Sankt Peders Stræde 37

Sankt Peders Stræde 37

Forhuset, som i dag har fælles gård med nabohuset nr. 39, stammer fra året 1798-99 og blev bygget af murermestrene Philip Lange og Lauritz Thrane samme år som nabohuset nr. 39. Philip Lange jr. var søn af den berømte bygmester Philip de Lange. Med sine 4 fag, kælder og 5 etager har det ikke gennemgået væsentlige ændringer i facadens fremtræden siden det blev bygget. Facaden er pudset og malet mørkegul i den høje kælder, ellers lysegul. Der findes en butik i kælderen. Over den profilerede hovedgesims sidder to kviste. Til forhuset hører en stadig beboet sidebygning, hvis højde og længde blev reduceret i 1980erne.

  Det nuværende nr. 37, matrikelnummer 121A, er en lille del af en enorm middelaldergrund mellem Studiestræde 26-30, Larsbjørnsstræde 21-25 og Sankt Peders Stræde 33-39, der ejedes i 1354 af enten Thord Bugge eller Mattæus Staphensson og i 1377 af Nicholaus Drucken. Herefter var den en kommunal ejendom og blev udstykket lidt efter lidt. Vor ejendom hørte oprindelig sammen med Studiestræde 28. I 1651 gav Christen Hansen pant i sit hus og boede her endnu to år senere. I 1661 gav brændevinsbrænder og maltgører Peder Lauridsen pant i huset. I 1683 blev det dømt til rådmand Ditmer Bøfke, efter hvis død arvingerne i 1684 solgte huset til slagter Peder Pedersen. Hans enke Ane Aagesdatter skødede i 1697 huset til vognmand Bertel Andersen. I 1717 var ejeren igen vognmand og hed Anders Andersen og hans enke Karen Didriksdatter sad som ejer i huset i brandåret 1728. I 1728 brændte bindingsværkshuset på denne grund. Her boede vognmand Peder Nielsen Juul og hans hus havde 6 fag mod gaden og 33 fag mod gårdsiden på grund af den lange sidebygning med hestestalde. Hans grund var 7,5 m bred mod gaden og 14 m bred mod naboskellet. Den målte 40 m i dybden. På Geddes kort fra 1756 kan man se, at huset sammen med gadenummer 39 danner en aflang sammenhængende bebyggelse med en lukket gård. Ejeren af begge huse var snedkermester Thomas Møller. I denne ejendom boede i den sidste halve snes år før den næste brand i 1795 tehandler Peter Lihme og efter hans død tehandlerens enke. I selve brandåret bor bl.a. prokurator, dvs. sagfører Dethmer, skræddermester Horne, Thomas Møllers enke og enken efter lysestøber Pauk i huset. Efter branden er de to tvillingeejendomme delt op i to lige store grunde og nu uden bagbygning. 

  Men de to nye huse tilhørte i de første år under samme ejere. Fra o. 1812 var det høkeren i nr. 37 P. Rasmussen, før ham var det en af de tre parykmagere, der arbejdede og boede i ejendommene. I Rasmussens tid var det først og fremmest håndværkere, han udlejede til. Mindst halvdelen af befolkningen i Nørre Kvarter, hvis ikke flere, var i århundredets første tredjedel håndværkerfamilier. Her boede først en snedker og en bogbinder, så en smed ved Tøjhuset og en klejnsmed, en skomager, en rebslager, en dugmager, en brolægger og en instrumentsliber. Ellers var det dårligt aflønnede ansatte i serviceerhverv som en toldbetjent og to bude. Da Rasmussen opgav sit erhverv på grund af alder, flyttede en ny høker ind. Efter hans død tilfaldt huset en madam Gertrud Jensen, som var ejer i årene omkring 1840. Efter hende var det fra 1842 tømrersvend N. M. Jensen, der indtil o. 1870 var ejer og efter ham hans enke M. Jensen. Tømrersvenden avancerede af ukendte årsager aldrig til en mesterstilling. Familie Jensen boede i stuelejligheden. Selv om høkeren ikke var husets ejer, så blev høkerbutikken dog ved med at være en fast bestanddel af nr. 37. På 1. sal boede omkring 1875 en politibetjent og det gjaldt også 3. sal, mens 2. sal blev beboet af en skomagermester og hans familie. At udøve skomagerhåndværket var ikke nemt dengang. I Københavns kommune skulle der i 1864 hele 745 skomagere tjene til dagen og vejen. Alene indenfor voldene var der i 1882 337 skomagere. Få år senere boede en murermesterfamilie i skomagerens lejlighed. Efter enkefrue Jensens død fik sønnen typograf E. Jensen og hans søster o. 1889 huset og de beholdt moderens lejlighed. Således havde den samme familie nr. 37 i over tres år. Kælderens lejer ville ikke kalde sig høker længere, men var nu detailhandler eller ølhandler og på 2. sal arbejdede en dameskrædderinde i årene før århundredeskiftet. På 3. sal sad en drejer. Drejere var dengang først og fremmest beskæftiget med at forfærdige balustre til trappegelændere, med mindre de var uddannet som kunstdrejere.

  Kort tid efter århundredeskiftet sluttede flere generationers familieeje og fabrikant C. A. Jeppesen overtog ejendommen. Derefter skiftede ejerne med korte mellemrum i det meste af det 20. århundrede og ingen af dem tog ophold i huset. I kælderen blev der efter 1910 ikke længere handlet øl, men brugte bøger. En ny branche var ved at udvikle sig i Nørre Kvarter: antikvarboghandlerne. Her hed han N. K. Nielsen. Men han flyttede snart i den nye ejendom i nr. 34. I 1939 blev nr. 37 og 39 igen forenet under samme ejer, en grosserer Nielsen. Ovne, glas, møbler, marskandiservarer, fødevarer, alle mulige ting blev solgt fra huset indtil anden verdenskrig. En murermester og en malermester opretholdt gadens gamle traditioner med håndværkere i alle ejendomme i de indre stræder. Efter krigen var der i kælderen i frugthandel og siden en tobakshandel efterfulgt af en kunsthandel. I opgang B lå budcentralen Altid Hurtig og i opgang C”s kælder et firma, der lavede spejle. På 1. sal lå skiltefabrikken Chic. Ellers var der boliger og Minerva-Bilens telefonomstilling til omkring 1970. Mellem 1960 og 1980 var det servitricer, syersker og tjenere, der dominerede blandt lejerne. I gården lå to vognmandsforretninger og et serigrafisk værksted. I forhuset lå i 1960erne Niels Nielsens vinhandel og før 1980 en antikforretning der hed Saga Antik.

  Efter at den sidste af de mange ejere, fru Anna Hansen, solgte huset til Andelsforeningen Sankt Peder i 1980, blev det ombygget i 1983 og i 1987 kom desuden en karrésaneringsplan også til at gælde for denne ejendom. Sidebygningen, der engang var en forslummet rønne, har fået en gennemgående restaurering. Det indebar bl.a. moderne opvarmning, varmtvand og isolering. Gården blev forbundet med et større grønt anlæg i karreen. Adgang til boligerne fører gennem en forsænket portgennemgang med en lukket jerngitterport mod gaden. De nye beboere var først og fremmest studerende, to læste til arkitekt. Et ny pust i kvarteret blev Il Santo, et italiensk bageri fra 1988, med pizza men først og fremmest friskbagt italiensk brød, bagt med italiensk mel. I 1996 flyttede bageriet over til den modsatte side af gaden i nr. 24 men nu med egen restaurant. Bageriet blev Anja Jensens tøjbutik, der hed Earth A” Wear og som udtalen røber, solgte den økologisk tøj. Fra 2001 var butikken udlejet til skønhedssalonen Style Saints og fra 2006 til ditto Kava.

(2007)