Teglgårdstræde 13

Teglgårdstræde 13

Den stadig fine klassicistiske ejendom i gråt og mørkerødt med oprindelig elleve ildsteder, fem lejligheder og to gårdlokumssæder har et bevaret gulmalet baghus med en nedlagt stald til tre heste og med en mikroskopisk lille anden baggård. Hele herligheden blev bygget til en vognmand fra 1809 til 1810. Men den har gennem årene undergået en del forandringer. En butik i stuen med dør og jerntrappe mod gaden blev nedlagt i 1906. En dekorativt profileret stuefacade og blankmur opefter er også forsvundet. De to bygninger ligger på en grund, der fik nye skel efter den store brand i 1728, da hele Teglgårdstræde var nedbrændt og blev flyttet, således at den derefter forlængede Lille Larsbjørnsstræde i lige linie. I det år tilhørte den handelsmanden Johan Syhling, der havde købt den på en auktion i 1699. Før havde her ligget fattigvåninger. Fra o. 1784 kender vi husets ejere og med årene også lejere. I 1835 for eksempel har vi en slagter, en porcelænshandler, en sadelmager, en høker, en politibetjent, en arkitekt med titel kaptajn og en skrædderfrimester i for- og baghus. I kælderen var der et røgeri og efter 1913 et porcelænsbrænderi. Efter 1900 befandt handelsagenturet Edward Harms sig i forhusets stue, der overgik til kontor for Blumensaadts Fabrikker og i 1921 til ostegrossereren Walter Alfred Werner, der udvidede kælderarealet til at omfatte hele grunden til sit kæmpestore ostelager. På 1. sal fik han 2 ekstra kontorer. I 1939 lod grossereren hestestalden i baghuset ombygge til garage til to af sine biler. Werner havde salg og lager på stedet indtil 1976, men ejerskabet var fra 1960 overgået til den lokale kaffegrosserer Palle Linnet og to af hans børn fra Vester Voldgade for 228 000 kroner. På 1. sal gav han tilladelse til at indrette en kondiklub med eksklusiv massage. Den gamle Werners søn Allan købte den tilbage i 1974 og solgte den videre til Ole Janus i 1977 for 700 000 kroner. Da huset igen skiftede ejer ti år senere var det steget til næsten syv millioner kroner.

Forfatteren Elsa Gress fik med møje og besvær overtaget en af de to toværelseslejligheder med køkken på forhusets tredje sal i 1945, fordi hun var kvinde og ikke gift. Werner var bange for at få en forkert kvinde ind. Hun har skrevet udførligt om sin tid i huset. Ole Sarvig, Victor Andreasen, Asger Jorn, Robert Jacobsen: mange ansigter fra kulturens verden gik op og ned ad husets kønne egetræstrappe. I denne lejlighed boede i 1970erne digteren Lola Baidel og nu bor journalist og forfatter Allan Mylius Thomsen i den. Det fortælles at gadens lette kavaleri havde for resten også vinduer i huset. Der var mellem 1910 og 1980 rigtig mange prostituerede i Teglgårdstræde. De sad i nr. 1, 3, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 16. Damerne betalte i 1960erne og 1970erne omkring 150-200 kroner i husleje om dagen og gav omkring 10-20.000 kroner under bordet for at få en vinduesplads.

I baghuset var der i første halvdel af 1900-tallet to sølvsmede på 2. sal og en snedker på 3. sal. Også en af gadens guldsmede, herr Feinberg, arbejdede der (1959). Den berømte musikimpresario Arne Worsåe ejede bygningen i en årrække. På 2. og 3. sal indrettede Fritz Hartz i 1975 sit legetøjsmuseum til brandvæsenets rædsel og fortørnelse. Mellem 1992 og 1996 har man ombygget både for- og baghuset radikalt, således at kun de bærende vægge i baghuset er de ægte historiske. I juli 1993 opdagede nyfigne medier kvarterets allersidste damer af det horisontale erhverv. To nyankomne mørke skønheder måtte desværre (?) omgående forlade det ulovlige lejemål på 1. sal. I baghuset har der siden september 1995 været hovedsædet for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske, inklusive radiostation, rådgivning og forlag. Organisationen har også fundet viceværten, en myndig dame, der trods ihærdig indsats ikke altid formår at friholde porten for fremmede cykler.

(2005)