Studiestræde 14

Studiestræde 14

På denne adresse står et grundmuret forhus malet med en mørk mat grågrøn farve. Det i 1986 fredede hus var oprindelig malet gul. Det har fem fag med tilbagetrukne midterfag, således at yderfagene er lidt bredere end de andre. Huset har en kælder og tre etager samt en port med portkammer i det nordlige yderfag. Af symmetriske årsager har det sydlige yderfag i kælder og stue en fordybning, foroven afrundet og med slutsten som den i porten. På 1. sal har vinduerne indfatninger og knægtbårne sålbænke i yderfagene. I 2. etage har de tilsvarende vinduer sålbænke men ikke indfatninger. Over 2. etage sidder et muret bånd. Hovedgesimsen har sparrehoveder og et bånd med tandsnit. Taget bærer fire kviste. Huset blev opført i 1801-02 af murermester Johann Joachim Schlage. Senest 1884 har facaden været oliemalet.   

  I 1377, da Københavns ejendomme for første gang blev registreret, hedder det, at Haquinus Niclasson (Håkon Nielsen) bestyrede ejendommen på et umyndigt barns vegne. Fra 1450 findes et skøde udstedt af Mikkel Gregersen i Ubby på hans afdøde brors vegne til skomager Matthis Mikkelsen. Efter skomagerens død skødede hans to sønner Evert og Knud Madsen gården til deres søsterson kannik i Vor Frue Kapitel herre Mikkel Madsen. Han skødede den i 1473 til Sankt Peders Kirke i København og indtrådte som broder i Æbelholt Kloster. Kirkens gård udlejedes til glarmester Niels Pedersen og hans kone Elne. I 1503 er lejerne herre Erasmus og Cidtze Tidiches. I 1512 er det kapellan hos Sankt Severins alter, teologen Markvord. I 1528 mageskiftede Sankt Peders Kirke sin gård med Sankt Olai gård i Vombadstuestræde. Hr. Markvord skulle betale 7 mark årlig til altret i Vor Frue. Efter reformationen bor mellem 1559 og 1563 Søren Brygger i Sct. Olai alters residensgård, som den endnu hed. I 1569 havde Anne Hennings en bod mod vest. Mellem 1580 og 1603 boede hofprædikant magister Christopher Hieronymussen Knoff i residensgården, derefter organist ved Vor Frue Truid Sistinus og mellem 1630 og 1638 Christen Sørensen Longomontanus. Hans gård havde også en bod ud mod Sankt Peders Stræde, måske det nuværende nr. 25. Mellem 1645 og 1653 hed gården “Mette Doctors Gård”, fordi Mette Vibe var teolog Mads Jensen Medelfars enke. I 1659 var beboeren Hieronymus Weitz, der dog i 1661 ikke længere havde den østlige og mindre del af gården, nuværende nr. 10. I 1668 ejedes gården af byskriver Mikkel Clausen og hans enke Birgitte solgte i 1719 gård og to våninger til kancelliråd amtsskriver Ole Pedersen. I 1728, da alt gik til under bybranden, var ejeren Hans Pipper med et 13 fags bindingsværkshus på en betragtelig stor grund, 17 m bred og 40 m dyb, identisk med nuværende gadenumrene 14 og 16. I en genopbygget ejendom, hvor nr. 10-12 var udskilt, boede i 1756 Albrecht Sørensen Laasbye med en fritstående sidebygning i længde med tre fjerdedel af karreens dybde samt et mindre fjæleskur. Udfor den nordlige ende af ejendommen lå de to små ejendomme Sankt Peders Stræde 23 og 25. I 1700-tallets anden halvdel møder vi en politibetjent og en løjtnant som lejere hos brændevinsbrænder Johan Grubel, der kort før branden i 1795 blev afløst af brændevinsbrænder Frederik Hoeg. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion.

  Først seks år efter branden var der råd til et nyt hus. J. J. Schlage har nok selv udført murerarbejdet på sit hus. Han var sekondløjtnant i borgervæbningen og medlem af byens brandkorps. Det var almindeligt, at håndværkere med borgerbrev og laugsmedlemskabet var aktive i brandbekæmpelsen. Hans lejere i året 1809 var pæne folk: en konferencerådinde og en legationssekretær i udenrigsministeriet og i 1813 postmesteren på det helsingørske postkontor og en overkrigskommissær. Schlage nåede at blive oldermand for murerlauget og hans enke fik overdraget ejendommen efter hans død o. 1830. I stuen havde en høker sin forretning. En rigtig fornem lejer i 1835 var teologiprofessor N. G. Wolff, der var præst for Vartov-menigheden. Efter at Næringsfrihedsloven gav håndværkerne etableringsfrihed, kunne der åbne et bageri i forhusets kælder. I 1860erne boede ejeren ikke længere i huset med de talrige små boliger i for- og baghus. Dengang var mange lejere ugifte kvinder og enker. I forhusets stueetage boede en malermester med sin familie og på 1. sal en borger, der levede af sine opsparede midler, en såkaldt particulier. Helt oppe på 4. sal i baghuset boede en kogekone. I 1870erne og 1880erne var ejerne først en proprietær og så en gas- og vandmester, der hed Lønholdt. I kælderen fandtes der i det meste af tiden bageriet, først Schmidts og siden Kindts. Bageriet flyttede efter 1883 over til den anden side af gade til nr. 13. Nu var de andre lejere en prokurator, det vil sige sagfører, der havde sit kontor i forhuset, en pensioneret apoteker, skibsførerfamilien Munch, bødkerfamilien Bergmann, grosserer M. C. Trier med firmaet S. L. Trier & Co. og en overretssagfører. I bagbygningen var det til gengæld de for de indre stræder typiske lejere: en smed, en musiker, efterfulgt af en kunstdrejer, en skrædder, en sadelmager og en tekassefabrikant i 1878.     

  I gas- og vandmester Lønholdts, først faderens og derefter sønnens, tid var stueetagen blikkenslagerværksted samt bolig og kontor for en vandledningsforsikring. Det lykkedes for familien Lønholdt, til sidst efter 1960 enkefrue Thora Lønholdt, at bevare ejendommen i familiens eje i over firs år. I 1900 havde Københavns Tømrerlaug sit kontor på 1. sal. Den pensionerede Lønholdt senior boede på 3. sal og de andre boliger udlejedes først og fremmest til grosserere, en rodemester og boghandler Kousgaard. Fra 1883 havde Niels Broch Kousgaard en antikvarboghandel i nr. 14 indtil hans død i 1913, hvor bogbestanden var skrumpet ind til nogle få tusinde. Han administrerede også et luthersk forlag. Efter den gamle blytækkermesters død beholdt sønnen virksomheden i kælderen, boligen på 3. sal og selve udlejningsejendommen. De fleste af Lønholdts lejere var stadig grosserere med erhverv i huset. I 1934 f.eks. havde man udlejet den ene kælder til en grosserer, 1. sal til en forretning for maskin- og værktøjsfabrikken H. E. Bonne A/S, til en buntmager og til lager for Poldihütte København. På 2. sal udkom Universalmagasinet Verdens Spejl og her havde også E. Rosenkildes Handelscentral kontor. Desuden firmaet Moderne El-Industri og radioforretningen ROAC A/S. På 4. sal havde en tandtekniker sin virksomhed og i bagbygningen var en af virksomhederne bogtrykkeriet Christian Andreassen i en menneskealder. Den anden var efter besættelsestiden maskinsætteriet Becker & Eiby og den tredje i 1940erne Møllers bogtrykkeri. I sidebygningen havde vi på 2. sal bogtrykkeriet Emil Hansens Enke og bogbinderiet Svend Christiansen. Efter 1960 havde fru O. Lunøe et serigrafisk værksted i sidebygningens stueetage under bogtrykkeriet C. C. Andersen. I forhuset fandtes i årene mellem 1940 og 1960 også adskillige erhverv.  I kælderen var der ved siden af blikkenslagerbutikken grosserer Søholms firma, på 1. sal stål- og værktøjsforretningen Møller & Hellstern, en møbelfabrikant og manufakturengroshandel Nielsen & Jørgensen, siden slipsefabrikken Pragma, på 2. sal ingeniørfirmaet Jenca og et annoncebureau på samme etage som ejerens familiebolig, på 3. sal lå stadig boliger. Først i 1961 blev det gamle gårdtoilet revet ned.

  Nr. 14 blev en af de få ejendomme i kvarteret, der i flere hundrede år var i familieeje, om end ikke hos den samme familie. Efter fru Thyra Lønholdt var det fru Sonja Kirkholm og efter hende Leif Kirkholm, der sammen med deres familie havde skøde på denne ejendom. Det resulterede også i en stabil lejersammensætning. Bogbinder Svend Christiansen var her endnu i 1984 og det samme gjaldt for sætteriet Eiby & Becker. Lunøe Serigrafisk Værksted blev i over 25 år i ejendommen. Ankerdals Rammer havde til gengæld ikke denne lange historie her. En nytilkommen lejer blev igen et forlag efter Erhvervenes Forlag i 1960erne. Forlaget Lindhardt & Ringhof blev her i huset grundlagt i 1971 af tidligere forlagschef hos Gyldendal Otto Lindhardt og kollegaen fra Gyldendal, marketingschef Gert Ringhof. Takket være de fine kontakter, specielt i udlandet, som de medbragte, blev forlaget indenfor en ganske kort årrække et af Nordens fornemste skønlitterære forlag. Også en del danske forfattere kom til og forlaget bestræbte sig på at garantere dem indtægter, som de kunne leve af. I 1991 var kontorforholdene for små og man var nødt til at flytte til Kristianiagade og derefter til Kultorvet. 1980erne var præget af grafiske erhverv: Design Studio Jönsson, tegnestuen Baghuset, trykkeren Gerhard Trepile, Michael Mansachs Tegnestue, erhverv i forlængelse af de bogbindere, trykkere og sættere, der var knyttet til nr. 14. Blandt beboerne burde man nævne Leif Roden, manden bag rockgruppen Alrune Rod. I bagbygningens kælder blev der i 1994 indrettet et klublokale med plads til 150 personer. Efter ejer Leif Kirkholm og hans familie blev ejendommen i 1992 overdraget til Jens Fogh Hansens “Ejendomsinteressentselskabet af 12. 12. 1991” og en halv snes år senere til Klaus Peter Brock selskab Initus Ejendomme A/S i Glostrup, der også ejer nr. 5-11. Bag selskabet står entreprenørfirmaet Ejnar Kornerup.

  I de forløbne tyve år har ejendommen været præget af vidtspændende initiativer. Der fandtes og findes en SML-klub, bestyret af Henrik Dankert. Der fandtes og findes Afdelingen for Ludomani. Der fandtes et filmselskab med navn Vectrocron Film og Video, i A-bygningen Lars Kaplans arkitekttegnestue, et firma med Computer and Chemistry, tegnestuen Trio, Raven Management Press, en ganske almindelig regnskabstjeneste og en virksomhed, der kalder sig Dispatchørerne. I 1994 åbnede Alexander Natas atelieret Hole med avantgardekunst, hvor Claus Carstensen og senere kendte kunstnere som Michael Brammer og Martin Bigum blev præsenteret for offentligheden. I kælderen, hvor tøjbutikken “Mind the Gap” indtil 2001 har ligget, efterfulgt af en computercafé, har der siden 2004 været et stort udsalgssted for sexattributter, indeholdende et kæmpeudvalg af alskens objekter, der kan stimulere folks seksuelle begær. Butikken hedder Pierre Patrick. Af de oprindelige virksomheder er der egentlig kun Michael Mansachs tegnestue tilbage.  

   Man kan roligt påstå, at bl.a. familieejerstrukturen har været en hovedårsag til, at denne ejendom har været den mest kreative, skæve og bredtfavnende i hele Studiestræde. Læderfetichisternes mødested i A-bygningen har planer om at flytte i slutningen af 2007.

(2007)