Sankt Peders Stræde 41

Sankt Peders Stræde 41

Her står en grundmuret gård med to sidebygninger og sammenbygget bagbygning med kælder og tre etager. Den har fire fag, yderfagene dobbelte, og er malet grå i stue og kælder, ellers rød. Oprindelig var hele facaden malet rød. Der er butikker i kælder og i den høje stue, som på et tidspunkt er blevet lagt sammen. I vestsiden er der en port med portkammer over et dobbeltfag. Bygherren har gjort meget for at skabe en præsentabel facade. Udover den obligatoriske kordongesims mellem stuen og 1. sal. findes der i 1. og 2. sal en fordybning i midterfagene forsynet med murede bånd. Mellem de to etager er der en yderligere fordybning. Yderfagenes vinduer i 1. og 2. sal har indfatninger af sandsten. Mellem 1. og 2. sal sidder et bredt bånd i hver side og 2. sals vinduerne i yderfagene er forsynet med sålbænke, der i lighed med båndene og indfatningerne er af sandsten. Hovedgesimsen har sparrehoveder af sandsten. Taget bærer tre kviste. Bagsiden er pudset og malet gul. Bygningen blev opført mellem 1796 og 1797 for brændevinsbrænder Peder Christian Hammeløv. Hans initialer står i slutstenen over porten. Over kældernedgangen sad oprindelig en konsolbåren dækplade og frisen mellem 1. og 2. sal var i byggeåret forsynet med stukkatur. Butikken er formentlig først indrettet efter 1900. Men det har ikke hindret en fredning af forhuset i det 20. århundrede.

Det nuværende nr. 41, matrikelnummer 122, er en mindre del af en enorm middelaldergrund mellem Studiestræde 26-30, Larsbjørnsstræde 21-25 og Sankt Peders Stræde 33-39, der ejedes i 1354 af enten Thord Bugge eller Mattæus Staphensson og i 1377 af Nicolaus Drucken. Herefter var den en kommunal ejendom og blev udstykket lidt efter lidt. Den østlige del af nr. 41 blev i det 17. århundrede udskilt fra Studiestræde 30”s grund. I 1645 var ejeren murermester og hed Niels Sørensen. Hans enke Maren solgte i 1673 sin ejendom til slagter Peder Pedersen. Denne skødede den i 1680 til forhenværende brygger Thomas Jensen, hvis enke Sophie giftede sig igen med overformynder Jacob Jacobsen, efter hvis død ejendommen overgik til prammand Jacob Pedersen efterfulgt af tre forskellige ejere indenfor fem år. I 1728 var det øltapper Niels Pedersen, hvor han mistede sit aflange bindingsværkshus med fem fag mod gaden og fireogtyve fag mod gården. Det stod på en 6,25 m bred og 42 m dyb grund. Han skyldte Sankt Petri kirke 1200 rigsdaler med pant i ejendommen, dengang er stort beløb. Den vestlige del bestod oprindelig af to ulige store matrikler tilhørende Sct. Laurentii alter i Vor Frue kirke. Således dokumenteret for året 1496. Efter reformationen tilhørte ejendommen en luthersk præst, o. 1580 hr. Mads. Efter 1582 blev grunden ud til Studiestræde udskilt. Her i Sankt Peders Stræde boede i 1653 Hans Hansen, i 1656 murermester Thomas Jørgensen, som gav pant i ejendommen. Hans enke Kirsten solgte i 1669 til murermester Jens Nielsen. I 1679 gav brændevinsbrænder Svend Mogensen pant i ejendommen for sine stedbørn Niels, Marie og Sidse. I 1683 var han endnu ejer. I 1689 købte brændevinsbrænder Laurids Pedersen ejendommen men solgte den videre i 1705. I 1728 var brændevinsbrænder Iver Andersen ejer. På Geddes kort fra 1756 kan man se, at Jens Christensen Løngholm har et smalt forhus med en fem gange så lang sidebygning i østsiden langs en bred gård med et baghus ovre på det modsatte hjørne. I årene før den næste brand har vi først en kobbersmedeenke, en slagterfrimester og en brændevinsbrænder i ejendommen. En kobbertrykker overtog enkens værksted o. 1788. I selve brandåret 1795 boede byens hyrde Andreas Drejer, slagteren og brændevinsbrænderen med deres familier i ejendommen.

På et kort fra 1808 er der kommet en bagbygning til i forlængelse af sidebygningen og et andet mindre baghus står for sig selv mod det vestlige matrikelskel. Brændevinsbrænderen og rodemesteren P. C. Hammeløv, der fra 1812 til 1820 var oldermand for de over 200 medlemmer i brændevinsbrænderlauget, beholdt sin ejendom til omkring 1820. Da han afleverede laugets formue og værdigenstande til sin efterfølger Møller fra Nørregade under en højtidelig ceremoni sidst i juli inde i gården, ejede lauget en lille formue på 6.011 rigsdaler og en fattigbøsse med 273 rigsdaler. Så var det igen en brændevinsbrænder, der var blevet ejer. Destillatør Jens Lassen var samtidig kongelig lakaj. Enkefrue Hammeløv flyttede til en lejlighed i Læderstræde. I årene fra Hammeløv til Lassen blev forhusets og sidebygningens boliger udlejet til diverse erhvervsaktive såsom en bager, en slagter, en væver, en skomager osv. Dertil kom enlige ældre damer, officerer og tjenestemænd. Når ægtefællen døde, kunne enken af tog til også blive boende, som det var tilfældet for brødbagerens enke. Men almindeligvis flyttede københavnerne dengang normalt hvert andet år. Da Lassen trak sig tilbage fra sin håndtering, overtog brændevinsbrænder Arntzen anlægget o. 1834 på lejebasis. Den efterfølgende destillerer, som de nu gerne kaldte sig, var senest i 1859 Hans Petersen. I kælderen havde en høker og derefter en melhandler bolig og butik. Erhvervsbetegnelsen høker havde afløst det gamle ord øltapper. Hans Petersen med sin familie, hvoraf den ene søn var løjtnant, boede i stueetagen. På 1. sal boede en musiklærer, på 2. sal skiftede lejerne, først i 1870erne var det en vævermester og en bygningsentreprenør. I I 1871, få år før sin død, boede H.C. Lumbye med sin familie på 2. sal. På 3. sal boede en skræddermester og en enke. I bagbygningen boede en brolægger på 2. sal, mens brændevinsfremstillingen foregik nedenunder. Men erhvervet gik på hæld og sidst i halvfjerdserne var der kun to brændevinsbrænderier tilbage i kvarteret, i Teglgårdstræde 4 og i Studiestræde 21. De fleste brændevinsbrænderier måtte lukke i det 19. århundredes sidste tredjedel på grund af konkurrencen fra de mere effektive dampbrænderier, sundhedsmyndighedernes indgreb i kreaturhold, lægernes anbefaling af de udefra kommende mælkeforsyninger, der leverede mælk og fløde til døren og en overproduktion, der ikke kunne eksporteres. De lukkede ikke, fordi der blev drukket mindre snaps. Der blev tværtimod drukket mere og mere i Danmark.

Ejendommen blev efter 1884 overtaget af murermester Hansen, der ikke kom til at bo her som det ellers var almindeligt for ejere. I 1886 lod han bygningen ombygge og renovere, da den efter et hundrede år var stærkt forfalden og dårligt vedligeholdt. Høkerkælderen blev udlejet til en malermester. I stueetagen lå nu den gamle filefabrik Naylor”s Eftf., der før havde befundet sig i nr. 45 i en menneskealder. Den var blevet overtaget af firmaet Nienstædt og Ko. I bagbygningen var det først entreprenør Cornelius, der slog sig ned, siden en billedskærer og derefter to malermestre. Fra 1862 har den senere dørlukkerfabrik Nørholm & Lemming ligget i ejendommen, først som skrædderi. Den blev grundlagt af skræddermester Niels Nørholm i 1862, hvortil der fra 1871 blev knyttet udsalg af symaskiner og dørlukkere. Fra 1896 hed firmaet N. Nørholm & Søn, da sønnen Niels indtrådte som ejer. I 1885 indtrådte smedemester Viktor E. Lemming, Dosseringen 38, i firmaet. Han flyttede ind i nr. 41 og fik en bolig på 3. sal i forhuset. Viktor Lemming døde i 1912 og hans søn Kaj, der var født i 1890, overtog som toogtyveårig faderens smedefirma. Den unge mester indtrådte i 1918 som medejer i ejendommens firma Nørholm og da grundlæggeren, gamle Nørholm, trak sig tilbage i 1920, har firmaet siden haft navnet Nørholm & Lemming. Den unge mester boede på 2. sal. Efter 1910 rummede bygningerne et bogtrykkeri, en vognmandsforretning, “Duebazaren”, en forniklingsanstalt, sikkert i forbindelse med smedjen, Tøffelmagerforeningens udsalg og en elektriker. I sidebygningen arbejdede en af kvarterets utallige snedkere og i bagbygningen fandtes en glas- og porcelænsmaler, en gørtler, en nålemager og en fabrikant uden specifik angivelse af hans produkter. Nålemager J. W. Kliem åbnede sit værksted i året 1900. Han blev en af de sidste nålemagere, der kunne lave nåle i hånden. Hans værksted leverede gitterværk og flettede metalnet og en stor kunde var Tivoli. Kliem døde i 1946 og hans arvtager blev allerede fra 1942 Henry Larsen.

Ejendommen var også efter gamle Lemmings død i samme families eje. Mellem 1920 og 1940 var der i kælderen efter hinanden et ismejeri, en kaffehandel, der hed “Ostindisk Kaffelager”, og en købmandsbutik. På 1. og 2. sal var der i 1930erne bogtrykkeriet “København” drevet af Emil Lilja, der med sin familie boede på 3. sal og flyttede sit firma over til Emil Kristensens trykkeri i nr. 27 og 29-31. På 2. sal boede Kai Lemming med sin familie. Tøffelmagerforeningen lå stadig i sidebygningen sammen med smedjen og Buchardt Christensens forniklingsanstalt. I bagbygningen boede nålemager Kliem, ellers efter hinanden en bogtrykker Jørgen Jørgensen, som også flyttede til nr. 27, en vognmand, to snedkere, en mekaniker, Skandia Budcentral, der også havde skrivemaskinfabrikken Skandia, sølvsmed Axel Kringelbach og Skandinavisk Gravør Industri ved Erling Møller Nielsen. Smedjen V. E. Lemming og dørlukkerfabrikken Nørholm & Lemming, de to virksomheder, har i alle årene været det stabile element i ejendommens urolige produktionsliv. Musikeren og antikvitetshandleren Gerhard Klindt, der tilbragte barndommen i opgang B, hvor hans fattige forældre havde lejet en stue med et lille køkken og to små kamre, har i sine erindringer fra 1982 beskrevet livet i smedegården . F. eks. blev der ikke blot produceret dørlukkere og symaskiner, men også hestesko, som blev sat på inde i gården for de mange københavnske vognmænd omkring 1920, der ikke havde fået motorkøretøj endnu. Der var noget førmoderne over gården: de mange lærlinge skulle bruge en del af deres tid til at fange rotter og elektrisk lys kom først i 1930erne. Snesevis af personer skulle deles om tre gårdretirader. Mester Kai Lemmings familie i forhuset besad allerede før 1920 en af de få personbiler i kvarteret. I slutningen af 1994 flyttede ejeren i fjerde generation, Michael Lemming, med sine tolv ansatte til Rødovre, fordi parkeringsproblemerne efterhånden var blevet alt for overvældende. Kontoret i forhuset blev lejet ud til en privat børnepsykologisk klinik, som Hanne Bistrup var leder af.

Efter krigen og langt henne i 1950erne lå der i kælderen i vinhandel som hed The Copenhagen Wine Company, men kunne også findes under et dansk navn. Vinhandler Niels Nielsen flyttede siden ind i nabohuset nr. 37. Bogtrykkeriet “København” var her stadig og Emil Lilja boede stadig på 3. sal. Men det var blevet lagt sammen med Emil Kristensens Bogtrykkeri i nr. 27. I sidebygningen befandt sig som omtalt Lemmings to virksomheder, smedjen og dørlukkerfabrikken. I B-bygningen var der et metalstøberi og en tegner og i C-bygningen et bogbinderi.

En saneringsplan for hele karreen fra 1987 omfattede også denne ejendom. Specielt taget gennemgik en grundig fornyelse. Den østlige sidebygnings to øverste etager og kviste blev revet ned og de resterende beboelser i forhus og sidebygning fik bad, wc, moderne opvarmning og varmtvandsforsyning. Kælder- og stuebutikken var i 1990 udlejet til en skrædder, og så i til Sankt Peders Galleri med moderne kunst, der kun holdt sig i ganske få år. I 2002 blev det designerduo Cathrine Hamann og Signe Brandt, der åbnede en butik, som dog kun holdt i fire år. Den store butik med kæmpevinduer drives i dag af “Dansk Bed & Breakfast og Ferie- Boligbytte”, skrevet på vinduesruderne. Andre virksomheder, der var lejere i de sidste tyve år, var Studie 87, Metropol Film, Krogs Fiskerestaurant, Studio Lotte Berk, Advanced Travel, Helium industriel Design, den kendte arkitekt og fotograf Jens Lindhe, Bæredygtigt Design, den omtalte Børnepsykologiske Klinik, Engelbrecht & Schmücker. I B-bygningen Illustrationsburauet, Viz Art og Helge Dansbo Kommunikation med flere. Nu er her Pagode Silk, Humberdings Darlings, Niels & Klaus og det mere prosaiske Industriprodukter A/S, også i B-bygningen. Som det hurtigt kan ses, er det mest immateriel produktion svarende til landets økonomiske udvikling, der også har sat sit stempel på dette erhvervsdomicil.

(2012)

Læs mere udførligt: Gerhardt Klindt: Baggårdsbarn i tyvernes København. Kbh. 1983