Studiestræde 27-29

Studiestræde 27-29

Det grundmurede gulmalede forhus i otte fag har kælder og fire etager. Der er butikker både i kælderen og i den høje stue. Ud over kordongesimsen er der indfatninger med fordakninger om vinduerne på 1. og 2. sal. I 2. sal er der sålbænke under de øvrige vinduer. Under 3. sals vinduerne sidder et muret profileret bånd. Mansardtaget er skiferdækket og har fire kviste. Bygningen blev påbegyndt i brandåret 1795 men først afsluttet treogtredive år senere. Indtil 1903 var ejendommen delt op i de to matrikler 64 og 65 og det er derfor, at den har bevaret sine to gadenumre. 

  Det nuværende hus med de to gadenumre ligger på en grund, der i senmiddelalderen var betydelig større og omfattede de nuværende Larsbjørnsstræde 15 og Studiestræde 25AB – 29. I 1377 og stadig i 1380 tilhørte denne grund Olaus Redeswen, i 1435 hr. Peder Gammel, en præst efter titlen at dømme. Han døde omkring 1450 og gården blev en gave til Vor Frue Kapitel, der i forvejen ejede en stor del af kvarterets ejendomme. I 1536 omtales den som den gård, som hr. Jep ejede. Efterfølgeren Mogens Gjøe var adelig. Endnu i 1558 nævnes hans arvinger som ejere. I påsken 1561 tilhørte grunden med boder og landbrug Gjøes enke Anne Rosenkrantz. Hun døde i 1589 og da blev den store grund udstykket. I 1645 møder vi bager Anthoni Meyer, som indtrådte i bagerlavet i 1642.  Hans enke havde huset i 1659 og hun giftede sig igen med en bager, der på den måde fik en bagergård at arbejde på. Det var Mathias Rabakoffski, siden 1660 medlem af lauget. Han var oprindelig brygger og købte også nabohuset nr. 31. Ved hans død i 1668 var børnene ikke voksne, men det var den umyndige stedsøn Thomas Anthoni Meyer og hans lige så umyndige brødre Jochum og Hans, der via deres formynder gav pant i gården. I 1675 var Thomas myndig i og blev optaget i bagerlauget, mens han samtidig frasolgte nr. 31. Fem år senere solgte han bagergården til brændevinsbrænder Jørgen Emdrup. Da denne døde, kom gården i 1712 på auktion og blev købt af brændevinsbrænder Christen Andersen. Men han flyttede fra byen til Kalundborg og fik solgt den igen til en brændevinsbrænder og brygger, Christen Christensen Raasz. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion. I 1728 var ejeren slagter og brændevinsbrænder Jacob Andersen Wid. Hans bindingsværkshus havde 12 fag og stod på en 14 med bred og 22 m dyb grund. Institutionen De fattige Husarme havde en prioritet på 1000 rigsdaler i ejendommen, administreret af Københavns magistrat.

  Det genopbyggede hus tilhørte i 1756 Michel Jensens enke og havde en bagbygning kun halv så dyb som forhuset. I 1784 holdt en spisevært til her og fra 1789 en tehandler, der vel også kunne servere varm te til folk fra gaden. Bygningen blev til aske under branden i 1795 og blev genrejst med det samme, så tehandelen kunne fortsætte. Nybyggeriet endte i to huse modsat alle andre ejendomme, der ofte forenede to byggegrunde til en. I det andet hus, nr. 29, boede i begyndelsen af 1800-tallet en jødisk skomager og en murermester. Efter tehandleren var der i nr. 27 en murermester og efter skomageren og murermesteren i nr. 29 en landmåler og en skrædder. Murermester Albrechts kone var jordemoder. I samme hus var Jacob Behrend bogtrykker, mens hans kone Caroline drev en røgelsespapirfabrik i huset. Jacob Behrend var deltager i dagens debatter og han er en af de få københavnere fra småborgerskabet, der kom til orde på tryk. Han sammenlignede f. eks. C. F. Hansens tårn på Vor Frue kirke med en simpel skorsten. Lejerne i første halvdel af det 19. århundrede var først og fremmest håndværkere og håndværkerenker. Men der forekom også en vinkyper og en pottehandler, en høker og en værtshusholder. Efter 1860 var ejeren urtekræmmer Moritz Levy fra Læderstræde 5, efterfulgt af urtekræmmer Julius Perlstein fra samme adresse. Hans enke beholdt dobbelthuset indtil næste generation, da klasselotterikollektør og senere fuldmægtig Perlstein trådte til. I nr. 27 boede efter 1863 en jernhandler i kælderen og en skomager i stuen, siden en gæstgiver. I stuen boede i samme tidsrum en trådhandler og så en skomager, efterfulgt af en kvindelig dameskrædder. I nr. 29 boede efter 1863 en værthusholder og efter ham hans enke og efter denne en detailhandler i kælderen samt en vognmand, siden en marskandiser i stueetagen. I 1902 solgte familien Perlstein sin ejendom.

  I 1903 blev huset ombygget, fik bl.a. en ny hovedtrappe, facaden gjort ens af den nye ejer particulier C. Jørgensen, så de historiske forskelle fra dobbelthuset forsvandt. I den anledning blev gadenumrene lagt sammen til dobbelttallet 27-29. Ejeren boede som sine forgængere ikke i ejendommen. Kvarterets fuglehandler Sønchsen fra Larsbjørnsstræde 12 flyttede ind på 2. sal. På 3. sal boede en guldsmed gift med en frugthandler og i stueetagen boede en bogtrykker. De to lejligheder på 1. sal var udlejet til en enke og et handelsagentur. I kælderen og i stueetagen var der i 1920erne Nørlems møbelhandel og i den anden kælder fra 1930 et sæbeudsalg for kæden Schou. En kælder blev midt i 1930erne Hedins antikvitetshandel og i stueetagen åbnede Stender-Petersens kaffe- og konfiturebutik. På 1. sal boede en grosserer og på 2. sal en direktør. Den anden stuebutik anvendtes af den nye ejer entreprenør C. V. Pedersen, hvis familie siden 1920erne havde boet på 3. sal over for en urmager. Entreprenøren var specialist i anlæggelse af tennisbaner. Øverst på 4. sal boede annonceakvisitør Alfred Silcowitz, der var indehaver af Nordisk Ugeblads Annonceekspedition. Hans genbo var en ugift dame. Mellem 1943 og 1946 havde Erna Watson og Karl H. Jensen Antikvarkælderen her på adressen. Der har i alt været tretten antikvariatsadresser i gaden mellem 1870 og 1970, ganske vist på forskellige tidspunkter.

  Entreprenør Pedersen solgte efter 1945 sin ejendom til professor Eggert Møller og fru E. Kofoed. Fra først i 1940erne lå der i den ene kælder Kakkelovnskompagniet og den tidligere antikvarboghandel Fønss” guldsmedforretning. I den høje stue fandtes en støbegodshandel og en agenturforretning. Den sidste blev afløst af en nodeforretning og i 1954 af John Hartwigs musikinstrumentbutik, hvor man både kunne få repareret sine instrumenter og erhverve nye. Musikforhandler John Hartwig solgte musikinstrumenter til priser, som gjorde det fordelagtigt for kendte udenlandske rock- og jazzmusikere at købe deres instrumenter i Studiestræde. Han boede sammen med Mary Hartwig, der var gymnasielærer. Ægteparret Hartwig købte huset efter 1980 af de to ejere, professor Møller og fru Mette Kofoed Bjørnsen. På alle de andre etager i den gamle dobbeltejendom var der boliger for almindelige københavnere med navne som Jørgensen, Mangor og Fried. Hartwig inddrog lejligheden i stuen til venstre til sin musikbutik i 1984. Berømte udenlandske stjerner som Nico fra The Velvet Underground og Allen Ginsberg besøgte i 1960erne en beboer i huset, nemlig trompetisten Dan Nedergaard. En anden beboer med tilknytning til jazz- og kunstnermiljøet var Kay Seitzmayer. Cruz Leather Works i nr. 29 var en af de læderbutikker, som ungdomsoprøret havde efterladt i Nørre Kvarter og som lå her stadig i 1993. Sidst i 1980erne lå redaktionen af det siden så udbredte ungdomstidsskrift Chili også her i huset. Dengang var der en damefrisør i stuen og i kælderen Jan Houmands brillebutik. Jan Houmand gjorde det samme som John Hartwig og erhvervede huset af den daværende ejer. Men han erhvervede sig snart et nyt domicil i Teglgårdstræde 2. I kælderens oprindelige brillebutik fandtes mellem 1987 og 2005 en forretning med læder- og lakattributter, grundlagt i 1993 af den farverige Bo Schwartz i nr. 14. Schwartz, eller SM Bo, skilte sig i 1997 af med sin andel i butikken og det tilhørende Sorte Forlag og fortsatte her i kælderen med det gamle navn SM-Shoppen. Bo havde en af landets største samling af sprællemænd, omkring 5 000. Hans forretning her i Studiestræde hed Schwartz” Mode og Piercing Studio. Foran indgangen var der i mange år placeret to hoveder af gips siddende på 2m høje røde søjler. De blev ødelagt gennem hærværk i 1999, men søjlerne findes der endnu. I butikken i stuen nr. 27 ligger i en tidligere damefrisørsalon musikforretningen Blackout med fokus på det alternative musikmiljø. Efter at Jan Houmand solgte sin ejendom i 1997 videre til ejendomsselskabet Kristianiagade ApS for 7,4 millioner kroner har den nye ejer efterhånden tømt huset for boliglejere og to af ervhervslejerne og omdannet boligerne til korttidslejemål. 1., 2. og 4. sal administreres nu af Q Management and Housing & Furniture. Kælderen og butikken i stuen til højre blev i 2005 lagt sammen til en større butik.

(2007)