Teglgårdstræde 9

Teglgårdstræde 9

Det grundmurede forhus på fem fag, med kælder og tre etager og en fabriksetage under taget havde en pudset gråmalet facade, men er i dag malet lysebrun på stueplan og ellers lyserød. Yderfagene har dobbelt bredde. Udover den almindelige kordongesims over stuen er der en fordybning over midterfagene mellem 1. og 2. sal. Husets byggeår må være 1796, fordi dette årstal læses i fordybningen. Det var murersvend Lars Blom, medlem af den driftige murerfamilie Blom, som fik det bygget. En oprindelig à la grecque borte i fordybningen er forsvundet. Fabriksetagen oppe på taget er allerede fra 1844. Porten i det nordlige dobbeltfag, som huset havde dengang, blev i 1873 erstattet af en kældernedgang.

Matriklen her går tilbage til en stor grund langs volden. Her skødede Oluf Pedersen og hustru Grete Smalstigsdatter i 1432 gård, jord og grund til skomager Arild Didriksen. Borgmester Jep Clausen Godov, en af de kommende ejere, skænkede sin grund til Skt. Antoni Kloster i Præstø. Klostret solgte den i 1498 videre til Københavns bystyre. Hertil hørte den sydlige grund inklusive Teglgårdstræde 9, og den tilhørte i 1653 og endnu i 1661 arkelimester, dvs. tøjhusforvalter, Torben Andersen, som delte den i to, det senere Teglgårdstræde 9 og halvdelen af Teglgårdstræde 11. Derefter bestod nr. 9 af to små grunde med hver sit hus foran den dybere vinkelformede grund som en del af nr. 11. Den nordlige grund med et seks fags hus tilhørte i 1668 og endnu i 1680 flæskemand Laurs Sørensen og 1682 murersvend Johan Jensen. Den kom på auktion i 1714 og blev solgt til murermester Bendt Thorsten, der endnu var ejer i 1717. I brandåret 1728 ejedes den af øltapper Christen Poulsen. Den sydlige grund med et tre fags hus tilhørte i 1668 Henrik Jørgensen, i 1669 og endnu i 1679 bedemand Hans Thomsen Hiøring. Han efterfulgtes af tømrer på Holmen Claus Clausen, der for sit vedkommende solgte den videre til handelsmand Evert Weinmann i 1698. Derefter skiftede den tre gange ejer og var i brandåret 1728 i besiddelse af øltapperenken Kirsten Frantzdatter.

I 1700-tallet stod her to huse med hver sin bagbgyning. Den sydlige lidt dybere ejedes af den omtalte murer Blom. I forbindelse med genopbygningen efter den anden brand i 1795 blev de to af mureren slået sammen til en ejendom og med et matrikelnummer. Lars Blom efterfulgtes af snedkermester H. de Place og denne i 1830’erne af H.. C. Andersen, overkontrollør ved Det kgl. Teater, undtagelsen, der bekræfter reglen. Lejerne var en jordemoder, en oliemøller, de to urtekræmmere Dreyer og Struck, en skrædder, en smedefrimester osv., kort sagt ordentlige borgere i beskedne kår. Den situation må have ændret sig efter 1850, fordi sædelighedspolitiet havde i det år 15 prostitueredes adresser på gadenummer 9. Og det var mere end et halvt århundrede før vinduesprostitutionen påbegyndte i kvarteret. Efter H. C. Andersen skiftede ejeren et par gange i den anden halvdel af det 19. århundrede, først var det brændevinsbrænder N. B. Lorentzen fra Vesterbrogade 121 (han havde også ejendommen Sankt Peders Stræde 49) og så gårdejer Jørgensen. Begge boede mod sædvane ikke i deres eget hus. I stueetagen boede og arbejdede en skræddermester, siden en trådhandlerske og en cykelhandler, og i kælderen, der hvor porten sad indtil 1872, en jernhandler. I den anden halvdel af stueetagen boede og arbejdede urmager Holm og efter dennes død hans enke.  På 1. sal boede en af de mange enker i kvarteret og på 2. sal en kontorist. Huset forblev i familiens eje, det vil sige efter 1892 de to søskende grosserer L. J. Jørgensen og grosserer T. P. I. Jørgensen og fra o. 1936 direktør Jens Jørgensen. Efter at Holms urmagerbutik forsvandt, var her i 1930 Harriet Larsens sæbebutik og syv år senere Olga Hansens lampeskærmsudsalg til sidst i 1940erne. Olga delte telefon med Solvejg Larsen, der drev et modeatelier efter besættelsestiden.

  Familien Jørgensen blev i 1952 afløst af damefrisør Christian Busse som ejendommens ejer. Han betalte 40.000 kroner. Busse drev en antikvitetshandel i kælderen, hvor der før var en grammofonpladeforretning og nu en fransk delikatessebutik. Han havde også Boldts Stiftelse nr. 16 længere henne på den anden side af gaden. Lejerne var bl.a. en kogerske, en husmoderafløser og en syerske ifølge vejviseren, nogen gange med hemmeligt telefonnummer. Men også en overtjener og en solodanser i 1960erne. En af lejlighederne, beregnet til pigerne Gab (Gabriele fra Ungarn) og Røde Anni, blev betalt af Ole Kaffebar, den entreprenante ejer af baren Can Can i Larsbjørnsstræde. I prostitutionens blomstringsperiode mellem 1920 og 1970 var der prostituerede i Teglgårdstræde nr. 1, 3, 9, 10, 11, 12, 13, 14 og 16. Og de relativt billige og små boliger, der ikke var udstyret med moderne faciliteter, var oplagte til et erhverv, der havde brug for vinduesplads. Christian Busse solgte dette hus videre til Flemming Borge og denne til Bjarne Schwenk og Michael Christensen. I dag er det en ejerforening, der har fået tinglyst ejerlejligheder. I stueetagen har der siden 1990 i den ene lejlighed været et rejsebureau, der hedder Orient Express, mens den anden har haft skiftende erhverv. Ovenpå er seks lejligheder lagt sammen til tre større og moderniserede beboelser.

(2012)