Sankt Peders Stræde 22

Sankt Peders Stræde 22

Her står et grundmuret forhus uden side- eller bagbygning i fire fag og med kælder og fire etager. Facaden er pudset og malet grå i stue og kælder og ellers gråbrun. I kælderen og i stueetagen ligger butikker. Over stueetagen løber en kordongesims. Mellem 1. og 2. sal er en fordybning under hvert fag. Vinduerne og 2. og 3. etage har sålbænke. Hovedgesimsen er profileret og taget bærer tre kviste, den midterste med overligger. Huset stammer fra året 1800 ligesom nabohuset nr. 20 og blev bygget for samme ejer, Birthe Blom, der drev firmaet Bloms Enke & Sønner. I 1893 underkastedes facaden kraftige ændringer: En gennemgående kannelureprydet fordybning over de fire fag mellem 1. og 2. sal blev muret til og erstattet af de nuværende fordybninger. Samtidig blev de nuværende sålbænke anbragt og kvistgavlens overligger fjernet. Den er senere geninstalleret. På 1. sal sidder mellem midtervinduerne et sandstensepitafium for digteren Jónas Hallgrímsson. En ældre bagbygning blev i 1977 revet ned.

I senmiddelalderen lå her en kommunal grund, der indbefattede de nuværende gadenumre 20-24 og Teglgårdstræde 1-11. I 1414 var den udlejet til Knud Vognkarl og i 1485 Mogens Knudsen, i 1496 til Mogens Nielsen. Derefter ser den ud til at være blevet privatiseret og tilhørte teolog dr. Peder Albertsen. Han beholdt den øde jord og skænkede de fire boder, der stod på resten til Skt. Jacobs alter i Vor Frue kirke. Efter reformationen møder vi mellem 1539 til 1552 en Johannes Scotus som lejer. Derefter blev grunden udstykket. For grunden langs Skt. Peders Stræde betalte i 1544 og 1552 Sander Skotte jordskyld. I 1553 omtales Jørgen Hansens have her. I 1640erne foregik den endelige udstykning. I 1650 var slagter Laurs Nielsen ejer af den nuværende matrikel og fra 1661 og endnu i 1668 tømrer Søren Nielsen. I 1689 var det skibstømrer Niels Sørensen, efterfulgt af skibstømrer Søren Nielsen, måske hans søn. Hans enke skødede huset til sin svigersøn skibstømrer Ole Nielsen. I 1706 solgte Ole Nielsen sit hus til Peder Mortensen og det hørte i 1714 til boet efter præsten magister Henrik Stampe. I 1725 var ejeren Niels Christensen, som var arbejdskarl og mistede i 1728 et fem fags hus på en 6,8 m bred og 15 m dyb grund.

I 1756 fandtes her ikke noget forhus men kun et bræddeskur bag på grunden og matriklen var lagt til nabogrunden under ejer Simon Jensen. Den blev selvstændig igen efter den næste brand i 1795 og forhuset fik en bagbygning beliggende mod vestskellet. Men nr. 20 og 22 havde stadig samme ejer. Birthe Blom stod for regnskabet i murerfirmaet, mens hendes fire sønner, alle murersvende uddannet hos den kendte akademiuddannede murermester Martin Qvist, byggede huse efter branden i København. Huset her havde en lejlighed på hver etage, bestående af tre små kamre og et endnu mindre køkken, i alt fem husstande. Trappen er en meget smal stejl etløbstrappe uden brystpanel men med en vægliste i steder for. Her sparede firmaet Bloms Enke både på plads og udstyr. Fru Blom frasolgte i lighed med nr. 20 også dette hus og køberen var brændevinsbrænder J. A. Flaberg, der efter få år solgte det videre til kollegaen J. Christensen. Også hans efterfølger efter 1830, H. H. Hallander, var brændevinsbrænder. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion. Destillationen med tørreloft, adskillige kar, bakker, destillerapparat, tønder og en ovn må have fundet sted i den nu forsvundne bagbygning, der fyldte flere kvadratalen end forhuset. Måske var der også en kostald. Lejerne af de fem lejligheder var håndværkere, kontorfolk og et par politibetjente. En lejer kom til at spille en afgørende rolle i Islands historie, i og med at Jónas Hallgrímsson boede på en af de øverste etager. Det står på en tavle på facaden.

DEN ISLANDSKE DIGTER

JÓNAS HALLGRÍMSSON

FØDT PAA GAARDEN HRAUN I ØXNADAL

16 NOVEMBER 1807

DØD I KØBENHAVN

26 MAI 1845

HAVDE HER SIN SIDSTE BOLIG

 

Mindepladen er affattet på dansk. Han var den første islandske digter, der helt bevidst dyrkede sit modersmåls kvaliteter og skønhed og var et forbillede for flere generationer islandske lyrikere. Hans tidlige død skyldes et uheld, da han faldt ned af trappen her i huset og der gik koldbrand i hans brækkede ben, mens han var indlagt på Frederiks Hospital. Ellers var lejere ganske almindelige københavnere. I 1864 afholdt to damer på 2. sal middagsbespisning for folk uden eget køkken og i stuen boede brændevinsbrænderen H. Hansen. Ejeren mellem o. 1860 og 1875, assistent J. F. Christensen, boede ikke i ejendommen. Brændevinsdestillationen fortsatte med brændevinsbrænder H. Hansen. På 1. sal kunne man købe sig en plads ved et middagsbord. Fru Westmann og fru Ipsen afholdt bespisning i deres lejlighed. Ved siden af boede en hoboist. Lejerne i stueetagen var, efter at brændevinsbrænderen var flyttet og produktionen var holdt op o. 1865, først en blikkenslager, så en dameskrædderinde og siden en farver og en lysestøber. Enken efter ejer Christensen beholdt efter 1875 ejendommen og boede her heller ikke. I hendes tid var der i stueetagen et vaskeri. Ellers boede her bl.a. en konditor og en maskinist. Hun fik solgt sit hus til en høker, der ikke boede her. Vaskeriet blev en detailbutik, lejligheden på 1. sal beboedes af en kobbersmed og på 2. sal boede en mejerist og en bødker. Vi er nu i tiden omkring 1900. Efterfølgende blev den nye ejer en møbelhandler, i kælderen var et ismejeri. Mejerist Johansen boede først på 2. sal og så på 1. sal efter en kobbersmed Bischoff og hans mor. Dennes værksted lå i bagbygningens stueetage. På bagbygningens 2. sal var et snedkeri. På 3. sal i forhuset boede bødker Nielsen, der også havde sit værksted i bagbygningen. I forhusets stueetage lå en cigarbutik. Dengang var det jo ikke ualmindeligt at arbejde og bolig var ganske tæt på hinanden.

Kobbersmed A. G. Bischoff var blevet ejer efter 1915. Efter hans død o. 1931 beholdt enken Alma Bischoff huset, mens hun selv havde fået en bolig i Charlottenlund. Kobbersmedjen fortsatte i over tredive år og lukkede o. 1966. I stuen sad cigarhandler Steffen Petersen, på 1. sal var i nogle få år en tandlæge og før krigen en enke. På 2. sal boede en snedker og efter ham bogtrykker Furø, der havde et trykkeri i baghuset i nr. 45. På 3. sal boede en bødkermester. Udover kobbersmedjen lå bødkerens værksted i bagbygningen. Mens Dansk Kobbervarefabrik fortsatte efter Bischoffs død og nu med indehaver H. Hansen, blev hans enkes ejendom solgt til vekselerer Frendved og siden til fabrikant Holgersen. Kælderen indeholdt efter besættelsestiden Alva Universal Reparatørens indleveringsbutik og Heide Jalls kunstklinkeri og antikvitetshandel. I den høje stue lå stadig den gamle cigarbutik, efter 1953 Inga Andersens tobaksbutik, men da hun giftede sig, blev hun Inga Pfeiffer og så var det fru Pfeiffers tobakshandel. Her i huset boede hun også og hun havde en stor kundekreds blandt de mange besøgende i kvarteret, hvoraf de fleste var rygende mænd. På 1. sal lå fra 1950erne til 1978 Harry Simsons kasketfabrik. I kælderen åbnede i 1968 Danmarks første økologiske butik, hvor der med garanti ikke måtte ryges tobak. Det var Hjørringpigen Birte Loksø, der med østasiatisk filosofi i bagagen gav butikken navet Natural Food Center med zenmakrobiotiske kemikaliefri fødevarer. Butikken rykkede efter et par år videre til større lokaler i Teglgårdstræde 12. I stuen havde fru Pfeiffer sin butik, men efter 1973 var hun også ejer af huset. Hun var den eneste ejer, der havde en fin velplejet have i karreen. På 4. sal boede vinduespolereren Miettinen og i bagbygningen først en tegner og så to studerende efter at kobbervarefabrikken lukkede. Denne bagbygning på fire etager med erhverv i stuen og 1. sal og fire små to værelseslejligheder på 2. og 3. sal blev i 1977 revet ned. Også en lille tilbygning og gårdtoilettet faldt dengang. Bygningerne ville have været offer for en nedrivning under alle omstændigheder, idet Grundejernes Saneringsselskab sammen med Københavns Kommune fra 1979 havde planer om et fælles gårdanlæg for ejendommene nr. 18 – 26 og Teglgårdstræde 1 – 11.

Inga Pfeiffer udlejede i 1982 kælderen til cykelbyggeren Søren Gregers Nielsen, Sögreni, der også snart fik stueetagen til sin voksende forretning, selv om cyklerne blev bygget om natten i Biografen i Huset i Magstræde.  Forretningen hed Sögreni Sports- og Racercykler. I 1985 afhændede hun sit hus til Margret og Rolf Bladt og de to solgte det et år senere videre til arkitekterne Rikke Hansen og Niels Sigsgaard. Tobakshandleren fru Pfeiffer døde i 1996. Siden 1986 har Sigsgaards familie boet her, fra 1991 i en sammenlagt lejlighed på 3. og 4. sal. En efterkommer af Harry Simson boede dog i huset indtil 1988. Sigsgaard foretog en række forbedringsarbejder på ejendommen, dog ikke i den udlejede kælder. I 1988 fik den bl.a. centralvarme. sted.  Da Søren Sögrenig eftr ti år flyttede over til nr. 30, overtog tøjforretningen Escherich & Lundqvist lokalerne og tre år senere fra 2001 til 2006 lå her “pod”, en eksklusiv designbutik med køkkenudstyr. Fra 1997 var der en intern trappe mellem kælderbutik og stuebutik. Den næste lejer fra samme år var og er Kasper Salto, der ikke har et værksted eller en butik, men en tegnestue. Dog er de store butiksruder ikke blevet udskiftet.

(2012)