Vester Voldgade 21

Vester Voldgade 21

Denne ejendom er den sidste af de oprindelige huse mellem Rådhuspladsen og Sankt Peders Stræde efter branden i 1795. Men også denne ejendom har været udsat for kraftige ombygninger. Dog har den i en vis grad overlevet til i dag sammenlignet med alle de nye bygninger på denne strækning. Forhuset har syv fag med fire etager og mansardetage. Facaden er glatpudset og malet lyseblå. Den har kordongesims og hvide knægtbårne sålbænke i de tre midterste fag. Mellem 1. og 2. sal er der i de tre midterfag en fordybning i muren med en frise i hvidt og guld. På taget findes fire brede kviste. Forhuset stammer fra 1797-98 og blev opført for herbergerer Jørgen Petersen. Dengang havde det tre etager og sadeltag. Huset fik efter 1832 indsat en ekstra etage og et mansardtag med tagboliger. Dengang forsvandt også facadefordybninger over 1. sal. En synlig kælder med overdækket nedgang som alle andre huse fra tiden havde, blev bygget om til en butik efter 1866. Gården blev i 1919 overdækket i stueetages højde. Den nu helt usynlige kælder skyldes en ombygning fra 1925. Forhuset med sidehuset er fredet til trods for ombygningerne. I året 2006 ser huset lidt forsømt ud, ringemekanismerne i hoveddøren er revet ud af ukendte hærværksmænd, en rude mangler, det ser ud til at der kommer til at ske en større renovering.   

  Den nuværende matrikel 211 var i middelalderen en mindre del af en meget større grund med randbebyggelse, der strakte sig fra Studiestræde 39 til Vester Voldgade 23, oprindelig privat, derefter kommunal og så igen privat og i 1600-tallet delt i en række mindre matrikler. Grundene langs Vester Vold tilhørte i 1564 bøssestøber Laurids Madsen og hans hustru. De blev mellem 1560 og 1564 delt i private parceller. I midten af 1600-tallet hørte nr. 21 stadig sammen med nr. 23 og bryggerenken Maren Madsdatter delte og solgte tre grunde efter 1650. Vester Voldgade 21 havde siden bestået af to grunde og to huse. Først efter branden i 1795 blev de lagt sammen til den nuværende matrikel med gadenummer 21. Det første – sydlige – hus solgte hun så sent som i 1682 til en ansat ved Tøjhuset og hans enke videresolgte det i 1713 til murersvenden og tamburen Peder Nicolaisen. Hans hus overlevede branden i 1728 og blev anvendt til genhusning af husvilde københavnerne. Murersvend Nicolaisens familie på fire skulle give husly til 17 personer, to tyske soldater og en dansk soldat med familier, en kone, en sælger af gammelt tøj og en arbejdskarl med familie. Nicolaisens hus var lidt større end det andet, det nordlige nabohus. Dette hus kom først i besiddelse af en regimentskvartermester, derefter gik det i 1678 til en brygger og hestehandler og dennes enke solgte huset videre. I brandåret 1728 var det ejet af Caspar Diedrich Cordevan, der var gedeskindsgarver og dengang endnu ikke gift, han fik kun én husvild gardesoldat som lejer. Garveren havde et lille baghus, mens murersvenden havde et hus med en lille sidebygning. Begge huse blev i familiernes eje de efterfølgende årtier og da den næste brand ødelagde de to gamle huse i 1795, var det første et værtshus med en lejebolig, hvor et bud hos Hof- og Stadsretten boede, og det andet i garverfamiliens eje, med lejeboliger til et bud, der arbejdede hos Det borgerlige Understøttelsesselskab, en damefrisør, en hørkræmmer og en kallunsmand, der forarbejdede dyreindvolde til pølser m.m. Herefter blev grundene lagt sammen og det nuværende hus stod færdig tre år efter. Husets ejer var efter Jørgen Petersen øltapperen, værtshusholderen, senere gæstgiveren M. Frandsen og hans arving. Han havde pæne lejere. I 1820’erne havde forløberen for en sparekasse kontor hos ham. Den hed Låne-, Livrente- og Børneunderstøttelsesselskabet. Der var en præsteenke, en skriver i Rentekammeret, en sportelkasserer m.fl. I 1814 døde en berømt britisk original i ejendommen. Sir Levett Hanson havde boet her i en årrække med sekretær, kammertjener og husholderske. Han var den perfekte gentleman, dannet og berejst, og samtidig en rigtig særling med en stor faible for ordener og gastronomi. Han blev begravet på den reformerte kirkegård og efterlod sig en stor gæld men skulle efter sigende havde gods og jord i England. I 1837 boede den senere statsminister C. C. Hall, dengang blot cand.jur., her og mellem 1845 og 1848 opfinderen Christian Sørensen, der ganske få år senere opfandt verdenens første sættemaskine i hans efterfølgende bolig og værksted i Studiestræde 31. En enden lejer, i dag ikke længere kendt, var landskabsmaleren Godtfred Rump (1816-1880). Det hedder sig, at han var den første landskabsmaler, er malede ude i naturen og ikke kun i atelieret. Der var forskellige ejere i løbet af det 19. århundrede, bl.a. en premierløjtnant Wulff, og efter 1870 var det gæstgiver J. Jensen, der indrettede et gæstgiveri eller hotel, som det nu skulle hedde. I kælderen var der værtshus, med undtagelse af nogle år, hvor der arbejdede en snedker, og i bagbygningen havde en vognmand vogne og hestestald.  

  Efter 1870 blev huset et af de hoteller, der afløste gæstgiverierne i Nørregade og Vestergade, som halvtreds år senere igen blev afløst af nye hoteller omkring den anden hovedbanegård. Hotellet her fik navnet ”Valdemar”. Da de gamle volde og bastioner blev sløjfet over en længere årrække efter 1874, blev gaden under volden gjort bredere og fra delvis kun 12 meter blev den nu mellem 22 og 27 meter bred. Samtidig ændrede kommunen gadenavnet fra Vestervold til Vester Voldgade. Der kom nu andre hoteller i samme gadeside og med frit udsyn mod øst efter at volden var fjernet og voldgraven opfyldt. I 1840 havde der kun været gæstgiveriet Den hvide Hane på strækningen mellem den nuværende Jarmers Plads og hjørnet af Vestergade. Nu var der Møllers, siden Meyers Hotel, så Park Hotel, i dag Hotel Fox på nr. 3, Hotel Falster, siden Hotel Sønderjylland og Ny Boulevard på nr. 15, Hotel du Boulevard, oprindelig Gjæstgiveriet Harreschous Enke og Boulevards efterfølger Hotel Hafnia på nr. 23, Hotel Kong Frederik, Den Hvide Hanes efterkommer på nr. 25, Industrihotellet på nr. 29, Hotel Prinsen, oprindelig Jacobsens Gjæstgiveri på nr. 31, og Hotel Bellevue på nr. 39. I alt otte overnatningssteder på denne korte strækning. I året 2006 er der kun to hoteller tilbage: Fox og Kong Frederik. Hotel Valdemar var måske mere beskedent end de andre. Gæstgiver J. Jensen afløstes i 1890’erne af hotelvært N. Yde, der også havde købt ejendommen. Han havde en lejlighed i stueetagen, indtil han slog sig ned på Frederiksberg. Hans hotelforpagter var derefter K. L. Bendtsen og til sidst Lars Hansen. Udover hotelvirksomheden var der stadig udlejningsboliger i huset, i 1903 således to boliger. Først efter 1917 var Hotel Valdemars dage talte i lighed med Industrihotellet og Hotel Bellevue.   

 I slutningen af første verdenskrig, da husets tid som hotel var til ende, overtog finansfirmaer ejendommen, først Emissions-Anstalten og derefter Forsikringsselskabet No Sve Dan. Senest fra 1930 var det igen en personlig ejer, en fru Ellen Lind, som ikke boede i huset. Det var også omsider tømt for de sidste boliglejere og blev i næsten fyrre år hjemsted for Københavns Huslejerforening, Frederiksberg Huslejerforening og i en kort årrække Danmarks Lejerforening og omkring 1950 Boligselskabet Lejerbo. En sagfører, en guldsmed, et gulvtæppefirma og et sproginstitut var de første af de mange erhvervslejere, der siden er flyttet ind og ud igen. Og der var igen eller stadig et serveringssted i ejendommen, først drevet af August Muchardt, derefter af en mand med det italienske navn Giannini. I 1937 blev huset handlet en gang til. Nu var ejeren kaffehandler Anton Linnet fra Vester Voldgade 19, som investerede i ejendommen uden at bruge den til sin forretning ved siden af. Den mest trofaste lejer hos fru Lind og Anton, senere sønnen Palle Linnet, udover lejerforeningerne var Dam’s Annoncebureau. En kunsthandler med et fast udstillingslokale ”Malernes Udstilling” var også en mangeårig lejer i nr. 21.     

  I 1950’erne var nr. 21 en adresse, der var kendt blandt de unge og smarte i hele hovedstaden. Beværtningens navn var en udløber af en dille hos akademiske unge i tredivernes København, der var begyndt at tale engelsk eller bruge mange engelske udtryk i deres interne kommunikation. Derfor havde værtshuset siden 1942 heddet Jack’s Soda Fountain og fire-fem år senere The International Soda Fountain eller Willi’s Place med tilhørende skakklub. Willie D. Witt serverede milkshakes og cappuccino, mens hans mor stod i køkkenet og smurte håndmadder. Det var et af de smarteste gå-i-byen steder i København, hvor bl.a. Claus Pagh tit sad. De unge, der kom der dengang, blev også ved med at komme, da de havde fået akademiske titler og familie. Her kunne de få deres egen kaffekop med deres fulde navn malet på. I Leif Panduros film ”Støvsugerbanden”, der handler om en flok folkepensionister, der bliver forbrydere af kedsomhed, spiller The International Soda Fountain en central rolle. Men dengang var de rigtige gæster ikke helt så gamle, som de skulle være ifølge filmen. Da tjeneren Emil flyttede over til Husmann’s, begyndte der en exodus og hele ”Fredagsklubben” fulgte med ham. På stedet kunne være sikker på at møde piger med et godt udseende. De kom der i håb om at blive opdaget af film- og bladfolk. Den første Miss Danmark, Eva Nordlund fra Parmagade, kom her blandt andre. Også Vivi Bach, Lone og Helle Hertz har været faste gæster på Willi’s Place. Efter 1971 var det til gengæld slut med Willi’s Place i den høje stue.   

  Imens skiftede erhvervslejerne som altid. Der hvor Willi’s Place lå, var nu en spansk restaurant, der passende hed Los Flamencos. De samvirkende Købmandsforeninger fik hovedadressen i nr. 21. Der var en tobaksforretning i den ene af de to butikker mod gaden. Forhandleren bar også et italiensk navn, nemlig Borelli. Dam’s Annoncebureau eller Reklamebureau og Københavns Huslejerforening holdt sig her lige så længe som ejeren Palle Linnet. Han afstod den nu fredede bygning i 1978 til et selskab med navnet Rafiki A/S. Dette firma udstykkede ejendommen i ejerlejligheder, det vil sige erhvervslokaler. Bl.a. fik en medejer af det ødelagte hotel Hotel Hafnia, direktør C.O. Steinmetz-Schmaltz, et kontor i huset. De to butikker blev i 1978/1979 købt af to brødre fra Studiestræde 47, en antikvitetshandler og en mønthandler Lundin. Butikken til venstre hed Lundin Juvel & Antik, butikken til højre hed Møntstuen. Det hedder de stadig og har stadig samme ejer Lundin.   

(2006)