Teglgårdstræde 5

Teglgårdstræde 5

Af den nuværende i 1959 fredede gård nr. 5. er kun et grundmuret forhus tilbage i fem fag med kælder og tre etager. Facaden er i kælder og stue malet lysegrå, resten af facaden er malet med rødt direkte på de blanke sten. Risalitterne i hver side har to fag. Deres vinduer i 1. og 2. sal har lysegråt pudsede indfatninger, foroven afsluttet med trekantfrontoner. I det vestlige yderfag er der anbragt en port med portkammer. Det modsatte yderfag har en blænding for symmetriens skyld. Facaden er dekoreret med gråmalede bånd og indfatninger. På taget sidder tre kviste. Tømrermester Christopher Crane fik bygget huset i årene 1799 til 1802 og det ydre står i dag nøjagtig som dengang, mens den store bagbygning og det yngre sidehus blev revet ned efter 1983.

  Da denne side af Teglgårdstræde nævnes for første gang i 1437, tilhørte en meget stor grund Knud Vognkarl og i 1485 omtales den igen, nu tilhørende Mogens Knudsen. I 1496 kaldes den byens øde jord, der derefter ejes af dr. Peder Albertsen. I 1517 står her fire boder, som doktoren skænkede til Vor Frue kirke, mens han beholdt resten. Denne del var identisk med de nuværende ejendomme Sankt Peders Stræde 18-24 og Teglgårdstræde 1-7. I 1590 er Teglgårdstræde 3-7 skilt ud og tilhørte Københavns Universitet., udlejet til Rasmus Thrane. I 1609 gav en af de efterfølgende ejere, skriver Peder Hansen, sin grund som pant til institutionen De Fattige Husarme. Efter indfrielsen i 1632 overtog enken Ane Peder Hansens gården og efter hende brygger Oluf Nielsen. Nu blev ejendommen i en årrække en af de mange bryggergårde i kvarteret. Han havde den endnu i 1661 og da omfattede den en gårdbygning med hestemølle og fire våninger. Efter bryggerens død blev grunden delt. Det nuværende Teglgårdstræde 5 tilhørte i 1668 og endnu i 1676 Thomas Rasmussen. I 1679 og endnu i 1699 skoflikker Søren Rasmussen, gift med Karen Olufsdatter, måske den tidligere bryggers datter. Den næste ejer var deres søn klokkeren i Stege Rasmus Sørensen, der i 1710 skødede firefagshuset il tobaksspinder Jochum Pedersen. I 1726 tilhørte det arvingerne efter Rasmus Schou og i brandåret 1728 murersvend Hans Larsen, gift med Maren Andersdatter. Hele husrækken fortæredes af bybranden.  

  Det meste af det nuværende Teglgårdstræde, herunder denne ejendom, blev først til efter branden i 1728, da det blev flyttet til sin nuværende vestlige beliggenhed. Det relativt nye hus her blev ødelagt i 1795. Til gården hørte i 1700-tallet også en bagbygning. I 1809 var ejeren af det dengang syv år gamle hus malermester H. D. Drebolt. Hans lejere var tre klejnsmede, en skrædder, hvis kone ”forfærdiger al slags Fruentimmerarbeide”, en translatør, en inspektør ved brolægningen og en kaptajn ved Livjægerkorpset. Det var en militær enhed, der for det meste omfattede unge mænd i handels- og servicebranchen. Drebolt var ejer til o. 1820 og hans efterfølger var også malermester. Han hed A. J. Wolfhechel og sammensætningen af lejere havde i hans tid også en overvægt af håndværkere plus offentlig ansatte, enkelte af dem militærfolk. En slægtning var skræddermester Wolfhechel, hvis enke fik lov til at blive boende efter mandens død. Udover to snedkere arbejdede her også en møbelsnedker, et håndværk, som dengang gik under betegnelsen stolemager. I kælderen befandt sig en høkerbutik. Glosen høker havde afløst den gamle øltapper. Lejlighederne var små og billige. Men i forbindelse med en ombygning i forrige århundrede kunne Nationalmuseet konservere meget kostbare vægpaneler med arabesker og filigranintarsier i Louis Seize stil, der må have overlevet branden i 1795. Der var selvfølgelig et baghus med boliger, en skole og værksteder og efter 1863 også et sidehus. Nr. 5 havde 5 lokummer i gården, nok til omkring 60 mennesker. Mellem 1815 og 1816 boede daværende præst ved Vor Frue, senere Sjællands biskop I. P. Mynster i huset. Det samme gjaldt fra 1858 til 1862 for prokurator og statsrevisor Balthasar Christensen, medstifter af Bondevennernes Selskab i 1846, forløberen for partiet Venstre. Forfatteren Jens Christian Hostrup (”Genboerne”), født 1818, er vokset op her. Hans far var justermåler. Hostrup har i sine erindringer fortalt om sin barndom med legene i gården, specielt i brænderigården i nr. 4, hvor hans barneven var genboer, søn af stempelforvalteren ved Rigsbanken, om slædeture, fastelavn og strejftog på volden. I forældrenes gård kunne han høre de ældre børn i bagbygningen læse højt i den lille almueskole, som en klog lærer drev for egen regning. Læreren var forhenværende skuespiller Johannes Wildt, der levede af undervisning og udgivelsen af rørstrømske historier.

  De efterfølgende decennier er præget af metalforarbejdning i ejendommen. I 1864 var det kobbersmed Peter V. Jensen fra Frederiksberggade, der ejede nr. 5. I kælderen arbejdede en kobbersmed og vandmester med rør og installationer ved siden af høkerbutikken. I bagbygningen var der bl.a. et snedkeri på 4. sal, siden også en hesteholder og en guldsmed. Stueetagen blev så bolig for kobbersmeden og hans familie. Efter 1872 var ejeren malermester P. O. Hansen med bolig på 2. sal. I stueetagen arbejdede to guldsmede., senere afløst af en urtekræmmer. Der var fortsat en guldsmedje i bagbygningen samt en sølvvarefabrik N. Michelsen sidst i 1870’erne. I 1882 var der alene i København indenfor voldene 70 guldsmede. Malermester Hansen blev afløst af malermester I. Guntzelnick efter 1880. Hans bedsteforældre havde huset nr. 24 i Lille Larsbjørnsstræde, hvor de oprindelig havde et spiseværtshus. Han boede med sin familie i stueetagen og havde et malerværksted i bagbygningen. I sidebygningens kælder startede Peter Jørgensen i 1881 sin pengeskabsfabrik, mens han boede og havde sit udsalg lige om hjørnet i Sankt Peders Stræde 18. Han reklamerede med ”Penge- og Dokumentskabe, dirkfrie med 2 Nøgler i forskjellige Størrelser”. Han var specialist i ”sindrige Laasemekanismer” og fik i 1888 en hædersdiplom for sine produkter. Virksomheden flyttede butikken før 1900 til det nærmeste gadehjørne, nemlig Nørre Voldgade 22, og i 1936 til Valby Langgade under et nyt navn.    

  Inden århundredeskiftet var ejeren død og hans enke fru Guntzelnick beholdt ejendommen i første omgang. Sørensens pengeskabsfabrik havde nu lokaler både i sidebygningens kælder og i bagbygningens stueetage. Guldsmed W. Frandsens værksted lå i sidebygningens stuetage med familiens bolig ovenpå. Kehlets konfekturefabrik lå ved siden af guldsmedens bolig. I bagbygningens stueetage lå et karetmagerværksted ved siden af en bolig, hvor der boede et bud. På 2. sal var protokol- og papirposefabrikken Kristian Sunnert’s Eftf. klods op ad en skrædder med sin systue. Papirfabrikkens ejer R. S. Dresler boede selv i Ny Vestergade. Han købte gården af fru Guntzelnick for ret hurtigt at sælge den videre. Den gik i 1906 til sildefabrikant Peter Lykkeberg.

  I 1916 købte grosserer Lykkeberg også nr. 7 og siden da har de to gårde hørt sammen. Sildefabrikken fandtes i forvejen i Kompagnistræde, men efter flytningen begyndte den at blomstre og udvide lokaliteterne. Dog blev nr. 5 i en årrække ved med at være en udlejningsejendom. Direktør Lykkeberg boede i stueetagen, hvor også direktørkontoret befandt sig. På 1. sal boede en antikvitetshandler og på 2. sal en vinhandler. I sidebygningen var der nu bogtrykkeriet Hafnia og et bogbinderi, i bagbygningen grosserer-virksomheden Schjoldborg-Petersen & Kruse. Karetfabrikken og papirposefabrikken fik lov til at fortsætte nogle år endnu. Men det var på lånt tid, fordi fiskefabrikken havde brug for lokaler. Lykkeberg moderniserede gården inde og ude. For at styrke sin fabrik slog han sig sammen med storkøbmand Salomon Davidsen, der bl.a. handlede med Island. Davidsens firma lå også i stueetagen. I 1930’erne hed dets direktør Orla Davidsen. På 1. sal havde grossererfirmaet Alexander Dahl kontorer. I Peter Lykkebergs kronede år blev han også formand for Foreningen af Hørkramgrossister, det vil sige at kontoret i stuen også var denne forenings adresse. Der kom badeværelser med vandkloset i forhuset, stalde i gården til otte heste og i 1921 også en garage. I baghuset under taget blev et tørrerum til klipfisk indrettet og en røgeovn sørgede for en liflig duft i hele omkredsen. Om sommeren kunne lugten og fluerne være ubehagelige selv for hærdede gemytter, men sildefiletfabrikken voksede og tjente gode kroner, ikke mindst med konserveseksporten. Efter Lykkebergs død var det hans enke, fru Edith Lykkeberg, der blev ejendommens ejer. Gamle Lykkebergs søn så sig i 1959 om efter bedre pladsforhold og flyttede til Vesterbro.

  Bygningerne blev erhvervet af repræsentant Eigil Lafontaine. Han sørgede for, at de tomme bag- og sidehuslokaler blev udlejet til flere virksomheder, herunder Scandinavian Engineering, SES Diesel, Skandinavisk Korrosionsbeskyttelse, RUWACO, Potex og Olaf Barfod & Co., en papirhandel en gros. I kælderen sad nu Hessel-Andersen, en forretning med tegnemateriel. Baghuset blev overtaget af Seminariet for Småbørnspædagoger og brændeovnen erstattede røgeovnen. Pedellen Martinsen fik egen bolig i nr. 5. Da de pædagogstuderende fortrak tyve år senere, slog psykosekten Scientology til, købte i 1981 hele komplekset og ville bygge det om til kontorer, også forhuslejlighederne. Her skulle dets europæiske hovedkontor have sit domicil. De omkringboende lokale var mildt sagt forstemte. Københavns Magistrat kørte en udmattelsesstrategi mod de upopulære ejere og da kommunen allerede fra 1980 havde planer om at skabe et større sammenhængende opholdsareal i karreen, blev både sidehuset og baghuset, der ellers ikke fejlede noget, dømt til nedrivning. Da mistede scientologerne interessen og solgte i 1988 forhuset til private investorer. I 1989 stod bygningen tom. Fotoskolen Fatamorgana med Morten Bo i spidsen, der uddanner unge i kunstnerisk fotografi, købte sig i august samme år en række lokaler i forhuset. Men opholdet her varede kun ti år. Fatamorgana flyttede i januar 2001. I kælderen og den høje stue etablerede sig i 1994 endnu en alternativ kulturinstitution, Kul Kaféen, der med sine litterære, visuelle, sceniske og musikalske arrangementer fik en hel del opmærksomhed i byens kulturliv. Stand up comedy og poetry slam var caféens mærkesager. Kul Kaféen har siden grundlæggeren Jesper Tønnesen skiftet ejer et par gange siden den åbnede sin kælderdør, men er stadig et sted, der vil mere end at være et kælderværtshus til unge. I resten af huset er der nu moderniserede boliger tilknyttet det store åbne gårdfællesskab bagved.   

(2007)