Teglgårdstræde 7

Teglgårdstræde 7

Det meste af det nuværende Teglgårdstræde blev først til efter branden i 1728, da det blev flyttet til sin nuværende beliggenhed i vest.  Det i 1959 fredede forhus er i dag sammenlagt med nabohuset nr. 5, et forhold der har stået på i lang tid. Nr. 7 med matrikelnummer 189 er et grundmuret forhus fra 1801 i syv fag med kælder og fire etager. Facaden er pudset og malet lysegul og oliemalingen omtales første gang i 1852. Udover en profileret hovedgesims og kældernedgangenes hulkehlsprydede konsolbårne dækplader er der ingen dekorative elementer på facaden. Bygherren var malermester Henrich Thomas Drebolt, der siden købte nabohuset nr. 5. Bagbygningen er blevet revet ned efter 1987.

Da denne side af Teglgårdstræde nævnes for første gang i 1437, tilhørte en meget stor grund Knud Vognkarl, og i 1485 omtales den igen, nu tilhørende Mogens Knudsen. I 1496 kaldes den byens øde jord, der derefter ejes af dr. Peder Albertsen. I 1517 står her fire boder, som doktoren skænkede til Vor Frue kirke, mens han beholdt resten. Denne del var identisk med de nuværende ejendomme Sankt Peders Stræde 18 – 24 og Teglgårdstræde 1 – 7. I 1590 var Teglgårdstræde 3 – 7 skilt ud og tilhørte Københavns Universitet., udlejet til Rasmus Thrane. I 1609 gav daværende ejer Peder Hansen sin grund som pant til institutionen De Fattige Husarme. Efter indfrielsen i 1632 overtog enken Ane Peder Hansens den og efter hende overtog brygger Oluf Nielsen den. Han havde den endnu i 1661 og da omfattede bryggeriet en gårdbygning med hestemølle og fire våninger. Efter bryggerens død blev grunden delt. Det nuværende Teglgårdstræde 7 er identisk med tre grunde, to smalle og en lille og lige så smal men kun halv så dyb mod sydskellet. Den mindste af de tre, bestående af et fire fags bindingsværkshus, tilhørte indtil 1661 universitetet, der udlejede sin jord. Den skiftede efter 1668 ustandselig ejer, bl.a. fordi Anna Olufsdatter overlevede tre ægtemænd. I brandåret 1728 tilhørte den brygger Johan Henrik Schlichtkrull. Den ene smalle grund med et trefags hus ejedes i 1652 af rigmanden Jørgen Fuirens enke Margarethe og den anden med et fire fags hus ejedes af skipper Thomas Pedersen Helsingørs enke.. De to tilhørte i 1728 henholdsvis Jens Ibsen Mørk og enken efter Matthias Hartvigsen, der havde en afdanket soldat boende.

Efter at det nye stræde var opmålt og brolagt, kunne der bygges huse langs gadelinien og her stod så i 1700-tallet tre huse med hver sin bagbygning. Det nordlige hus’ bagbygning var rimelig stor og strakte sig over et aflangt areal bag nabohusene nr. 11 og 13. Det hørte til samme matrikel som det ene af de to huse på det nuværende nr. 11. Det midterste hus ejede i 1757 Hans Bundsak og i tiden op til den anden bybrand smed Morten Meilbye. I forbindelse med genopbygningen blev grunden reduceret til dens nuværende størrelse, dog med en lidt dybere gård end nr. 5. Nr. 13 fik grunden med baghuset. Der var selvfølgelig en bagbygning med boliger og værksteder og efter 1863 også et sidehus.

Maler Drebolt efterfulgtes af linnedvæver R. Rasmussen og han havde en snedker og skomager blandt sine erhvervslejere i året 1809. Femogtyve år senere var det igen en væver, der havde ejendommen, bomuldsvævermester K. Kugelberg eller Kugleberg fra Laksegade 10. Lejere i 1880-tallet første årtier var meget forskellige og man kan ikke påstå, at de fleste var håndværkere som ellers i gaden. Der var en løjtnant, der underviste i tegning og engelsk, en musiklærer, en jordemoder, en kvindelig trådhandler, et bud ved auktionskontoret, en “pennepreparator” og en volontør i Rentekammeret, det daværende finansministerium. Blandt håndværkerne finder vi flere snedkere, de sædvanlige skomagere og skræddere samt en handskemager og en malerfrimester. I 1816 producerede en klejnsmed messingtviste (?) og messingsigter. En høker manglede heller ikke.

Fra 1866 var sidehuset hovedsæde for løjtnant cand.polyt. Sophus Haagensens og cand.pharm. Erhard Kogsbølles fabrik for Carlsbergs sifonaftapnings-armaturer. Samtidig blev der fremstillet likører, frugtvine og bagergær. I og med at de to forretningsmænd lejede Carlsbergs kælder under Hahns Bastion på Nørrevold, var der skabt basis for et bryggeri, der fik navnet ”Alliancen”.  Lagerkælderen under bastionen var oprindelig en del af det militære forsvar og lå til højre for trappen op ad volden, hvor der var en livlig fodgængertrafik mellem 1853 og 1874, da Teglgårdsbroen over volden var blevet overflødig. Ølsalg og sangerindeoptræden var inden da en oplagt aktivitet på stedet. Bryggeriet flyttede i 1869 ud til en grund ved siden af Carlsbergs bryggeri i Valby. Alliancen indgik i koncernen De Forenede Bryggerier i 1891. Navnet Alliance eksisterer endnu som gadenavn i Carlsbergbydelen.

I Kugelbergs og efterfølgeren cand. phil. L. Marzettas tid boede der et overretsbud i kælderen afløst af en værtshusholder efter 1875, en skomager i stuen, afløst af en destillatør på samme tid, og en kunstdrejer på 3. sal. Lige så sjældne håndværk var en ritbinder med speciale i rørfletning og en forgylder. I 1890erne kunne man stadig købe øl i kælderen, men det havde ikke noget at gøre med den oprindelige aftapningsanstalt. Hr. Marzetta selv boede i Pilestræde 37. Hvor der oprindelig altid var en bolig til ejeren, en håndværker eller en håndværkerenke, så gik udviklingen i slutningen af det 19. århundrede derhen, at husejerne havde deres ofte finere bolig et andet sted i byen og snart også helt udenfor byen. Efter Marzetta var det en jurist, der blev ejer af huset og han boede her heller ikke. I hans tid blev kælderbutikken til et skomagerværksted og i stueetagen fandtes en bogtrykker. Skomagerens familie boede på 2. sal.

Huset købtes i 1916 af sildefabrikanten Lykkeberg, der havde sin filetfabrik i naboejendommen nr. 5. Siden har det to huse hørt sammen. Der blev stalde i gården til otte heste og i 1921 også en garage. I baghuset under taget blev et tørrerum til klipfisk indrettet og en røgeovn sørgede for en liflig duft i hele omkredsen. Om sommeren kunne lugten og fluerne være ubehagelige selv for hærdede gemytter, men sildefiletfabrikken voksede og tjente gode kroner. I forhuset fortsatte udlejningen. I kælderen arbejdede en bogtrykker til midt i 1920erne, på 2. sal boede i samme tid en skomager. Efter bogtrykkeren kom en blomsterbutik, en cigarhandel, efter krigen en syerske og et par år senere en skrædder og en barber. Gamle Lykkebergs søn så sig i 1959 om efter bedre pladsforhold og flyttede til Vesterbro.

Nr. 5 og nr. 7 blev købt af direktør og repræsentant Eigil Lafontaine. Barberen F. Møller fortsatte i butikken på stueplan, mens han boede oppe i huset også efter hans forretning var lukket. På 1. sal havde nu Gerhardt Klindt en antikvitetshandel og ved siden af befandt sig et duplikeringsbureau, på 2. sal boede to frøkner, på 3. sal en organist. Gerhardt Klindt udgav, mens han levede her, i 1988 en lille erindringsbog om sin barndom og ungdom i kvarteret, ”Baggårdserindringer fra København 1917-1945”. De tomme bag- og sidebygningslokaler bag ved nr. 5 og nr. 7 blev overtaget af Seminariet for småbørnspædagoger og brændeovnen erstattede røgeovnen. Da de pædagogstuderende fortrak tyve år senere, slog psykosekten Scientology til, købte hele komplekset og ville bygge det om til kontorer, også forhuslejlighederne. Københavns Magistrat kørte en udmattelsesstrategi mod de upopulære ejere og da kommunen allerede fra 1980 havde planer om at skabe et større sammenhængende opholdsareal i karreen, blev både sidehuset og baghuset, der ellers ikke fejlede noget, dømt til nedrivning. Da mistede scientologerne interessen og solgte i 1988 forhusene til private investorer, der indrettede moderne ejerlejligheder i dem. I kælderen var der 1990’erne igennem kunstgalleriet Phønix, specialiseret i aktuel kunst. I samme kælder åbnede kokken fra Østerbro Daniel Letz i 2002 en delikatesseforretning med laks og fransk-italienske specialiteter. Men han var forud for udviklingsniveauet i Teglgårdstræede og måtte hurtigt lukke igen. Stueetagen har erhvervslokaler, resten af huset består af ejerlejligheder, tilknyttet det pragtfulde åbne gårdfællesskab bagved. En 59 m² stor to værelseslejlighed på 3. sal falbydes i februar 2007 for 2.995.000 kroner. Og så er stuklofterne også fjernet og de nøgle loftsbjælker er synlige for at slette historiske spor. Letz genåbnede sin butik i november 2011, efter at den stod tomt eller havde kortvarige lejere i et antal år.

(2011)