Studiestræde 8

Studiestræde 8

Noæ Ark

Arken er et grundmuret forhus i syv fag med kælder og fire etager. Facaden er pudset og malet gullig. Der er to butikker i den høje kælder. Mellem kælder og den høje stue løber en kordongesims. Vinduerne i stueetagen og i yderfagene har indfatninger. Yderfagsvinduerne har også konsolbårne fordakninger. Over midterfaget i stueetagen sidder en indrammet tavle med rankedekoration. Vinduerne i yderfagene på 1., 2. og 3. sal har også sålbænke. Huset har en profileret hovedgesims og to kviste på taget. Baghuset er blevet nedrevet for ca. 35 år siden. Forhuset har været fredet i en halv snes år. Det er en af murermester C. C. Martens talrige bygninger. Men dengang brugte man ikke de kraftige vinduesindfatninger. De stammer fra tiden 1896 til 1905. Butikkerne stammer fra 1829.

I den ældste fortegnelse over de københavnske ejendomme fra 1377, Roskildebispens Jordebog, var ejeren af denne grund en Johannes Svare, der havde lejet den ud til Petris Bodikære, altså en bødker. I 1419 solgte Tue Johannis halvdelen af den til Axlen Thuræsøn, der skødede den videre til Mathias Petri, kaldet Bemen, sandsynligvis en indvandrer. Før 1450 kom Vor Frue kapitel i besiddelse af den og vikar og teolog Mogens Jensen havde bolig her. Denne kirke ejede i 1400-tallet en stor del af kvarterets ejendomme. Kirken lejede den i 1450 ud til Nicolaus Petri. Gaden hed dengang Gamle Rådhusstræde. I 1455 var lejeren Oluf Knudsen fra Gentofte og fra 1557 og indtil 1589 Hans Nielsen fra Skåne. I 1605 lejede biskop Peder Jensen Winstrup de to huse på grunden. Fyrre år senere var det brygger Henning og efter hans død magister Hans og siden enken Beate, der var lejere eller ejere. I 1661 var det Anders og Trine sal. Peder Munchs. Det er blevet overleveret, at gården dengang havde en port ud mod Sankt Peders Stræde. Derefter blev ejendommen delt i to ulige store grunde.

Den lille grund til venstre, der var ikke så dyb som nabogrunden, tilhørte i 1668 smed Jørgen Kønig, i 1678 en murermester, derefter en sejlingsmand, en skibsbygmester, siden en mand uden angivelse af profession, så en skibstømrer, hvis hus i 1713 kom på auktion, hvilket var meget almindeligt i de år og solgtes til mademoiselle Maria Munch, som var ejer i brandåret 1728, hvor hendes lejer, øltapper Jens Johansen, mistede sin bolig. Huset var på fire fag i bindingsværk og stod på en 5,6 m bred og 16 m dyb grund.

Den anden grund var bebygget med et fire fags bindingsværkshus på en 5,6 m bred og 37 m dyb grund. Den tilhørte før 1689 murermester Jens Andersen og hans kone Maren. I 1706 kom ejendommen på auktion og blev erhvervet af brændevinsbrænder Christen Nielsen og efter dennes død blev den endnu en gang bortauktioneret og endte i 1713 hos brændevinsbrænder Thomas Larsen og efter ham kom den i 1722 igen på auktion. I katastrofeåret 1728 boede her brændevinsbrænder Jens Larsen, der skyldte en prioritet til professor Steenbuch, Studiestræde 7, og Vor Frue kirke. Begge huse blev selvfølgelig genopbygget og på Geddes ejendomsfortegnelse fra 1756 tilhørte den lille gård med bagbygning Peder Bagers enke og den anden med en meget dyb sidebygning med smalt forhus og en lille mellembygning, der var bygget sammen med bagbygningen for det første hus, Henrich Asmussen. Allerede fra 1752 bar dette hus navnet “Noæh Ark”. I den lille ejendom boede før branden i 1795 skomager Wohlertsen og “mandsskrædder” Hagman, hvis datter jomfru Hagman “stikkede gardiner og klædede lig”.

Efter denne brand blev de to matrikler 114 g 115 slået sammen og købt af Carl Christian Madsen for 1.115 rigsdaler. I 1798 stod her på de to grunde et nyt fem etagers forhus uden kælder med et tilhørende baghus på fire etager. Inden husene var færdigbyggede, solgte Madsen dem videre til parykmager Carl Christian Wegner for 8.500 rigsdaler. Det blev en udlejningsejendom til mindre bemidlede familier. Den halvårlige husleje for en halvanden værelseslejlighed var i 1801 seks rigsdaler. En ugeløn om vinteren for en arbejdsmand var i det år 1 rigsdaler, om sommeren 1 ¼ rigsdaler. Parykmageren flyttede også ind i stueetagen mod gaden men måtte allerede i 1802 sælge ejendommen og køberen blev forhenværende kusk Peter Hansen, som gav 9.700 rigsdaler for den og indrettede en høkerbutik mod gaden. Alene i bagbygningen var der 16 lejligheder. En af dem blev i 1806 bolig for den fra Vendsyssel stammende arbejder Overskou med plads i sukkerfabrikken i Store Larsbjørnsstræde 9. Hansen reddede sammen med sin tjenestepige Margrethe husene fra ødelæggelsen under det engelske bombardement i nætterne den 2., 3. og 4. september 1807 ved at slukke 18 bomber og 5 brandpile, der faldt ned i de to bygninger. De to mennesker siges aldrig at komme sig af denne kraftanstrengelse og psykisk pres. Historien er berettet af skuespilleren og skuespilforfatteren Thomas Overskou, der som niårig oplevede den første bombenat i sit barndomshjem i bagbygningen og har efterladt den berømte fortælling om bombardementet i sine erindringer. Endnu tolv år senere havde høker Hansen ejendommen og da han døde, blev hans enke madam Hansen ejer. Ejendommen gik efter 1830 igen til en høker, nu hed han Jeppe Petersen.

Arken gennemgik ikke mange forandringer i de efterfølgende 150 år. I 1853 blev vandposten i gården erstattet af vandværksvand i selve husene og i 1878 kom der en retirade med to vandskyllede klosetter i gården. I 1942 blev der indlagt elektricitet, fordi petroleum i besættelsestiden var blevet for dyr til opvarmning. Bagbygningen faldt før 1973 og halvtagssvinestalden langs skellet mod nr. 10 et par år senere. I 1978 blev facade og tag repareret i anledning af et jubilæum. Fra 1862 til ca. 1891 tilhørte ejendommen malermester C. Jensen, der ikke boede her, og efter ham murermester J. Larsen. I stueetagen havde et ægtepar kortvarigt et vaskeri og en arbejdsanvisning for kvinder. I 1919 afkøbte universitetet murermesteren ejendommen sammen med andre ældre huse i nabolaget med henblik på senere udvidelser. I hvert fald lod man ejendommen bevidst forfalde og foretog kun de mest nødvendige reparationer. Fra 1903 til 1942 var venstre butik udlejet til skomagere og derefter til cykelsmede. Den sidste, Daniel Jensen, var en fordrukken fyr, som børnene i ejendommen gik udenom. I 1963 blev brandmuren til nr. 10 gennembrudt på 3. og 4. sal. I 1968 lejede guldsmed Peter Vang butikken og fornyede interiøret. Den kostede dengang 200 kroner om måneden. Peter Vang flyttede i 1973 til Grundtvigs Hus og den nye lejer blev fra 22. november 1973 Peter Flensborg med en mønt- og medaljehandel. Han er redaktør af tidsskriftet Skandinavisk Numismatik og udgiver af forskellige numismatiske bøger. Hans søn Martin driver antikvariatet Bog-Børsen i nabohuset. Butikken til højre har siden 1802 uafbrudt været høkerbutik, viktualie-, cigar- og vinhandel og nu kiosk med tilsvarende produkter. Kun i tiden mellem 1876 og 1900 var lejeren en vaskeriejer. Butikken overtog for omtrent firs år siden også husets navn “Arken”.

I 1966 rejste man en fredningssag, men det lykkedes ikke at frede huset.
Dog forpligtede universitetet sig dengang til at istandsætte og passe forhuset mod til gengæld at få lov til at nedrive bagbygningen. Facadens gamle minderoset med en inskription om bombenætterne, der kan ses på fotografier af det forsvundne hus, blev reddet af guldsmed Vang. I 1995 ville ejeren også nedrive forhuset, der for længst var tømt for boliglejere, men pyntet med plastikblomster i vinduerne for at undgå besætteres opmærksomhed, men en gruppe lokale borgere kom det i forkøbet og fik fredet ejendommen inklusive gården med de originale brosten fra 1798. Derfor kunne universitetet ikke udnytte denne del af sin grund til påtænkte parkeringspladser. Forfaldet af huset fortsætter og ophold i de tomme etager er ikke tilladt. En genetablering af boligerne på et eller andet tidspunkt må resultere i rumhøjder, der for nulevende voksne ville være ret usædvanlige.

(2007)

Læs mere: Svend Carstensen (red.): Studiestræde skikkelser og skæbner. Kbhn. 1967