Teglgårdstræde 10

Teglgårdstræde 10

 

 

Det nuværende lyserøde pastelfarvede hus er en hel ny bygning, der i store hovedtræk har tilpasset sig de klassicistiske facader i husrækkerne. Det oprindelige hus på dette areal var bygget i 1797 og blev revet ned i 1977 og der har siden været en parkeringsplads, som i 2003 blev bebygget igen. Det nedrevne hus kendes fra tegninger og fotografier. Det var et beskedent hus på seks fag i fem etager med en butik i stuen og tre kviste. Vinduerne i dets senere år var sprosseløse, men havde bevaret deres sålbænke. Sidehuset var i 1940’erne lige så skævt som tårnet i Pisa. Murermester Niels Kurtzhals fik det rejst i 1798.

 

Denne grund var en del af en større grund, der i 1464 blev omtalt som den grund, væbneren borgmester Jep Clausen Godov stiftede Hellig Trefoldighedsalters vikarie i Vor Frue. Dengang omfattede den de nuværende gadenumre 4 (delvis), 8, 10, 12 og 14 (delvis). En del af arealet var udlagt til et lille tværstræde uden navn, også kaldet det bundløse stræde”, der ikke blev genskabt efter branden i 1728. Grunden inkluderede to kålhavegårde. I 1496 tilhørte disse gårde inklusive flere boder Hans Guldsmed. Efter ham blev grunden delt. I 1653 havde Hans Fuiren ti boder langs det gamle stræde, et par af dem må have været på det nuværende nr. 10. De blev i dette år beboet af Hans Haagensen og i 1655 af brændevinsbrænder Hans Jørgensen. Han fik grunden delt i to efter dette år. Den ene lå på nr. 10’ grund med et hus på tre fag og tilhørte i 1668 Peder Jensen, i 1688 bådsmand Niels Rasmussen. Fra 1694 var det Laurids Nielsen Fog, som i 1696 skødede den til brændetaksator Jens Nielsen Aars. Efter dennes død kom den på auktion og blev i 1712 solgt til Søren Hvid, hvis enke Karen Lydersdatter i 1724 solgte sit hus videre til konstabel Ole Rasmussen. Han var den ejer, der i 1728 mistede det hele. Den anden grundejer i brandåret var Hans Pedersen Kyyse, der også mistede sit fire fags bindingsværkshus.

 

I 1700-tallet omfattede grunden to smalle huse med hver sin sidebygning. De lå på grund af den nye gades linieføring i en skrå vinkel i forhold til gadeskellet. Branden i 1795, der ødelagde begge huse, bevirkede, at de to grunde blev slået sammen til en og Kurtzhals’ nye murermesterhus blev lidt bredere. Det blev en typisk håndværkerejendom i de følgende årtier, dog som det viste sig senere af ringe kvalitet. Ejeren i 1809 var bødkermester N. Reinholt, til gengæld i 1813 en kontorist F. L. Paulsen.  Et eksempel kan være året 1835. Vi fandt her skomagermester Carl Dam med familie, skomagermester J. Friedrichsen med familie, skræddermester C. E. Frisch med familie, sadelmager H. Giøssel med familie, smedemester B. Nielsen med familie, bomuldsvævermester J. Nielsen med familie og skomagermester P. Wallgreen med familie, de fleste med en tjenestepige. Der var altså hele tre skomagere i ejendommen, bydelens hyppigst forekommende erhverv i over hundrede år. Den sefardiske varemægler Moses Meldola og hans familie havde ingen håndværkerbaggrund. I årene før havde der også været en snedker, en drejer og en glarmester.

 

I anden halvdel af 1800-tallet var ejeren af huset en particulier, det vil sige en mand, der levede af kapitalindtægter. Hr. W. Dahl boede på Nørre Voldgade 60 og anbragte sin mor, enke efter høker Dahl, her i nr. 10, hvor hun levede i mere end tre årtier. Efter Dahl og en hr. N. Jensen var det to lokale erhvervsfolk, der ejede huset, efter 1911 først skomagermester H. C. Nielsen fra nr. 2 og efter 1918 kurvemøbelfabrikant Frickenmeier fra nr. 4. I stuen var der i alle årene en butik med forskellige varer. På 4. sal var der i 1920’erne en lille fabrik, der producerede standere. Her lå oprindeligt et skrædderværksted. I lighed med flere andre ejendomme i de indre stræder blev huset i det 20. århundrede ikke ordentlig vedligeholdt og forfaldt mere og mere. I 1940erne arbejdede bl.a. glarmester i sidebygningen, i 1960erne boede der en bagersvend. I forhusets stue solgte Edith Poulsen fra midt i 1930erne tobaksvarer. Der var mellem 1950erne og 1970erne en række forskellige lejere i de små billige forhuslejligheder, heri blandt også adskillige af strædets horisontalt aktive damer.

Fra 1954 var det ikke længere Kurvemøbelfabrikken, men Christtreus Bogtrykkeri, der ejede denne og de tre ejendomme 4, 6 og 8. Tobaksforretningen fortsatte helt ind til 1968. Derefter var det værksted for instruemtnbygger Basse Seidelin, der reparerede celloer, violiner og guitarer. Den anden butik i stuen var senest fra 1959 en guldsmedeforretning, som der traditionelt havde været flere af i dette ellers så beskedne stræde. Den første guldsmed var Paul Warmind og han gav værkstedet videre til Thor Selzer Madsen. Kunsthåndværker og guldsmed Thor Selzer havde sin butik i stuen til højre. Han var en hårdtarbejdende mand, der ikke havde tid til at blande sig med de lokale folk. Han havde en kort overgang en ægte forgyldt mumiesarkofag stående i sin butik. Allerede før kondemneringen af huset flyttede han til Skindergade, hvor han døde i 1989. Tobakshandelen til venstre for hoveddøren blev omkring 1969 overtaget af instrumentbygger Seidelin. Basse Seidelin boede her samtidig med at han havde et værksted for musikinstrumenter. Han byggede og reparerede celloer, guitarer og violiner. Seidelin blev med tiden uvenner med forskellige folk i gaden og fik altid sine ruder knust uden at han kunne finde de ansvarlige og til sidst var han nødt til at flytte. De billige forfaldne små boliger har af naturlige årsager også været befolket af lidt mere skæve eksistenser i betragtning af at Teglgårdstræde lagde navn til traditionel vinduesprostitution. Der var prostituerede i husene nr. 1, 3, 9, 10, 11, 12, 13 og 14.

I 1973 kom ejendommen i medierne, da politiet med 30 mand stormede Per Assentofts kortfilmbiograf i huset for at beslaglægge en piratkopi af filmen “John L.” af Lars Leergaard. Det kom til tumulter, hvor nogen tog kvælergreb på politiets drabschef og en hel mur blev væltet. Filmen handlede om stofmisbrug og var produceret af DR, men måtte ikke vises offentligt.

I  1975 blev sidehuset med 20 små lejligheder med 24 lejere betragtet som livsfarligt at bo i. Kommunen ville ejeren fru Lily Christreu til at tømme bygningen for beboere. I 1977 blev forhus og sidehuset tømt for de sidste beboere og enkelte af dem blev genhuset i nr. 15 på den anden side af strædet. Efter nedrivningen i 1978 og indtil  2003 var den tomme grund en parkeringsplads, der i 2000 blev købt af arkitekt Aase Eriksen med tegnestue i nabohuset nr. 12. Hun fik trods en del modstand fra lokale naboer gennemtrumfet et nybyggeri med boliger uden bopælspligt i 2003. Det nye hus med dets ejerlejligheder har ikke genetableret de to butikker og sidehuset, men arkitekten har forsøgt at tilpasse det til de historiske bygninger i nabolaget uden at forfalde til en historisk pastiche. Husets dybde er for eksempel forøget.

(2007)