Studiestræde 33

Studiestræde 33

Huset er grundmuret i fem fag, malet beige i stueetage og for de øvrige etagers vedkommende rødbrun. De tre midterste fag er lidt tilbagetrukne. Der er kælder og fire etager ganske som de fleste huse i denne gade har. Oprindelig var stuetagen malet hvid og resten af facaden stod i blankstensmur, der i byggeåret var lidt finere end en pudset mur. Porten sidder i det nordlige yderfag, indgangen til forhuset i det sydlige yderfag. Udover den obligate kordongesims over stueetagen findes der et bånd under de tre midterfag under vinduerne. I yderfagene har vinduerne sålbænke. I murfordybningen under 2. sal er indsat en inskription lydende på “Anno 1755″, efter at nogen havde fjernet en à la grecque bort. Hovedgesimsen har spærrehoveder og taget bærer tre kviste. Bygningen stammer fra 1797-98 og blev opført for slagtermester Mathias Schneider. I 1844 blev slagterens hus forhøjet med en ekstra etage.

  Ifølge en ejendomsfortegnelse over de københavnske ejendomme fra 1377 tilhørte grunden, der omfattede også nr. 31 og nr. 35, Laurentius Kønsterssøn og siden dr. Erik Nielsen Rosenkrantz, der var dekan ved Vor Frue Kapitel. Han eller kirken henlagde ejendommen til Sct. Dionysii alter som residensgård, det vil sige, at altrets vikarer fik bolig i denne ejendom. I overdragelsesbestemmelsen forpligtedes den også til at finansiere og vedligeholde en varmepande i kirken beregnet til peblinge og fattigfolk fra gaden. I 1551 henlagde kongen den efter den sidste vikars død til teologen Jens Madsen, sognepræst ved Helligåndskirken, som skulle holde panden med ild. I 1552 skulle biskop Peder Palladius selv overtage gården inklusive forpligtigelsen. Han gav den videre til Niels Lange Kjærgaard og Gunde Lange Holme. Sjællands biskop dr. Hans Albretsen og hustru Karine lejede i 1563 gården for 12 mark årlig. I 1581 tilhørte den måske Erasmus Laetus, på dansk Rasmus Glad, der gav bolig til Christen Aalborg. I 1607 gik panden ud af drift, men stod stadig ved siden af Vor Frue kirkes hoveddør, da branden i 1728 lagde kirken i aske. Efter 1607 blev den store grund udstykket og det nuværende nr. 33 tilhørte mellem 1645 og 1664 vognmand “Lille” Jens Larsen, i 1668 vognmand Jens Wedansen, der døde i 1677. Hans efterfølger var vognmand Oluf Hansen og i 1702 kom gården på auktion og blev købt af Elisabeth Dalhuus til Ølstrupgaard, der to år senere fik den solgt videre til vognmand Didrik Jensen. Efter dennes død kom den endnu en gang på auktion og fra 1713 var det vognmand Anders Andersen. Han var stadig ejer i 1717, siden det år var det hans svigersøn vognmand Peder Jensen og hustru Johanne Andersdatter, og da huset brændte, var det vognmand Villads Nielsen. Bindingsværkshuset havde da syv fag og stod på en 10 m bred og 29 m dyb grund og havde i næsten hundrede år givet husly for vognmænd, det vil sige, at den havde en hestestald og en vognremise.

  Det genopbyggede hus i 1756 havde også et vinkelformet baghus og et fjæleskur og ejeren hed dengang Jens Andersen. I 1784 boede her en tehandler med navn Carl Heune og få år senere en skoleholder Boyens og en svineslagter Mathias Schneider, måske indvandret fra Tyskland. Huset og bagbygningen blev ødelagt af branden i 1795 og tre år senere havde slagteren genopbygget sit hus. Den efterfølgende ejer hed A. Omann og var grovsmedemester, men Schneiders søn C. F. Schneider, der også var slagter, overtog sin fars ejendom få år senere. Blandt hans lejere var en jordemoder og en urtekræmmer, der samtidig var rodemester, det vil sige skatteopkræver. Tredive år senere var ejeren den forhenværende snedkermester J. Steinbech. Han boede som de fleste ejere i husets fineste etage, nemlig på 1. sal. Slagterforretningen var ophørt. En bagersvend, en balletdanserinde, et par studerende og en smedemester var blandt lejerne. I kælderen boede i 1867 en enke. Efter den pensionerede snedkermester kom ejendommen i besiddelse af Store Larsbjørnsstrædes Sukkerfabrik i Larsbjørnsstræde 9, der også besad nr. 31 og 37. Fabrikken har brugt enkelte lejemål til sine ansatte funktionærer. Således boede sukkermester C. Nahmsen på 1. sal. Lejere tilhørte ellers til de mindre købekraftige i denne bydel som f.eks. en postekspedient og en lejetjener, men også håndværkere som en smed og snedkere boede her. I kælderen lå et ismejeri fra o. 1895.

  Først i 1920 afhændede De danske Sukkerfabrikker, der havde overtaget raffinaderiets ejendomme, også dette hus. Det blev købt af glarmester J. Lund, der straks solgte det videre til direktør Høybye og ingeniør Ferlov. Få år efter solgte de det videre til direktør Carl Jørgensen, der siden overlod den til mekaniker J. Nielsen Melgaard. Det sidste tegn på ejendommens gamle ejerhistorie forsvandt først i 1926, da den pensionerede sukkermester Nahmsen flyttede til Amager. I de første år efter raffinaderiets salg boede der stadig fabriksansatte i huset. Ismejeriet lukkede samtidig, i stueetagen åbnede en møbelforretning og en fodlæge flyttede ind i assistent Fritz Nahmsens lejlighed på 2. sal. Fra 1940 var der en restaurant i den høje stue, først drevet af A. E. Neumeyer, derefter af Torben Igel, der købte hele ejendommen. Beværtningen ville omfavne det hele og hed “Restaurant Bodega Bar”, men efter 1955 bekendte den kulør og hed blot “American Bar” og endnu et par år senere simpelthen “Torben Igels Bar”. I 1940erne og 1950erne lå der i kælderen en frugthandel, siden en konfekturebutik og derefter Arne Nielsens antikvitetsforretning, en butikstype, som var begyndt at brede sig i 1930erne. Lige overfor i nr. 26-30 lå kvarterets største af slagsen. På 1. sal var der først Erich Lanskys Czechodane, derefter grossistforretningen Snarre-Ulrich, så Import Export A/S og så Crescendo Grammofon og Musikforlag. På 2. sal holdt først en boghandler til, så en grosserer og et skole- og børnehavefotoforlag og derefter en bartender. På 3. sal havde to grosserere kontorer, der udgav omkring 1950 Dansk Grossisttidende, og siden fandtes her et par kunsthandlere. På 4. sal arbejdede i midten af 1940erne to arkitekter.

  En af Torben Igels efterfølgere, John Ertner, købte igen ejendommen efter at den havde været en del af Politikens mange ejendomme mellem 1963 og 1985. I hans tid fik baren et nyt navn og har siden heddet “Masken” og frekventeres først og fremmest af bøsser. “A very popular venue for young gay men in particular”, som den annoncerer med. 1. sal var udlejet til en studierådgivning efter musikforlaget og så til et forlag, der producerede en håndbog for byggeindustrien. 2. sal var udlejet som bolig til en bartender og 3. sal til den maskinmester. Kælderen var oprindelig antikvitetsbutik, men i de glade 1970erne lå her læderforretningen The Crafted Cow, drevet af forhenværende stud. jur. amerikaneren Ken Newgard. Han havde mødt lædersmeden Jim Manning under en flyvetur til Europa og fulgte med ham til Københavns Nørre Kvarter. Kort tid efter giftede han sig med Rebecca Brüel. Senere var kælderen i en kort periode brillebutik for Jan Houmann, inden han overtog nr. 27-29. Den udlejes af Masken som selskabslokale og det har givet af og til problemer med de omkringboende på grund af støj og uro. Husets øvrige etager indeholder fire boliger med flere beboere hver. I 2004 blev ejendommen erhvervet af Andelsboligforeningen Studiestræde 33 for 12 millioner kroner.   

(2007)