Studiestræde 39

Studiestræde 39

Det grundmurede forhus i fire enkelte og et dobbelt fag er pudset og malet lyseblå. I dobbeltfaget sidder en port med portkammer. Det har kælder og fire etager som de fleste huse fra tiden omkring 1800. I kælderen er der indrettet en butik. Denne bygning stammer dog først fra året 1856 og blev bygget for sadelmager Wilhelm Julius Barnewitz. Udover kordongesimsen er der et bånd under vinduerne i 1. sal. Vinduerne i 2. og 3. sal har sålbænke. Tegltaget har kun en kvist. Under kordongesimsen sad oprindelig en frise, som er blevet fjernet på et tidspunkt. Facademalingen omtales første gang i 1869.  

  Det nuværende gadenummer 39 består i dag af oprindelig to smalle grunde udskilt fra en senmiddelaldergrund, der også omfattede halvdelen af nr. 35 og hele nr. 37. Ifølge en ejendomsfortegnelse over de københavnske ejendomme fra 1377 tilhørte denne grund i 1377 Jacobus Sartor, dvs. skrædder, civis Roscildensis, borger i Roskilde. I 1496 var det hr. Hans Hiort, altså en teolog. Derefter blev grunden skænket til den Hl. jomfru Marias Medlidenheds alter i Vor Frue som residensgård. I 1559 havde den lutherske prædikant ved Vor Frue Kapitel hr. Mads Knudsen gården i værge. I 1581 blev den udlejet til hans enke. Så blev grunden udstykket i tre parceller. I 1653 gav brændevinsbrænder Laurids Sørensen pant i ejendommen og var i 1664 stadig opført som ejer. I 1668 tilhørte ejendommen vægter Oluf Madsen, som i 1680 solgte den til brændevinsbrænder Andreas Pedersen. Denne skødede ejendommen i 1684 til tømrermester Jens Randtløf, der i 1703 solgte den til brændevinsbrænder Børge Eriksen. Dengang tjente flere hundrede københavnere deres levebrød med destillation af malt. I nr. 35, 37 og 34 blev der også destilleret. Hans enke Kirsten Andersdatter ægtede brændevinsbrænder Niels Winding, hvilket var dengang helt almindelig på grund af den store aldersforskel i ægtefællers alder ved første ægteskab. Begge må havde været døde af pesten og ejendommen kom på auktion samme år 1711 og blev solgt til brændevinsbrænder Johan Johansen. Han solgte allerede efter fem år ejendommen videre til kollegaen Laurs Jensen. Efter dennes død kom den på auktion i 1721 og blev erhvervet af ritmester Lorentz Vivet og dennes enke var i brandåret 1728 ejer af den østlige matrikel. Hun havde brændevinsbrænder Christian Bremmer boende i sit lille fire et halvt fag bindingsværkshus på en 5 gange 34 m stor grund.

  Den anden halvdel af den nuværende grund var en mindre del af den meget store grund, ser strakte sig helt ud til Vester Vold og står i Roskildebispens ejendomsfortegnelse fra 1377 på navnet af Gutfader og tilfaldt siden kommunen. Den udlejede den i 1496 til en apoteker, hvis navn ikke er overleveret. Siden blev den delt. En større del beliggende i øst kom under Helligåndsklostret og efter en ny deling ejedes strækningen mellem nr. 39 og 45 i 1577 byfoged Rasmus Pedersen. Han ejede også de to haver, der lå bag forhusene. I 1625 var Hans Christensen Gullandsfar ejer og efter hans død enken Margrethe Jørgensdatter, som må have delt grunden, fordi den vestlige del af det senere nr. 39 var i 1653 i hænderne på Hans Jacobsen og 1659 på skoflikker Hans Jensen, som boede her endnu i 1672. I 1674 var det malersvend Bendix Mortensen, som gav pant i huset, som han fik skøde i i det forudgående år. Før 1689 gik huset til brygger Anders Lauridsen, der solgte det videre til tømrersvend Nicolai Finche i 1705, der for sit vedkommende straks afhændede det til livgarder Niels Hansen, som stadig var ejer i 1717. I brandåret 1728 tilhørte det vognmand Lars Larsen med beboeren øltapper Bertel Eliassen, der boede i et fire fags hus på en grund af samme størrelse som fru Vivets.

  I 1756 sad Jens Swendsen og Peter Sweder på de to lige store grunde, uden forhuse og kun med hver sit baghus. I 1780erne og 1790erne kunne man få serveret te i huset eller købe te med hjem. På den nuværende adresse boede før den næste brand en bødker. Efter den anden brand i 1795 blev de to matrikler lagt sammen til en og bebygget med et forhus og et baghus, begge findes ikke længere. Ejeren efter sammenlægningen var båndvæver P. Hemmingsen. Hans lejere var bl.a. en skolelærer og en dameskrædder. Også det nuværende nr. 41 hørte senest efter 1813 sammen med nr. 39, ligeledes med for- og baghus, men med hver sin ejer. I begge husene var der i 1813 en fabrikant, der fremstillede marmoreret papir og marmorerede gipsplader, men kort tid efter afløst af et pigeinstitut, drevet af de to frøkner von Haven, og i nr. 39 en parykmager og igen en tehandler. Nr. 39 og nr. 41 beboedes i 1800-tallets første tredjedel først og fremmest af håndværkere men også af enkelte folk i serviceerhverv, således en politibetjent, en værtshusholder og et bud ved Hof- og Stadsretten på Nytorv. Ellers var det en slagter, en snedkermester, en skomagermester, en bødker, en klejnsmed og en skrædder, kort sagt de mest udbredte håndværk. I 1864 var de to ejendomme stadig hos samme ejer, i dette tilfælde sigtemager L. A. Barnewitz fra Store Kongensgade, der i 1871 havde trukket sig som erhvervsaktiv og var blevet particulier. Nu var der blandt lejerne to pensionerede købmænd, en frøken, en cand. pharm., en kommissionær og en handelsagent, det vil sige, at håndværkerne er mere eller mindre forsvundet. I 1880erne tilfaldt ejendommen en ølhandler, der havde et udsalg i kælderbutikken. Hans enke beholdt den efter hans død. Fra 1881 fandtes der i ganske få år en af byens mange pianofortefabrikker på 1. sal. På 2. sal boede en stud. jur., siden en skræddermester og på 3. sal en handelsbetjent, siden en instrumentmager og en fuldmægtig.  Efter at nr. 39 havde tilhørt en grosserer blev den o. 1910 genforenet med nr. 41, i og med at A. Nissens Fabrikker i nr. 41 overtog også denne ejendom. Første sals etage blev anvendt af de nye ejere. I kælderen var der stadig en ølhandel og ølhandler Hansen selv boede med sin familie på 2. sal. I 1924 overtog Axel Juncker fra Berlin antikvariatet Studio her i ejendommen. Han havde været forlægger og boghandler i den tyske hovedstad, hvor han formidlede H. C. Andersen, J. P. Jacobsen og Søren Kierkegaard til det tysksprogede læsepublikum. Til gengæld opbyggede han kontakter til fremtrædende tyske forfattere som Wassermann, Rilke, Hauptmann, Werfel og Wedekind. Hans kundekreds var meget lille og kræsen. Efter et mellemspil i Store Kongensgade sluttede han sin virksomhed i Studiestræde 13, hvor han hurtigt måtte give op på grund af tiltagende døvhed. Han døde i 1962. Der har i alt været tretten antikvariatsadresser i gaden til forskellige tidspunkter mellem 1870 og 1970.

  I det 20. århundrede skiftede denne ejendom hyppigt ejere, for det meste grosserere. Lejerne var i begyndelsen ølhandleren i kælderen og på 1. sal, så antikvarboghandler Juncker, i stuen Hovedstadens Beklædningskompagni og siden Poul Axt & Co., på 1. sal en forretningsfører og en sekretær og siden tre grosserere, på 2. sal også en grosserer og på 3. sal en detailhandler og en bogtrykker. I bagbygningen lå først et smedefirma og et bogtrykkeri og omkring 1920 Central City Chemical Co. og Dansk Polstermøbelfabrik. Fra 1934 befandt skomagerfirmaet J. E. v. Würtzen sig i ejendommens stueetage, en virksomhed, der stadig eksisterer på Nørre Voldgade 20. Poul Axt, født 1867, grundlagde i 1905 sin handel med elektriske artikler. Hans søn Olaf havde siden 1937 været medejer. Faderen ejede oprindelig ejendommen, men solgte den før 1930 til direktør Arthur Lynen, der for sit vedkommende efter krigen overlod den til staten, hvorfra den overgik til Brdr. Justesen i Vestergade 18, som også ejede nabohusene nr. 37 og nr. 41. Firmaet Axt & Søn med anden generations Olaf Axt blev dog i alle årene siddende i stueetagen. 1. sal var almindeligvis udlejet til forskellige grossistvirksomheder, 2. sal til en forfatter, der skrev skuespil til amatørteatre og 3. sal til bogtrykker Ad. Nielsen. Dette firma skiftede o. 1955 ejer og hed nu “Studio” og blev drevet af bogtrykker Henry Mogensen. Marskandiserbutikken i kælderen blev efter 1950 en antikvitetshandel, drevet af Emmy Daucke. I nabohuset nr. 37 havde der allerede eksisteret en antikvitetsbutik siden 1930erne og gadens største lå skråt overfor i nr. 26-30. 

  Firmaet Justesen havde i 1980”erne stadig medlemmer af den oprindelige familie som ejere af nr. 39. Men Justesens skiftende efterfølgere i Vestergade – tre i alt – fik altid nr. 39 og 41 med i købet. Bogtrykker Henry Mogensen blev en mangeårig trofast lejer. Sølvsmed Børje Daucke og antikvitetshandler Emmy Daucke var her stadig omkring 1980. Journalist Jørn Rosenkjær var en anden boliglejer. Ellers var der tegnestuer, Deadlinegruppen, der bestod af en gruppe journalister, og Dansk Journalistforbundets Freelance Kontor. Bagbygningen husede i 1974 fire forskellige firmaer. I butikken mod gaden lå mellem 1986 og 1998 Harlekin Cykler og derefter Diablo Tattoo eller Syndicate med tre tatoverere. En af dem, Muffe, fik sin egen afdeling med brændemærkning på 1. sal et år senere og har i dag butik i nr. 25. I 2001 måtte forretningen Syndicate flytte til Nansensgade på grund af huslejestigninger. Husets beboere måtte flytte på grund af et større istandsættelsesarbejde. En af de oprindelige lejere, der fortsatte her på 1. sal, var arkitektfirmaet Theo Bjerg. Også på 2. og 3. sal er der stadig boliger. I 2001 solgte Nordisk Ejendomme nr. 37-41 til Essex Invest i Århus og hovedindgangen er flyttet til nr. 41. De tre huse har siden haft en stor fælles gård på 243 m². I 2003 kom der en bistro som lejer af kælderbutikken, der havde navnet Afan Shawarma. En kiosk og en shawarma-restaurant tilhørte samme forpagter. De skiftende indehavere og restaurantnavne kunne tyde på et højt huslejeniveau. Nu findes der en lesbisk bar på to etager, som hedder Chaca.

(2007)