Studiestræde 9

Studiestræde 9

Forhuset har fire fag og fire etager. Facaden havde i underetagen en marmorbeklædning, der nu er fjernet og er malet lysebrun, oprindelig gul. 1., 2. og 3. sal står med malet blankstensmurværk. I underetagen er der en butik. Mellem stueetagen og 1. sal sidder en kordongesims. Taget har to kviste. Bagsiden er kalket og malet gul. Det blev bygget i 1798-99 af murermester Michael Bälckow. Ligesom nabohusene nr. 5 og 7, som det deler gård og matrikelnummer med, er det fredet.

   Adressen Studiestræde 9 ligger på en stor grund, der i 1377 var øde og bestod af opfyldte lergrave. Det ældste fyld med murstensfri muldjord er ældre end 1150, dog er de yngre lag ovenpå blandet med murstensbrokker. De yngste lag er fra det 15.-16. århundrede. Først herefter kunne bebyggelsen af Gl. Rådhusstræde og nu Studiestræde 9-23 og St. Larsbjørnsstræde 12-16 påbegynde. Den første randbebyggelse er rejst mellem 1400 og 1450. Bag de lave huse lå private kålhaver. En af de største matrikler blev nr. 62, nu Studiestræde 9-13, som det nuværende gadenummer 9 kun er en meget lille del af. Den tilhørte Vor Frue kapitel. Nr. 62 blev den delt i to grunde, en østlig og en vestlig. Vor grund, den østlige, blev lagt til Sankt Sebaldi alter og tjente som residensgård for altrets præster. Efter reformationen var den adelige familie Pors ejer af grunden. De to grunde blev siden lagt sammen igen og så delt endnu engang efter 1674. Kong Christian IV overlod den sammenlagte grund i 1640 til sin tyske læge-botaniker-kemiker professor Otto Sperling, der blev familie Ulfeldts fortrolige ven og derfor endte sine dage i fængslet Blåtårn. Han boede her i Studiestræde med familie og personale fra 1640 til 1664. Frederik III forærede ejendommen så til slotsfoged Jochum Waltpurger, der vat gift med Beate Bornemann. Hun giftede sig efter mandens død med dr. Caspar Kølichen. Efter den nye deling beholdt hun den ene del og tilskødede den i 1692 til renteskriver Hans Sørensen Benzon til Sohngårdsholm. To år senere blev kammerjunker Frederik Vind ejer og i 1698 direktør og bogtrykker Johan Laverentzen. Assessor Laverentzen havde et 12 fags hus, halv bindingsværk og halv grundmur på en 15 m bred og 43,75 m dyb grund. Den anden grund, hvor nr. 9 og 11 nu ligger, havde i 1690 to våninger[1], som fru Bornemann solgte til murersvend Niels Hansen, der delte sin grund igen, i hans egen, som i 1728 blev beboet af en tømrerenke, og en anden, som han solgte til murersvenden Jørgen Simonsen, der solgte den videre til murer Christian Christiansen, hvis enke i 1728 var ejer. Hun mistede dengang sit fem fags bindingsværkshus på en 6,25 m bred og 18,75 m dyb grund. Murerenken havde også et fem fags hus på en grund af samme størrelse, 6.25 m bred og 18,75 m dyb. Denne grund må være identisk med nr. 9.

   På Geddes kvarterskort fra 1756 ses et smalt forhus med en bredere bagbygning, der havde samme bredde som nr. 9 og nr. 11 tilsammen. Ejeren var hovmester. Så blev huset ramt af den anden brand i 1795. Tre år efter branden blev der bygget et nyt hus på parcellen. Den nye ejer var postbud L. P. Rindom. Skomager Woltersen, der havde mistet sin bolig og værksted i forbindelse med branden, kunne flytte ind igen. Nye lejere efter 1808 var en skrædder og en dame, der underviste i syning, brodering og andre “Fruentimmernetheder”. Fru Hammer etablerede sig som handskemager og den egenskab var det også hende, der siden købte huset af handskemager Carl Erlings enke. De to kvinders lejere var for det meste ikke de i kvarteret så almindelige håndværkere, men folk i servicesektoren som en statist, en styrmand, en fuldmægtig i amtstuen, en skriver i Rentekammeret, det daværende finansministerium, og en bedemand, ansvarlig for hele fire kvarterer i den indre by. Handskemageren boede på 1. sal, som det var almindeligt for husejere. Systuen lå i Vesterbrogade 71. Handskemagerenken A. D. Hammer ejede i 1860erne også kortvarigt ejendommen Nørregade 9. I et par enkelte år var til gengæld murermester Niels Mathiesen fra naboejendommen nr. 7 ejer, indtil familien Hammer overtog den igen. Kælder og stueetagen blev inddraget i fremstillingen af handsker. Enkefrue Hammer boede på 3. sal. Resten af boligerne udlejedes til bl.a. studerende, en lærer og en typograf med familie. Stueetagen havde skiftende erhvervslejere, først en grønthandler, så en cigarhandler og derefter en skomager.   

   Efter 1900 arvede fru Hammers datter, musiklæreren E. M. Hammer, ejendommen og overtog sin mors lejlighed. På 2. sal boede et ældre medlem af familien, en forhenværende urtekræmmer. Allerede i 1910 havde ejeren af pakhuset ved siden af, kolonialgrosserer Carl F. Jensen overtaget Hammer-ejendommen og musiklæreren boede nu som lejer på 1. sal. Det samme skete med ham, idet han i 1921 var lejer hos de to grosserere Christiansen og Hansen, der havde afkøbt ham ejendommen. Murermesterfirmaet Zeltner i Studiestræde 7 købte til gengæld før 1930 ejendommen af grosserer Hansen. Stueetagen, hvor Carl F. Jensen havde været, blev så udlejet til en frimærkehandler, et nyt erhverv, der efter første verdenskrig blev ret så udbredt i gader med et lavt huslejeniveau. På 1. sal fandtes et reklamebureau og på 2. sal boede en gørtler. Fra sidst i 1930erne var nr. 9 en administrativ bestanddel af nr. 7 og mistede sit selvstændige matrikelnummer i lighed med nr. 5. Huset anvendtes til både erhverv og bolig. På 1. sal var der i 1934 et reklamebureau og på 2. sal boede en gørtler. I 1974 fandtes Psykologisk Laboratorium i huset og 1969 Raffels Rejser. Fra 1993 sad silkehandleren Tone Barker med sin butik, kontor og showroom i huset, hvortil hun var flyttet fra nr. 43, hvor hun startede i 1982, efter en kort omvej via nr. 16. I 2003 flyttede hun sin butik til Nobels hus i Vestergade, men beholdt lagerlokaler i Vestergade 10. Et ledigt lokale i nr. 9 havde hun stillet til rådighed for lokalavisen Rendestenens redaktion. Efterfølgeren er tøjbutikken von Ryba. Ellers er der to boliger i huset.

   De tre ejendomme 5, 7 og 9 blev i 1989 lagt sammen, da det nederlandske ejendomsselskab CLAL-DK erhvervede nr. 5-9 for 12,5 millioner kroner. CLAL, det vil sige Dansk-Hollandsk Ædelmetal, skilte sig i 1999 af med sine tre ejendomme for 15,8 millioner kroner og ejeren har siden været Ejendomsanpartselskabet Eki, der fusionerede med Klaus Peter Brocks selskab Initus, som entreprenørfirmaet firmaet Ejnar Kornerup er knyttet til. Indgangen til husene 7, 9 og 11 foregår nu gennem porten i nr. 7 takket være at ejeren er den samme for de tre huse. De tre ejendomme har fælles vaskeri i kælderen.

(2007)


[1] Enetages bindingsværkshus uden kælder til en eller flere husstande