Teglgårdstræde 16

Teglgårdstræde 16

Gården har et grundmuret forhus i fem fag med kælder og i fire etager. Den for tiden i stuen grumset rødlig malede og ellers lysbeige facade var oprindelig rød på kælder- og stueniveau og siden malet med gul med en hvidmalet kordongesims. Malingen omtales for første gang i 1867. Porten mod øst fylder et yderfag. Mellem 1. og 2. sal sidder en fordybning med stukkatur over tre fag, der har form af en mæander med diademhoveder og rosetter. Taget over den profilerede hovedgesims har fire kviste. Over kældernedgangen var der oprindelig en sandstensdækplade. Forhuset blev bygget af murermester Poul Egerod i 1805. Sidehuset og bagbygningen er bygget sammen. Begge huse og gårdens brolægning blev fredet i 1985.

Den nuværende bygning befinder sig på et sted, som har undergået en del forandringer siden middelalderen. I 1464 tilhørte arealet på begge sider af det senere Teglgårdstræde vognkarlen Niels Steffensen. Det er påfaldende, at der var så mange vognmænd, der gennem tiderne hørte til på Nørre Vold, men da det krævede plads til stalde og græsningsarealer til heste, var det oplagt at slå sig ned på det nærmest jomfruelige terræn bag volden I 1496 nævnes Niels Pedersen Skriver som ejer og for året 1501 vedkommende nævnes det, at der her lå boder, det vil sige små bindingsværksvåninger på en etage uden kælder. I 1530 nævnes byens nye teglgård og dens areal er siden blevet udstykket og bebygget. De nøjagtige årstal fremgår ikke af de historiske kilder. Da det gamle Teglgårdstrædes vestlige side blev bebygget med 12 ganske små våninger, en husrække, der gik langt ud på den nuværende Nørre Voldgades kørebane, havde østsiden 7 våninger, fire af dem kun tre fag brede. En lang grund på den østlige side tilhørte 1552 Peder Tecker og i 1571 og endnu i 1581 dr. Hans Frantzen. Hans sønner og arvinger skænkede grunden med boderne til byens institution De Fattige Husarme. Her stod så i 1581 en række boder svarende til dem på den anden side af strædet. Friderich Eisenberg, en senere ejer, separerede dem i 1708 i syv grundstykker. Det nuværende Teglgårdstræde 16 ligger delvis på et stykke af det nedlagte gamle tværstræde, såvel som på tre og en halv matrikel og dele af de Eisenbergske boder, hvor der boede efter 1708 en tobaksspinder, en matros og en murersvend med deres familier. På de tre en halv matrikler boede på den nordvestlige i 1668 brolægger Jens Jensen og i brandåret 1728 arbejder på Proviantgården Bent Jensen, på den næste i 1653 Christen Brolægger og i brandåret enke efter tjener på Holmen Andersen, på den efterfølgende i 1661 hakkelsesskærer Peder Hansen, men det var en præst, der var ejer af våningen. I brandåret sad her konstabel og øltapper Niels Merling. På den sydøstlige lidt større matrikel sad i 1668 tømrer og brandmester Laurids Pedersen og i brandåret brændevinsbrænder Jens Nielsen Gundersdorph. Heraf gik kun en mindre del til det senere nr. 16. De fire små huse gik alle til under branden i 1728 og det nye meget bredere Teglgårdstrædes sidste stykke lå nu vest for den forsvundne husrække.

Kommunen parcellerede brandtomten i 1729 i fem matrikler, dækkende Teglgårdstræde nr. 14 – 16 og Nørre Voldgade nr. 22, op ad det vestlige hjørne af Sankt Petri pestkirkegård. Først i 1755 byggede Wulff Ottesen her fem mindre sammenhængende huse langs gaden og et lignende antal inde i gården bagved følgende det nedlagte strædes oprindelige forløb. Bag den sydligste våning befandt sig en mindre bagbygning. Tre af dem op til det nye stræde udgjorde sammen det senere nr. 16.

Den næste store brandkatastrofe i 1795 blev endelig standset under tilstedeværelse af kronprins Frederik netop her på dette hjørne. Der findes et kobberstik, der skildrer det dramatiske sceneri set fra volden. Alle bygninger gik til under branden, også de tre sammenhængende huse på det senere nr. 16, som murermester C. C. Martens havde haft siden 1780’erne. Det var ham, som lod genopbygge hjørnehuset over på den modsatte side af gaden. Før branden havde to snedkere, i de sidste år en snedker deres værksteder i Martens huse. Snedker Witthe eller nærmere sagt hans enke ejede grundene efter branden. Først tretten år senere blev de tre matrikler samlet til en og den nye bygning med tilhørende baghus med boliger og erhverv kunne tages i anvendelse. En skomager, en messingsliber, en slagtermester og en kommissionær var de første, der flyttede ind. Så kom der en musiker, en juveler, en bogholder, endnu en skomager og en klejnsmed. Syv år senere en kantor, en tysklærer og en skibskirurg. Alle med deres familier. Man flyttede meget dengang i København, dels fordi man ikke havde meget indbo, dels fordi familieforholdene var mere ustabile end i dag med hensyn til dødsfald og børnetallet. Bygmesteren og husejeren Poul Egerod boede til gengæld i sit hus, så længe han levede. Hans enke havde i året 1835 følgende lejere: opsigtsbetjent C. Birch, assessor ved underfogedens kontor R. Blichfeldt, kopist ved Danske Kancelli N. Ch. Boldsøe, maler og løjtnant ved Borgerbevæbningen F. T. D. Breslau v. Bressendorf, skomagerfrimester J. Christensen, stolemager F. M. Heinrich, madam G. Holtz, enke efter tysklæreren Holtz, skomagermester E. Malmgreen, infanterikaptajn C. D. A. von Münnich og løjtnant R. L. von Münnich. Det ses, at de enten var småhåndværkere eller dårligt lønnede offentlig ansatte. I alt mindst ti familieboliger. Nogle lejere havde faktisk været her i over ti år.

I 1860erne var det ikke længer en murermester, men en konditormester, der ejede gården i Teglgårdstræde. Selvfølgelig fandtes der ikke et konditori her i den ende af byen, men M. A. Boldt skulle investere sine penge, han i over tredive havde kunnet lægge til side med sit konditori i den mere mondæne Kronprindsens Gade 12. Han opsagde pantelåneren i stuetagen og flyttede selv ind, da han trak sig tilbage fra sit arbejde i 1875. Den 3. december 1888 oprettede han i sit testamente Boldts Stiftelse for trængende konditorer og deres enker. Stiftelsen trådt i kraft i 1895. Enker havde der ellers været i forvejen blandt hans lejere. Men ellers var der skomageren i kælderen i hele halvtreds år, to militærmusikere, på henholdsvis 2. og 3. sal og i bagbygningen bl.a. en murermester og en magasinbetjent. Skomageren, magasinbetjenten og forvalterenken overlevede den gamle konditor, der døde i 1891. Det var ikke sådan, at alle lejerne skulle gøre plads til enker, men når de flyttede, fik medlemmer af konditorfag fortrinsret til en bolig og der blev ikke indrettet en butik i stueetagen i lighed med nabohuset nr. 14, noget der ellers var almindeligt før og efter århundredeskiftet. I kælderen var der fra o. 1940 konfekturefabriksudsalget ”Jutta”, men indehaveren N. C. Rasmussen var ikke videre kendt i branchen. Konditorenker blev der aldrig mange af. På 1. sal boede i 1930’erne en skuespiller og på 3. sal sidst i 1940erne en guldsmedemester.

I 1950 ophævedes Boldts Stiftelse efter blot femoghalvtreds år og de to smykkegrosserere fra naboejendommen nr. 14, søstrene Bertha og Martha Elsner, købte den. Bertha fik en bolig i stiftelsen, først i stueetagen, siden på 2. sal, mens hendes søster blev boende i nr. 14. I de efterfølgende år forsvandt chokoladebutikken, forskellige lejere kom og gik. Den lejer, der boede her længst, var guldsmeden Aagaard på 3. sal. Han var en repræsentant for de ikke så få guldsmede, der gennem årene har haft deres virke i netop dette beskedne stræde. Simon Spies arbejdede som psykoanalytiker på 4. sal fra 1954 til 1955. Tre chauffører boede her til samme tid i 1971, og i stuen havde Mikael Rubin en fotoforretning fra 1970. I 1971 overtog Christian Busse, der ejede nr. 9 også denne ejendom efter afdøde Bertha Elsner. I hans tid blev vedligeholdelsen stærkt forsømt og kommunen udstedte i 1983 en kondemnering af både forhus og baghus. Begge steder var der huller i taget. Busses afløser blev i 1977 fru Ulla Nielsen. Ejendommen havde små og ikke moderniserede lejligheder helt op i 1970erne. Blandt de kvindelige lejere har der også været prostituerede. I Teglgårdstræde nr. 1, 3, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og altså også nr. 16 udøvedes den klassiske vinduesprostitution mellem 1912 og 1975. I 1970erne lå der også en ”Gay Kino” i kælderen, som kom de mange bøsser i møde, der færdedes i de indre stræder og i parken i dag- og nattetimerne. Biografens ejer, spekulanten Niels Mørup Jordening købte i 1978 også den kondemnerede ejendom og fik to trækkerdrenge at flytte ind i en af lejlighederne med det formål at skabe så megen uro og ballade, at de sidste almindelige lejere valgte at flytte. Imens ventede han på stigende ejendomspriser og en tom salgbar ejendom, mens han trak gælden fra på sin selvangivelse. I kondemneringstiden stod bygningerne ofte uaflåste og med de dertil hørende konsekvenser. Der blev talt om et bordel for homoseksuelle.

På den måde stod huset tomt i flere år. En af kvarterets mest berygtede spekulanter, Jesper Jørgensen, var årsag til, at kommunen var nødt til at sikre bygningerne nødtørftigt.  Så blev forhus og bagbygningen for dyre penge grundigt restaureret i 1987 og opdelt i 13 små ejerlejligheder, otte i forhuset og fem i baghuset. Det meste af bygningen måtte kasseres. Kun portindgangen og hanebjælkerne er originale. Arkitekt Anders Hegelund var ansvarlig for restaureringen af den fredede ejendom, men baghusets gamle trætrappe måtte kasseres imod Fredningsstyrelsens protest. Brolægningen i gården er original og også fredet. En lejlighed i forhuset kostede i 1988 1,2 mio. kr., i baghuset 1.450.000 kr. I 1996 stod den af den grund halvtom igen, fordi folk ikke havde råd at betale en husleje på 7 000 kroner for 64 kvadratmeter. Ti år senere så det ud til, at de fleste af  lejligheder i forhuset og bagbygningen A nu var solgt eller udlejet. Teglgårdstræde var jo en gang en meget  folkerig gade. Ifølge folketællingen af 1850 boede her 1048 personer.

(2012)