Sankt Peders Stræde 27

 

Sankt Peders Stræde 27

Det fredede forhus er grundmuret, har fem fag, kælder med kældernedgang og fire etager med gavlkvist over midterfaget. Her sad oprindelig en udligger. Facaden er pudset og malet mørkegrøn, oprindelig brun i kælder- og stueplan, ellers grøn. Porten indtager et fag og kordongesimsen over stueetagen er malet hvid. Under 1. sals vinduer sidder et hvidmalet bånd og facaden mellem bånd og gesims er ligeledes hvidmalet. Mellem 1. og 2. sal sidder en fordybning over tre fag med gipsornamenter i form af en palmettefrise i glatte buesving og tilsvarende et muret bånd over etagen ovenover de tre fag. Anden sals vinduerne er forsynet med sålbænke. Hovedgesimsen er hvidmalet og over kvisten grønmalet i form af et bånd. Mansardtaget har to vinduer. Facaden mod gårdsiden er pudset og malet grå. En bagbygning er forbundet med forhusbygningens sidehus. Forhuset blev opført i 1808-09 for melhandler og brødbager Johannes Martin Entermann.

Her på denne grund, der også omfattede en del af nuværende nr. 29, fandtes før reformationen to boder, som blev tillagt Sct. Jacobi alter i Vor Frue kapitel. I 1539 blev de udlejet til Christen Thorkildsen Morsing. I 1558 omtales grunden som havende “øde boder lige overfor magister Peders jord”. I 1565 byggede magister Jacob Nielsen to nye boder. I 1568 fik denne præst, der var ansat ved Nikolaj kirke, brev på dem. Lejeren i 1632 omtales som Anders Væver. I det meste af det 17. århundrede var ejendommen en slagtergård, en af flere i gaden. I 1638 boede her slagter Henrik Christensen og hustru Anne. De havde et lejebrev fra Universitetet. Efterfølgeren var fra 1653 Lauritz Hansen. I 1659 var det igen en slagter, hvis navn var Jens Pedersen. Efter 1668 blev grunden separeret. Nr. 27 blev i 1676 af Jens Pedersens stedsøn Christian Henriksen pantsat til dr. Rasmus Bartholin. Denne overtog ejendommen men solgte den videre i 1691 til slagter Lauritz Axelsen. I 1701 skødede slagter Mads Eriksen ejendommen til høker Christen Olsen. Den kom efter hans død på auktion og blev i 1714 solgt til vognmand Niels Poulsen og hustru Margrethe Bendtsdatter. Ægteparret var ejere i brandåret i 1728 og fik ødelagt deres syv fags bindingsværkshus. Deres lidt uregelmæssige grund var 10 m bred mod gaden og 13,75 m bred mod naboskellet. Grundens dybde beløb sig på 25,6 m. To bygninger genrejstes og i 1756 havde ejendommen et mindre forhus og et større baghus. Ejeren hed Jesper Godtfredsen. I tiåret før den anden brand i 1795 var ejeren ikke længere en slagter med en brødbager, som lød på navnet Lars Nielsen. En af hans lejere i brandåret var en skomager.

Det nye forhus og den nye bagbygning blev efter 1795 bygget sammen med sidebygningen, sådan som det er tilfældet nu. Da ejeren af ejendommen døde efter 1813, solgte enkefrue Entermann den til melhandler og brødbager Joh. Risch fra nabohuset mod at få lov til at blive boende. Da bager Risch døde, beholdt hans enke ejendommen. I modsætning til lejerne i mange huse i nærheden kom Rischs lejere fra et lidt højere trin på samfundspyramiden. Vi møder en etatsråd, der var ansat i Rentekammeret (svarer til finansministeriet), en prokurator, det vil sige en sagfører, en kaptajn, en cand. jur. ansat i Politiretten, ganske vist i en underordnet position. De forenede Understøttelsesselskabers kontor og bogholderi lå i nr. 27 omkring 1830, fordi kassereren købmand Bentzen boede her. Da hans kone blev enke, ernærede hun sig som madmor og tilbød mod betaling plads ved hendes middagsbord. Hendes ugifte datter gik hende til hjælp. Bedemanden for Købmager, Christianshavn og Amagerbro kvarterer Lange, har sikkert også været en respektabel lejer omkring 1835. Fra 1830erne og en generation frem var husets ejer vejermester Jørgen Andersen Lund og efter hans død datteren Josephine Amalie Lund og hendes ægtefælle. Familie Lund boede på 2. sal. Hun var uddannet koncert- og operasangerinde og gift med syngesufflør August Georg Zinck. Huset overgik da også i familie Zincks eje. Syngesufflør Zinck var barnebarn af den kendte syngemester Hardenack Otto Conrad Zinck, boede på Kultorvet og var ejer efter 1870. August Zincks mor, enkefrue Augusta Laurine Zinck, og hans bror, en teolog, boede i nr. 27. I 1864 og en hel årrække frem boede i enkefrue Lunds hus cand. theol. Wesenberg i stueetagen, familie Bentzen på 1. sal. På 3. sal familie Bistrup med en pensioneret gæstgiver og en værtshusholder, efterfulgt af oberstinde Saurbrey og familie Brahde o. 1870. I sidebygningens stueetage arbejdede og boede skræddermester Larsen o. 1964. I Lunds tidligere lejlighed boede da malermester Schmiegelow og i sidebygningen havde hr. Petzold en sukkervarefabrik på 2. sal. Ved siden af teologen Wesenberg boede en hr. Joseph Warburg. Tyske efternavne var dengang stadig ret typiske blandt københavnske borgere. Da hendes mand døde, var Josephine Zinck efter 1885 ejer af ejendommen. Hendes lejere var gerne udover håndværkere enker og lærerinder. I sidebygningen befandt sig Brødrene Aug. og P. E. Sædders Metalvarefabrik, grundlagt 1876. Halvtreds år senere fandtes den endnu, men nu i Gothersgade 14.  Kort tid efter 1890 opgav familien Zinck sin ejendom og den nye ejer var først detailhandler Larsen og siden F. Jensen. I stuen boede nu en grosserer, på 1. sal var en “kaffesorteringsanstalt”, på 2. sal boede en malermester, så en kommissionær og på 3. sal en guldsmed med sin familie.

Efter 1900 tilhørte ejendommen grosserer Lauritz Olsen, Niels Ebbesensvej på Frederiksberg. Han havde i bagbygningen sit kaffebrænderi og koloniallager en gros. I hans tid boede grosserer Carl Weinreich i stuen ved siden af en høkerkone Lindloff. Hendes butik blev så et ismejeri og siden en brødhandel. På 1. sal var Maison française tilhørende Marino & Co A/S, der var et kolonialvareagentur, ledet af direktør Wilhelm Schultz. På 2. sal boede kommissionær Thorvald Berg og på 3. sal oprindelig smørgrosserer Knudsen og siden C. A. G. Gatzwiller, der kom fra gørtlerfamilien på den anden side af gaden i nr. 10. Udover kaffebrænderiet fandtes der en bogbinder ved navn Ernst i bagbygningen og et entreprenørfirma, der hed I.O.G.T. Bogtrykker Emil Kristensen begyndte med et bogtrykkeri i 1906 med kontor på 2. sal i gården, fire trykpresser på 2. sal og et sætteri på 3. sal. Han havde i sine bedste år ti ansatte. På 1. sal i bagbygningen lå før 1910 et andet trykkeri, Jarmers Bogtrykkeri. Emil Kristensen fik købt hele ejendommen omkring 1919. I årene op til anden verdenskrig foregik der en livlig lejeraktivitet i bygningerne. 2., 3. og 4. sal var efterhånden blevet inddraget af det voksende bogtrykkeri, og på 1. sal sad bu antikvitetshandler Thorvald Berg, der reelt var pantelåner. På en 2. sals lejlighed boede disponent Berndorff, der var gift med en modehandler. Han havde et filmagentur og efter hans død fortsatte enken Jo fra midten af 1930erne med selskaberne Sankt Peder Film og Arbejderfilmen. I 1939 var der i kælderen et ismejeri kombineret med Arbejdernes Budcentral, en opfølger af det oprindelige brødudsalg på stedet. Weinreich var efter 1924 fraflyttet ejendommen. På 1. sal boede bogtrykker Wichmann, der oprindelig ikke havde sit trykkeri her i ejendommen, og dameskrædderen frøken Berg. På 4. sal arbejdede en stålgravør. Fra tiden før krigen boede på samme etage forfatter Suen Suenson. I bagbygningen havde den tidligere ejer Lauritz Olsen i 1920 stadig lokaler med grossererfirmaet Perfelt & Olsen. Så var der stadig byggeselskabet I.O.G.T. og bogbinder Ernst samt mekaniker Wegener. Den suspenderede overretssagfører Ejnar Krenchel (1891-1965), der oprindelig sympatiserede med besættelsesmagten under anden verdenskrig, boede på 2. sal under og efter krigen, hvor han skrev en bog om kvarterets alkoholiske liv i 1963, som han kaldte “Skaal”, en kritisk fremstilling med mange rammende detaljer. Tyskerne måtte beskytte ham med livvagter og et pigtrådshegn bag i gården, Hans bestalling blev frataget ham efter befrielsen. Han fik otte års fængsel  og han blev sendt til Fårhuslejren.

Emil Kristensen døde efter 1940 og havde forinden overdraget sit trykkeri til sin faktor Edmond Kristoffersen. Edmonds sønner Gunnar og Sven Erik lærte håndværket allerede som børn i faderens virksomhed. Emil Kristensen & Søn blev i 1950erne slået sammen med Ludvig Wichmanns trykkeri “København” i samme ejendom og blev på den måde et af de førende bogtrykkerier i Nørre Kvarter. Wichmanns “København” blev drevet af to generationer Lilja, faderen Emil og sønnen Holger, til at begynde med i Sankt Peders Stræde 45. Bogtrykkeren Holger Lilja stoppede som 83årig sit trykkeri i 1994. Han blev udlært hos sin far og overtog farens trykkeri i 1930erne. Han var åndsfrisk nok i lukkeåret, men bogtrykkeriernes tid i kvarteret var forbi. Året før lukkede også Emil Kristensens trykkeri. Trykkeriets inventar blev spredt for alle vinde.[1] Trykkeriets lokaler omdannede Marianne Juel Sørensen til kunstgalleriet “Stamkunsten”, en form for kollektivt kunstnerværksted med café og mulighed for skabelse af malerier, stoftryk og jernskulpturer.

Efter besættelsestiden havde Nordisk Musikmagasin lokaler i stueetagen til o. 1960. Derefter boede her musiker Marno Sørensen. En grosserer og en cand. jur. var der også plads til her. I kælderen lå indtil 1981 et whiskylager, der hed Whisky House. På 1., 2. og 3. sal lå bogtrykker Ludvig Wichmanns bolig og de to sammenlagte trykkerier. På 2. sal befandt sig også et af to maskinsætterier, her Hansen & Winther. Ved siden af boede forfatter Karen Saggau, derefter en medicinstuderende. Bogtrykker Ernst Winther blev boende efter at hans sætteri havde lukket efter 1986. På 4. sal havde vi den nu ikke længere unge forfatter Suen Suenson til o. 1970. I bagbygningen lå efter at bogbinderen lukkede efter 1945 en maskinfabrik og siden Frederiksen & Søns Maskinsætteri. Helt oppe i bagbygningen var der endnu et lille trykkeri drevet af Erik Andersen. Efter 1973 boede et arkitektpar i huset, hun var indretningsarkitekt.

Efter Wichmanns død blev ejendommen solgt til Pia Rink Baagøe med flere medejere. Hun fik en bolig på 2. sal. Man kan påstå, at ejendommens lange brogede handels- og industrihistorie med dette skift for altid var blevet historie. Pia Baagøe solgte ejendommen efter kort tid videre til kunsthandler Per Vendsborg, som i 1984 fik den udstykket i ejerlejligheder, både til ham selv på 4. sal, og til Pia Baagøe på 3. sal og andre interesserede. Galleri Vendsborg blev o. 1998 til det nævnte og stadig åbne kunstnerkollektiv Galleri Stamkunsten i bagbygningen. Fra 1998 lå ovenpå den engelsksprogede avis “The Copenhagen Post” med tolv unge journalister. Et modelbureau Best Boys Copenhagen lå i samme bygning. Begge er i mellemtiden draget videre.

Der hvor der indtil 1981 havde været whiskyudsalget og i stueetagen ovenpå kom der siden en restaurant. Den første hed Peder Paars og blev drevet af restauratør Mikael Andersen. En italiensk restaurant, Trastevere, fulgte efter i 1988, grundlagt af et dansk-italiensk ægtepar, og blev besøgt af de lokale beboere på grund af et optimalt forhold mellem pris og kvalitet. I 1996 åbnede thairestauranten Alissa i kælder og stue. Restauratøren hedder Som Chai og kommer fra Thailand. Han driver sammen med sin kone en meget værdsat restaurant. Marianne Juel fra Galleri Stamkunsten stillede i 2011 et rum i sit atelier til rådighed for Nørre Kvarters Netværk, der afholder arrangementer den 1. mandag i hver måned, hvor folk med tilknytning til kvarteret fortæller oral history.

Det gamle hus har bevaret sin usædvanlige patinerede charme og fredningen vil givetvis forhindre voldsomme indgreb. En stor fire værelses ejerlejlighed på 107 m² på 1. sal blev i maj 2007 udbudt til salg for 4 millioner kroner med en månedlig bruttoudgift af 26 000 kroner. Det var her bogtrykker Ludvig Wichmann boede for mange mange år siden.

(2011)


[1]  Historien om trykkerierne er beskrevet i Allan Mylius Thomsen og Jan E. Janssens bog “Nørre Kvarters Krønike” (1997), s. 152-159.