Studiestræde 15

Studiestræde 15

På ejendommen står et grundmuret forhus i fem fag, kælder og fire etager som de fleste andre i gaden. Facaden var i underetagen pudset blå, herover hvid. Nu er den pudset mellemgul, mens dele af den dårligt vedligeholdte underfacade er mørkegrå. I kælderen er der indrettet en butik. Underetagen og overetagerne er adskilt med den for kvarteret og dele af middelalderbyen typiske kordongesims. Under vinduerne i 2. og 3. etage sidder sålbænke. Hovedgesimsen er profileret som hos de fleste huse og tegltaget bærer tre kviste, den midterste med fransk altan. Bagsiden er pudset og malet lysegul, oprindelig grå. Vinduet over døren til venstre er blindet, mens de andre vinduer på samme plan er forlænget nedad. Den korte sidebygning på vestsiden har en afrundet facade. Huset stammer fra 1851 og blev opført for smedemester C. Larsen. Facadens oliemaling omtales første gang i 1872.

  Adressen Studiestræde 15 ligger på en stor grund, der i 1377 var øde og bestod af opfyldte lergrave. Det ældste fyld med murstensfri muldjord er ældre end 1150, dog er de yngre lag ovenpå blandet med murstensbrokker. De yngste lag er fra det 15.-16. århundrede. Først herefter kunne bebyggelsen af det Gl. Rådhusstræde nu Studiestræde 9-23 og Larsbjørnsstræde 12-16 påbegynde. Den første randbebyggelse er rejst mellem 1400 og 1450. Bag de lave huse lå private kålhaver. Den her omtalte grund tilhørte Vor Frue kapitel. Grunden blev en byggegrund og residens til præsterne ved Sct. Eligii alter. I 1536 fik slotsskriver Hans Mortensen den sekulariserede gård formedelst kongeligt brev. Den hed i 1558 stadig Jens Skrivers Gård. Hans enke Anna havde den i 1569. I 1581 var det Christen Jensen Aalborg. I 1607 skødede prædikanterne ved Sankt Eligii alters gård gården til Daniel Jensen. Henrik Mummes enke Karine boede på altergården i det tidsrum. I 1645 og stadig i 1653 var det Anna Doktor Erichs Gård og blev i det sidstnævnte år ejendom af Jens Bircherod. Denne mand boede her, men i 1661 og 1668 var det magister Hans Zoëga, og efter ham arvingerne efter sognepræst Erik Olsen Torm og Søster Worm, der i 1687 solgte gården til handelsmand og prokurator Hans Holst, der var ejer i 1699. I 1717 hed ejeren toldassistent Martinus Aspach og denne enke Anne Rønne ejede gården i 1728, da den brændte under den store brand. Told-Cammerer Aspachs enke havde en bygning af halv grundmur og halv bindingsværk, ti fag på en 15 m bred og 35 m dyb grund, som totalt brændte ned i 1728. Familien Aspach kom oprindelig med en militærkirurg fra Tyskland, som havde vinstuen Bacharach på hjørnet af Skindergade og Nørregade. Da gaden efter branden blev gjort bredere, måtte grunden rykke ca. 2 m tilbage. 

  På Geddes kvarterskort læser vi, at i 1756 holdt statsministeren greve Otto Thott (1703-1785) til her i en nyopbygget gård med stor have samt sidebygning og en bagbygning sammenbygget med sidebygningen. Til ejendommen hørte også nabomatriklen mod vest, uden sidebygning og bagbygning men ligeledes med en stor have. Familien Thott havde selvfølgelig en mangfoldig skare af ansatte, fra lakajer, køkkenpersonale til gartner og arbejdsmænd. Greven største skat var også Danmarks største bogsamling. Den blev genopbygget og nåede op på 138 000 bind, selvom hans første samling var blevet ødelagt under bybranden i 1728. Denne samling og grevens funktion som patron for universitetet forklarer måske, at en repræsentant for Danmarks højadel kunne finde på at bo i Latinerkvarteret. Men allerede i 1760 købte Thott Niels Juels Palæ på Kongens Nytorv af grevinde Schack, hvor slægten Thott havde sit vinterpalæ helt til 1930, da den franske stat købte det. Grevefamiliens lejere var i slutningen af 1700-tallet unge officerer, en snedker, en politiadjutant og en justermester.  

  Huset brændte i 1795, men var stadig ikke genrejst efter det engelske bombardement i 1807 og forblev uden forhus indtil 1850. I 1809 havde snedkermesteren igen fået tag over hovedet og igen var en officer med titel af kabinetskurer flyttet ind. En stor del af arealet var lagt til Thotts ejendom ved siden af (nuværende 13A), således at den halve have nu blev en del af nabomatriklen. Smedemester Larsen, der ejede den store gård ved siden af, nr. 13, havde også denne grund og fik så bygget det nuværende forhus. Kælderen udlejede han til en værtshusholder, stuetagen til en familie med en cand. phil. og en kontorist, 1. sal til voldkontrollør – voldene var ved at blive sløjfet – 2. sal til en familie med en manufakturhandler og en fuldmægtig, 3 sal til en brandmajor og 4. sal til en student. Således indberettet til vejviseren for året 1864. Efter Larsens død beholdt enkefrue Larsen ejendommen udover nr. 13. I 1880erne var det først værtshusholder Pentzien og efter ham skomagermester J. Petersen, der havde skøde på den. Han boede selv i huset, selvfølgelig på 1. sal, husets fine etage. Det var meget usædvanligt, at en skomagermester havde råd til at erhverve et hus. I kælderen fortsatte værtshusdriften. Kvarteret manglede i hvert fald ikke værtshuse i tiden mellem 1880 og 1915. Kælderværtshuset hed under restauratør Theodor Jørgensen “Diamanten”. Lejerne i ejendommen var enker med deres familie og færdiguddannede akademikere, men også et bud og en boghandelsmedhjælper. I 1930 var skomageren ikke længere i live, men hans enke Elisabeth Hansen fortsatte traditionen tro som ejer og beboer. I begyndelsen af 1930”erne lå DKPs Sjællandsafdeling på 2. sal i familie Ekbergs håndværkerlejlighed. En generation før boede på 3. sal J. Jacobsen med det officielle erhverv bymissionær.   

  Ejendommen skiftede i det 20. århundrede ejer adskillige gange, de færreste boede også i deres hus. I 1965 overgik den til en andelsboligforening med seks lejligheder og efter få år til en ejerforening. I 1993 købte et anpartsselskab ejendommen for 1,8 millioner kroner. Kælderen havde mellem 1940 og 1960 været ismejeri, Rubens skomagerværksted, grossererkontor, urudsalg, og til sidst elartikeludsalg. I den høje stue fandtes et kemisk renseri, en guldsmed, Northwest Europe Import Agency og en grossererforretning, på 1. sal var der P. Andersens Tobaksfabrik, Stilet Trading, Gravquick A/S, Dansk Geodætisk Ingeniørforretning og Syntetic Textile Products. På 2. sal havde man også den samme tobaksfabrik, Nordiske Trælastarkitekter, en af ejerne nemlig arkitekt H. Schønnemann og en landsretssagfører, på 3. sal boliger. Diamanten fandtes ikke længere efter besættelsestiden. Fra 1953 var nr. 15 en næsten ren erhvervsejendom. Også i 1960erne og 1970erne var der med en enkelt undtagelse kun erhvervslejere i ejendommen, i 1964 f.eks. seks virksomheder. På 1. sal fandtes et kulimportfirma og et andet importfirma, på 2. sal en landsretssagfører, på 3. sal et entreprenørfirma, mens en børnehavelærerinde boede på 4. sal. Organisationer som Børneforsorgs og Omsorgspædagogstuderendes Landsorganisation eller en bogklub var også blandt ejerne. Journalist Lally Hoffmann på den anden side fik en bolig blandt de mange erhverv og har boet her nu i over tyve år. I 1975 købte de to søstre Hjørdis og Anne Præstegaard sig ind i ejendommen for at producere beklædning til unge. Søstrene var kendt i kvarterets ungdomsmiljø i disse år, selv om de boede udenfor bydelen. I 1984 husede kælderen en smykkebutik, i 1990erne en tøjbutik, der hed Hardware og i de sidste tre år en brugttøjsforretning med navnet The Second Way i lighed med den i nr. 5, der også bærer et amerikansk navn. Jan Wenzel Ørgreen bestyrede midt i 1990erne et rengøringsfirma, der lånte af hans navn og hed “Ja Well”. Ellers var der et par arkitekter og et firma med det ambitiøse navn Scandinavian Total Planning i nr. 15. En bolig tilhørte den nu opløste Ringkøbing Amtskommune. Den nuværende ejer er et ejendomsselskab i Solrød Strand.  

(2007)