Sankt Peders Stræde 43

Sankt Peders Stræde 43

Forhuset er en grundmuret bygning i syv fag med kælder og fire etager. Facaden er malet grå, oprindelig matgul på kvadrepuds efter samme mønster som nabobygningen nr. 45. Hovedindgangen ligger midt i huset under en fordybning i muren. Hovedgesimsen er profileret og taget er dækket med skifer og har fire kviste. I kælderen findes to butikker, oprindelig en butik. Det blev opført fra 1796 til 1797 straks efter bybranden for brødbager Rasmus Schmidt. Oprindelig havde også denne facade en kordongesims som de allerfleste i kvarteret, men den forsvandt under en ombygning i 1852 ligesom en fordybning med stukarbejde over fem fag mellem 1. og 2. sal. En gavlkvist midt på facaden forsvandt to år senere. Til gengæld er kælderbutikken oprindelig. Over døren står en ældre inskription fra 1943: Krohn Aktieselskab. Stuedøren erstattede i 1862 et vindue og befandt sig tre trappetrin over fortovsniveau. Til ejendommen hørte også en fire etages bagbygning, som forsvandt i 1965, og den nuværende fra 1970 er ikke bygget sammen med det gamle forhus.

Det nuværende nr. 43, matrikelnummer 123, var oprindelig del af en ejendom tilhørende Sct. Laurentii alter i Vor Frue kirke. Studiestræde 32 hørte også herunder. Således dokumenteret for året 1496. Efter reformationen tilhørte ejendommen en luthersk præst, o. 1580 hr. Mads. Efter 1582 blev grunden ud til Studiestræde udskilt. Her i Sankt Peders Stræde boede i 1653 Hans Hansen, i 1656 murermester Thomas Jørgensen, som gav pant i ejendommen. Hans enke Kirsten solgte i 1669 til murermester Jens Nielsen. I 1679 gav brændevinsbrænder Svend Mogensen pant i ejendommen for sine stedbørn Niels, Marie og Sidse. I 1683 var han endnu ejer. I 1689 købte brændevinsbrænder Laurids Pedersen ejendommen men solgte den videre i 1705. I 1728 var brændevinsbrænder Iver Andersen ejer. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til masken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion. Denne aflange vestlige ejendom indeholdt måske kostalde og var i brandåret 1728 lige blevet købt af Jens Andersen for 845 rigsdaler af Iver Andersens arvinger. Huset på den kun fem meter brede grund have fire fag og elleve mod gårdsiden. Grunden var ellers 40 meter dyb.

Den østlige del af Sct. Laurentii alters residensgård blev på et ukendt tidspunkt skilt ud fra den første. I 1645 boede her væver Henrik Hansen, i 1668 Peter Nichel, i 1674 væver Rasmus Pedersen. Han var i 1683 stadig ejer. Han efterfulgtes af væver Christopher Borqwart, gift med Margrethe Winiche. Parret delte deres ejendom i tre dele, således at væver Baltzer Hintze i 1700 havde det ene hus på fem fag og i brandåret Valentin From og pantsat til Conventhuset, mens den anden del gik til hustømrer Arved Laursen. Efter hans død kom den på auktion og tilfaldt renteskriver Jacob Sørensen Smiths enke Sophie Amalie Bruus. I 1713 solgte hun sit fire fags hus til hestgarder Peder Andersen. Han var ejer i 1728. Begge huse stod på en 10,60 m bred grund, der målte 17,50 m i dybden. Den tredje del, baggården, solgte Borqwart før 1700 til naboen i nr. 41.

På Geddes kort fra 1756 kan man se, at de to grunde nu er lagt sammen til en, med et massivt forhus, en lille mellembygning og en vinkelformet bagbygning. Ejeren i dette år hed Hans Limo. Fra 1770erne til ca. 1783 boede og arbejdede igen en væver med navn Vesener i huset. Brændevinsbrændingen blev også videreført efter genopbygningen. Fra midt i 1780erne fandtes et brændevinsbrænderi, et snedkerværksted og et møbelsnedkerværksted i ejendommen. Den sidste brænder, der i 1869 meldte sig ind i lauget, var Peter Petersen Høeberg. De fleste brændevinsbrænderier måtte lukke i det 19. århundredes sidste tredjedel på grund af konkurrencen fra de mere effektive dampbrænderier, sundhedsmyndighedernes indgreb i kreaturhold, lægernes anbefaling af de udefra kommende mælkeforsyninger, der leverede mælk og fløde til døren og en overproduktion, der ikke kunne eksporteres. De lukkede ikke, fordi der blev drukket mindre snaps. Der blev tværtimod drukket mere og mere i Danmark.

Her boede håndværkerne med deres familier, herunder også en frislagter. I forhuset havde en værtshusholder sin arbejdsplads i de sidste ti år før branden. Det er oplagt at hans solgte husets produkt. På et kort fra 1808 ser man et bredt forhus med en gård bagved, lukket af den omtalte vinkelformede bagbygning. Der var frit udsyn til nabogårdene på hver side.

Brødbageren blev hurtigt erstattet af en mere kapitalkraftig ejer, nemlig brændevinsbrænder og melhandler P. Kreiberg og efter hans død enkefrue Kreiberg o. 1818. Hun udlejede anlægget til udefra kommende brændevinsbrændere. En af dem, H. Larsen, overtog så hele ejendommen o. 1830. Hans efterfølger, Jens Henriksen drev destilleriet fra o. 1860 og efter at han havde trukket sig tilbage og var fraflyttet huset, bortforpagtede han den lille fabrik til brændevinsbrænder P. P. Høeberg, der fik Henriksens bolig i stueetagen. Men han blev her kun ganske få år og fik sig et nyt arbejde i et af byens kendteste brænderi, som lå på Toldbodvej 4. I forhuset kunne værtshusholder Petersen falbyde husets snaps sammen med øl og lign. Og så holdt det gamle erhverv op i Sankt Peders Stræde 43. Udover ejerens lejlighed, der lå i stueetagen, kunne de andre udlejes alt efter størrelsen og beliggenheden til forskellige typer lejere. Den anden lejlighed i stuen beboedes fra midt i 1860erne af dameskrædderinden fru Dunklau. Boligen var også hendes arbejdsplads. Skræddermetieret var et udbredt erhverv. Indenfor voldenes København var der i 1882 202 selvstændige skræddere. Der var en kopist og en registrator, en toldbetjent, en konduktør (bygningsentreprenør) og en adjunkt i østerlandske sprog. Der var en kagebager, en tehandler, en møller og en hjulmager. Enkelte enlige damer var der også, f.eks. to søstre Weber på 2. sal, begge lærere. Der boede kort sagt hverken fattige eller rige københavnere i en lifligt af gær og alkohol duftende bygning. Henrichsens arvinger solgte i 1884 ejendommen til vognmand N. Nielsen, som ikke kom til at bo i huset. I kælderen var der i 1879 en vognmandsforretning, kort efter en smed og siden en butik med brændsel. Ellers var der stadig søstrene Weber og nu en familie Svendsen på etagen nedenunder, han var bøssemager og hun var lærer. I stuen boede og solgte en symaskineforhandler i den ene lejlighed, i den anden boede en snedker med sin familie. I mellembygningen var et smedeværksted og i bagbygningen et glarmesterværksted. Vi er i tiden omkring 1900.

Efter århundredeskiftet fik ejendommen ny ejer, direktør Johannes Martens og efter hans død i 1909 hans arvinger. Grossereren boede heller ikke i nr. 43. I kælderen var der nu to små butikker med hver sit lagerrum i mellem sig. Her sad frugt- og grønthandler Rosenbaum i den ene og galochehandler Levy i den anden. I stuen befandt sig en gummivareforretning ved siden af H. Jensens symaskinehandel. Hr. Jensen havde sin bolig på 1. sal. På 2. sal boede en lærerinde og i bagbygningen arbejdede en kobbersmed. Før 1930 fik denne ejendom fælles ejer med nr. 45: fru Meta Jacobsen efterfulgt af direktør Jørgen Gleerup i Havnegade 53. I 1934 renoverede Gleerup ejendommen og lod hovedtrappen og køkkentrappen udskifte med nye. Alle etager inklusive kælder og loft fik centralvarme og wc. I tiden mellem 1920 og 1950 var skomagerværkstedet med galocheproduktionen der endnu, nu hed det blot Levy”s Eftf. Da galochebutikken lukkede, kom her mønthandler Holm. I Rosenbaums grønthandlerbutik var der fra o. 1920 et ismejeri, efter krigen bestyret af Juul Hansen. I stueetagen blev symaskinehandelen afløst af Amerikansk Lak & Fernis Kompagni og siden Skaarups Boghandel. I en lejlighed boede en pensioneret kontorchef. Boghandelen var før krigen en grossistvirksomhed, hvis ejer var Ejnar Dahl. På 1. sal boede grosserere og fru Veibel, der var uddannet pianist. Efter krigen blev boligen udlejet til violinspiller O. Rye Bigaard og en anden musiker. På 2. sal boede først en smedemester, så to enlige damer og derefter en inspektør og siden en skuespiller. På 3. sal boede bl.a. en fuldmægtig. I mellembygningen befandt sig et maskinsætteri med ejeren Christian Nielsen. I 1940erne kom endnu en kreativ lejer ind i huset. På 1. sal slog Thora Redøhl sig ned. Hun udøvede hvervet som keramiker og solgte kunstklinker. På 3. sal boede en impresario. I bagbygningen var til gengæld klassisk produktion: Oskar Petersens maskinfabrik. Men ejendommen var kendetegnet ved, at den i modsætning til de fleste i gaden overvejende forblev en boligejendom.

Krohn”s Bogtrykkeri, grundlagt 1898 af S. L. Hoffmann og efter 1906 ledet af frøken Lange, blev i 1915 opkøbt af Harald Jensens Bogtrykkeri men ført videre under det gamle navn. Efter 1924 var Thorvald Jensen ejer af de to trykkerier. Lokalerne i Knippelsbrogade blev ødelagt af engelske granater under et bombardement af B&W i 1943 og man fandt egnede trykkerilokaler her i ejendommene 43 og 45. Thorvald Jensen var sammen med Anton Bjerregård ejere af Krohn”s Bogtrykkeri. Efter den sidstes død i 1947 var Thorvald Jensen eneejer. Han erhvervede både 45 og 43 lige efter flytningen. Mellem 1964 og 1967 blev bagbygningen på to etager og mellembygningen på fire etager nedrevet. Dengang forsvandt også gårdretiraden. I stedet kom der i 1967 en enetages trykkeribygning og i 1970 en garage med plads til tre biler. Kælderåbningerne blev i 1970 tilmuret, således at kun butikkerne beholdt vinduer og trapper. De stammede fra 1884, da kældervinduerne blev sænket og forsynet med lyskasser. I 1975 overgik trykkeriet med sine to ejendomme nr. 43 og nr. 45 til fru Karen Rigmor Jensen uden at det ændrede på bygningernes funktion. Dog har der fra 1979 været udgang fra gården til gaden via udgangen i nr. 45. Juul Hansens ismejeri lå stadig i venstre kælder og i den anden kælder fandtes mønthandlerens butik. På 1. sal boede stadig violinspilleren Bigaard og Thora Redøhl. Viceværten boede på 3. sal. Oppe på 4. sal boede den nu afdøde konfektionsgrosserer W. E. Klixbüll, der havde en sweatershop i Larsbjørnsstræde. De øvrige beboere var fruer og studerende. I bagbygningen var der endnu i 1962 både en snedker, en buntmager og to gørtlere. Men ganske få år senere var det også her forbi med kvarterets håndværkertraditioner. Butik 43 med kontorartikler og specielle papirsorter fra 1993 indtil 1996 kunne måske betragtes som en udløber at ejendommens typografiske tradition. Juul Hansens mejeri Delikatessen forpagtedes fra 1993 af Jytte, Per og Susan 1993, kvarterets lille købmand, som de kaldte sig. De havde gode kunder hos de mange journalister og redaktører fra den anden side af gaden. Efter femten år stoppede de og solgte butikken til Imtaiz Malik, der i 1965 kom til Danmark. Afskeden blev fejret med gadens tambourkorps, bestående af 70 beboere, i dagens anledning klædt i sort.  Nu er anden generation Malik den drivende kraft i Delikatessen. Den anden kælderbutik, Levy”s Galocheudsalg, før 2000 Retazo, derefter Snaps, skiftede i 2003 til Sneak Freaks, fordi den sælger først og fremmest sneakers. De unge butiksindehavere hygger sig i deres shop som om de først og fremmest har for deres egen fornøjelses skyld. Det gamle Ejendomskontoret A/S findes den dag i dag. I 1996 nævnes navnet Krohn for sidste gang, men nu som Krohns Forlag. Ejeren af de to matrikler Nø123 og Nø124 var fra nu af KBT Invest A/S. Nr. 43 er i dag en ejendom med en række boliger. I 1999 blev der i den tidligere garagebygning fra 1970 i nr. 43B indrettet en genbrugsbutik.

I 2012 lukkede købmandsbutikken “Delikatessen”, som må være bukket under for den nye konkurrent Netto på  Jarmers Plads.

(2012)