Vester Voldgade 17

Vester Voldgade 17

Den nuværende store ejendom på hjørnet af Vester Voldgade og Studiestræde ligger på oprindelig seks gamle matrikler, der i det forrige århundrede havde fire forhuse af forskellig størrelse. Da byens ejendomme i 1377 blev registreret for første gang, tilhørte grundene langs Bysens Planker, som Vestervold dengang kaldtes, en vis Boecius Swensson fra Vigerslev. De kom siden til at være kommunens jorde og fik med årene en sparsom randbebyggelse. I 1496 blev de udlejet til tømrer Jes Olsen og kom i 1523 igen i private hænder, nu til guldsmed Anders Haagensen. Han skødede dem i 1524 til rådmand Laurids Jensen. Fra 1653 berettes, at der lå fire våninger under volden. De to ejendomme ud mod Studiestræde, gadenumrene 42 og 44, nævnes for årene 1653 og 1662 vedkommende at tilhøre rådmand Didrik Bartskærs enke Lene Rohde. Hun tilskødede dem i 1663 til urtegårdsmand, det vil sige gartner, Rasmus Klincher. I 1668 og 1674 nævnes furer Salomon Reval som ejer, derefter i 1685 glarmester Giert Jensen, der kun et år senere sælger dem videre til urtegårdsmand Poul Hansen Lind, der udstykker sin grund og deler den i to. Den første, nr. 44, går i 1686 til tømrermester Jens Erlandsen og sælges på en auktion i 1716 til forhenværende bagersvend Sivert Sivertsen, der ernærer sig som øltapper. Den anden, nr. 42, solgte gartner Lind samme år til snedker Jens Nielsen. Grunden var bebygget med tre gamle våninger. Efter hans død kom den på auktion og solgtes i 1706 til murermester Bent Thomsen. Han har i 1717 stadig ejendommen. I 1725 har den endnu de tre våninger og tilhører nu Jacob Melvin. Ejendommen kommer på auktion i 1725 og skødes til rebslager Eilert Wesendunch. Han er ejer i brandåret 1728. To grunde ud mod Vestervold, som også var gartner Klinchers ejendomme, var i hans tid bebygget med et langt halvtagshus under volden. Den tredje grund tilhørte i 1653 Iver Kier og havde dengang elleve våninger. I forbindelse med svenskernes belejring blev seks våninger under volden i 1659 sløjfet og aldrig genopbygget siden. Gadelinien blev samtidig trukket tilbage mod øst. Kier havde dengang i alt 34 fag og naboen Didrik Lemvigh Gladsaxe 18 fag. Da Klinchers enke solgte ud af sine ejendomme, gik den første, Vestervold 13, i 1683 til slagter Henrik Børgesen. Efter at være ejet af en rådmand og en biskop – begge har selvfølgelig aldrig boet her – blev den endelige ejer af grunden i 1728 soldat Christian Scheffter. Den næste, Vestervold 15, solgte fru Klincher i samme år 1683 til tømrer på Holmen Bendt Madsen og hans kone Kirstine Troelsdatter. Efter at have været i eje af en skibstømrer, en brændevinsbrænder og en murer var den i 1728 i hænderne på Johan Fortmand. Den sidste grund, Vestervold 17, solgte fru Klincher i 1684 til skoleholder Oluf Jensen Helsing. Efter at have været i eje hos en skrædder og en laugmand var den i 1728 tømrermester Niels Sørensens ejendom.

  Rebslager Wesendunch i Studiestræde havde samtidig rådighed over det store haveareal bagved, sandsynligt for at kunne udøve sit erhverv, der krævede megen plads til en reberbane. Han havde kone, fem børn, fire rebslagerkarle og en pige. Huset blev lige som de andre huse ikke ramt af branden. Han gav husly til 83 beboere i sine to huse i Studiestræde 40-42, 22 mænd, 30 kvinder, og 31 børn, for det meste håndværkersvende, soldater og enker. Sivert Sivertsen med sit lille hjørnehus havde kone og to børn og fik i brandåret i alt 11 logerende, hans egne og de husvilde. Det var tre mænd, tre kvinder og fem børn. Visiterer[1] Søren Kappel på Vestervold med kone og et barn havde 12 logerende, tre mænd, seks kvinder og tre børn. De nødstedte lejere var typisk soldater og enlige kvinder. Johan Fortmand på Vestervold, der ernærede sig som væver, var gift og uden børn, gav husly til 17 logerende, herunder fire mænd, ni kvinder og fire børn. Den enlige soldat Scheffter i det nordlige hus samme sted fik 15 femten logerende, fire mænd, otte kvinder og tre børn.  

  På Geddes kort fra 1757 bestod Studiestræde 42 af to huse, begge tilhørende Hendrik Mesh, det østlige lidt større end det vestlige, uden side- og bagbygninger, men med gård og fjæleskur. Hjørnehuset, Studiestræde 44, med beboer Andres Møller, var endnu mindre end de to andre og havde også sin meget lille gård bagved mod Vestervold. Vestervold 17 med Christen Jensen Mariager som beboer havde den karakteristiske form som de fleste andre korte jordstrimler langs volden, der gik tilbage til billige, lave våninger. Hans gård var knap halv så stor som det lille hus. Ole Olsens hus, Vestervold 15, var dobbelt så dyb og omkransede en få kvadratmeter stor gård. Det sidste hus, Vestervold 13, Bjørn Andersens, var igen meget lille men havde en gård bagved med et fjæleskur langs nabomatriklen med dens store gamle have.            

  Halvdelen af Nørre Kvarter blev ødelagt af branden i 1795. Også denne karre blev offer for branden og da der skulle bygges nyt, blev der kun bygget et enkelt hus i Studiestræde 42, mens hjørnehuset udvidedes med Christen Mariagers matrikel. I de gamle 1600-talsbindingsværkshuse før branden boede der slagtere i Studiestræde og en politibetjent, et laugsbud og en possementmager på Vestervold. I hjørnehuset sad der en høker. Og i alle huse igen og igen de dengang så talrige enker. Nu rejste bygherrerne grundmurede huse og hjørnet fik det påbudte brækkede facadehjørne. Vestervold 15 blev først en halv snes år efter branden genopbygget. Kendetegnende for beboerne i første halvdel af 1800-tallet er de talrige små håndværkere. Det nye hus Studiestræde 42 tilhørte en urmager og efter ham en snedker, Studiestræde 44/Vestervold 17 en parykmager og efter ham også en urmager, Vestervold 13 en skriftstøber og siden hans enke. En af hans lejere var den tre gange gifte, ikke særlig geniale kongelige teatermaler Anders Poulsen. Da Vestervold 15 endelig stod færdig, blev den hjemsted for Watt & Gordons lille hørfabrik. Studiestræde 44 var siden i mange år klejnsmedemester Lundgreens bolig og arbejdsplads. Tager vi vejviseren for året 1829, så var situationen den, at Studiestræde 42 var bolig og arbejdsplads for en slagtermester udenfor lavet, en skomagermester udenfor lavet, en murermester udenfor lavet, en te- og porcelænshandler, en trådhandler, en skrædder, alle seks med deres familier, og endelig en enkefrue. Studiestræde 44/Vestervold 17 var bolig for en premierløjtnant, der arbejdede som sproglærer, to retsbetjente, en kvinde, der underviste piger i sit hjem, en tømrermesterenke, en pensionær og klejnsmed Lundgreen. Vestervold 15 gav bolig til en skomagermester, en postmesterenke og til fhv. styrmand Speiermann, der havde overtaget hørfabrikken, som nu hed C. G. Speiermanns Klædefabrik. Styrmanden var allerede i 1840 flyttet videre til Rigensgade.  I Vestervold 13 boede en handelskommissionær, en kaptajn, en værtshusholder, en informator[2], en madam og ejeren selv, skriftstøbermester Førsterling med familie. 

Studiestræde 42

Det var en particulier Hansen og siden hans enke, fru Hansen, boende i stueetagen, der i 1860’erne og 1870’erne ejede huset. I 1883 døde enkefrue Hansen. En snedkermester Oxelberg overtog ejendommen uden selv at flytte ind. Parrets lejere var enker, håndværkere, en politibetjent og en student, lejere, som der var flest af i jævne huse i de indre stræder. I en af kældernedgangene holdt et bødkerværksted sig i mange år. Den anden udnyttedes af en marskandiser eller en skomager og lign. I stueetagen lå før og efter århundredeskiftet L. Jensens skabelonfabrik. Efter snedkeren ejede Jensens Pianofortefabrik i Studiestræde 45 ejendommen, dog uden at bruge den til sin produktion. Fabrikken blev afløst af fabrikant A. Lange og af efter ham A. Carlsen, der ret hurtigt døde og dødsboet gik til en bank, der dannede et ejendomsselskab med henblik på erhvervelse og videresalg af det gamle hus. Så er vi i 1908. Samtidig var der servering i den nye ”Prinsen”, som var et cafénavn, der havde flyttet adressen adskillige gange. Efter 1910 arbejdede i stueetagen det kemisk-tekniske laboratorium Ratex, mens en fru Anna Bruun var blevet husejer. I 1918 blev ejendommen slået sammen med hjørnehuset og Vester Voldgade 14 og efter 1923 også med Vester Voldgade 13 til ejendomsselskabet Vestervold 17 A/S. I kælderen fortsatte caféen, mens der i 1920’erne ikke længere var boliglejemål i huset. Til gengæld arbejdede en violinbygger Andersen, en skrædder Jensen og støvsugerforretningen Celinder i de forhenværende boliger. Studiestræde 42 blev sammen med de tre andre huse i Vester Voldgade revet ned i 1931 og der kom straks nyt byggeri i gang.      

Vester Voldgade 17

Da de gamle volde og bastioner blev sløjfet over en længere årrække efter 1874, blev gaden langs med volden gjort bredere og fra delvis blot 12 meter blev den nu mellem 22 og 27 meter bred. Samtidig ændrede kommunen gadenavnet fra Vestervold til Vester Voldgade. Det nydelige hjørnehus med de store påmalede butiksnavne, som indtil 1885 ikke fik megen eftermiddagssol, tilhørte fra 1840’erne particulier C. Tamdrup, der med sin kone boede på 1. sal, beletagen, som var ret almindeligt for husejeres vedkommende. Efter hans død arvede fru Tamdrup huset og blev boende til sin død. Fra 1880’ne boede den efterfølgende husejer cand. theol. H. A. Høy ikke længere i sit hus. Hans dødsbo gik efter 1914 over til det nævnte ejendomsselskab Vestervold 17 A/S. I en af de tre kældre var der fra 1860’erne en skomagerbutik i meget lang tid, i den anden i kortere tid en blikkenslager og i den tredje en marskandiser. De fleste boliglejere var enlige kvinder, frøkener og enkefruer, som de kaldtes dengang. En af kældrene blev til værtshus, et af de talrige i kvarteret. Men så kom der en cigarhandlerbutik samme sted og efter 1900 også en frugthandel. Tobaksforretninger var der også rigtig mange af i den sidste tredjedel af 1800-tallet, hvor stort set alle voksne mandlige danskere var rygere. I 1890 rummede huset i alt tolv husstande. I stueetagen kunne man hos frisørmester Corell blive klippet og/eller barberet, endvidere bestille en glarmester i tilfælde af knuste ruder og hos Rosendahl bestille en flyttevogn eller få anvist et opmagasineringssted til husgeråd. Skomageren i den ene kælder lukkede o. 1915 og efterfølgeren blev en af de nu så aktuelle antikvitetsforretninger, en videreudvikling fra de jævne marskandiserbutikker. I A-bygningen på 2. sal praktiserede nu en fodlæge. De sidste år inden huset faldt for spidshakken kunne man først købe chokolade og bolcher i kælderen og derefter smørrebrød. Ovenpå havde bl.a. redaktionen for Havebrugets Fremme lokaler. Musikhuset Traviata ventede sikkert også på kunder. Glarmesteren var den lejer, der havde haft sin forretning længst, da man i 1930 skulle rydde hele ejendommen for lejere.     

Vester Voldgade 15

Efter hørfabrikanten kom der forskellige ejere af ejendommen, indtil den blev indrettet til hotel i 1876 af den nye ejer og hotelvært L. Hansen. Det lille hotel ”Falster” havde også plads til en vognmand. Efter 1900 under den nye ejer C. Chr. Jørgensen hed hotellet ”Sønderjylland”. Der kom andre hoteller i samme gadeside og med frit udsyn mod øst efter at volden omkring 1885 blev fjernet. I 1840 havde der kun været gæstgiveriet ”Den hvide Hane” på strækningen mellem den nuværende Jarmers Plads og hjørnet af Vestergade. Nu var der Møllers, siden Meyers Hotel, så Park Hotel, i dag Hotel Fox på nr. 3, Hotel du Boulevard, oprindelig Gjæstgiveriet Harreschous Enke og Boulevards efterfølger Hotel Hafnia på nr. 23, Hotel Kong Frederik, Den Hvide Hanes efterkommer på nr. 25, Industrihotellet på nr. 29, Hotel Prinsen, oprindelig Jacobsens Gjæstgiveri på nr. 31, og Hotel Bellevue på nr. 39. Med ”Sønderjylland” i alt otte overnatningssteder på denne korte strækning. I året 2006 er der kun to hoteller tilbage: Fox og Kong Frederik. Hotellet havde også faste logerende, der kaldte sig particuliers eller handelsrejsende. Da Boulevardhotellets navn blev ledig efter åbningen af hotel Hafnia, udskiftede Jørgensen endnu en gang navnet på sit hotel og i 1910 hed det Ny Boulevard Hotel. Et dyrt hotel var det ikke: man kunne overnatte for 1 krone og der var også pensionistrabat. I 1918 købte ejendomsselskabet Vestervold 17 A/S huset af daværende hotelejer fru Anna Bruun. Hoteldriften fortsatte under hende helt til 1928, to år inden huset blev jævnet med jorden. Fru Bruun boede lige om hjørnet i Studiestræde 42 på 3. sal. Hotelværelserne lå i bagbygningen på denne adresse. Den sidste forretning i det gamle hus på Vester Voldgade var en lille frugthandel.

Vester Voldgade 13

Efter Førsterling var det o. 1854 at frøken Elise Bech eller Beck fik skøde på det beskedne hus af samme størrelse som nabohuset nr. 15. Hun boede til sin død på 2. sal og i 1880’erne var det malermester Rasmussen på 1. sal, senere på 3. sal, der var ejendommens ejer. Da han døde, overtog hans enke i 1905 og efter hende parrets to sønner, en kunstmaler og en musiker, ejerskabet. Maleren boede på 1. sal, musikeren på 3. sal. En anden maler, den i dag ukendte E. F. Torgny, fik også lov til at bo hos de to kunstnere. Han havde en bolig oppe på 4. sal. Huset havde ingen kælderbutik og stuen fungerede derfor som butik. I 1870’erne sad her to modehandlerinder, i 1880’erne og 1890’erne en skomager, efter 1900 en rullegardinfabrik, der inddrog også 1. sal, og til sidst en cigarbutik. 1. sal overdrog ejer Rasmussen til en snedker. Forpagteren af tobaksbutikken var efter 1910 cigarhandler Munkeboe. Sin bolig havde han i hjørnehusets A-bygning på 2. sal. Indtil 1923 havde en af brødrene stadig skøde på huset og så blev også dette solgt til Vestervold 17 A/S. Munkeboe blev en af husets sidste lejere og flyttede i 1930 sammen med maler Torgny og en bager, der havde boet på 1. sal i en af brødrene Rasmussens lejligheder.

Corner

  Efter at alle fire huse var kondemneret og revet ned, kunne en ny bygning på den nu virkelig store grund rejses. Initiativtageren var vinhandler Carl Jørgensen fra Vesterbrogade 22 og bygherrens firma hed A/S Grand Hotel otel Corner. Den nye hjørneejendom på et grundareal på 548 m², der var indflytningsklar i september 1931, fik navnet Corner og skulle oprindelig være et hotel. Men det gik hurtigt op for aktørerne, at Vester Voldgades storhedstid som hotelgade var ved at være historie. Arkitekten af den moderne femetages bygning med kælder og mansardtag og udbygget tagetage var W. Marke. Facaden blev beklædt med dolomit, en form for stenemalje. Taget mod Vester Voldgade var dækket med kobberplader, mod gården var det dækket med skifer. Nu var der kun et gadenummer tilbage: Vester Voldgade 17.

  En ny kunstnersammenslutning fik straks sit første udstillingslokale i foyeren i 1932 og lånte i den anledning husets navn. Vinhandlerens søn kokken Ejler Jørgensen var nemlig ven med Søren Hjorth Nielsen, hoveddrivkraften bag den snart kendte sammenslutning, der allerede under sin første udstilling fra den 20. februar til den 6. marts 1932 fik solgt et maleri for 200 kroner til selveste Statens Museum for Kunst. Gruppen fandt sammen i 1932 på initiativ af ”Odsherredsmalerne”, først og fremmest Karl Bovin, Kaj Ejstrup, Erik Raadal og Alfred Simonsen. Hertil kom Lauritz Hartz og Victor Brockdorff. Hjorth Nielsen udstillede udenfor kataloget og ville helst holde sig i baggrunden, fordi han stadig følte sig forpligtet overfor den lidt ældre sammenslutning Decembristerne. Udstillingen i Vester Voldgade blev en vaskeægte succes. Der kom over halvandet tusinde besøgende og der blev solgt for over 2 000 kroner. Som noget nyt fik man tilbudt muligheden for at afbetaling eller tegne en andel i Corner. Det samme navn Corner brugte også fru Embel med sin konfekturebutik og en damefrisør på 1. sal kaldte sin forretning også for Corner.  

  Da kompleksets fleste lejemål var fordelt, så situationen i 1935 således ud: I stueetagen var der en isenkram- og stålforretning, Ejnar Petersens herreekvipering og chokoladebutikken Corner, alle med indgang fra Vester Voldgade 17. Prinsens Vinstue, drevet af Carl Jørgensen, havde sin indgang fra Studiestræde 42. Vinstuen blev siden restaurant og hed i dens senere år ”Den gyldne Prins”. Man sad ved små borde, hvor hver gæst havde sin egen lille kvadratiske borddug. Specialiteter var de efterhånden sjældne finker og klipfisk. Væggene var pyntet med historiske københavner kort. Først i 1969 blev restauranten lukket, fordi ejeren skulle bruge flere kontorlokaler. På 1. sal var der to sagførere, Primora Radiomat A/S, en tømrermester, der også var entreprenør, en tandlægepraksis og en damefrisør. På 2. sal var der Danse- og Gymnastikinstituttet, Dansk Tyveriforsikring og Nordisk Forsikringsanstalt. På 3. sal var det internationale ingeniørbureau Hofman-Bang & Boutard, den traditionelle lokale urtekræmmervirksomhed William Baggers Eftf. A/S, Handelsaktieselskabet Amorco, generalrepræsentationen for Armour & Company, endvidere Hannerup-Hansen & Wiik og Co. A/S og en sagfører. På 4. sal fandtes to grossereres kontorer, F. Blochs tekniske Agentur, firmaet Commercial Cable, Halland & Weise Assurancer, Kelly’s Directories, Max Weye & Co. Assecurancer og teaterforlaget Strakosch. Sammensætningen af disse lejere illustrerer på sin måde det københavnske forretnings- og kulturliv før anden verdenskrig. Både handel, industri, håndværk og serviceerhverv er repræsenteret.   

  K.A.B., Københavns Almindelige Boligselskab, stiftet i 1920 med den dynamiske direktør F.C. Boldsen som hovedinitiativtager, havde fået mezzaninetagen hos Grundejernes Brandforsikring i Vester Voldgade 8. I 1939 blev KAB anerkendt som et almennyttigt selskab, så byggeriet og udlejning kunne få statsstøtte, og med stiftelsen af talrige boligselskaber og egne byggeforetagender krævede den eksplosive vækst mere plads til forvaltningen og til trods for nye lokaler i Vester Voldgade 6 og på Vestre Boulevard 5 blev det absolut nødvendigt at flytte og heldigvis lykkedes det at købe Corner-komplekset lige på den anden side af gaden ved at erhverve vinhandler Carl Jørgensens dødsbo for 840 000 kroner i 1940. De mange erhvervslejere i ejendommen forhalede overtagelsen, men i januar 1941 var alt klar og efter en ombygning for 214 000 kroner overtog KAB 3., 4. og 5. etage og siden 1. etage, mens butikkerne foreløbig fik lov til at blive. Erhvervslejerne i stueetagens tre butikker i Vester Voldgade var Emma og Christian Ludvigsens butik ”Nørreleds Damelingeri”, oprindelig i Nørregade 53, E. A. Petersen Herreekvipering og konfektureforretningen ”Corner”. De forsvandt en for en i de følgende årtier. Den sidste lejer blev Ruth Poulsen, der lukkede sin chokoladebutik i 1971. Gården fik en overdækning og en udendørs personalekantine i lighed med nabofirmaet Poul Westermann, Vester Voldgade 11, der også havde en personaleterrasse inde i gården. Disse kantiner findes ikke længere. KAB’s rådgivende ingeniørfirma Dominia A/S flyttede med ind og et aktieselskab blev dannet, der skulle stå som ejer af Corner. Nu fik huset navnet Bygge-Hjørnet. Indgangen blev ved med at ligge midt på Vester Voldgade 17 med to butikker til venstre og en til højre. Over døren stod med tydelige skrifttyper KAB-Koncernen. På 1. sal over hjørnevinduet kunne man læse navnet BYGGEHJØRNET. Direktør Boldsen trak sig efter denne succeshistorie i 1945 tilbage fra sine mange stillinger og tog enkelte selskaber med sig. I de 65 år, der er gået, er bygningen blevet ændret en del gange, først i 1945 og så i 1994. KAB havde i mellemtiden også erhvervet naboejendommen Grundtvigshus til sit firma Dominia og der trives butikkerne stadig i bedste velgående

  I forbindelse med en større ombygning blev indgangen flyttet til gadehjørnet og en sollysafskærmning på taget, der rager frem ud over facadekanten, er blevet lagt på huset. På gadehjørnet under den øverste etage anbragtes en fransk altan. På selve hjørnet knejser nu en elevator, idet hovedindgangen er flyttet til yderfaget i Vester Voldgade. Facaden er pudset med en mørk koksgrå farve. Restaurantens lokaler blev ombygget til kontorer, vægge mellem nr. 42 og hjørneejendommens stueetage blev i den anledning fjernet og indgangsdøren til den i mellemtiden lukkede ”Gyldne Prins” tilmuret. Den større ombygning og facadeændringerne fra 1994 skyldes tegnestuen Vandkunsten. Firmaet Dominia er i mellemtiden flyttet fra Grundtvigs Hus til boligselskabet VIBO i Sankt Peders Stræde. Alle etager i Vester Voldgade er forbundet med Studiestræde 40 gennem branddøre, således at Grundtvigs Hus er forbundet med Cornerejendommen. KAB har nu også rådighed over Vester Voldgades 11’s bagbygning, som den lejede i 2006 og på det sidste også lejede lokaler i bagbygningen i Vester Voldgade 7-9. I 2007 skal der være 80 nye arbejdspladser udover de nuværende 220 i ejendommene, så det kan ikke påstås, at KAB har for megen plads til sig selv.

(2007)    

Læs mere: Hans Edvard Nørregaard-Nielsen: Figurer i et landskab. Corner Classic 75. 2007      


[1] toldkontrollør

[2] privatlærer