Studiestræde 35

Studiestræde 35

Her står et grundmuret forhus i syv fag og med kælder og tre etager. I kælderen findes en butik. En port med portkammer sidder i to yderfag i den vestlige side af facaden. Stuen er malet lysegrå, de resterende etager hvid inklusive kordongesimsen over stueetagen. Tegltaget har fire kviste. Udover den obligate kordongesims findes der en murfordybning over de tre midterfag mellem 1. og 2. sal. Gården blev opført umiddelbart efter 1795-branden for brændevinsbrænder Wilhelm Biermann og står i dag næsten uændret efter mere end to hundrede år. Det har en sidefløj fra samme byggeår og en yngre bagbygning.

  Ifølge en ejendomsfortegnelse over de københavnske ejendomme fra 1377 tilhørte grunden, der omfattede også nr. 31 og nr. 35, Laurentius Kønsterssøn og siden dr. Erik Nielsen Rosenkrantz, der var dekan ved Vor Frue Kapitel. Han eller kirken henlagde ejendommen til Sct. Dionysii alter som residensgård, det vil sige, at altrets vikarer fik bolig i denne ejendom. I overdragelsesbestemmelsen forpligtedes den også til at finansiere og vedligeholde en varmepande i kirken beregnet til peblinge og fattigfolk fra gaden. I 1551 henlagde kongen den efter den sidste vikars død til teologen Jens Madsen, sognepræst ved Helligåndskirken, som skulle holde panden med ild. I 1552 skulle biskop Peder Palladius selv overtage gården inklusive forpligtigelsen. Han gav den videre til Niels Lange Kjærgaard og Gunde Lange Holme. Sjællands biskop dr. Hans Albretsen og hustru Karine lejede i 1563 gården for 12 mark årlig. I 1581 tilhørte den måske Erasmus Laetus, på dansk Rasmus Glad, der gav bolig til Christen Aalborg. I 1607 gik panden ud af drift, men stod stadig ved siden af Vor Frue kirkes hoveddør, da branden i 1728 lagde kirken i aske. Efter 1607 blev den store grund udstykket og det nuværende nr. 35 bestod herefter af to grunde.

  Den første mod øst beliggende grund blev i 1649 tilskødet tømrer Niels Pedersen Roskilde. Han boede her stadig i 1653. I 1659 var ejeren brændevinsbrænder og bogtrykker Jørgen Thomsen. Hans enke Birgitte solgte ejendommen i 1684 til kontrafejer[1] Niels Lauridsen og efter dennes død skødede hun den til kok Christen Lauridsens enke Margrete, der gengiftede sig med guldarbejder Jochum Busck. Han solgte sin ejendom i 1703 til hjulmager Svend Svendsen. Den efterfølgende ejer var fra 1714 bødker ved Islandsfarten Christen Davidsen og han videresolgte den allerede kort efter til tobaksspinder Herman Hemsted. I brandåret 1728 var ejeren prokurator Christian Davidsen: hans mistede et fem fags bindingsværkshus på en 5,6 m bred og 27,5 m dyb grund, hvilket var den gennemsnitlige størrelse på ejendommene i de indre stræder dengang.

  Den anden mod vest liggende grund tilhørte i 1653 “lille” Jens Jensen, men blev i 1657 tilskødet sejlingsmand Halvor Gundersen, hvis enke Inger ejede den i 1668. Hun ægtede Bjørn Bentzen, der i 1683 solgte den videre til tømrer Andersen Søren Stoby. Efter hans død kom den på auktion og blev i 1690 skødet til murermester Jens Andersen. Dennes enke Maren solgte i 1705 sin afdøde ægtefælles hus til skoleholder Hans Wulf, der blev skriver på orlogsskibet “Ebenezer” og i 1710 solgte huset til brændevinsbrænder og handelsmand Søren Svane. Efter endnu et par ejerskifter var ejeren i brandåret 1728 igen en brændevinsbrænder, der hed Mikkel Larsen og boede i et lille fire fags hus på en 6,25 m bred og 27,5 m dyb grund. Dengang var der talrige brændevinsbrænderier i kvarteret, fordi de krævede et minimum af kapital og var garanteret en stabil omsætning.

  De genopbyggede huse havde i 1756 samme ejer Peder Pedersen og delte bagbygningen, men gården af den østlige grund var dækket med bræddeskure, der måske anvendtes som kostalde. Indtil branden i 1795 havde Hans Johnstrup et brændevinsbrænderi på grundene, som han havde købt af fru Kirkegaard, der var enke efter en brændevinsbrænder på stedet. Da begge ejendomme tilhørte samme ejer, var det nærliggende, at slå de to matrikler sammen efter branden og udelukkende bygge et forhus i stedet for to.

  Den nye ejer Biermann var også brændevinsbrænder og efter hans død senest i 1809 blev enken boende på adressen. Hendes lejere i årene mellem 1616 og 1835 havde blandede erhverv: en høker, en toldbetjent, en møller, en tømrerfrimester, en forvalter ved Børsens møbelmagasin og flere enlige ældre kvinder. Fru Biermanns søn J. F. Biermann var kopist i Finansministeriet, som hed Rentekammeret dengang. To hundrede år efter at ejendommen blev brændevinsbrænderigård, var det stadig denne metier, der var knyttet til ejendommen. I 1867 var ejeren J. P. Haureberg stadig uddannet brændevinsbrænder. Han boede med sin familie i stueetagen, mens kælderen var et urtekræmmerudsalg. Urtekræmmer J. O. Christensens enke boede på 1. sal. Der fandtes i dette år 84 brændevinsbrænderier i kommunen. Ellers boede der dengang en sproglærerinde, en musiklærerinde, en skomagermester, en oversergent og en stud. polyt. i nr. 68, som nu havde fået det nye gadenummer 35. Mellem 1870 og 1900 skiftede ejendommen ejer et par gange og tilhørte det meste af perioden værtshusholderen i kælderen. Det var ølhandler C. Christensen med familieboligen i stueetagen. Ved siden af kælderværtshuset var der et klejnsmedeværksted. På 1. sal boede en enke og en snedkermesterfamilie, på 2. sal yderligere en snedkermester og en smedemester og på 3. sal en glarmesterfamilie. I sidebygningens 1. sal havde Julius Jepsen en cigarfabrik, hvor kvinder og børn arbejdede. Nedenunder havde smedemester A. Engqvist fra forhuset et maskinværksted. Så blev ejendommen overtaget af nye ejere, firmaet Julius Rasmussen og Jørgensen med domicil på 1. sal fra o. 1905. Men allerede få år efter købte Sukkerraffinaderiet i Larsbjørnsstræde ejendommen af dem. Fabrikken havde i forvejen nr. 33 og nr. 37. Efter lukningen af fabrikken solgte man ejendommen i 1919 til direktør S. Høybye, og denne solgte den efter en kort årrække videre til grosserer John Jørgensen. Kælderen blev ved med at være udskænkningssted og beværteren boede på 2. sal indtil der blev indrettet et bogantikvariat. Jens Thor (1897-1951) drev her fra han var 25 år sit antikvariat med speciale i moderne lyrik og livsfilosofi. Efter hans død førte hans kone Olga forretningen videre og solgte den i 1964 til Frede Engholst. I Engholsts vinduer var der altid bøger og billeder om kunst. På grund af de mange bøger i de trange lokaler var der pladsmangel alle vegne. Da Frede Engholst døde i 1993, lukkede hans livsværk. Det samme skete med antikvarboghandelen et par huse længere nede i nr. 45. I stueetagen blev der åbnet en sprogskole med tysk som sprog. Den hed Sankt Petri Sprogkonservatorium og blev ledet af redaktør dr. A. Vieth, der også udgav avisen Kopenhagener Zeitung fra ejendommen. Derudover var der i 1910 en piskefabrik og Jens Brix” kemiske fabrik i ejendommen. Engqvists værksted fortsatte i bagbygningen under efterfølgeren smedemester Franck.  

  Fra 1920erne var der i kælderen et møbeludsalg og i stuen Palle Hviids grossererforretning. På 1. sal boede dr. Vieth, på 2. sal boghandler Thor ved siden af en marskandiserforretning, mens der på 3. sal lå “Bobby Hushjælp” og en budeekspedition. I bagbygningen havde grosserer Isidor Bernstein lokaler. I 1930erne fandtes stadig Thors antikvarboghandel, i stuen sad nu ingeniørfirmaet K. Thomsen & Co., på 2. sal var en møbelforretning og en marskandiserforretning, på 3. sal et møbelsnedkeri, der hed “Direkte”, og i bagbygningen var Ovesens sølv-, bronze- og tinværksted, maskinfabrikken “Økonomi” og bogtrykker Rasmussen. I 1940erne var Sankt Petri og Kopenhagener Zeitung forsvundet, mens antikvariatet fortsatte og på 2. sal sad M. Rubens firma Dansk Kviksølvs Industri. “Økonomi” var stadig virksom i bagbygningen og også bogtrykkeren.

  I 1950erne havde ejendommen skiftet ejer og grosserer N. Lynggaard & Co. med kontorer i stueetagen var blevet ejendommens nye ejer. I kælderen solgte Jens Thor stadig brugte bøger og grafik, Ruben handlede stadig med metaller og på 2. sal arbejdede en snedker. Efter Lynggaards død fortsatte hans enke som husets ejer. Ejendommen blev siden solgt til en reklamekonsulent men sidst i 1970erne overtaget af en til det formål dannet ejerforening. En systue i stuetagen, en rammefabrik på 1. sal, en snedker og et guldsmedeværksted på 2. sal lå her side om side med enkelte boliger. I sidebygningen har der i over tredive år ligget på to etager det litterære agentur Leonhardt & Høier, fyldt med bøger fra gulv til loft. Firmaet er Nordens førende indenfor branchen. Det var tyskeren Albrecht Leonhardt, der i 1951 grundlagde denne forretning for at knytte kontakter mellem den skandinaviske og den tysksprogede skønlitterære verden. I dag er Anneli Høier direktør for et stadigt voksende foretagende.

  En diskjockey og hans bror, Ezi Cut og Martin startede i 1994 hip-hop-butikken Drop Dead i Engholsts gamle antikvariatslokale. De solgte tøj og sko til både drenge i piger. Forretningen fik endnu en butik i gaden i 2000, nemlig nr. 23. Drop Dead lukkede sin butik her i 2006 og nu ligger der frisørforretningen Studio 35 i kælderen. I forhuset ligger et advokatkontor, ellers består det nu af boliger.

(2007)


[1] portrætmaler