Studiestræde 12

Studiestræde 12

Her står et grundmuret forhus i otte fag med kælder og fire etager. De seks midterfag er lidt tilbagetrukne. Stueetagen er malet rustrød og de øvrige etagers blankstensmur er berappet med lysegul kalkmaling. I kælderen og i stuen er der butikker. I det sydlige yderfag sidder en port. Stueetagen og 1. sal er adskilt ved en kordongesims. Mellem 1. og 2. sal er der i de tilbagetrukne fag en frise med arabesker og mellem 2. og 3. sal sidder der over de fire midterfag et muret bånd. Hovedgesimsen er profileret og taget har fire kviste. Huset blev bygget i årene 1798 og 1799 af bygmester Jens Dahl. Facademalingen er ikke oprindelig og stammer fra senest 1861. Forhuset blev fredet i 1964.

  I 1377, da Københavns ejendomme for første gang blev registreret, hedder det, at Haquinus Niclasson (Hakon Nielsen) bestyrede ejendommen på et umyndigt barns vegne. Fra 1450 findes et skøde udstedt af Mikkel Gregersen i Ubby på hans afdøde brors vegne til skomager Matthis Mikkelsen. Efter skomagerens død skødede hans to sønner Evert og Knud Madsen gården til deres søsterson, kannik ved Vor Frue Kapitel hr. Mikkel Madsen. Han skødede den i 1473 til Sankt Peders Kirke i København og indtrådte som broder i Æbelholt Kloster. Kirkens gård udlejedes til glarmester Niels Pedersen og hans kone Elne. I 1503 er lejerne hr. Erasmus og Cidtze Tidiches. I 1512 er det kapellan hos Sankt Severins alter, teologen Markvord. I 1528 mageskiftede Sankt Peders Kirke sin gård med Sankt Olai gård i Vombadstuestræde. Hr. Markvord skulle betale 7 mark årlig til altret i Vor Frue. Efter reformationen bor mellem 1559 og 1563 Søren Brygger i Sct. Olai alters residensgård. I 1569 havde Anne Hennings en bod mod vest. Mellem 1580 og 1603 boede hofpredikant magister Christopher Hieronymussen Knoff i residensgården, derefter organist ved Vor Frue kirke Truid Sistinus og mellem 1630 og 1638 Christen Sørensen Longomontanus. Hans gård havde også en bod ud mod Sankt Peders Stræde, måske det nuværende nr. 25. Mellem 1645 og 1653 hed gården “Mette Doctors Gård”, fordi Mette Vibe var teolog Mads Jensen Medelfars enke. I 1659 var beboeren Hieronymus Weitz, der dog i 1661 ikke længere havde den østlige og mindre del af gården, nuværende nr. 10. I 1668 ejedes gården af byskriver Mikkel Clausen og hans enke Birgitte solgte i 1719 gård og to våninger[1] til kancelliråd amtsskriver Ole Pedersen. I 1728, da alle huse og skure gik til under bybranden, boede på den store vestlige grund Hans Pipper i et 13 fags bindingsværkshus på en 17 m bred og 40 m dyb grund.

  Den anden halvdel af det nuværende nr. 12 tilhørte før 1466 Elne Peder Bentzen, siden skænket til Helligåndsklostret, hvis prior i 1497 havde udlejet ejendommen til brygger Peder Andersen, så vi må gå ud fra, at der blev brygget øl her omkring 1500. Gården hed i 1512 stadig Helligåndsgård. Den overgik så til Helligåndsklostrets juridiske efterfølger, Helligåndshospitalet. Men siden blev gården frikøbt for jordskyld. I 1580 var ejeren en vognmand. Han solgte ejendommen til smedelauget og ejendommen var smedenes laugshus indtil 1675, hvor den blev skødet til grovsmed Christen Poulsen. Efter hans død kom den på auktion og blev i 1700 overdraget til feltbereder[2] Tue Wulf Kraft. Han solgte den i 1707 til brændevinsbrænder Tor Knudsen, der stadig var ejer i 1717. Så kom den på auktion og i 1723 blev den af Kjeld Ravn tilskødet Aalborgs biskop Thestrup. Bispen ejede i brandåret 1728 denne mindre grund med et otte fags bindingsværkshus på en 10,6 m bred og 27 m dyb grund. Biskoppens lejer var nagelsmed Johan Herman Lorentzen.

  I de genopbyggede ejendomme boede i 1756 i den vestlige Jørgen Haverberg med to fritstående sidebygninger og en bagbygning, i den østlige Johannes Svendsen med en fritstående sidebygning og en bagbygning. I det østlige hus boede mellem 1774 og 1782 en fiskehandler, som der ikke var mange af i byen, da man købte direkte hos fiskekonerne på Gammel Strand. Derefter var der høkerbutik. En anden lejer var mellem 1784 og 1795 en guldsmed. Efter branden i 1795 blev den vestlige grund lagt sammen med de nuværende gadenumre 14 og 16.

  Jens Dahls nye hus ejedes i 1809 af hjulmand O. Wahlgreen. Hans lejere var dengang en kommissionær, en bogholder ved Livrentesocietetet, to klejnsmede, en af dem mester, en skrædder, en amtsmusiker og en snedker. Hjulmanden blev efterfulgt af kommissionær tehandler Johannes G. N. Matzen. Også dennes lejere var en blanding af håndværkere og offentligt ansatte, for det meste i den lavere kategori, herunder dog et par gange en officer. Officerer lejede sig dengang ind hos private, mens de menige blev samlet på kaserner. Hertil kom enkelte enker og andre enlige kvinder. Efter at havde været ejet af en tømrermester kom ejendommen sidst i 1860erne i hænderne på vognfabrikant V. C. Hansen. Hans lejere var en blanding af akademikere og håndværkere. I kælderen boede og arbejdede først en blikkenslager og så en skomager. I bagbygningen havde firmaet Groth & Ørsted et kemisk laboratorium. Mellem 1870 og 1890, da huset ejedes af vognfabrikant V. C. Jensen, hvis familie boede standsmæssigt på 1. sal, var kælderen oprindelig udlejet til en blikkenslager, siden til en skomager og så til et brødudsalg og en frugthandel, stueetagen skiftevis til en kvindelig dameskrædder og en enke, til en grosserer og en gravør og så til skomageren. 1. salens anden lejlighed udlejede V. C. Jensen til en løjtnant og en musikdirektør, 2. sal til et bud, en jurist, så en studerende og siden en skræddermester, 3. sal til en frøken, en forgylder, en kvindelig dameskrædder og en snedkermester. Vognfabrikken lå af naturligvis i bagbygningen.   

  Vognfabrikantens enke beholdt efter almindelige traditioner ejendommen efter 1890 og blev boende på 1.sal. I 1900 havde hun den kommende store papirforretning Møller & Landschultz som lejer i stueetagen og i bagbygningen blev der stadig konstrueret og repareret diverse køretøjer. Men efter fru Hansens død købte det nye bagvedliggende Sankt Peders Gæstehjem ejendommen uvist af hvilke motiver. Den ene af kælderbutikkerne fortsatte med at være detailbutik, mens den anden skiftede fra maskinstrikkeri til blikkenslagerværksted og på 1. sal boede nu en vognmand og en hesteklipper. Sankt Peders Gæstehjem beholdt ejendommen i kun ganske få år og efter et mellemspil med en grosserer købte Willy Levisohn, ejer af firmaet Engelhardt & Lohse i Studiestræde 34, o. 1920 ejendommen. I Levisohns første periode var kælderen udlejet til en hørkræmmer, et erhverv, der sang på sit sidste vers. Stuetagen var udlejet til en trikotagehandel, en tøjbutik med maskinstrikket beklædning, og den tidligere ejer. I 1934 havde Poul Melchiorsen, Studiestræde 16, her sit Klintes Forlag. På 1. sal var der stadig boliger, udlejet til en grosserer, en skuespillerinde, der hed S. J. Svendsen og boede her i omtrent tredive år, en kreditforeningsassistent og til kapelmusiker Fini Henriques. Den anden 1. sals bolig blev efter 1955 omlagt til erhverv, bl.a. til et fabriksudsalg for barberblade. På 2. sal boede oprindelig arkitekterne Poul Holsøe og Jesper Tvede. De var omkring 1914-15 i gang med projektet Grøndalsvænge. Den senere stadsarkitekt Holsøe stod endnu i begyndelsen af sin karriere. På 3. sal boede den gørtleruddannede H. Viggo-Hansen med sin familie. Han var ved at blive en flittig anvendt billedhugger i byen. På samme etage boede i 1930 jerngrosserer A. Lemvigh-Müller fra Vestergade 16 og et par år senere en fabrikant Oelkers, ejer af en korsetfabrik. I bagbygningen fandtes grafiske erhverv. Bogtrykker Andreas Lumbye havde et værksted på 1. sal indtil o. 1944, et retouchørægtepar deres på 2. sal, en klicheanstalt lokaler på 3. sal og på 4. sal fandtes Illu-Grafia Reproduktionsanstalt. Dette firma erhvervede efter 1950 ejendommen.     

  Fra 1933 til 1973 havde Germann H. W. Jonassen i kælderen et antikvariat, der havde specialiseret sig i avis- og tidsskriftsudklip. Hans butik hed “Minerva” og Jonassen, der boede på 3. sal, kaldtes “Jonas i Hvalfiskens Bug”. En overgang var der tre antikvariater på samme tid i ejendommen. Det andet var fra 1932 Juridisk Antikvariat ved Paul Melchiorsen. Hans butik lå i den høje stue, hvor han også havde en engelsk bogimport. Melchiorsen døde i 1958 og hans efterfølger og medarbejder Knud Telk solgte antikvariatet, da han selv ophørte, til en mand, der ikke var interesseret i forretningen og pågældende lukkede den i 1974. Det tredje var Madsens Antikvariat. Ejeren hed Skjorte-Madsen, fordi hans lokale oprindelig var et sted, hvor man kunne få repareret skjortekraver og – ærmer. Hans butik lå på 2. sal. Der har i alt været tretten antikvariatsadresser i gaden mellem 1870 og 1970, ganske vist på forskellige tidspunkter.

  Den traditionelle lejersammensætning holdt til ca. 1969, hvorefter korsetfabrikken ophørte og Jonassens og Melchiorsens antikvariater forsvandt. Det gjaldt også skjortestuen og Illu-Grafia, der fik solgt huset til fabrikant Christian Kjeldsen, som fik anbragt medlemmer af sin familie i huset. Efter kortvarigt at have været i hænderne på et firma, der hed Aluminium-Konsulenten, overtog en ejerforening i 1975 ejendommen og siden har beboerne og de erhvervsdrivende haft ejerlejligheder i nr. 12, en udvikling, der gjorde sig gældende for en hel række ejendomme i kvarteret, begyndende omkring 1975. En tandtekniker, en malermester, den forhenværende korsetfabrikant, en fotograf, det var beboerne nu. Butikken i den høje stue skiftede lejer henholdsvis ejer, først hed den Gamle Ting & Sager, så hed den Bon Voyage, Maharadja osv. Indtil der kom en sm-shop i 1993, en forretning med læder- og lakattributter, grundlagt af den farverige Bo Schwartz. Schwartz, eller SM Bo, skilte sig i 1997 af med sin andel i butikken og det tilhørende Sorte Forlag og fortsatte i kælderen i gadens nr. 27 med det gamle navn SM-Shoppen. Shoppen. Her i nr. 12 genåbnede et kvart år senere igen en SM-shop, stadig ejet af foreningen Det sorte Forlag.  

  Kælderen fik i den sidste tredjedel af 1900-tallet en omtumlet skæbne. Først kom en amerikansk pizzarestaurant, Uncle Sam”s Pizza, der vakte harme på grund af aggressiv neonskiltning, så en indisk restaurant, derefter en afghansk i 1993 og en tyrkisk ditto i 1994, i 1998 en kinesisk og i 1999 en thailandsk. Som om en forbandelse hvilede over kælderen, måtte de alle lukke efter ganske få måneder. Det gjaldt også for bøsserestauranten Kellar, da den overtog det tomme restaurantlokale. En fin madanmeldelse bevirkede et besøg af kronprins Frederik. Men Kelleren lukkede også efter få måneder og siden maj 2002 har der været en restaurant og bar med simulation af et US-fængsel: Jailhouse, komplet med bartendere i politiuniform. Jailhouse Cph Bar henvender sig udelukkende til bøsser. Ellers har Dialogcentret haft adresse i huset i de sidste tre-fire år. SM-shoppen i den høje stue findes stadig i indeværende år. Ellers består både forhus og bagbygning A af boliger. Familie Kjeldsen, der bor på 3. sal, har i sammenlagt over fyrre år boet her længst blandt beboerne.  

(2007)


[1] Enetages bindingsværkshus uden kælder

[2] garver