Sankt Peders Stræde 39

Sankt Peders Stræde 39 

Sammen med naboen nr. 37 er huset det ene af to tvillingehuse med fælles gård, begge bygget i samme år 1798 af den travle murermester Lauritz Thrane, dog var nr. 37 malet med gul oliemaling og 39 med blå. Huset hører blandt de enkleste og mest beskedne med kun fire fag mod gaden, fire etager med i alt otte lejligheder, kælder og to kviste. Det blev genrejst på den kun 128 m² lille dybe grund, hvor der helt op til 1500-tallet ikke var bebyggelse. Ejendommen hørte til en større matrikel og blev første gang omtalt i 1645 i skikkelse af to våninger, ejet af en vis Søren Rasmussen. Branden i 1728 ramte et lille gældsbehæftet fem fags bindingsværkshus tilhørende et dødsbo. Husets historie er præget af uforholdsvis mange ejerskifter og hurtigt ind- og udflyttende lejere. Dog kan man godt se, at det var jævne håndværkere og fra anden halvdel af 1800-tallet udefra kommende investorer der var ejere. Således er det i 1600- og 1700-tallet brændevinsbrændere og deres enker, en skæfter (der fremstillede geværskæfter), en skibstømrer og en snedker og efter ham hans enke, der ejede nr. 39. Af navnene kan man klart registrere den store tyske indvandring, der skete i 1700-tallet og lidt mere end hundrede år senere den skånske ditto. Parykmagerne Hoppensach, Dyring og Wegner arbejderl her i 1809, nogen af dem var vel lejer. J. F. Hoppensach tillige med den dengang nye metier som damefrisør. Så Sankt Peders Strædes i dag så udbredte frisørhverv har tradition. Efter 1800 tilhørte det nye hus en høker, formentlig med egen butik i kælderen, der ellers i næsten hundrede år var et skomagerværksted. Den skomager der arbejdede her længst, bar det almindelige gode danske navn A. Petersen. I 1864 var der alene 28 skomagere med efternavn Petersen inden og udenfor voldene. Hans vært var particulier H. Dahl og efter hans død enkefrue Dahl, der selv boede på Nørre Voldgade 60, 2. sal, og levede – må vi gå ud fra – af sine lejeres månedlige eller halvårlige husleje. Modsat husene i Studiestræde og Nørregade var der aldrig rigtig fine lejere her, ingen officerer eller højere embedsmænd, dog adskillige grosserer og fabrikanter, men det var tit eufemismer for kræmmere og smede. I lang tid var lejerne ikke en gang opført i Københavns Vejviser, fordi de ligesom ikke talte med. Det gjaldt efter 1880 selvfølgelig ikke skomagermester Kruse i kælderen. Violinisten Wandy Tworek tilbragte sin barndom efter første verdenskrig her i huset.

  Det 20. århundrede blev et mere dramatisk sekel, idet ejendommen ikke holdtes ordentlig ved lige og blev fornyet men forfaldt så meget, at den allerede i 1948 og årene efter var i myndighedernes søgelys, også på grund af dens oprindelige forhold med to meter til loftet, køkkener på 3 m² og manglende wc”er og med lemfældig opførte ydermure. I folkemunde hed nr. 39 Ormegården efter en amerikansk film (Læs udførligt om historien i bogen Allan Mylius Thomsen: Nørre Kvarters Krønike, udg. 1997, s. 243f.). Der var tre opgange i gården, A, B og C, og før mange andre huse i kvarteret måtte der ikke sove nogen om natten, et forbud, der gang på gang blev overtrådt. En nat i 1949 faldt en del af bagmuren med et kæmpebrag ned i skakten mellem sidehuset og nabo-ejendommen nr. 41. Der var selvfølgelig en række småerhverv i huset. Et metaltrykkeri, en skrædder Rosenwein, der havde deletelefon sammen med metaltrykkeren, en triko-tagefabrik, et litografisk sætteri, et bogbinderi m.fl. I forhusets stueetage fandtes en vin- og cigarbutik, der skiftede til en antikvitetsforretning efter besættelsestiden og tilhørte fru Else Jørgensen.

  I forbindelse med det store saneringsprojekt i kvarteret blev huset efter 1983 sat grundigt i stand og moderniseret. De i 1952 til to etager reducerede opgange B og C blev revet helt ned og A overlevede kun, fordi en tidligere ejer have ulovligt lagt rummene sammen med forhusets. Lejerstrukturen er i dag en hel anden end før. Organisationer, reklamefolk og sagførere har deres kontorer herinde. Lindholt & Lindholt skal nævnes eller Concerto Copenhagen og Danske Landskabsarkitekter, der nu holder til i Sankt Peders Stræde 34. I 1993 havde tegneren og forfatteren Peder Bundgaard (“Jeg vil være rockens Poul Hammerich”) kontor i huset. Den nuværende ejer er et i 1992 stiftet anpartsselskab. Kælderbutikken har i de sidste tyve år haft adskillige forretninger. Den mand, der ude omkring har betydet mest var Ronnie med Ronnie Rockets Point og Club Roskilde, som var Roskilde Festivalens ståsted i København med et stort udvalg af danske plader og cd”er. En af de første kirkelige genbrugsbutikker, Kirkens Korshærs, var også her en kort overgang. Jævne erhverv og håndfaste håndværkere, unge studerende og selverhvervende “syersker” og “frisørinder” er for længst draget bort og deres ydmyge værksteder, rum og trappeopgange er gået over i historiebogen. I 2004 hedder det Institut for Familieret, Saigonturist og Elkjær, Lorentsen & Sleeping Partners!

(2004)