Studiestræde 13

Studiestræde 13 og 13A

Adressen Studiestræde 13 ligger på en større grund, der i 1377 var øde og bestod af opfyldte lergrave. Det ældste fyld med murstensfri muldjord er ældre end 1150, dog er de yngre lag ovenpå blandet med murstensbrokker. De yngste lag er fra det 15.-16. århundrede. Først herefter kunne bebyggelsen af Gl. Rådhusstræde nu Studiestræde 9-23 og St. Larsbjørnsstræde 12-16 påbegynde. Den første randbebyggelse er rejst mellem 1400 og 1450. Bag de lave huse lå private kålhaver. En af de største matrikler blev nr. 62, nu Studiestræde 9-13. Den tilhørte i et par hundrede år Vor Frue kapitel. Nr. 62 blev delt i to grunde, en østlig og en vestlig. Vor grund, den vestlige, blev lagt til Sankt Lucii alter og tjente som residensgård for altrets præster. Fra 1547 til 1558 var kannikken i Roskilde, hr. Severin Olsen beboer. Mellem 1565 og 1581 boede ingen ringere end teologen Niels Hemmingsen her. I 1607 var det dr. Hans Slangerups enke Mariche Poulsdatter. De to grunde blev siden lagt sammen igen og så delt endnu engang efter 1674. Kong Christian IV overlod den sammenlagte grund i 1640 til sin tyske læge-botaniker-kemiker professor Otto Sperling, der blev familien Ulfeldts fortrolige ven og derfor endte sine dage i fængslet Blåtårn. Han boede her med familie og personale fra 1640 til 1664. Frederik III forærede ejendommen så til sin slotsfoged Jochum Waltpurger, der var gift med Beate Bornemann. Hun giftede sig efter mandens død med dr. Caspar Kølichen. Efter 1674 foretog hun en ny deling af grunden og beholdt den ene del, indtil hun i 1692 tilskødede den til renteskriver Hans Sørensen Benzon til Sohngårdsholm. To år senere blev kammerjunker Frederik Vind ejer og i 1698 direktør og bogtrykker Johan Laverentzen. Assessor Laverentzen havde et 12 fags hus, halv bindingsværk og halv grundmur, på en 15 m bred og 43,75 m dyb grund.

På Geddes kvarterskort læser vi, at i 1756 holdt statsministeren greve Otto Thott (1703-1785) til her i den nyopbyggede gård med stor have samt sidebygning og en bagbygning sammenbygget med sidebygningen. Til ejendommen hørte også nabomatriklen mod vest, ligeledes med en stor have. Familien Thott havde selvfølgelig en mangfoldig skare af ansatte, fra lakajer, køkkenpersonale til gartner og arbejdsmænd. Greven største skat var også Danmarks største bogsamling. Den blev genopbygget og nåede op på 138 000 bind, selvom hans første samling var blevet ødelagt under bybranden i 1728. Denne samling og grevens funktion som patron for universitetet forklarer måske, at en repræsentant for Danmarks højadel kunne finde på at bo i Latinerkvarteret. Men allerede i 1760 købte minister Otto Thott Niels Juels Palæ på Kongens Nytorv af grevinde Schack, hvor slægten Thott havde sit vinterpalæ helt til 1930, da den franske stat købte det. I anden halvdel af 1700-tallet boede i ejendommen to professorfamilier, filosofiprofessor Riisbrigh med en langt mindre bogsamling end ministerens og den navnkyndige historiker Johann Heinrich Schlegel fra Meißen i Sachsen, der nyorganiserede Det kongelige Bibliotek. Schlegel havde til at begynde med et ulønnet professorat og levede af at drive sin store bolig som kostskole for københavnske overklassedrenge. Efter Schlegels død blev hans enke boende. Efterfølgende flyttede en assessor ved Hof- og Stadsretten ind og forfatteren Frederik Høgh-Guldberg, søn af politikeren Ove Høgh-Guldberg. Høgh-Guldberg efterlod et bredt værk spændende fra pædagogik og skønlitteratur, men er glemt i dag udover at det var ham, der tog sig af den helt unge H. C. Andersen og underviste ham i skriftlig dansk.

Fra 1798 lå her to forhuse i rød blankstensmur, der efter 1894 har været oliemalet. Den røde dobbeltejendom Studiestræde 13 og 13A blev genopbygget af ejeren tømrermester Niels Zimmer. Gården har sin tofløjede port i nordsiden, bygget med et dengang beboet portkammer og et åbent portrum helt op til tredje sal. På portindgangens højre side har Zimmer bygget forhusets fritliggende hovedtrappe af fyrretræ. Det er denne trappe, der altid vækker en blanding af forbavselse og beundring hos folk, som kommer ind i huset, selvom den står hen i en rent ud sagt forfærdelig vedligeholdelsesstand.

Trappen er en kvartsvingstrappe og fører med lige løb helt op til øverste etage. Dog har den på den øverste etage fået en runding. De umalede trin er brede, dybe og lave, og af den grund nemme at gå op og ned på. Trappen er ført fra etage til etage med korte løb, afbrudt mellem etagerne af kvadratiske reposer og med aflange hovedreposer for hver etage med dens to indgangsdøre. Det allerøverste løb blev i det 20. århundrede sløjfet til fordel for et lille bitte kammer til udlejning, som nu er fjernet igen. Derfor er trappen heller ikke stejl og da portrummet fylder ret så meget i huset, er durchsichten (det åbne midterrum) særdeles rummelig. Der findes ikke nogen bagvanger, kun fodpaneler, mens forvangerne bærer et grå malet gelænder med en behagelig bred vulstet oprindelig rødlakeret håndliste og et åbent brystværn bestående af smalle trælister, der er forbundet med tynde forskudt indtappede rundstokke, der tilsammen ligner et kinesisk gitterværk. I hjørnerne mellem løbene er der indsat let buede kannelerede træplader. Mægleren nede på gulvet er heller ikke snirklet som de fleste fra dengang, men består blot af en beskeden lige stolpe.

Studiestræde 13 ejer en majestætisk luftig trappe fra 1798, måske den ældste i Nørre Kvarter, hvor de dominerende bygningselementer er rektangulære. Kun den lave mindre synlige øverste tagetage er gået på kompromis og har et rundet trappeløb. Stilhistorisk ligger den mellem rokokoens og klassicismens trappegelændere med attiske slyngbånd og parallelogrammer og 1800-tallets altdominerende drejede balustre og snirklede mæglere, der gav rigelig med arbejde til et helt håndværkerlaug. Denne patinerede gamle trappe i Latinerkvarteret må være en af de mest bemærkelsesværdige i København, antagelig uden mage, fordi den udstråler den klassiske stramme harmoniske enkelhed, som murere og tømrere havde lært på Kunstakademiet på Kongens Nytorv.

Indtil 1825 var ejendommen en udlejningsejendom til officerer og statens embedsmænd. En gren af huguenotfamilien Mourier boede her sidst i 1820erne. Husejeren var en tømrermester og efter hans død tømrermesterens enke. Så faldt den i status og småfolk som skomagere og jernhandlere blandede sig med de fine. Guldaldermaleren Ernst Meyer og revolutionæren Jørgensen-Jomtou hørte også til lejerne. Den nuværende ejendom består af fem huse. To gårde og en lysgård blev bygget mellem 1798 og 1825 som en sammenbygning af oprindelig to huse. Forhuset står i blankmur og 1. – 3. sal er malet med rød. Den har næsten ikke undergået forandringer siden den tid. Ejendommen er en af de få i kvarteret, som ikke har været udsat for moderniseringer og nedrivninger og viser med dets vældige forhustrappe (en magen til har Charlottenborg) og de mange boliger og erhvervslejemål, hvordan det må have været i kvarteret for halvtreds år siden. I bagbygningen var der i 1860erne f.eks. et hjul- og karetmagerværksted. Det blankmurede forhus har fine sandstensdekorationer og er fredet. Ejerne har fortrinsvis været håndværksmestre i lighed med hele kvarteret, dog efter 1900 en grosserer. Mellem 1860 og 1900 var det smedemestre og deres enker, derefter en snedkermester med efterfølgende enke, så fru Emilie Talbitzer, efterfulgt af herboende mekaniker Carl Petersen. I 1926 blev bygningen dømt til nedrivning, men  heldigvis b lev dommen aldrig eksekveret. ”Andelsboligforeningen 59 Nørre Kvarter” erhvervede ejendommen af Carl Petersen i midten af 1970erne.

Huset med de oprindelig 22 lejemål ( idag 12 boliger) gemmer utallige historiske minder. Poul Henningsen opførte således i 1934 sin Røde Revy i opgang D. Det var også i D, at kvarterets drenge i 1920erne gik til boksning hos den kommunistiske “Rød Sport”. En af Københavns kendteste særlinge, svendborgenseren Wimmer (egtl. Krøyer), der aldrig fik et CPR-nummer, boede og døde i bunden af en avispolstret kulkasse oppe på D-loftet. Sølvsmed Grønfeldt Frederiksen, far, mor og søn, polerede sølv for Georg Jensen i et lokale, der var kulsort af sølvstøv og cigarrøg. I forhuset boede de to skakspillere Bent Larsen og Jens Enevoldsen, der ifølge husets tradition lærte sig russisk i løbet af en weekend. En tredje skakspiller var det smågale regnegeni Faxner, den første skakspiller, der stillede op på Strøget. Der fandtes tre snedkerværksteder samtidig og et trælegetøjssnedkeri, der udskar de kendte røde dukkevogne. En børnehave, et børnekollektiv, en farvefabrik, en flødebollefabrik, en pølsevogngarage  og et motorcykel (Ariel)- og autoværksted har også haft til huse her. Nogle af Københavns førende tøjfolk, Samsøe & Samsøe begyndte faktisk i kælderen i forhuset, der hvor der i tidernes morgen også var et ismejeri – med iskælder under kælderen – og antikvariatet “Atlantis”, drevet af legendariske forlægger Axel Juncker, der tilskrives æren til at have lært digteren Rainer Maria Rilke det danske sprog. Han måtte give op på grund af tiltagende døvhed og døde i 1962. Kvartersavisen ”Rendestenen” blev i en årrække redigeret i Studiestræde 13. Nu har bryggeriet Ørbæk en repræsentation i baggården.

I august 2011 fik ejendommen endelig en ny træport magen til den oprindelige takket være tilskud fra Kulturarvstyrelsen. Det er meningen at hele forhusfacaden skal sættes i stand i den kommende tid.

( 2011)