Teglgårdstræde 2

Teglgårdstræde 2

Det pastelfarvede grønne hjørnehus er en grundmuret bygning med tre fag mod Sankt Peders Stræde, et dobbelt smigfag og syv fag mod Teglgårdstræde. Det har kælder og tre etager, og var oprindelig og senest i 1867 malet med blåt på pudset overflade. Kælderen og den høje stue er indrettet til butiksformål. Vinduerne på 1. og 2. sal har indfatninger, vinduet på 2. sal i hjørnet desuden sålbænk og en konsolbåren segmentfronton med medaljon og ranker. Mellem 1. og 2. er der et bånd langs facaden. Taget er forsynet med fire kviste. Dette hus blev i 1797 opført for urtekræmmer August Herrested. Oprindelig var der en lille butik i hjørnestuen, mens resten af kælder og stue var boliger. Portindgangen til venstre har undergået ændringer. Den var oprindelig ikke buet foroven. Butiksdøren i midten af bygningen blev anbragt efter 1883. Den obligate kordongesims over stueetagen blev i 1909 fjernet i anledning af butiksindretningen. Et to etagers sidehus blev i 1866 forhøjet med to etager.

Da den større grund nævnes første gang i 1464 tilhører den Laurs Laursen, der har en gård liggende på den. Derefter kom Sankt Peders kirke til at eje denne grund. I 1511 mageskiftede kirken med Frueklostret i Helsingør, der ejede den meget større nabogrund til højre. I 1563 nævnes vikar Vincentius Olsen som administrator. Derefter blev den sammenlagte grund delt. Teglgårdstræde 2 var en del af en grund, der i 1645 og endnu i 1653 tilhørte Dorethe Anders Snedkers og i 1611 dr. Johan Borchertsens enke Karens arvinger. I 1661 nævnes Hans Nafnesen og hustru Karen som ejere, i 1668 væver Mikkel Andersen. I 1677 fik øltapper Niels Bertelsen denne ejendom og i 1678 Niels Pedersen, som udstykkede den herefter. Den grund, som nu udgør Teglgårdstræde 2, havde han senest i 1689 solgt til Johann Kattenberg, som havde den stadig i 1699. Hans eftermand var herbergerer Peder Laursen. Så kom ejendommen i 1711 på en auktion og blev købt af justitsråd Peder Worm, der havde den endnu i 1717. I 1728 tilhørte grunden etatsråd Niels Foss. Det var et bindingsværkshus langs Sankt Peders Stræde med otte fag på 5 meters bredde. Grunden lå i en skrå vinkel fra gaden og var over 60 m lang. Topografien ændredes efter branden, idet huset nu kom til at ligge på et nyt gadehjørne og arealet var sparsomt, men det gjaldt også andre huse i strædet.

Det genopbyggede hus efter branden indeholdt i mere end to hundrede år en urtekræmmerhandel. Den første urtekræmmer, som omtales, var i 1757 Lauritz Karup. Senest fra dette år har der været en viktualie- og kolonialhandel, i dag vil vi sige købmandsbutik, i kælderen. Hans efterfølger efter 1782 var August Herrested. Han bryggede også eddike inde i gården. Der var ellers en række urtekræmmere i strædet men takket være det store befolkningsunderlag på et par tusinde personer kunne alle klare deres udkomme. Huset blev ødelagt under branden, men genopbygget to år efter. Efter 1800 var den nye urtekræmmer A. A. Herre, mens Herresteds enke købt den anden hjørneejendom Teglgårdstræde 1 til sin enketilværelse. Herres efterfølger var C. F. Hansen. Han havde gennem årene en række skiftende lejere, herunder en dr. med. J. P. Ørsleff, en præsteenke M. Wedsted og adskillige lavere embedsmænd inklusive deres familier.

Urtekræmmerne, først fra 1843 S. O. Svendsen og efter 1878 til 1889 E. Vilmann, boede i den højre stue og havde deres kolonialvareudsalg i kælderen. Vilmann kunne ikke få boligen, så længe enkefrue Svendsen boede der, men han havde stadig sit udgangspunkt i Larslejsstræde 21 på hjørnet af Nørrevold. Svendsen havde også måttet vente i sit udgangspunkt Sankt Peders Stræde 33 på det modsatte gadehjørne. Efter Vilmann kom urtekræmmer E. F. Christiansen i 1890. Alle tre var som en selvfølge også ejere af ejendommen. Først den sidste på adressen, urtekræmmer Rasmussen, boede til leje. Få år efter århundredeskiftet var det nemlig en fodtøjsforhandler med Skotøjsmagasinet Reform, H. C. Nielsen, der blev husets ejer og med sin forretning i stuetagen. Men der var også plads til en cigarhandlerske på denne etage. På 1. sal boede skræddermester Ulsøe og på 2. sal en kaffehandler. I 1930 var det forbi med skotøjsmagasinet og på første sal lå der nu et møbeludsalg med det ambitiøse navn Møbel-Huset Centrum. Fru Laura Nielsen arvede ejendommen efter afdøde skoforhandler Nielsen og boede her i endnu en snes år med sin søn Poul i en toværelseslejlighed. Hun kom ellers fra Hellerup, og sønnen måtte finansiere sit studium ved at cykle rundt for at give privattimer i tysk. Måske derfor skiftede han sit efternavn ud med navnet Bjørnved.

I 1940’erne var den nye ejer tobaksfabrikant H. Lauge Nielsen, Larsbjørnsstræde 24. I 1937 fik bygningen centralvarme. Møbelforretningen lukkede i 1934 og et år senere var stueetagen en cykelforretning, som efter 1940 overtog det meste af ejendommen. Det var aktieselskabet Maxwell Cykler, ledet af A. C. V. Knudsen og Aage Hartoft. Maxwells Cyklehus i den høje stue havde store butiksvinduer og på facaden oplyste de med store bogstaver, at her var der igen en af Københavns talløse cykelfabrikker, mens der i kælderen stadig var Christian Rasmussens traditionsrige kolonialbutik med kaffe og te. Først da besættelsestiden begyndte, var den ophørt. I 1948 var der heller ingen cykelforretning længere og i den høje stue fandtes der nu bøger i stedet for cykler. Antikvariatet Walkendorff var flyttet over fra det andet hjørne Sankt Peders Stræde 16 af sin nye ejer W. A. Engnæs.

Maxwells ejer, fabrikant Aage Hartoft, havde ejendommen til midt i 1960’erne. Så kom en murermester sammen med en arkitekt og derefter ejendomsselskabet Øverød Bo A/S senest i 1968. Cykelforretningen ophørte, kælderen blev et møntvaskeri, antikvariatet lukkede, et Sweater Market med den kommende ejer Ole Janus åbnede i 1969 i stuen og på mezzaninen et PR-bureau. 2. og 3. sal blev lejet ud til en IT-virksomhed, Competance EDB A/S. Møntvaskeriet kom til at være gadeprinsernes logedomicil, kaldt Januskælderen eller Café Tørtumbleren med Rudolf, Hash-Erling og andre. De passede vaskemaskinerne for de lokale kunder, der ikke havde tid til at vente, mens maskinerne kørte. Det skal erindres, at der inden den store saneringsaktivitet midt i 1980’erne stadig var mange ejendomme uden vaskemaskine – og brusebade – i de alt for små lejligheder.

I 1972 erhvervede Ole Janus ejendommen inklusive 4A, pakhuset ”Camelia”, en af en hel række ejendomme, som han købte i 1970’erne. I 1973 blev brandmuren mellem nr. 2 og 4A gennembrudt med en dør på 1. sal. I 1984 blev butikkerne i kælderen og stuen forbundet med en intern trappe. EDB-firmaet flyttede i 1973. Firmaets hovedkvarter fik sæde her. Fra 1967 havde han dyrket kontakter i Sydøstasien og var i stigende grad begyndt at importere beklædning og indretningsartikler fra landene der. De gyldne år var mellem 1968 og 1973. En række andre butikker fulgte Ole Janus’ koncept og slog sig ned i Nørre Kvarter. Janus blev belønnet med titlen som generalkonsul for kongeriget Nepal. Her i nr. 2 og 2M, som 4A nu hed, lå Janus Design, Janus Forlaget, Jazz Design, Makker aps, generalkonsulatet og chefens kontor indtil 1997, hvor Ole Janus afviklede sine foretagender og ejendomme i kvarteret. Hans sidste butik, Sankt Peders Stræde 31, lukkede i 2002. Jan Houmand med Brillebutikken i Studiestræde 27-29 solgte denne ejendom og købte i stedet for begge husene og fik nr. 2 restaureret af arkitekt professor Hans Munk-Hansen. Hans medarbejder Suzanne Olsen bedriver sammen med ham en brilleproduktion under navnet Copenhagen Eyes med en tilhørende brilleforretning i den oprindelige møntvask og i den høje stue. I 1998 indrettede de nye ejere en tagterrasse på 4. sal og fik sat franske altaner op foran vinduerne mod gården. To store beboelseslejemål på 1. og 2. sal blev genetableret i en tidligere butik og i et kontor i 2004.

(2006)