Sankt Peders Stræde 47

Sankt Peders Stræde 47

Sankt Peders Stræde 47 med matrikelnummer 125 består af et grundmuret forhus i syv fag med kælder og tre etager. Facaden er pudset og malet gråblå i stue og kælder, ellers lyseblå og i kælderen ligger to butikker. Mellem stuen og 1. sal løber en kordongesims og mellem 1. og 2. sal sidder en fordybning i muren, som strækker sig over de tre midterfag. I fordybningen læses et påmalet årstal: 1786. Hovedgesimsen er profileret og taget bærer tre kviste. Huset blev bygget umiddelbart efter at de to forgængere var nedbrændt i 1795 og stod færdigt et år senere. Bygherren var linnedvæveren Mathias Röhlert. Siden byggeåret er der ikke sket større ændringer udover at to konsolbårne dækplader over kældernedgangene blev fjernet på et ukendt tidspunkt.

Den nuværende matrikel hørte oprindelig til en meget større sent bebygget grund mellem Vestervold og Sankt Peders Stræde, der strakte sig fra nr. 45 til nr. 55, udskilt af en endnu større kommunal grund. Denne del blev omtalt som Lasse Bruns have og fik tillagt den jord, der hører til det nuværende Studiestræde 34 og herefter blev grunden separeret. Den vestlige del af nr. 47 solgtes i 1685 til jernhøker Jørgen Lauridsen, der i 1699 stadig var ejer. I 1717 var ejeren bådsmand Peder Rasmussen, som i 1719 solgte ejendommen til brændevinsbrænder Lars Joensen, der var ejer i 1728. Her boede familien Carl med seks børn. Faderen var konverteret til kristendommen og ernærede sig som øltapper. Hans logerende var fire soldater, to skræddersvende og en agatsliber, der var konvertit som husejeren.

Den østlige del med nuværende nr. 47, 49, 51 og 53, indeholdende seks boder og en have overgik i 1661 til Søren Pedersen og blev i 1663 solgt til urtegårdsmanden Rasmus Klincher og hans kone Else. Hun udstykkede denne jord og den del, der kom til at ligge under nr. 47 solgte hun i 1684 til skomager Jochum Tidemand. Skomageren solgte allerede fire år senere sit hus til væver Jonas Mathiasen, hvis enke Maren i 1708 giftede sig med væver Jacob Jørgensen og efter at denne mand også døde før hende, giftede hun sig i 1717 for tredje gang med en linnedvæver, som hed Henrik Janke. Hans hus slap i 1728 for branden, til gengæld måtte det give husly til adskillige folk, der havde mistet tag over hovedet. Væver Janke havde konen Maren, tre børn, tre arbejdere og to piger i huset. Hans 25 logerende var fire soldater, to brændevinsbrændere, en arbejder og en kræmmer med deres familier.

På Geddes kort fra 1756 kan vi se, at de to grunde er lige store, men den østlige har et mindre baghus end den vestlige. Ejeren af huset med det mindre baghus hed Lorentz Greve og hans nabo hed Jonas Falk. I det mod øst beliggende hus sad i de sidste tyve år før den næste brand i 1795 oldermanden for de københavnske linneds- og damastvævere Matthias Køhler. Et familiemedlem, der boede i nabohuset, var rørbinder. De to matrikler blev lagt sammen til den nuværende efter branden i 1795. Det nye hus på denne grund hed oprindelig uvist af hvilke årsager Schæferhuset. På et kort fra 1808 kan man se, at det hverken har sidebygning eller bagbygning. Nr. 47 har i lang tid været en tekstilejendom. Således var husets ejer efter 1818 igen en silke- og klædekræmmer. Han hed P. Dørslund og var det stadig efter 1840. Han og senere hans enke boede på husets første sal. I 1830erne boede en bomuldsvævermester Schultz i ejendommen og før ham en vævemester Kroll. Men der kunne også købes varm mad hos en spisevært og andre lejere som eksempelvis en politibetjent havde andet end tekstiler som deres metier. Dørslunds ejendom blev efter 1860 overtaget af palæforvalter P. Lund, der passede på det tidligere Bernstorffske palæ i Bredgade, hvor han også havde sin tjenestebolig. I 1851 blev facaden pudset med cement i forbindelse med en mindre renovering, hvor måske også dækpladerne over kældernedgangene blev fjernet. Ejer Lund blev efterfulgt af melhandler S. P. Hansen og denne af malermestrene Holmer fra nr. 34, der også ejede nr. 51. Den ene kælder var udlejet til en værtshusholder, den anden til en skomager, et mønster der gik igen i mange ejendomme i Indre By. På 1. sal lå mellem 1867 og 1873 Landschultz” pianofortefabrik, en type virksomhed, der bredte sig efter midten af 1800-tallet i København i forbindelse med at flere og flere borgerfamilier lod deres børn få klaverundervisning. Ifølge Industritællingen i 1855 var der to klaverfabrikker i byen, men i 1872 fandtes der allerede 12. C. I. G. Landschultz grundlagde sin fabrik i 1866 og blev her kun få år. Den lå senere på Frederiksborggade 1, hvor også Egmont Petersens trykkeri fra nr. 45 var flyttet hen.

Malermester Holmers enke solgte ejendommen efter 1876 til værkfører A. Thanning, der fik en bolig til sin familie på 1. sal ved siden af en maskinmester i den forladte pianofabrik. Denne maskinmester, F. C. Olsen, erhvervede efter 1887 ejendommen. Skomagerkælderen blev i hans tid en høkerbutik, for siden at skulle dele den med en kobbersmed. I stuen arbejdede en skræddermester og på 2. sal boede en pensioneret urtekræmmer og en retouchør, efterfulgt af en maskintegner og en enke. På 3. sal boede og arbejdede en møbel- og modelsnedker. Nu er vi i tiden omkring 1900. I Olsens ejendom sad i de to kælderbutikker en børstenbinder og en detailhandler efterfulgt af en cykelhandler og en tobakshandler. I stuen fandtes stadig fru Lambertsens skrædderforretning og hendes mand, der var tandtekniker. Familie Olsen havde 1. sal sammen med cykelhandleren. Efter maskinmesterens død var Anna Olsen ejer. På 2. sal boede nu en mand, der arbejdede som bud for Københavns Magistrat. Mellem 1920 og 1940 var kælderen stadig en lokal tobakshandel, nu også med de populære cigaretter og pibetobak udover de klassiske cigarer og cerutter. Forpagteren i 1930erne var Metha Nielsen, gift Bauerfeld. Den anden kælderbutik var Lauge-Nielsens lille manufakturhandel og før krigen et bogbinderi. I stuen var der boliger. Viola, en af kvarterets fri fugle, boede t.h. og hendes datter boede også i ejendommen. På 1. sal fandtes Byens Vinduespolering og en malermester efterfulgt af en fuldmægtig. På 2. sal boede en manufakturhandler. Ejeren fru Olsen boede i Blaagaardsgade 2A.

I besættelsestiden blev Anna Olsens hus købt af de to tandlæger Darum og Wagner. Metha Nielsen var stadig forpagter af tobakshandelen, men i den anden kælder befandt sig nu det fine bogantikvariat af Gustav Strand. Til trods for de beskedne pladsforhold drev bogelskeren med efter sigende en komplet samling af Johannes V. Jensens værker i 1. udgaver den lille kælderbutik. Han oversatte litteratur fra fransk, lærte sig bogbinderhåndværket og udgav selv bøger. Kunder fik altid en hyggelig snak med ham, men han måtte holde op i en alder af 73 på grund af sygdom og drejede nøglen om i 1975. Han blev dog boende her i huset til sin død efter 1981. På 1. sal lå kunststopperiet “Tina”, et erhverv, der var født i en tid med varemangel og som for længst er afgået med døden. Tina lukkede før Strands antikvariat. Også Methas tobakshandel holdt op omkring samme tid. Så lå Westergaard frisørbutik her og pladebutikken Round Midnight. Gallery No. 47 var en af Strands efterfølgere.  Den sympatiske Arne Urup havde her fra 1993 en butik med merskumspiber og ravsmykker med eget værksted. Det hed Merskumsgalleriet. Urup måtte lukke på grund af huslejestigninger i 2001. Han var da landets eneste pibemager, der skar piber ud af merskum. Hans nabo var i samme tid en specialbutik med plader og mc-bånd og hed Fønix Musik. Mens Round Midnight var mere jazzorienteret, så henvendte Phønix, der lå her fra 1993 til 1999, sig mere til et new-age-publikum. Siden har der været diverse lejere i de to butikker, normalt ikke over en længere periode. Deres koncept er altid tøj, sko og smykker, men beliggenheden langt fra Larsbjørnsstræde og Studiestræde er et handikap med denne form vor varer.

I 1982 overtog Henning Folmer Jensen ejerskab over denne ejendom og nr. 51. Den har bevaret sin karakter af boligejendom med to butikker i kælderen. Syersken Marie Riis Nielsen, der boede i næsten fyrre år i nr. 47, var repræsentativ for den oprindelige type lejere i kvarteret, der kun havde råd til små billige boliger. I 1983 blev der udstedt en kondemneringskendelse for flere boliger i ejendommen, som skulle ombygges for at blive tidssvarende. Hvis ikke det skete, skulle de være tomme efter 1. 7. 1987. Vi går ud fra, at den nye ejer Jensen efterkom kommunens henstilling.

(2007)