Sankt Peders Stræde 49

Sankt Peders Stræde 49

Bygningen er et hus fra 1795-96, bygget umiddelbart efter bybranden i juni 1795 og grundmuret i syv fag med kælder og fire etager. Facaden er pudset og malet grå i stue og kælder og ellers lysegrøn. I kælderen og i stuen lå der butikker, som nu er lagt sammen til en. Porten over to fag ligger i østsiden. Mellem stuen og 1. sal løber en kordongesims. Mellem 1. og 2. sal ligger en fordybning i muren med en à la grecque bort, der spænder over de tre midterfag. Hovedgesimsen er profileret og sidder under et skiferdækket mansardtag med fire kvistvinduer. Bygherren var linnedvæver Diderich Hildebrandt Seeger. Hans bygning bestod oprindelig kun af tre etager, men blev i 1849 forhøjet med en fjerde etage for at skaffe plads til de mange boligsøgende i byen før voldenes sløjfning. Portgennemkørslen til gården og bagbygningen stammer fra 1902. Facadens oliemaling omtales første gang i 1849.

  I det 13. og 14. århundrede var den del af byen ganske vist lagt ind bag en jordvold, men ubeboet og endnu uden juridisk fastlagt ejer. Kommunen må i det 15. århundrede have været den primære grundejer. I 1496 havde Jens Mikkelsen, boende på Gammel Torv, lejet en større grund mellem Byens Planker og Sankt Peders Stræde. Studiestræde 34 og den jord, der lå der, blev også lagt ind under denne jordlod. I 1625 havde Ellen sal. Phocas Staphrophiskis en grund langs Sankt Peders Stræde, der inkluderede det senere nr. 49. I 1653 lå her kgl. hofbotaniker dr. Otto Sperlings have og efter 1635 var arealet blevet forøget med en grund, der var bebygget med seks små huse. I 1661 solgte Søren Pedersen det hele til urtegårdsmanden Rasmus Klincher og hans kone Else Klincher. Hun udstykkede jorden og delte den i fem matrikler. Det nuværende nr. 49 ligger på to af hendes ny små ejendomme. Den østlige blev i 1685 afsat til væver Niels Jensen. I 1714 og stadig i 1728 var Salomon Wöbs ejer, også aktiv som væver. Den vestlige grund solgte hun i 1684 til væver Gebhardt Rediche, hvis enke Maren Eriksdatter giftede sig igen og denne gang med Peder Hansen Schiønning. Efter hendes død i 1717 arvede hendes barnebarn vinhandler Christian Gudmund huset, der straks solgte det videre til væver Henrik Writ. Begge ejendomme beboedes altså i brandåret 1728 af vævere, Salomon Wöbs og Hendrich Writ. Wöbs sad på den lidt større parcel og havde en kone, Writ var enlig. Husene blev heldigvis skånet af ilden. Hver væver havde lejere i huset, Wöbs seks og Writ fem. Wöbs svigerforældre, som havde mistet deres bolig, var også flyttet ind hos væveren. På Geddes kort fra 1756 ser man de to lige store huse, det østlige, Ole Andersens, med bagbygning og det vestlige, Nikolaj Hesebecks, med sidebygning. De gamle bindingsværksbygninger må have været ret så nedslidte, da de endelig blev ramt af brandkatastrofen i sommer 1795. Efter branden blev de to matrikler i lighed med nabomatriklerne mod øst lagt sammen til en og med den nuværende bygning som efterfølger.

  Lige som nabohuset mod øst, nr. 47, var også denne ejendom et sted, hvor der foregik tekstilproduktion i begyndelsen af 1800-tallet. Seeger ansatte linnedvævermester J. C. Driefert, der var begyndt i nr. 47 og han overtog produktionen, da Seeger døde. Enkefrue Seeger beholdt ejendommen. De fleste lejere i huset havde ikke noget at gøre med tekstilproduktionen, men var håndværkere, enker, officerer og andre offentligt ansatte. En lejer var lærer ved Sankt Petri drengeskole, en anden jordemoder, der var flyttet hertil fra nr. 26. I husets første år boede her en mand, der fabrikerede skrivepenne i sin lejlighed, mens en anden fremstillede dørslag. I kælderen lå det obligate værtshus. Driefert flyttede sin virksomhed til Ny Vestergade 9 sidst i 1830erne og enken efter ham boede ikke i Sankt Peders Stræde men i Læderstræde. Næsten tyve år senere var det brændevinsbrænder N. B. Lorentzen fra Vesterbrogade 121, der levede af sine investeringer, som blev ejer af nr. 51. Der blev ikke destilleret i huset. Hans lejere i den i mellemtiden forhøjede bygning var i 1864 en gørtler i kælderen, en politibetjent, en enke og en ekspedient i stueetagen, en stillingskommissionær på 1. sal, en skomager og en frøken på 2. sal og en bogtrykker, en jurastuderende og to teologistuderende på 3. sal. I bagbygningens stueetage boede endnu en studerende. Sidst i 1860erne fik gørtleren en nabo i kælderen. Det blev en af gadens talrige skomagere. En af de få lejere, der boede her i længere tid – normalt flyttede man i København hvert andet år – var en løjtnant på 3. etage. Officerer boede ifølge traditionen helst ikke på kaserner, men indkvarterede sig privat.

  Efter Lorentzens død overtog enkefrue L. Jensen efter 1883 ejendommen, men heller ikke hun boede nogensinde her. I kælderen var stadig en detailhandelsbutik, i stueetagen arbejdede og boede en bogtrykker, som der blev flere og flere af i kvarteret, på 1. sal boede et bud ved Overretten og en skrivelærer, på 2. sal boede endnu et bud og en studerende på Polyteknisk Læreanstalt, på 3. sal boede en skræddermester og på 4. sal to vågekoner og så en af kvarterets utallige enker. I 1850 havde 641 kvinder mistet ægtefællen uden at gifte sig igen. Efter 1889 skiftede ejendommen to gange ejere inden århundredeskiftet, først en banemester siden en enkefrue. Den gamle gørtlerkælder blev nu skomagerværksted, afbrudt af en periode som øludsalg. Lejerne skiftede hyppigt, det var de sædvanlige skræddere, politibetjente og enker og en enkemand. Huslejen må have været moderat i betragtning af lejernes sociale placering.

  De nye ejere efter århundredeskiftet var grosserer Fjord, grosserer Frederiksen og murermester Lytthans-Petersen, efter de førstes død deres enker. Alle tre boede et andet sted. I kælderen fandtes fru Østergaards vaskeri ved siden af Hansens antikvarboghandel. I stuen var en detailhandel og grossererforretningen Jacobsen & Olsen. På 2. sal boede familien Wittumsen, hvor manden var guldsmed. På 3. sal boede en sadelmager og på 4. sal en tegner i en af de to lejligheder. I 1916 købte Kemp & Lauritzen ejendommen for at kunne bruge indkørslen til bagbygningen, der lå i anden baggård af deres ejendom Vester Voldgade 7-9. Erhvervelsen berørte ikke udlejningen. Mellem 1916 og 1940 var der stadig i højre side Ingeborg Jørgensens vaskeri og strygeri “Magasin Sankt Peder”. I stuen lå også først Dansk Elevatorkompagni og til venstre Herrmanns lædervareforretning. Sadelmager Herrmann havde sin bolig på 3. sal og fru Jørgensen på 5. sal. Siden slutningen af 1930erne var den ene stuebutik en damefrisørsalon, drevet af Laurits Jensen og efter ham fru A. Svendsen. Et reklameagentur var der i en årrække også lokaler til. I gården lå der en garage og ladestation til udlejning samt elektrofirmaet Kemp & Lauritzens lager, som de havde flyttet hertil fra bagbygningen i nr. 34. Adressen fik senere betegnelsen 49A. I 1983 stod der for resten stadig en retirade i gården op ad nabobygningens hjørne. Lædervareforretning hed efter krigen A. Weissbrichs Lædervarehandel og Taskeklinik og blev fra 1950erne ført af F. Johansson. I 1982 fandtes den stadig her. Ved siden af lå en antikforretning. Den tilhørte Agnete Christiansen. Ingeborg Jørgensens vaskeri fortsatte med to generationer Saunte, I. A. og L. T. Saunte, mens damefrisørsalonen blev efter 1943 drevet af Grethe Køhler. Vaskeriet var her også stadig i 1978. Ejendommenes varmemester Alfred Andersen boede på 1. sal, men han havde ingen efterfølger.

  Efter et mellemspil med forretningerne musica antiqua og Barella i butikken kom i 1992 Laserdisken som en specialforretning for mindre gængse film på VHS og DVD. Forretningen havde oprindelig specielt nordmænd, finner og svenskere som kunder, fordi de her kunne købe ucensurerede film. Men efterhånden har også et større dansk publikum fundet det lidt afsides liggende sted. Internettets og iPod”ens udfordringer er selvfølgelig noget, forpagterne er klar over. Usikkerhed om importforbud bevirkede at centralen i Århus ville lukke butikken, men kunderne blev ved med at være trofaste og Laserdiscen fik endnu otte år, men i slutningen af 2010 havde internettet gjort butikssalget overflødigt og butikken afholdt ophørsudsalg. Danmarks største reklamebureau NP/Grey samlede sine aktiviteter i 1994 i Kemp & Lauritzens forladte fabriksbygning i gården. Selskabet flyttede på grund af pladsmangel til en dyrere adresse i 1997. I 1998 rykkede boligselskabet VIBO ind i de forladte lokaler på 49A og fik sat et stort neonskilt op ud mod gaden til stor fortrydelse for de omkringboende. Ejendommens ejer i 2007 hedder Ella Ellen Egeskov.

(2010)