Sankt Peders Stræde 35

Sankt Peders Stræde 35

Huset fik navnet Den gyldne Tønde i en tid, hvor husnumre var ukendte og matrikelnumrene ikke skulle males over hoveddøren. Men den klækkelige facadelængde på 12 fag indikerer, at der må være tale om en sammenlægning af flere huse. Og det har vist sig at være rigtigt. Indtil 1728, da det meste af gaden brændte ned, stod her tre huse med henholdsvis fire, fem og seks fag. Stort samtlige matrikler med de ulige numre i gaden var oprindelig meget smalle. Nogle lejemål var dengang for resten lejet ud til soldater. Derfra har vi historien om at Tønden engang var en kaserne. Efter den anden brand blev der i 1799 bygget to huse af samme murermester Michael Bälckow, et stort i otte fag på fire etager og et lille i tre fag på tre etager med gavlkvist. De blev i 1829 lagt sammen, således at facaden blev ens med en ekstra fjerde etage lagt på det højre hus. Porten i det store hus blev fælles for begge. Denne port viste sig omsider ikke at være nødvendig mere, da huset overgik til ren beboelse, dog med forretninger i kælder og stue, og så forsvandt den i 1886. Siden har huset kun gennemgået meget nænsomme ændringer, herunder sammenlægning af små lejligheder. Men ved nærmere eftersyn kan man stadig se, at der en gang var to huse.

Den gyldne Tønde har gennem sine over to hundrede år huset håndværkere, handlende og andet godtfolk, efter at et brændevinsbrænderi nedlagdes omkring 1800. De to efterlevende brændevinsbrænderenker boede side om side med en holstensk infanterikaptajn, en universitetsfamulus, en jødisk urtekræmmer, der kaldte sig lakfabrikant, og en anden urtekræmmer, der kaldte sig chokoladefabrikant. Senere finder vi en kancelliskriver, en kancellivoluntær, en kosher slagter, en finerskærer, en rebslager og en mekaniker blandt de mange lejere. Fra 1829 har huset udelukkende været en beboelsesejendom.

I den ene kælder har der i næsten halvfems år været hørkræmmerbutik, men også grønthandel og pladebutik. Den anden kælder, et vaskeri, blev i 1930erne indrettet som et af kvarterets utallige antikvariater, det ansete A. Frederiksens, senere Jarlers Antikvariat. Det lukkede først i 1971. I den høje stue fandtes fra omkring 1905 en beværtning med navnet Den hvide Svane, der i 1971 blev købt af en fru E. Nielsen, som med sin datter flyttede ind i huset og omdøbte sit værtshuset til “Linie 8”. Men hun faldt efter ukendte grunde ikke i smag hos gadens bastante oververden bestående af to vinduespiger og deres fyre. Hun fik smadret ruder gang på gang, stolene blev smidt på gaden og selv blev hun banket. Tjenerne fik også bank og fik hældt preludin i øllet. Fru Nielsen blev igen og igen truet med anonyme opkald, indtil et år senere smed håndklædet, fordi politiet ifølge B.T. ikke kunne og ville beskytte hende. Så hed baren “Jomfruburet”, derefter købte Jim Manning stedet og kaldte det  “Jim´s Truck Stop Café”, med apple pie, lettuce salad og burgers. Efter at Jim var flytter tilbage til USA, kom et tyrkisk brødrepar og indrettede det til tyrkisk restaurant under navnet “Istanbul”. Da den ene ejer omkom efter et trafikuheld fortsatte den anden med et pizzeria “Lille Istanbul” lige om  hjørnet i Larsbjørnsstræde 25 og derefter kom den til at være den nuværende indiske restaurant.

Huset kom pludselig i medierne og fik en legendarisk berømthed, da det i 1983 blev erklæret uegnet til beboelse grundet manglende brandsikring under kupagtige omstændigheder, så husejer og rejsebureauindehaver Lilli Zinkernagel mistede grebet om det hele, hvorefter det kom i hænderne på to udenbys spekulanter, advokaterne Hans Jørgen Bach og Jørgen Christensen, der ville oprindelig ville kontorisere ejendommen. Et påskud om manglende brandsikring ville have åbnet adgang til at sætte beboerne på porten. Da de selv sammen med Nørre Kvarters Beboerforening foranstaltede en nødtørftig sikring, måtte politidirektør Ole Nørgaard personlig gribe ind, mens VS-borgmester Villy Sigurdsson trodsede den konservative boligborgmester Thustrup Hansen og tog lejernes parti. Også Lejernes Landsorganisation gik aktivt ind i konflikten og bakkede op om de 18 lejere. Ejendommen blev sidst i 1984 brandsikret og ejerne truede derefter kommunen med et sagsanlæg. En opstand i kvarteret med dramatiske scenerier – gadeafspærring, kampklædte betjente og grædende lejere den 11.maj 1985 – reddede lejemålene for beboerne, selv om de allerede var smidt ud. Overborgmesteren, boligborgmesteren, Københavns Boligkommission og spekulanterne måtte  sidst i 1985 give efter for presset og beboerforeningens dygtige sagfører Steen Bech. Aktuelt og Ekstra Blad berettede udførligt om konspirationen mellem Københavns Magistrat, Saneringsselskabet, politiet og de to spekulantadvokater. Redningen blev en Højesteretskendelse, der forbød udstykning til ejerlejligheder af kondemnerede ejendomme. Saneringen kom i gang efter 1885, bagbygningen blev revet ned, et større fælles gårdanlæg blev etableret og boligerne forsynet med moderne bekvemmeligheder. Huset med 12 boliger kunne nu overtages af beboernes andelsboligforening. Den gyldne Tønde deler et stort grønt gårdanlæg med nabohusene og livet leves mere indadvendt end for femten år siden.

Læs mere om huset i Allan Mylius Thomsen og Jan E. Janssen: Nørre Kvarters Krønike. Kbh. 1997.

(2012)