Teglgårdstræde 3

Teglgårdstræde 3

Den nu lysegrønne og fredede seks fags ejendom med hvid kordongesims mellem stue og 1. sal var indtil for et halvt århundrede malet gul. Den blev bygget fra 1801 til 1802 til enkemadam Birthe Blom og hendes sønner, et firma der stod for byggeri af en del ejendomme med små billige lejligheder. En nedgang til en kælderbutik er forsvundet lige som et kammer over porten og et kordongesims mellem første og anden sal. Før branden i 1728 lå på omtrent samme sted, men grundet den senere omlægning af gaden mere i den nuværende gård, to enkle bindingsværkshuse, det ene beboet af en rebslagersvend, det andet af en brændevinsbrænder.

I senmiddelalderen lå her en af byens uundværlige hestemøller. Huset har altid været en typisk håndværkerejendom med snedkere, tømrere, skomagere og selvsammes enker og som eneste i kvarteret har den bevaret et snedkeri i baghuset. Således ejede malermester og oldermand P. W. Jørgensen huset mellem 1809 og 1828. En af få undtagelser var kaptajn i 1. Livregiment Franz Xaver de Plane fra 1818 til o. 1826. Efter at vinduesprostitutionen var flyttet til Teglgårdstræde kort efter 1906 blev huset også et yndet dagudlejningssted for “duerne”. Den legendariske Grønnegadepige Else Metz, gift tre gange og barnløs, boede til gengæld i mange år på 3. sal, også efter at hun stoppede med sit håndværk. Hun var en slags talskvinde for alle pigerne i kvarteret og havde de bedste forbindelser opad i systemet. Hun gik ture i en elegant sort kjole og serverede fra kongeligt porcelæn, når hun havde pæne gæster i lejligheden. Else Metz døde i 1989.

En trettenårig skoledreng fra Studiestræde tjente omkring 1955 35 kroner om ugen for at lufte Lilians og de andre damers hunde og løbe ærinder, bl.a. hente de “du ved godt de der pakker” hos fru Pfeiffer lige om hjørnet. Når der var besøg, skulle han diskret vente i værelset ved siden af.  35 kroner var mange penge dengang.

I stuen finder vi nu læderbaren Men´s Bar. Den kalder sig ”the city’s only bar for real men.” Forløberen var en almindelig restaurant med hyggepianist, grundlagt i 1944 af Gerda Rosenberg, og hed Mandalay efter en populær sang af Mogens Wieth. Den blev efterhånden et både-og-sted, men hed siden i folkemunde aldrig andet end Mandelir, og hvis marinesoldater kom der, sagde folk, var de selv ude om det.

I 1962 blev ejendommen købt af familien Green, boende i Spanien for 215.000 kroner.  I forrige århundrede kom ejendommen to gange på tvangsauktion og i 1984 også i hænderne på to unge spekulanter, indtil den to år senere blev tvangseksproprieret til fordel for byfornyelsesselskabet SBS (værdi 380.000 kroner). I 1994 genprivatiserede selskabet det fornyede hus (værdi nu 3.150.000 kroner) for 2,8 mio. kroner. Den i kvarteret afholdte snedker Henning Høiby havded sit værksted i det delvis bevarede baghus og huskede mange historier fra dengang huset og strædet var alt andet end fine. Men i 2010 måtte han give op på grund af sin høje alder.

(2012)