Teglgårdstræde 4

Teglgårdstræde 4 & 4A

Teglgårdstræde 4 er et langt grundmuret hus på fjorten fag, kælder og tre etager. Den pudsede facade var oprindelig grå, men er nu gul med hvid kordongesims. Der er tre butikker i stueetagen med store spejlglasruder. Porten i midten optager to fag. Mansardtaget er dækket med tegl og ligger på en tagetage med ni vinduer. Til højre for huset står et mørkerødt, oprindelig gult pakhus. Det har tre etagersamme type sidder mellem vinduerne på 2. sal. Vinduerne på 1. og 2. sal ligger i fordybninger. Den øverste etage ender i midten i kvistgavlen, hvor der sikkert har  og to kælderluger i tre fag med en gavlkvist over midterfaget. Vinduerne sidder i rundbuede lysninger. Mellem den højre stueetage med dens stejle trappe op til den moderne glasdør og 1. sal findes en bred kanneleret og hvidmalet kordongesims. Smallere bånd af befundet sig et hejseværk. Midtervinduerne på 1. og 2. sal har fået altaner i det 20. århundrede. Hovedgesimsen har sparrehoveder. Hovedbygningen blev rejst i 1796 over elleve fag for brændevinsbrænder Jens Jørgensen Nimb. En lidt forvitret 1700-tals sandstenstavle over porten minder om dette erhverv. Den har nu fået maling i flere farver. De resterende tre fag kom til i 1831, da brændevinsbrænder Jørgen Tvede udvidede det bebyggede areal med tilbygning, der havde en kvist med udligger. Allerede i 1866 blev kvisten fjernet igen, mens der samtidig blev opført den nuværende rødbrune pakhusbygning 4A af brændevinsbrænder Søren Larsen, der går helt ud til matrikelskellet med en tilhørende lille bagbygning.

  Den nuværende ejendom udgjorde i 1400-tallet af tre matrikler, to af dem tilhørende Laurs Laursen, der nævntes som ejer i 1464. Senere fik Sankt Peders kirke afgifter fra den. I 1519 blev den mageskiftet med Frue Klostret i Helsingør, der ejede en lige så stor grund ved siden af. 1563 hed administratoren vicarius Vicentius Olsen. Den tredje var en del af en større grund, der i 1464 blev omtalt som den grund, væbneren borgmester Jep Clausen Godov stiftede Hellig Trefoldighedsalters vikarie i Vor Frue. De tre matrikler bestod for det første af en lang smal grund, der strakte sig fra Sankt Peders Stræde til nr. 4, derefter en lille grund mod Teglgårdstræde og så en dybere mod samme gade, der lå omkring en grund syd for den, det senere Teglgårdstræde 6. Den lange grund skødede Niels Bertelsen i 1683 til pottemager Hans Platzvig og derefter gik den til sognepræst ved Glostrup kirke Ulrik Heldt, der i 1701 skødede den til slagter Matthias Bonnesen. Efter ham blev den i 1713 udlagt til Jacob Biørnsens arvinger og drabantgarder Johann Lovenstein. 1714 købte vognmand Peder Lauridsen grunden og han var stadig ejer i brandåret 1728. Den lille grund med to våninger tilhørte i 1661 isenkræmmer Rasmus Jensen og efter ham en vægtskriver, siden en livgarder. Efter livgarderen blev den udlagt til institutionen De Fattige Husarme. Den solgte den i 1724 videre til murersvend Hans Kiuse, der delte den i to, hvor han beholdt den ene trefags våning[1] og gav den anden trefags våning til høker Christen Nielsen. Sådan var situationen i brandåret 1728. Den lidt større grund opstod efter 1655 som en deling af to ældre matrikler, foretaget af brændevinsbrænder Hans Jørgensen, den første af slagsen nævnt på denne adresse. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion. Efter hans død kom grunden med et bindingsværkshus på fire fag i 1689 på auktion og endte hos brændevinsbrænder Mads Lauridsen Koch og efter ham ostindiefarerkok Anders Jensen. Da Jensen døde, blev den i 1713 solgt til slagter Rudolph Rasmussen. I 1724 kom den igen i hænderne på en brændevinsbrænder. Det var Mads Sebastian Smith og han var ejer i 1728. Brændevinsbrænderiet blev umiddelbart efter branden i 1795 genopbygget og firmaet fortsatte i den nuværende ejendom. Der var selvfølgelig også plads til en række lejere, ganske få med deres erhverv. Tapetmager Weile skiftede få år efter til sadelmager Weile og en snedkermester Pers hørte også til på adressen. Men ellers var det offentlig ansatte, såsom en fuldmægtig ved ekstraskattekommissionen, en fuldmægtig i Danske Kancelli, en stempelforvalter i Rigsbanken og en overkrigskommissær. Senest fra 1819 var der en ny brændevinsbrænder, den senere kendte brygger J. M. Tvede i gården og denne blev også kortvarig den nye ejer efter Nimb. Det var ham der afstedkom tilbygningen med tre fag. Tvede døde allerede i 1836. Også i hans tid var der pæne lejere. En grosserer Fogh nævnes og en landoverretsprokurator Høyer. Også en præsteenke havde lejet sig ind i brændevinsgården. Dengang skulle præsteenker, der ikke blev gift med deres afdøde mands efterfølger, forlade præstegården efter tolv måneder.  

  I 1700-tallet efter branden bestod grunden stadig af fire matrikler med hver sit hus. Mellem nabohuset nr. 2 var der et ubebygget areal. To af dem har siden hørt sammen og har siden 1806 også haft et fælles matrikelnummer. Her fortsatte brændevinsdestillationen, i midten af 1700-tallet drevet af Lars Christensen og efter ham Jens Jørgensen Nimb. Denne brændevinsbrænder lykkedes det for den 10. august 1779 på en auktion at erhverve Københavns galge på Pestfælleden ved den nuværende Amerikavej for 51 rigsdaler. Magistraten fik den nedlagt syv år efter henrettelsen af Struensee og Brandt. Dog måtte Nimb ikke få de tilhørende sten med inskriptionerne. Han havde en slægtning J. Nimb boende, der var renteskriver i statsadministrationen. Omkring 1800 boede en skomager og en skrædder i nabohuset mod nordøst. Afløseren for Tvede blev i 1837 brændevinsbrænder og kaptajn i borgerbevæbningen J. C. Scholdborg. Han fik sin mor, en brændevinsbrænderenke anbragt i en af lejlighederne. Scholdborgs forældre havde et brænderi i Pilestræde, der hvor nu Illum ligger. Så længe han boede i Teglgårdstræde, boede han på 1. sal og efter at han fik solgt ejendommen til brændevinsbrænder S. Larsen flyttede han til Stormgade 12. Larsen ansatte en brænderibestyrer ud af sin familie og overtog Scholdborgs lejlighed og da han døde, fik hans enke den. Brænderibestyreren Lauritz Sophus Larsen blev den sidste af slagsen i gården. Hans nye pakhus, som murermester Ahrens fra Peder Huitfeldts Stræde have bygget for ham, havde ingen indgang fra gaden men udelukkende fra gården. En stor skorsten ble bygget ind i muren mod gården. I stueetagen fandtes maltkøllen og en række store beholdere. De andre etager anvendte Larsen til lager og malttørring. I 1873 var han stadig medlem af lavet, men opgav ikke længere at destillere brændevin. De fleste brændevinsbrænderier måtte lukke i det 19. århundredes sidste tredjedel på grund af konkurrencen fra de mere effektive dampbrænderier, sundhedsmyndighedernes indgreb i kreaturhold, lægernes anbefaling af de udefra kommende mælkeforsyninger, der leverede mælk og fløde til døren og en overproduktion, der ikke kunne eksporteres. De lukkede ikke, fordi der blev drukket mindre snaps. Der blev tværtimod drukket mere og mere i Danmark.

  Loftet blev fra 1904 anvendt til et moderne ægtørringsanlæg, der var importeret fra Dresden. I 1882 var der 29 brændevinsbrænderier i København indenfor voldene, som gav arbejde til 103 personer. I 1891, fabrikkens sidste år, var der i hele København 34 brænderier tilbage, to år senere kun 29 og med hvert år forsvandt der flere. I stueetagen var der i det sidste kvarte århundrede før 1900 en urtekram ligesom i nabohuset på hjørnet. Ellers boede der en jurist, en snedker og en kontorist i sidebygningen og vinhandler Mathisen fra Nørre Voldgade 20 på 1. sal, husets pæneste etage, overfor enkefrue Larsen.    

  Den næste ejer fra omkring 1892, Conrad Jensen & Co., Gersonsvej i Hellerup, havde intet med destillation at gøre. Bag firmaet stod grosserer Otto Philip Heyman fra Hellerup. Ejeren fik kontor i stueetagen, mens to snedkermestre Nielsen, siden M. Jacobsen, havde en anden del af etagen. Den ene snedker, Christian Nielsen, bedrev også en ægimport en gros. En udløber af snedkeraktiviteten i huset var Dansk Sløjdindustri med bl.a. Fiskeriforeningens Modelsamling. Det nedlagte brænderi fik omkring 1900 navnet Æggegården, fordi der her i stueetagen hos urtekræmmer Christian Nielsen var udsalg med ”preserverede” æg og fjerkræ importeret fra Rusland. Æggene blev tørret i 4A på 2. sal og på loftet. Det nu forsvundne hus nr. 6 beliggende foran baghuset nr. 8 blev også købt, således at en lille halvdel af Teglgårdstræde østside nu tilhørte samme ejer. Andre virksomheder i ejendommen omkring 1900 var den kemiske fabrik E. C. V. Kinzi og grossererfirmaet M. D. Madsen’s Eftf. I sidebygningen fandtes bogbinderfirmaet Klaube’s Eftf., drevet af M. Sørensen. Inden Sørensens overtagelse af firmaet boede familie Klaube på 2. sal. Endelig var der i forhuset Københavns Kurvemøbelfabrik, ejet af G. Frickenmeier. Han købte hele ejendommen 4-8 med fire huse i 1915 og flyttede ind i bogbinderens gamle lejlighed. Hos kurvemageren fik skolen på Nørre Vold købt sine spanskrør, som af og til skulle afhentes af delinkventen personlig mod forevisning af en rekvisitionsseddel. Eftersom fabrikken havde kastet tilstrækkeligt af sig, kunne direktør Frickenmeier købe en Strandvejsvilla i Vedbæk og forlade Teglgårdstræde. Fabrikken blev ledet af Josef Bacina, der fik direktørens bolig på 1. sal. Frickenmeiers navn lever faktisk videre i

Kurvemøbelfabrikant G. Frickenmeier og hustrus Legat

Tilskud til boligudgifter for ældre håndværkere eller for disses enker eller døtre, som på grund af sygdom eller invaliditet ikke kan klare sig økonomisk.

  Så kom der endnu en virksomhed. Efter en hel række flytninger kom bogtrykkeriet Franz Christtreu i 1916 til Teglgårdstræde 4. Herfra flyttede den siden ud af byen til Strandlodsvej. I denne tid var der mindst tretten bogtrykkerier i kvarteret. Christtreus bogtrykkeri var det næststørste af dem og havde retten til at trykke universitetets doktordisputatser, hvilket krævede særlige typografiske udfordringer med bl.a. andre end latinske skrifttyper. Det meste af trykningen foregik i det skrå baghus nr. 8. Også sit eget forlag oprettede Franz Christtreu i 1939. Mange vil huske den billige fra tysk oversatte krimiserie Nat Pinkerton. Bogtrykker Christtreu boede med sin familie på 1. sal. og familien havde denne lejlighed langt ind i 1990’erne. I 1930 var snedkerfirmaet og kurvemøbelfabrikken her stadig. Også bogbinderen inde i gården. To nye firmaer var August Lyngbye’s Eftf. Elektriske Installationer og grosserer Ebbesøn Andersen & Co. Ejendommen har takket været sin størrelse altid været en erhvervsejendom med boliger og ikke omvendt. Elektrofirmaet blev drevet af installatør Willy Grage fra 1930erne øverst i pakhuset A. En instrumentmager V. Prahn havde også en lille radiofremstillingsvirksomhed i ejendommen. Han opfandt den såkaldte hør-her-fælde, et metalelement, der gjorde det muligt at høre en radiosender og samtidig filtrere andre stationer fra. Hertil kom Københavns Listefabrik. På den måde kom Teglgårdstræde 4 for eksempel i året 1933 at rumme hele syv firmaer udover boligerne. På 3. sal boede redaktør Carl Rasmussen og cigarfabrikant C. M. Iversen, men den sidste havde her bare en bolig.

  Snedkerfirmaet i stuen var nok det første firma, der flyttede. I stedet for blev der i 1937 af kørelærer A. Buchwald, der dengang boede på 1. sal, indrettet en kaffebar. Kaffebarer var oprindelig serveringssteder for håndværkere, der i spisepauserne ikke skulle nyde øl og brændevin ude i det fri. Buchwald forpagtede baren i 1947 videre til restauratør Carl Nielsen. I 1960’erne hed kaffebaren Hoftings Kaffesalon eller Kaffebar og derefter Sabines Kaffebar, omdøbt til Cafeteria, med egen skakklub. Restauratøren Sabine Lain boede også i nr. 4 og drev sit værtshus fra 1974 til 1987. I dag er det Tim Christensen, der driver Sabine’s, et sted, der ikke er kaffebar længere men har fået spiritusbevilling og arrangerer musikalsk optræden.

  Fra ejendommen udgik også foreningsvirksomhed. W. Grage knyttede Elektroteknisk Forening til sin adresse i 1940 og Christtreu Dansk Bladhandlerforening i samme år. I 1946 flyttede en bladredaktion ind. Det var Forlaget Thaning & Appels satiriske blad ”Hudibras”, grundlagt i krigsåret 1943 og her i Teglgårdstræde redigeret af Siegfred Cordius på 3. sal i en nedlagt papæskefabrik. I 1929 fik pakhuset 4A åbnet facaden med en kælderdør og en dør i den høje stue, begge med en stentrappe med flere trin. Denne bygning blev i 1945 fabrikant Alfred Honorés vat- og gazefabrik Camelia med FDB som hovedkunde. I 1955 fik han indrettet et kontor på 1. sal i det gamle brænderi. Kurvemøbelfabrikken, listefabrikken, bogbinderiet og Prahns firma var her endnu efter krigen, kun Lungbye’s Etablissement manglede nu. Direktør Honoré havde en bolig på 1. sal.     

  I 1955 var det bogtrykkerfamilien Christtreu, der ejede nr. 4 og de andre huse, som Frickenmeier havde haft indtil da. Kurvemøbelfabrikken var nu ved at lukke og slukke og en forretning, der solgte brugte regnemaskiner, Søren Jensen & Co., holdt sit indtog i 1962. Ophøret ramte også Københavns Listefabrik, mens Grage, Prahn, Camelia og Klaube’s fortsatte i nogle år endnu. Willy Grage levede efter lukningen af elektrofirmaet som pensionist i huset. En ny lejer var E. Zwickys pianolager for Carl Jensen’s Sønner, en klaverfabrik. Fru Lilly Christtreu boede i familiens lejlighed på 1. sal. I en anden lejlighed boede Sorte Holger, det vil sige Holger Corell, der i en radioudsendelse i 1998 fortalte om sit liv i kvarteret og sin andel i den berømte Edderkoppesag fra o. 1950. I 1960erne havde Marianne von Rosen sin danseskole i bagbygningen nr. 8 bag det i 1994 nedrevne nr. 6, inden hun blev leder af Göteborgballetten. Den bar navnet Skandinavisk Ballet. Pakhuset 4A blev af Lilly Christtreu i 1972 solgt fra til Ole Janus, der manglede lagerplads til sin forretning i nabohuset nr. 2. Brandmurene blev i den anledning gennembrudt mellem nr. 2 og nr. 4. Det røde hus hed i Ole Janus’ tid altid Camelia og i 1970’erne fandtes der en pornobutik i kælderen, der lød på navnet ”Hos Vagn”. I dag er der en filial af genbrugsbutikken København K i Ole Janus’ tidligere designbutik, mens Copenhagen Eyes bruger det øvrige lokaler.

  Trykkeriet slog sig sammen med et andet trykkeri i ejendommen og hed efterfølgende Christtreu & C. C. Petersens Eftf. aps. bogtryk, offsettryk og lyntryk. Det var i den periode, hvor de fleste bogtrykkere i den indre by indstillede deres virksomheder takket være nye trykteknologiske landvindinger. Efter Willy Grage fortsatte elektrikeren Ole Rytsel denne tradition i huset. Men ellers var der nu plads til en række fotografer og i 1990’erne Den ny Dramaskole, der dog allerede måtte flytte i 1998, da huslejen skulle sættes i vejret. Dramaskolen var et udklækningssted for mange talenter og oprettede også en børnedramascene. I 1990 solgte Ole Christtreu nr. 4 og nr. 6 og den i mellemtiden tomme grund nr. 10 med ti parkeringspladser. Nr. 4 og 6 gik først til ejendommens bogtrykker Jørgen Lübker Jørgensen. Han satte i 1994 og igen i 1995 de to bygninger og to byggegrunde til salg for 10 millioner kroner kontant. Nr. 4-8 gik så til Imk Erhvervsstøttefond. Bag fonden lå et nyt virksomhedskoncept gående ud på en samling af alternative terapeutiske behandlinger. En række klinikker gik i maj 2001 sammen og åbnede Sundhedshuset i en nyrenoveret ejendom med en køn lille brolagt plads der, hvor tidligere huset nr. 6 med antikvariatet Mørk lå. Så sent som i 1993 lå på dette sted kvarterets allersidste gårdlokum, om end aflåst så dog et minde om forgangne tider. Dette gadenummer genopstod med Naturpoteket, Karsten Smiths butik med alternative medikamenter og helseprodukter. Den ny Dramaskole overlevede ikke ejerskiftet og renoveringen og lukkede i 1998. Designfirmaet Könrøg med ti unge designere, der åbnede i 2001, blev afløst af galleriet Norse i 2004. Galleriet er specialiseret i hip hop kunst og kultur. De åbnede med en fotoudstilling fra New York, der vakte stor opsigt. Også balletskolens bygning, hvor der i 1970’erne var konfektionsfabrikken Ledon, indgår i Sundhedshuset. Enkelte af de historiske boliger i forhuset er bevaret.

(2007)


[1] Enetages bindingsværkshus med bolig til en eller flere husstande