Teglgårdstræde 14

Teglgårdstræde 14

Det nøjagtige byggeår af dette lave og oprindelig røde treetagehus kendes ikke, men det må være et af kvarterets allerældste fra senest 1741, bygget i rent bindingsværk med to etager og to skorstene efter branden i 1728, dengang gaden fik en helt ny placering. Dele af en 1600-tals kælder fra forgængeren ligger under det nuværende hus. Den tredje etage kom i to omgange, nemlig 1781, da forsiden skiftedes ud med murværk, og seksten år senere efter den anden store brand, da også bagsiden fik en ekstra etage. I 1464 var her en større grund tilhørende vognmand Niels Steffensen og hundrede senere den såkaldte Ny Teglgård, der i 1581 blev udstykket i 13 små lodder, hvorpå det offentlige byggede boder eller våninger[1] til byens fattige. De blev 1644 privatiseret og endte efter to ejerskifter hos byfoged Frederik Eisenberg, hvis enke ejede hele området før branden i 1728. Det nye hus med fem små lejligheder lå nu på den lige side af Teglgårdstræde og vi ved at der boede først en hosekræmmer og senere en parykmager i slutningen af 1700-tallet på adressen. Over porten var et billede med en svane. Den indmurede kanonkugle ved siden af et vindue på 1. sal har siddet her siden de engelske angreb i september 1807. Gesimsen på facaden er ikke historisk korrekt. Trappen sad oprindelig udenpå huset i gården. Betjente, snedkere, rebslagere, klejnsmede og skræddere var de mennesker, der befolkede det i 1800-tallet. Et værtshus fandtes tilsyneladende indtil 1887 i stueetagen. Derefter udmærker specielt dette hus sig ved, at det i mindst 83 år var i en families eje, noget der ellers er ret sjældent i Københavns historie. Det drejer sig om familien Elsner, den første bærer af navnet var snedker, de sidste søstrene Bertha og Martha Elsner, der var grosserere i guld- og sølvvarer. Familien fik bil og byggede stalden om til garage omkring 1940. De havde også råd til at købe nabohuset nr. 16. I baghuset – der forsvandt omkring 1980 – lå der mellem ca. 1910 og 1941 Dansk Sauerkrautfabrik. Men der har ellers altid været lejere i for- og baghuset, der var enten håndværkere og handlende. Det fortælles, at børn, der omkring første verdenskrig boede i baghuset, hjalp deres forældre med at klistre sprællemænd, som de fik solgt i juletiden. En enkelt luder eller to lejede et vindue i dagtimerne. I 1930erne var her også en engros-handel med spiritus. De moderne tider kom først i 1972, da Byens Bio, en seksklinik med pornofilm og live-show, blev indrettet i stueetagen af to unge studerende. Den ene var pianohandler og hed Tom Nielsen. ,Han havde købt ejendommen i 1970 for kun 115.000 kroner. De to unge mænd havder forinden ikke  sørget for en samarbejdsaftale med det eksisterende seksmiljø og fik ødelagt inventaret to gange af gadens gutter. Ejerne averterede flittigt i Ekstra Bladet. De fortrak senere til et etablissement i Nørregade. Nye ejere, der købte huset i 1993, var meget opmærksomme på husets historiske værdi og passede godt på det. I dag er facaden malet med lyseblå maling.

(2012)

 


[1] Enetages bindingsværkshus til en eller flere husstande