Teglgårdstræde 11

Leif Mountfield

Teglgårdstræde 11

Denne gård er en beskeden typisk klassicistisk ejendom fra tiden efter den anden storbrand i København. Den blev opført i 1804 som udlejningsejendom for tehandler Andreas Amberg af murermester Ditløf Gimmerdahl. Huset har kun fire fag med kælder og fire etager. Men yderfagene er dobbelte. Det var malet grøn i underfacaden og grå i overfacaden, men nu er hele facaden grønmalet. En port på et fag ligger i den østlige yderside. Taget er udbygget til en hel etage og stammer fra 1892, da man i en længere årrække overalt havde forhøjet bygninger i den indre by. I samme år indrettedes også kældernedgangen. De eneste dekorationer er en kordongesims og en profileret hovedgesims og en lille nymalet og nyforgyldt indmuret sandstenstavle med brændevinsbrændingens redskaber, såsom ovn, mæskegryde og svalekar. Under tavlen sad der indtil for en generation siden en slutsten med det i 1806 indførte matrikelnummer 191.

Matriklen her går tilbage til en stor grund langs volden. Her skødede Oluf Pedersen og hustru Grete Smalstigsdatter i 1432 gård, jord og grund til skomager Arild Didriksen. Borgmester Jep Clausen Godov, en af de kommende ejere, skænkede sin grund til Skt. Antoni Kloster i Præstø. Klostret solgte den i 1498 videre til Københavns bystyre. Hertil hørte den sydlige grund inklusive Teglgårdstræde 9, og den tilhørte i 1653 og endnu i 1661 arkelimester, det vil sige artilleriforvalter Torben Andersen, som delte den i to, det senere Teglgårdstræde 9 og halvdelen af Teglgårdstræde 11. Denne halvdel tilhørte i 1664 den forhenværende brolægger maltgører Morten Lauridsen og i 1678 Claus Buchwaldt. I 1686 havde tømrer på Holmen Niels Bertelsen nr. 9-11 og på en auktion solgtes grunden til institutionen De Fattige. Den var ejer i brandåret 1728 og murersvend Jens Nielsen mistede sin bolig.

Den nordlige del af sin grund, inklusive dele af nr. 11, solgte Skt. Antoni klostret i 1535 til den elegerede biskop Joachim Rønnov. Her stod Københavns teglværk, men det næste hundrede års ejere kendes ikke. Den til det senere nr. 11 hørende grund tilhørte i 1653 Erik Andersen og i 1668 skoleholder Christen Pedersen og enken Karen på Vestergade. I 1673 hed ejeren Kirsten Pedersdatter salig Mikkel Andersens og i 1676 brændevinsbrænder Christopher Evertsen. I 1685 boede her brygger Claus Evertsen som ejer og efter ham brygger Gregers Graa. Firefagshuset gik i 1697 til hestgarder Johan Weide. Han skødede det i 1702 til Jacob Christensen, der et år senere videresolgte det til brændevinsbrænder Peder Thorsen. Han var ejer i brandåret 1728.

Siden 1703 har der været brændevinsbrænderi i det ene af to huse. Her lå på den nuværende grund de to huse, det nordlige med bagbygning, det sydlige med en lang bagbygning inde bag tre andre huse, forbundet med et forhus i nr. 7. Men allerede før brandkatastrofen i 1795 blev de to bygninger betragtet som en enhed og i 1806 blev de to matrikler definitivt lagt sammen. I tiden før branden boede her ifølge vejviseren en politibetjent og en kvarterkommissær og i de sammenlagte huse senest fra 1784 brændevinsbrænder Peder Kelling og brødhandler Michael Lange. I brandåret var her en madam, der ”vasker Flor og fiint Tøi”. Så gik der otte år inden det nye hus stod færdigt, igen med et brændevinsbrænderi. Det var de to brændevinsbrændere A. Amberg, oprindelig tehandler, og Jacob Hansen, der fortsatte virksomheden. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion. Husets bygmester Gimmerdahl havde sit firma også på adressen og snedker Brynger har sikkert også bidraget til indretningen. Det i dag forsvundne baghus var dobbelt så stort som forhuset. Og dermed var der plads til adskillige værksteder. Blandt de første års lejere var en kaptajn og en møbelsnedker eller stolemager, som de hed dengang. Hans efternavn Heinrich tyder på en af de talrige indvandrede håndværkere. Han flyttede senere til Teglgårdstræde 16 på den modsatte side af strædet. I stedet kom der en anden stolemager ind i nr. 11. Brændevinsbrænder Hansen fik efter Amberg N. Brandt som kompagnon, senest i 1818. Jacob Hansen tillagde sig i 1825 den finere håndværkerbetegnelse destillatør. Ti år senere var Brandt eneste destillatør og hans lejere var kammerjæger Nathan Hirsch med familie, de to snedkerfrimestre J. G. Ludwig og P. M. Müller med deres familier, stolemagermester G. Peters og enkefrue M. C.Worsøe.  Sandstenstavlen med brændevinsbrænderens remedier stammer formodentlig fra Brandts tid. Stedet hed i datiden ”Kronen” eller ”Den forgyldte Krone”. Efter Brandt var det i kvart århundrede ejet af brændevinsbrænder N. B. Lorentzen fra Vesterbrogade 121, der også havde købt naboejendommen nr. 9. Han havde ansat en mestersvend med bolig i stueetagen. Produktionen foregik i den store bagbygning bag 9 og 11, hvor der selvfølgelig også var lokaler til boliger og andre håndværk såsom guldsmed J. A. Isbrand på 1. sal ovenpå brænderiet, der arbejdede og boede her i over fyrre år. Efter hans død fik enken lov til at blive boende i baghuset og siden sønnen, mekaniker A. I. Isbrand.

Efter 1875 holdt man op med at destillere diverse snapse og husholdningssprit. Den sidste brændevinsbrænder, Andreas Peter Paulsen, havde i 1856 meldt sig ind i brændevinsbrænderlauget. De fleste brændevinsbrænderier måtte lukke i det 19. århundredes sidste tredjedel på grund af konkurrencen fra de mere effektive dampbrænderier, sundhedsmyndighedernes indgreb i kreaturhold, lægernes anbefaling af de udefra kommende mælkeforsyninger, der leverede mælk og fløde til døren og en overproduktion, der ikke kunne eksporteres. De lukkede ikke, fordi der blev drukket mindre snaps. Der blev tværtimod drukket mere og mere i Danmark. Huset solgtes til smedemester J. Olsen, som fandt sig en bolig på beletagen, nemlig 1. sal. Smedeværkstedet lå i forhusets kælder. I stuen fandtes en detailhandel, efter 1910 en kvindelig cigarhandler og i 1917 en bogbindermester. På 2. sal boede en skrædder med sin familie, så en snedker med sin familie og siden ejeren H. E. A. Olsen. På 3. sal boede bogtrykkerfamilien Gamborg med en søn, der var uddannet tegner. I den udbyggede tagetage arbejdede to snedkere. Ejendommen forblev i familiens eje til o. 1919, hvor grosserer L. A. Hjuler købte den uden selv at flytte ind. Denne grosserer afløstes senest i 1929 af endnu en grosserer, F. Weiner, et par år senere af fabrikant David Hermansson og sidst i 1940’erne af murer E. Nielsen. Ejeren efter Nielsen, stud.jur. Hans Pedersen gav i 1950 133.000 kroner for huset og overdrog det til tobakshandler Minna Hansen og på den måde var det hendes dødsbo, der havde ejendomsretten efter 1974. Disse hyppige ejerskifter var ellers ikke almindelige i kvarteret. I kælderen befandt sig i 1930’erne og 1940’erne en budcentral og fra 1948 Süsmans møbelforretning. Ellers fandtes også en vognmand og en cigarhandlerske blandt lejerne. Den sidste havde sin far, en pensioneret restauratør, boende. I 1950’erne var der i stueetagen Asta Bekkevolds og efter hende Rigmor Malmers tobakshandel og i bagbygningen Andreas Hansens Vvs-forretning og et snedkerværksted. Rigmor var en kendt dame i miljøet og havde sin bolig på 3. sal. Mellem ca. 1912 og 1975 var Teglgårdstræde centrum for kvarterets vinduesprostitution og også denne ejendom havde repræsentanter af dette erhverv, både som beboere og som lejere af fremlejede værelser. Da prostitutionen florerede mest, var der prostituerede i Teglgårdstræde 1, 3, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 16. Solodanser og koreograf Jan Borall boede indtil sin død i en alder af 68 år i 1999 i huset. Han var i tolv år Tivolis harlekin og stod for koreografien af ”Spillemand på en tagryg”.

I 1980’erne blev forhuset istandsat og moderniseret. Den daværende ejer ÆR Art overdrog huset til den nuværende ejer Leif Ottar Andersen Mountfield. En tøjbutik i Studiestræde, Sneaky Fox, har haft værksted og lager i stueetagen i en halv snes år. Ellers er der stadig boliger i forhuset, mens bagbygningen og sidehuset med snedker- og murerværksted blev nedrevet allerede efter 1983. Den unge skuespiller Hella Joof boede i 1993 i huset. Den i kvarteret kendte og afholdte Leif Mountfield døde uventet i november 2013 af kræft. Han efterlod kone og tre børn.

(2016)