. 34, gl. matrikelnr. 137, blev i 1651 pantsat af Iver Hansen Riis med halvdelen af Evertsens parcel. Han var Evertsens arving. I samme år gav også Jørgen Bøfke og Jørgen Witte pant i to huse med have på samme grund. De to var stadig ejere i 1661. I 1668 hed den efterfølgende ejer Mouritz von dem Thie og mellem 1689 og 1717 var ejendommens ejer stadskaptajn Jacob Hoe. I brandåret 1728 var det sønnen eller slægtningen Henrik Hoe med de to huse og haven. Han boede ikke selv her. Matrikelnr. 137 var i 1728 en af de tre store grunde langs Nørrevold mellem Teglgårdstræde og Vester Voldgade. En jordstrimmel ud mod Sankt Peders Stræde hørte stadig til matriklen. I det ene hus boede svend ved brandvæsenet Peder Nielsen med sin kone. Hans lejere var en husvild brændevinsbrænder fra Larsbjørnsstræde, fire arbejdere og en tidligere tjenestepige. I det andet hus boede grenader Ole Pedersen, der havde 18 brandramte lejere. På Geddes kort fra 1756 ser man et forhus med sidebygning, der er sammenbygget med en lige så stor bagbygning som forhuset. Bag husene ligger karreens største have og græsningsareal ud til Nørrevold med en stor bagbygning flugtende med voldlinien, dog beliggende inde i haven. Det var stadig karreens største matrikel og ejeren hed dengang Lars Clausen Schmidt. Schmidt var glarmester og op til brandåret 1795 stadig ejer af denne grund. På et kort fra 1808 ser man den store grund halveret, med forhus og en kort sammenbygget sidebygning, en rimelig stor indre gård, delvis med frit udsyn til volden og et smalt baghus op til det nye matrikelskel mellem Sankt Peders Stræde og Nørre Voldgade.

Den nævnte anden store grund mod vest var i 1496 lejet af Knud Vognmand, som boede i Vor Frue kapitels bolig. Kort før reformationen efter 1521 blev også denne grund delt, det vil sige i de nuværende nr. 34 med 36 og i grunden langs Nørre Vold. Skomager Jep Andersen i Skoubogade lejede i 1530 gården mod Sankt Peders Stræde af en vis Per Heye. I 1629 fik lejer Christopher Trøner lov til at sælge den gård, hvor Marine Rasmussens boede. Seks år senere boede hun her endnu. Så blev den delt endnu en gang. Gl. matr.nr. 138, del af senere nr. 34 indeholdt i 1647 en våning[1], som kongelig smed Salomon Nielsen boede i. Så kom en vis Anders Olsen, efterfulgt af hans enke og siden fra 1677 til 1680 høker Jacob Terkelsen og 1689 sergent Anders Nielsen Nakskov. I 1705 var ejeren den tyske bøsseskæfter[2] Johann Ludwig Cumbach og i brandåret 1728 enkefrue Ingeborg Combach. Hun kunne give husly til hele 70 personer, fordi der må have været rigelig med plads i hendes ejendom. De fleste af dem var soldater, afdankede og aktive. I 1756 var græsnings- og havearealet mellem volden og Sankt Peders Stræde reduceret betydeligt, men der hørte stadig en lang strimmel til grunden, som endte på Nørrevold. Forhus og bagbygning var adskilt af en gård af samme bredde som husene. Ejeren ifølge Geddes kort var Samuel Clatt. Denne matrikel blev efter branden i 1795 slået sammen med nr. 137 til ny matrikelnr. 134 (1806) og identisk med gadenummer 34, en større grund end de fleste i gaden. Ejeren, maleren Peder Faxøe, født i 1761 og udlært på Kunstakademiet, tjente store penge som portræt- og dekorationsmaler. For sine penge kunne han gifte sig og købe denne gård i Sankt Peders Stræde. Hans kone var hofjordemoder. Den muntre mand elskede flasken og da han døde i 1840, var der ingen venner, ingen penge men mange tomme flasker tilbage.

Nr. 139, gadenummer 36, ejedes i 1652 af slagter Laurids Thomsen, i 1668 af brændevinsbrænder Niels Bentsen og blev i 1672 pantsat til møller Mads Christensen. Brændevinsbrænderen blev afløst af en bødker og denne af en slagter. Slagterens enke solgte ejendommen videre til en slagter og i 1728 købte en birkefoged ejendommen af slagter Lorens Svendsen, med kone, fem børn, to karle og to piger. Han havde en mand boende, der havde mistet sin bolig i Larsbjørnsstræde. På Geddes kort fra 1756 var ejeren Peder Hasting med et hus uden adgang til havearealet bagved. I årene op til branden i 1795 er gården stadig en slagtergård, hvor der i en årrække arbejdede og boede to slagtermestre, Abraham Andreasen og Bolle Nielsen, efterfulgt af slagtermester Niedlich. På et kort fra 1808 kan man se, at både denne grund og de resterende tre grunde op til Vester Voldgade stadig er ubebyggede efter brandens ødelæggelser tolv år forinden.

Gadenummer 36 forblev en tom grund. Huset på gadenummer 34 fra omkring 1800 blev nedrevet i 1908. Den første ejer var i næsten et halvt århundrede den omtalte malermester og sekondløjtnant ved det borgerlige artilleri Peder Faxøe og hans kone jordemoder Sophie Faxøe. I hans ejendom arbejdede endnu en malermester, nemlig H. C. Holmer. Han var oldermand i Københavns malerlaug. Tre generationer Holmer kom til at bo her. Efter den første Holmers død blev hans enke boende og to sønner, S. F. Holmer og L. H. Holmer, der kaldte sig kunstmaler, drev malervirksomheden og en tapetfabrik videre i ejendommen. De to købte ejendommen af Faxøes dødsbo efter 1840. Ellers boede der grosserer Hjorth, politibetjent Johansen og snedker Helmundt med familier og personale. Omkring 1818 kom også bødkermester Richter til, ti år senere afløst af snedkermester Bruun. Huset havde også relationer til marinen: udover en skibskaptajn, der boede til leje her, havde J. H. Snour, forvalter af Holmens Magasiner, sin lejlighed her. En embedsmand eller en akademiker kunne også finde på at leje en forhuslejlighed. Mellem 1830 og 1832 boede Danmarks første kunsthistoriker og guldalderens mest fremtrædende kunstkritiker Niels Laurits Høyen i huset. Han var født som bryggersøn i Nørregade og endte som professor i kunsthistorie og mytologi på Kunstakademiet. Omkring 1835 fandtes også et værtshus på stedet. Der var ellers rigtig mange af dem i kældrene rundt omkring. I et vilkårligt valgt år, 1864, boede ifølge vejviseren husejer malermester S. F. Holmer i en lejlighed i forhusets stueetage. I den anden lejlighed boede en brændevinsbrænderiforvalter. På 1. sal boede et kammerråd og en kontorist. På 2. sal boede en kancellisekretær og en kammerassessor. I 1868 fik tagetagen fire kviste og i den anledning måske også beboelsesrum til stuepiger. I sidebygningen boede på 1. sal en majorsenke og en exam. jur. På 2. sal boede en postskriver og på 4. sal en fuldmægtig. I bagbygningens stueetage boede broderen L. H. Holmer, på 1. sal en fuldmægtig, på 2. sal en sagførerfuldmægtig, en rodemester og en studerende, på 3. sal en enke og en stud. jur., på 4. sal en studerende og en forhenværende pigeskoleleder. De fleste havde selvfølgelig familie og personale med i boligen. Og tapetfabrikken har sikkert også haft en del medarbejdere udefra. I 1855 fandtes der ifølge Københavns industritælling tre tapetfabrikker med tilsammen 79 arbejdere. I modsætning til de fleste ejendomme dengang havde nr. 34-36 ikke håndværkslejere men næsten udelukkende lejere med administrative og boglige gøremål. Af deres gode lejeindtægter købte brødrene ejendommene nr. 47 og nr. 51 på den anden side af gaden. Sidst i 1860erne åbnede en grønthandel i kælderen, en butikstype, som ikke var almindelig dengang, idet folk købte deres grøntsager på torvene. Men ganske får år senere kom der en ølhandel i stedet for. En nyindflytter i sidebygningen var en fabrikant og de studerende prægede stadig lejersammensætningen. L. H. Holmer var den første af brødrene, der døde og hans søn, læge Axel Holmer indtrådte sammen med to ugifte søstre i hans fars ejerskab af nr. 34 og nr. 51 o. 1882. Fra senest 1893 var der kun en ejer, frøken G. L. Holmer, som også havde nr. 51. Kælderen var før 1900 udlejet til et værtshus og til en skomager. Blandt de otte husstande i forhuset var der flest kvinder. I sidebygningen sad en guldsmed, som der var blevet en hel del af i kvarteret (i 1882 var der 70 guldsmede indenfor voldene) og i bagbygningens fem etager var der stadig blandet erhverv og boliger. Bl.a. en kunstdrejer og en litograf og i boligerne lærere og akademikere.

Også efter at den anden broder havde trukket sig fra sin forretning, fortsatte malerhåndværket i ejendommen nu repræsenteret af malermester J. T. Møller i stueetagen. Ellers var håndværket stadig til stede i form af to snedkermestre og en skomagermester. En mineralvandsfabrikant havde også adresse på nr. 34.

I 1908 forsvandt den hundrede år gamle bygning og blev erstattet af den nuværende. Dermed forsvandt også en hel del boliger. Sankt Peders Stræde har mistet mange boliger gennem årene. Ifølge folketællingen fra 1850 boede der 2023 personer i gaden, knapt en fjerdedel af kvarterets befolkning dengang. Nu bor der i hele Nørre Kvarter under 1000 personer. Bygherren af den nuværende erhvervsejendom var tømrermester Jacob Jørgensen fra Dr. Olgas Vej på Frederiksberg. Han blev den nye ejer. Den moderne industri- og forretningsejendom blev forsynet med centralvarme men ikke med bilgarager. Nye lejere flyttede ind: et par grosserere, bogbindermester Geisler & Søn, Jens Nielsen”s Cyklehandel A/S, farvefabrikken J. D. Flüggers Filial fra Møntergade 21, ledet af direktør Christian Ewald, i bagbygningen mekanikerne Tychsen & Mulvad, Nyt Dansk Taksameter Kompagni og Kemp & Lauritzens værksteder. Elektrofirmaet K&L havde lige opført den nye ejendom Vester Voldgade 7-9. I 1915 var her også det gamle i 1851 grundlagte uniformsskrædderi Schilder. Grundlæggeren Johan Bernhard Schilder var allerede død i 1891, men hans enke havde ført skrædderiet videre og nu var det sønnen Oscar E. Schilder, født i 1861, der efter 1909, da en kompagnon bortfaldt ved døden, førte familievirksomheden alene videre. I sidebygningen hed virksomheden Pressens Stereotypi Korrespondance og Clichéfabrik. I 1915 var der i stueetagen vinhandler Emanuel Møller, der var Danmarksrepræsentant for von Oostens Bitter. Det nye hus havde også fået et udskænkningssted, der kom til at hedde Den nye Bondestue og blev drevet af restauratør H. M. Jacobsen fra 1927. I 1938 indrettede direktør Evald en kaffebar i stueetagen. Ti år senere etableredes en direkte adgang fra gaden ved at ejeren indsatte en dør i facaden.

Mellem 1920 og 1940 har vi stadig Emanuel Møllers agentur for von Oostens Bitter og Christian Ewalds J. D. Flügger”s Filial. Der er stadig J. B. Schilders uniformsskrædderi, men ellers er der kommet nye virksomheder i nr. 34. I stuen ligger der først N. K. Nielsens, siden Kay Banners antikvarboghandel og derefter fra 1935 et snedkeri ved siden af værtshuset. Omkring 1920 findes også papirgrossist Frederik Schindler”s Eftf. i både stue og 2. sal. Og i 1939 ligger her så J. Roligheds Fotobørsen. På 1. sal findes nu grossererfirmaet Alfred Lund & Co., på 2. sal er der L. Christiansens Radiomaterielfabrik, på 4. sal ligger Bernhard Middelboe”s Reproduktionsanstalt i over fyrre år. I bagbygningen ligger først Carl Ammentorps Asca Lys og så ingeniørfirmaet Teknico og Christian Holms Københavns Plastik- og Spartaskofabrik. Omkring 1930 lå der på 2. og 3. sal Aage Hansens bogtrykkeri. Vi ser, at flytteaktiviteten har været livlig i den nye bygning.

Flüggers tyske moderfirma købte i 1942 ejendommen og fru Clara Flügger i Hamborg fik skøde sammen med den danske repræsentant Christian Ewald. Under besættelsen og årene efter blev filialen ledet af den i 1907 fødte Michael Schnack. Schnack foranledigede, at porten fik sin maleriske udsmykning, af senere ejere fjernet igen. Konsekvensen af ejendomshandelen var at den danske stat i 1947 beslaglagde nr. 34-36 som fjendtlig ejendom og lod den administrere af overretssagførerne Otto og Ludvig Bing. De sørgede for at den blev solgt til brødrene Samuel og Sally Jerndorff, der havde et herreskrædderi på Kongens Nytorv 22. De etablerede efter 1950 syatelierer og kontorer på 2. sal i Christiansens forladte radiofabrik og senere også et tøjpresseri på 3. sal. På 1. sal stod der i 1950 store vævemaskiner. Politikeren Arne Melchior var i 1960erne direktør for Brdr. Jerndorff. Det var ham der fandt på den landskendte betegnelse Mr. Jardex. I Jardorffs tid blev det andet gadenummer, nr. 36, genindført og ejendommen har siden haft nr. 34-36. I 1948 etablerede ejerne sammen med Park Hotel og Kastrup Glasværk, de ejede Nørre Voldgade 12 et fælles fjernvarmeanlæg. I. D. Flüggers farvefabrik var nu lejer i ejendommen. I 1947 udbrød der en brand i et af Flüggers værksteder på 2. sal, som udbrændte. Etageadskillelserne mellem 2. og 3. sal tog også skade. Uniformsskrædderiet J. B. Schilder havde allerede forladt ejendommen i 1942, selvom de havde fået mere plads ved at flytte over til forhus og sidebygningen på 3. sal.. H. M. Jacobsen var stadig forpagter af Bondestuen indtil han efter 1950 blev afløst af Henning Thomas, som fik Ulla Doris Søndergaard som sin efterfølger efter få år. Nielsens Kaffebar var her til 1967, Fotobørsen til omtrent samme tid. I 1940erne var der yderligere en tekstilvirksomhed i huset, Valby Konfektionsfabrik, som lå på Flüggers etage og i tiden efter 1950 Jessens Kingswear Slipsefabrik på 4. sal. Ejerne indrettede også en lille toværelses lejlighed i bagbygningens tagetage. Middelboe”s Reproduktionsanstalt var en trofast lejer og det samme gjaldt også for Holms bæltefabrik “Auga” og hans plastik og sportskofabrik i bagbygningen. Flüggers farvehandel forlod ejendommen allerede i 1956, Middelboe”s grafiske fabrik først efter 1962. Slipsefabrikken var her til omkring 1967. Flüggers ejere flyttede virksomheden i 1958 til Rødovre, hvor nu den tredie generation Schnack er ved at tage over.

I mellemtiden rykkede nye virksomheder, men frem for alt organisationer ind i Jardorfs ejendom (det ene f forsvandt fra navnets stavemåde på et eller andet tidspunkt). Vi kan nævne modelbureauet Frisbæk, Scandinavian von Roll, grosserer John Darville, Actu-Elle, Colorcopy fra 1966 (Annis Fotolaboratorium i sidebygningen og bagbygningen siges at være dansk pioner indenfor fremkaldelsen af film, film- og fotoartikler, fremkaldelse m.m.), Dansk Psykologforening, Dansk økonomisk Forening, Danske Apoteksassistenters Forening, Danske Apoteksdefektricers Forening, Ugeskrift for Retsvæsen, bogtrykkeriet Elniff i bagbgygningen, Immuno Farmaceutiske Diagnostika, LH Kontormøbler og Stamms Dentallaboratorium. Hertil kom et antal arkitekter og sagførere. Hele forhusets 3. sal bestod fra 1966 af kontorer og mødeværelser samt en spisestue til husets advokater. De to trykkerier og reprovirksomheder samt dentallaboratoriet lå i bagbygningen. Efter 1970 har ejerne ikke haft kontor eller værksteder i deres ejendom. John Darville I/S, apoteksassistenterne, advokatkontoret og Colorcopy blev her længst, de andre flyttede videre indenfor ti-femten år. John Darville var ejer af en engrosforretning med konfiturevarer men var mere kendt som jazzbasunist.

Den ny Bondestue, i folkemunde Bondefangerstuen, var et værtshus af nyere dato og havde et billardbord først og fremmest for de lokale folk fra kvarteret. Den blev lukket i 1965 i et par dage på grund af hasardspil. Også de lokale alfonser havde deres stamborg i baren. Her kunne de få bedre drikkevarer end på de ordinære værtshuse. Bøsser kunne også findes her, uden at stedet blev en bøssebar. Bondestuen lukkede i 1972. Efterfølgeren var middelhavsrestauranten Adriatic. I 1994 hed stedet restaurant Pompei. Pompei lukkede tre år senere og så fik den det nye navn Soho Kitchen. I den anledning blev den store glasfacade indsat. Fra 2000 sad her en ny forpagter, som fik bygget restauranten om. Nu hed den Robusto, men den holdt heller ikke ret mange år og hed en kort overgang Café Ziraf og fra 2006 har vi Kong Christians Bar. I Alis Sørensens Ziraf havde byens lesbiske miljø et gæstfrit og venligt mødested. I 2009 hedder caféen Kære Ven og besøges af  et ungt publikum. Det vides ikke, hvorfor den legendariske Bondestue konstant skifter tapeter og navn.

I 1979 blev ejendommen solgt på basis af ejerlejligheder som så mange andre steder i kvarteret, selv om den jo ikke ligefrem var en boligejendom. Trykkeriet Elniff, grosserer John Darville, Danske Apoteksassistenters Forening, Tage Nielsens Tegnestue, Colorcopy, FjP Byggerådgivning, restaurant Adriatic og fire advokater gik ind i en ny æra. Ejerforeningen Sankt Peders Stræde 34-36 var deres fælles repræsentant. Sammensætningen har ikke ændret sig afgørende i de sidste 28 år. Apoteksassistenter findes ikke længere her, nu hedder de farmakonomer, Tage Nielsens efterfølger er Birk Nielsen. De førstes adresser er nu nr. 36. Darville og Colorcopy er flyttet. Sagførerne præger stadig ejersammensætningen med lokalesymbiosen Advokatkontoret. Ny er det i det sidste år meget omtalte arkitektfirma Entasis, opkaldt efter klassiske græske søjlers karakteristiske form. De danske landskabsarkitekters sammenslutning har for nylig også etableret deres adresse i nr. 34 efter en årrække i nr. 39. I 1991 foretog ejerne en ny ejerkonstruktion og et selskab, der hed Holdningselskabet af 1.7. 1991 repræsenterede ejerne. I 2002 er Datea i Lyngby ejer af ejendommen.

I henholdsvis 1975 og 1986 fjernedes to nu overflødige vareelevatorer fra bagbygningens facade. I 1966 blev brandmuren mellem Nørre Voldgade 8-10 og bagbygningen på stueplan gennembrudt, fordi to rum blev lejet af en virksomhed på Nørre Vold og i 1994 blev brandmuren mellem bagbygningen og Nørre Voldgade 12 på 1. sals højde gennembrudt. På den måde har der efter flere hundrede år igen været en forbindelse mellem disse matrikler. En mur mellem bagbygningen og Nørre Voldgade 8 blev i 1980 blevet udskiftet med et hegn, som gav mere lys. Den oprindelige åbning på stueplan mellem denne ejendom og Nørre Voldgade 8-10 blev lukket igen i 1985, fordi Klamer Cykler på Nørrevold ikke længere havde behov for et ekstra cykelværksted i bagbygningen.

(2011)


[1] Enetages bindingsværkshus uden kælder til en eller flere husstande

[2] Håndværker der forfærdigede geværskæfter