Sankt Peders Stræde 7-11

Sankt Peders Stræde 7-11

Den nordlige fløj af Studiegården har kælder og tre etager og erstattede, da den blev bygget,  tre 1800-tals huse med sine brede seks vinduesfag. Den er refendfuget i stuen – ovenpå vinduerne kileformet – og har ellers en rød blankmursfacade med en kordongesims af cement. Over de småsprossede vinduer med smalle kobberovertrukne sålbænke ligger dekorative murstenselementer med en elegant buet murstensstribe. Der er ingen port i bygningen og taget bærer seks kviste svarende til antallet af vinduer. Studiegården blev rejst i 1915 og 1916 og er tegnet af Martin Borch.

  De senere grunde nr. 5 til nr. 11 tilhørte oprindelig byen. Nr. 7 – 11 blev i 1438 købt af guldsmed Evert Lyning. I 1487 kaldte man dem “forhen Lucia Eggerses”. I 1496 ejede præsten Hemming Pedersen tre boder på grunden. Præsten Peder Pedersen Toller skiftede dem i 1512 til Allehelgens alter i Vor Frue kirke. I 1541 fik den nu protestantiske præst Mogens Nielsen vikariet og dets gods. Han døde allerede før 1547 uden efterkommere, således at præsten Jørgen Olsen kunne tage over og han havde vikariegården stadig i 1548, hvorefter den blev delt i tre parceller med hver sin bod. Før 1563 og endnu i 1600 ejede købmand og borgmester Marcus Hess og hustru Margrete Surbek en grund identisk med 7 og 9, hvor de havde oprettet en privat fattigstiftelse, Marcus Hess” Sjæleboder. Efter mandens død giftede Margrete Surbek sig igen og hendes nye ægtefælle rådmand Iver Poulsen afhændede den ene bod, nr. 7 til sin søn, en kommende præst. Senere blev de to boder selvstændige ejendomme og Sankt Petri Kirke købte i 1687 den vestlige, nr. 9, af en Erland Jonsen og hans stedbørn. Den østlige, nr. 7, var dengang ejet af Byens Fattige Husarme og blev købt af kirken i 1697.

  Den østlige del af nr. 7 ejedes i 1728 af Dorthe sal. Lars Schiellerups og bestod af tre fag på en 5 m bred og 11,24 m dyb grund. Nr. 7 havde en meget køn klassicistisk hoveddør med klokkestreng. Den blev skabt af snedkermester Christian Sigholt i årene 1760-1770 og overlevede både branden i 1795 og bombardementet i 1807, men forsvandt, da universitetet fik revet huset ned. Der var tre trin op til døren. Trefagsbygningen havde kælder og fire etager og udover den profilerede hovedgesims ingen facadedekorationer. De to kældervinduer var efter 1900 forenet med stuetagens ditto for at skabe lys til en butik. I 1780erne op til branden i 1795 ejedes huset af snedkermester Speer. I 1813 boede kobbersmed Beutler og skomagermester Lindner med deres familier i huset. Fra Beutlerfamilien stammer J. G. Beutler senior, der åbnede en frugt- og vildthandel her, der blev så stor en succes, at han i 1842 overførte sin butik til Hotel d”Angleterre. Hans søn af samme navn men stavet Bøjtler flyttede den i 1872 til Bredgade 8, hvor den som kongelig hofleverandør og indtil tiden efter første verdenskrig var hovedstadens fornemste vildthandel, hvis navnetræk stadig kan læses på ejendommens facade. Ejeren af nr. 7 var i 1860erne og fyrre år frem enkefrue J. Petersen, der kom hertil fra Toldbodvej. Lejligheden på 2. sal havde hun udlejet til institutbestyrerinde jomfru Lodberg, der havde en af de utallige små privatskoler, Lodbergs Opsynsskole for pigebørn, her på adressen. Senere boede en dameskrædderinde oppe i huset. Efter frøken Jensen blev det igen en frøken, der var ejendommens ejer, frøken Elling. Nu befinder vi os sidst i 1880erne. Hun solgte sit hus til to frøkner og en jurist men beholdt sin lejlighed før århundredeskiftet. I huset sidste femten år var to frøkner Brandt ejerne og deres lejere var i stue sadelmager Bonfils, på 1. sal en pensioneret værtshusholder, på 2. sal en rundstokkefabrikant, på 3. sal den tidligere ejer frøken Elling og en kogekone, og på 4. sal en maskinfabrikant. Efter frøken Ellings død nåede en tegner lige at bo her i ganske kort tid. 

  Den vestlige del af nr. 7 og nr. 9 var Sankt Petri gravernes bolig med seks fag på en 8,75 m bred og 11,25 m dyb jord. I 1756 havde dobbelthuset to små bagbygninger. Den ene del var overgraverens og den anden undergraverens tjenesteboliger. Den kendteste af dem var Jacob Jørgensen, der ene mand under det engelske bombardement den 2. – 5. september 1807 reddede kirkespiret mod ødelæggelse i en kraftanstrengelse uden lige ved utrættelig at uskadeliggøre bomber og raketter. Han fik dannebrogskorset og en gratis begravelse for sin indsats og revancherede sig ved at testamentere sin og sin kones opsparing til kirken. Hans kone overlevede ham i adskillige år og måtte til sidst fraflytte graverboligen for at give plads til efterfølgerens husstand. Allerede i brandåret 1795 var Jacob Jørgensen blevet forfremmet til overgraver efter overgraver Nøragers død. Huset blev rejst i samme skikkelse efter branden i 1795. Den nye bygning efter 1795-branden havde kælder og fire fag med døren i vestsiden over et fag. Stuen, men ikke kælderen, var kvaderfuget under kordongesimsen. Taget bar to kviste. Den pudsede og malede facade havde en lys tone. En kendt musiker, Christian Gebauer, boede her i Petri ejendommen i 1849, fordi han arbejdede som organist ved Sankt Petri kirke. I 1809 boede her i kirkens dobbelthus såvel graverenke Bohnhof, overgraver Jørgensen og undergraver Rosenberg samt en kaptajn og efter ham en adjunkt ved universitetet. Ordenskapitlet i nr. 11 ved siden havde et bud Erichsen, som lejede sin bolig her i huset. I 1835 boede både den tyske kirkes organist og dens ene tilbageværende graver i ejendommen. Fyrre år senere var det stadig sådan: kantoren med sin familie boede på 1. sal og graver eller overgraveren og familie boede på 2. sal. Stuen og 3. sal blev af kirken udlejet til personer, der ikke ubetinget skulle have en tilknytning til menigheden. Ofte var det enkefruer. Fra sidst i 1870erne var det en malermester, der udøvede graverposten for den stadig skrumpende tyske menighed. Efter 1879 var det kirkens kantor og siden klokkeren, der fik boligen på 1. sal. Graverens bolig var fortsat 2. sal. Da enken i stuen døde, overtog hendes ugifte datter lejligheden. Klokker Ibsen på 1. sal og overgraver Kirche på 2. sal var kirkens sidste lejere i 1914, da Kommunitetet opkøbte de tre huse 7, 9 og 11 med henblik på nedrivning.

  Det senere nr. 11 tilhørte Jens Pedersen, der var glarmester og havde et seks fag bredt hus på samme størrelse som graverhuset, en 8,75 m bred og 11,25 m dyb grund. I 1756 boede her etatsråd Lorentz Prætorius, efterfulgt af justitsråd Hee og fra 1780 justitsråd ved Rentekammeret von Essen, der boede her indtil branden i 1795. Hans hus havde en kort sidebygning med et fjæleskur i gården. En af hans lejere var skomager Hans Matthias Nichelsen. Denne skomager blev meget længe aktiv og findes stadig i vejviseren for året 1825. I 1807 var huset genopbygget på samme areal. Nr. 11 var et fem fags hus med døren i den østlige side. Det havde kælder og fire etager som nr. 7-9 og havde ikke andre facadeudsmykninger end en profileret hovedgesims. Taget bar to kviste. Også denne facade var pudset og malet i en lys tone. I gården bag huset stod et træ og bagvæggen var den nordlige brandmur af det kemiske laboratorium, hvor Ørsted for første gang fremstillede aluminium. Den tyske præst Mantheys søn Johan Daniel Manthey (1771-1831) havde sin bolig i ejendommen og da han fra 1808 var ordenskapitelsekretær, havde denne institution også sit sekretariat på adressen. Manthey var selv ridder af Dannebrogsordenen, en berejst diplomat og medstifter af Statstidende. I 1829 flyttede han til Filosofgangen. Hans bolig overgik til en kopist ved Hof- og Stadsretten.  Fra 1860 var husets ejer en sagfører i Frederiksberggade 12, fuldmægtig H. J. Torp. Det var dengang ikke så almindeligt at sagførere ejede lejeboliger som i dag. Ti år senere var det traditionen tro en håndværker, i dette tilfælde bogbindermester Willadsen. I hans tid var der i stuen et vaskeri og på 2. sal boede lærerfamilien Lohmann – faderen underviste på Sankt Petri Kirchenschule – en urtekræmmer, en lærer og en assistent og derefter familie Reimers, en restauratør og en bogholder. Han var en sidste ejer, der også boede i sit hus. Hans efterfølger Vestergaard boede efter 1885 et andet sted i byen. En ejer omkring 1900 var pantelåner Andreasen med sin søn, der var cand. phil. Familien boede på 1. sal.

 Den sidste ejer inden nedrivningen var H. P. Klinteberg, der levede af sine lejerindtægter og boede på 1. sal lige som forgængeren H. P. Petersen. I stuen befandt korkvarefabrikken Aagaard & Berg sig. Direktør Berg boede også her, men fabrikken flyttede hurtigt videre og et pensionat, drevet af fru Møller, befandt sig her, da huset skulle nedrives. På 2. sal havde De forenede Konservesfabrikker deres kontor og bestyrer Lendorff en bolig. På den øverste etage boede kriminalbetjent Ballerup-Andersen med sin familie. Alle skulle finde sig en ny udlejer. 

  Efter tegninger af kgl. bygningsinspektør Martin Borch, der havde stor affektion for Københavns historiske bygningstradition, byggedes Studiegården mellem Studiestræde 4 og Sankt Peders Stræde 5-11 i rød mursten med en gavl mod Studiestræde, der lignede en professorresidens i storformat. Bispegården måtte aflevere en del af sin have til byggeriet. Den massive tilbygning har en indgang fra gården og to baggården mellem den fremspringende midterfløj mod øst. Huset Sankt Peders Stræde 5 er med både forhus og baghus forbundet med den nye bygning. Her indrettes læsesale, øvelseslokaler og lærerværelser. I stueetagen anbragtes Det teologiske Fakultet og studenternes frokoststue (Kannibalen i Nørregade kom først seks år senere), på 1. sal Det juridiske Laboratorium, på 2. sal Det filologisk-historiske Laboratorium og på 3. sal Det geografiske og Det psykofysiske Laboratorium. De fleste institutioner kom fra Kommunitetet på den anden side af Nørregade. I frokoststuen sad 1920-ernes digtere som Tom Kristensen, Otto Gelsted, Sigfred Pedersen og Jens August Schade og disputerede. Her skrev Schade sit digt “I Universitetets Frokoststue”. I 1977 indrettedes en ny frokoststue. Før krigen var den ansvarlige arkitekt for de løbende ombygninger kongelig bygningsinspektør Kaj Varming I 1970”erne var det ægteparret Niels og Eva Koppel med to yderligere arkitekter, der stod for ombygningerne, tyve år senere kongelig bygningsinspektør Bretton Meyer.     

(2007)