Vester Voldgade 25

Vester Voldgade 23-27

Hotel Kong Frederik

Da Københavns grunde for første gang blev registreret i en fortegnelse, skrevet på latin, var det året 1377. Byen havde allerede eksisteret indenfor de ældste volde i over 200 år, men mod Vester Vold var man ikke kommet ret langt med bebyggelser. Det nuværende hotel ligger på tre middelalderlige grunde. Den første, tættest på nuværende Rådhuspladsen, tilhørte i 1377 Jacobus Krogeg, den næste havde tilsyneladende ingen ejer endnu, fordi den lå tæt på en rende, der løb ud i stadsgraven, den tredje tilhørte en person med navn Gutfader og den blev siden lagt til kommunen. Den sydlige med to huse deltes af savskærer Oluf Haagensen Gønge i to matrikler efter 1682. Den midterste fik lagt den lukkede rendes areal lagt til og skiftede siden tit ejer. I brandåret 1728 var den delt i to, den ene tilhørte en øltapper, den anden en arbejdskarl. Den nordlige kommunale grund blev i 1596 udlejet til en apoteker, som brugte den bagvedliggende have til dyrkning af urter. Siden blev den delt i tre mindre grunde. En spillemand, en arbejdskarl og i brandåret en tømrer fulgte hinanden som ejere af den første grund. Den anden nye grund gik efterfølgende først til en arbejdskarl, så en staldkarl og derefter en murersvend. Den tredje gik til en kalkslager og hans enke solgte den til en murersvend i 1714. Den første af den delte sydlige grund tilfaldt i 1717 en murersvend og tømrermester og i brandåret en murersvend. Den anden blev et brændevinsbrænderi fra året 1685. I brandåret 1728 sad der allerede den femte generation af brændevinsbrændere i dette hus. Fælles for udviklingen af disse huse er, at de ikke var gårde med port og stald, men rene håndværkerhuse, hvor forhuset og baghuset blev brugt til produktion og familiebolig. Da husene sikkert kun bestod af en etage, havde de heller ikke lejere, men kun boliger til svende, lærlinge og tyende. Da ægtemanden normalt døde før sin kone, kunne enken kun blive siddende, hvis kun giftede sig igen, helst med en håndværker med samme fag som afdøde ægtefælle. I 1728 slap de heldigvis alle sammen for den store brand og skulle nu blot give husly til de mange, der ikke havde et tag over hovedet. Øltapper Anders Meyers familie på tre gav logi til 36 personer, herunder 9 soldater med familie. Brændevinsbrænder Peder Loudrups familie på 5 gav husly til 6. Øltapper Anders Matthiesen og kone gav husly til 36, næsten alle sammen soldater og gamle koner. Soldat Emus Qvedier med familie på 5 gav husly til 27, Stensel Pedersen gav husly til 16 gamle koner og soldater, tømmersvend Friederick Casper med kone og to børn havde 20 logerende. Dengang havde staten ingen kaserner, men alle borgere havde pligt til at indkvartere militærfolk. Ældre kvinder havde mistet deres forsørger eller var aldrig blevet gift. Men kan dårligt forestille sig i dag, hvordan det kunne lade sig gøre dengang at finde senge til så mange voksne og børn. I midten af 1700-tallet kan man på Geddes berømte kort se, at de to sydlige huse havde både sidehus og bagbygning, det midterste, der var lidt større end de andre havde en bagbyning og en lille gård bagved med endnu en gård bag bagbygningen. De tre nordlige huse havde små baghuse.

I 1795 blev hele husrækken ramt af den anden store brand og efterfølgende blev de seks huse til tre nye og større, de senere gadenumre 23, 25 og 27. Nr. 25 var bredere end de to andre og havde en åben gård mellem to fløje ud mod gaden, noget der var ret ualmindeligt. Nr. 25 blev også senere bygget færdig end de to andre huse. Lejere var fra starten folk af rang: i nr. 23 boede i 1809 en oberst, en hofjunker og oberst greve von der Schulenburg, i familie med Københavns stadskommandant af samme navn. I nr. 27, ejet af tehandler Bording, boede der lidt mindre fine folk, nemlig en bomforpagter, det vil sige en mand, der ernærer sig ved at opkræve afgift for kommunen, en dame, der underviste i brodering og syning, en fuldmægtig og en gæstgiver. Dette hus blev i 1813 købt af skuespiller Stephan Heger, broder af Kamma Rahbek og Christiane Oehlenschläger. Normalt rakte en skuespillergage ikke til erhvervelse af fast ejendom, men fader Hans Heger havde været brygger og var ikke helt uformuende. Stephan Heger levede af udlejning som supplement til skuespillerpensionen efter hans fratræden på Det kongelige Teater i 1823-24.

Gæstgiver C. Sørensen fra Bordings hus erhvervede det midterste hus nr. 25 og åbnede gæstgiveriet ”Den hvide Hane”, der lå ikke for langt fra Vesterport for at kunne tiltrække rejsende. Han blev efterfulgt af gæstgiver Jens Holgersen.

Nr. 23’s ejer var fra 1820’erne enkefrue C.M. Fabricius. Blandt hendes lejere var en hørkræmmer og flere enker, en institutbestyrerinde med en pigeskole, en løjtnant og en hørkræmmer. En hørkræmmer var en borger, der havde næringsbrev med ret til detailsalg af hør, hamp, salt, sild, klipfisk og lertøj. I nr. 23 på 4. sal boede frihedsmartyren og oprøreren dr. Jacob Jacobsen Dampe i hans livs sidste halve snes år. En af de mest spændende skikkelser i Danmarks historie, den højtbegavede teolog og politiske forfatter J. J. Dampe, normalt kaldt dr. Dampe, boede her efter sin løsladelse. Han blev født i Gothersgade i 1790, tog doktorgraden som 22årig og brugte hele sit liv på at forkynde demokratiet og frihedsrettighederne, utrættelig til det kværulantiske. Kong Frederik VI. var oprindelig lydhør over for Dampes frihedstanker, men blev mere og mere betænkelig. Det samme gjaldt også hos efterfølgeren kong Christian VIII, hvilket indbragte ham dødsstraffen, som dog blev formildet til 20års forvaring på fæstningen Frederiksø ved Bornholm. Fængselsopholdene har sikkert knækket mandens livsmod. Han døde ikke her i huset men blev bragt til Kommunehospitalet, hvor han afgik ved døden den 22. december 1867. På samme tid, fra 1858 til 1868, boede en mand i huset, som samfundet så helt anderledes positivt på. Det var Peter Faber, rund og trivelig, telegrafdirektør og forfatter til stadig hørte sange. Hans udnævnelse til etatsråd i 1868 gav ham mulighed for at flytte fra den mørke voldgade. Peter Fabers far, der var klejnsmede- og plattenslagermester havde købt huset og boede med sin familie i stueetagen, mens Peter boede ovenpå med sin familie. Huset blev også i familiens eje efter faderens død. Moderen og sønnen var så husets ejere. Efter telegrafdirektørens død var der nu to enkefruer Faber. 3. sal var familiens bolig. I sidebygningens 1. sal arbejdede en handskemager og på 2. sal var der Felumbs fortepianofabrik, men den flyttede snart ind i forhusets 1. sal og derefter videre til Vestergade. På sidebygningens 3. etage sad der en instrumentmager. Forhusets stueetage blev et værtshus med bolig til værten efter at familien Faber var flyttet op på 3. sal. Og der boede familien stadig i 1890.

 

Den hvide Hane, nr. 25, beholdt sit navn indtil 1862, så hed den Harreschous Enkes Gæstgiveri og siden skiftede den navnet og blev til hotel, Hôtel du Boulevard, og det gamle navn Gæstgiveriet Harreschous Enke forsvandt. Fru Harreschou kom oprindelig fra Værnedamsvej 8. Hun havde sin bolig i stueetagen. Gæstgiveren selv boede i kælderen, indtil en skindhandler og siden en skomager overtog den. I bagbygningen var der også en vognmand ligesom i nr. 21. Efter fru Harreschou kom particulier Nielsen som ny ejer omkring 1875. Mellem 1867 og 1873 havde det senere så betydningsfulde jern en-gros-firma Brdr. Dahl firmadomicil i huset, hvorefter de flyttede til Industribygningen på Vesterbro Passage. Kort efter blev hotellet sammen med nabohuset nr. 27 købt op af direktør Andersen og urtekræmmer Birch. I 1882 var stue, 1., 2. og 3. sal i nr. 25 allerede forsynet med hotelværelser. Men gæstgiver H.C. Christiansen købte Boulevardhotellet selv i 1885 og tømte i de følgende år forhuset og bagbygningen for lejere, men i 1885 var der stadig skomageren i kælderen og vognmandsforretningen i bagbygningen. I 1890 boede der stadig en møbelhandler og en værtshusholder på 2. sal. I 1894 var der til gengæld ikke længere lejere i ejendommen og den var nu klar til nedrivningen.

I nr. 27 hos Heger boede kongelig overbibliotekar professor E.C. Werlauf fra 1816 til 1819 og igen fra 1826 til 1831. Werlauf var en af Latinerkvarterets kendte lærde mænd og blev ældre end alle de andre. Han døde som halvfemsårig i 1871, et vidne til flere generationer i dansk kulturliv. Stephan Hegers efterfølger var i 1860’erne i justitsråd M. Thulstrup og efter dennes død blev hans enke, justitsrådinden, som det var almindelig skik, siddende i uskiftet bo og beholdt stueetagen for sig selv. Kobbertrykker Nielsen købte huset af hende og flyttede op på 3. sal. Få år senere hed ejeren grosserer Dahl og han overtog Nielsens lejlighed. De tre andre etager var lejet ud, kælderen til en marskandiser, siden til en møbelhandel. Omkring 1877 blev nr. 27 og nr. 25 købt op af direktør H. Andersen og urtekræmmer V.H. Birch fra Vestergade 20, måske fordi Boulevardhotellet skulle gøres større gennem en sammenlægning af de to ejendomme. Men huset fortsatte foreløbig med at være boligejendom i 1880’erne. Andersen og Birch solgte til rentier Thomsen efter 1890, og efter hans død var det enkefrue Thomsen på 1. sal, der lejede boligerne ud til grosserere, en præstefamilie og en melhandler.

Da de gamle volde og bastioner blev sløjfet over en længere årrække efter 1874, blev gaden under volden gjort bredere og fra delvis kun 12 meter blev den nu mellem 22 og 27 meter bred. Samtidig ændrede kommunen gadenavnet fra Vestervold til Vester Voldgade. Efter at vestre vold var blevet sløjfet, kom der flere hoteller på Vester Voldgade. I 1840 havde der udelukkende været det gamle gæstgiveri ”Den hvide Hane” på strækningen mellem Helmers Bastion, den nuværende Jarmers Plads, og hjørnet af Vestergade. Nu var der fru Møllers, siden Meyers Hotel, i dag Hotel Fox på nr. 3, Hotel Falster, siden Hotel Sønderjylland på nr. 15, Hotel Valdemar på nr. 21, snart Hotel Hafnia på nr. 23, og snart også Hotel Kong Frederik, oprindelig Gjæstgiveriet Harreschous Enke og så Hotel du Boulevard på nr. 25, Industrihotellet på nr. 29, Hotel Prinsen, oprindelig Jacobsens Gjæstgiveri på nr. 31, og Hotel Bellevue på nr. 39. I året 2006 er der kun to hoteller tilbage: Fox og Kong Frederik.

Hotel Hafnia blev i 1899 indrettet på den grund, hvor man forinden havde revet Fabers hus ned, i Vester Voldgade 23, en mægtig ny hvid femetagersbygning med en stor gavlprydet karnap og med altaner under 1. og 2. sals vinduerne. Arkitekten var Philip Smidt. Arkitekten Philip Smidt (1855-1938) var utrolig aktiv omkring det sidste århundredeskifte og talrige bygninger i Københavns indre by skyldes hans tegnestue. Politikens Hus, Neyes hus på Vimmelskaftet, Brødrene Andersen på Østergade og kontorartikelforretningen Chr. Pedersen i Hvælvingen er blot få eksempler. Investor og ejer var fabrikant H. Lange, den første hotelvært C. G. F. Lelong, få år senere afløst af direktør C. Jensen. Den blev bygget til folk fra provinsen, der var utilfredse med den behandling, de fik på andre københavnske hoteller. Oprindelig havde den en stor vognport på højre side, og hele tagetagen var beregnet til kuskenes overnatninger. I 1919 blev hotellet overtaget af Herman Seifer Løbbe fra Rønde, der allierede sig med Leo Andersen. De to var i syv år sammen om at administrere Hafnia, derefter var det Løbbe alene. I 1919 blev hotellet moderniseret og endnu grundigere i 1926, hvor alle værelser fik telefon og rindende varmt og koldt vand. I 1933 fulgte en totalrenovering, der medførte at hotellet nu fuldt ud levede op til europæisk standard. Købmænd og andre forretningsfolk var stamgæster og ikke mindst danske og udenlandske sportsfolk. Restaurantens overdådige frokost var populær hos skuespillere og kunstnere. Hafnia lå siden 1949 i hænderne på den kendte hotelmand Marinus Nielsen. Han startede som postkortsælger omkring 1897 i en alder af 12 år. Han havde den urokkelige opfattelse, at Danmark var det land i verden, der havde de bedste tjenere. Hafnia havde en meget søgt restaurant i stuen og en opvarmet serveringshave, hvor nisseklædte servitricer i juletiden serverede gløgg og ristede kastanier. Midt i gårdhaven var der et fiskebassin med fisk, krebs og hummere. Restauranten havde københavnerrekord hvad angår krebsesalg. Selveste Lenin siges at havde spist forloren skildpadde her. Maden var dansk, men stedet var meget afholdt hos udenlandske turister. Fra 1965 reklamerede hotellet med et berømt spisekort, hvor der var påtrykt historiske motiver fra København med engelsk tekst. Men i 1973 skete der noget forfærdeligt:

Ilden opstod i køkkenet den 1. september lige før kl. 2.30, hvor en pyroman, der var trængt ind i huset, satte ild til en affaldssæk. Allerede få minutter senere kunne en enkelt sent hjemkommet gæst mærke røg i trappeopgangen. Da hun havde hentet sit barn ud af sit værelse ved at bruge bagtrappen, som hun vidste hvor lå, og kom til receptionen, var natportier Ole Hansen allerede i færd med at ringe til Københavns Brandvæsen, som modtog alarmen klokken 02.42. De få hundrede meter til Hotel Hafnia i Vester Voldgade tilbagelagde brandbilerne på få minutter. Men allerede da var der røg og flammer over det hele. Der var ifølge indcheckningslisten fra 31. august 1973 mindst 85 gæster fordelt på hotellets værelser, langt de fleste udlændinge. Ole Hansen forsøgte at ringe rundt til gæsterne, men omstillingsbordet var ude af drift, og strømmen og dermed lyset afbrudt overalt. Derefter gik han op for at hente dem, han kunne få fat i på 1. og 2. sal, indtil røg og varme tvang ham ud af huset. Nogle gæster stod på altanerne ud mod gaden. Enkelte havde bundet deres sengelagener sammen, men brandvæsenets stiger var nu lige så hurtige. Efterhånden kom flere og flere overlevende ud, nødtørftigt påklædt. Hafnias direktør Poul Holst fik de fleste af dem indkvarteret på forskellige adresser i byen. 35 dybt rystede gæster foretrak at blive i nabobygningen Hotel Kong Frederiks vestibule. De var ikke kommet sig efter chokket, da de fik at vide, hvem der var reddet og hvem brandmændene ikke havde fundet i live. Sluknings- og redningsarbejdet tog det meste af natten, og først omkring klokken 9 om morgenen endte rækken af omkomne, som blev bragt ud, en efter en, dækket med grå presenning. 35 blev der talt, 31 af dem udlændinge.  Årsagen til branden blev først opklaret, da gerningsmanden fortalte om sin brandstiftelse til en politimand i 1987.

Dagen efter, lørdag den 1. september lå den store hvidmalede bygning røgsværtet og med gabende vinduesåbninger i den morgenstille Vester Voldgade. Den skulle aldrig genåbne som Hotel Hafnia, men blev få år senere istandsat og ombygget. Hafniabranden blev den største brandkatastrofe i Nørre Kvarter siden branden i juni 1795. Branden blev først opklaret i 1989, hvor det viste sig at pyromanen Erik Solbakke Hansen havde sat i tekøkkenet på 2. sal. Ejeren, direktør C. O. Steinmetz-Schmaltz, der selv boede i nr. 21, solgte hotelruinen til naboen. Det var direktør Jørgen Tønnesen, Hotel Kong Frederik, der i 1978 blev hoteldirektør for et dobbelt så stort hotel.

Hotel Kong Frederik i nr. 25 lige ved siden af Hafnia, er blevet opført i 1900 på den grund, hvor tidligere gæstgiveriet Den hvide Hane og nu Boulevardhotellet befandt sig på. Hegers hus nr. 27 blev i den anledning også revet ned og inddraget i den nye seksetages bygning med port og to kviste. En vinhandel drevet af Th. Hansen blev indrettet på samme adresse. Den første vært var Oluf C. Christiansen. Han blev afløst af Valdemar Nielsen. Elektrisk lys og centralvarme var inkluderet i værelsespriserne og priserne var specielt lave i vintermånederne. I 1918 blev hotellet købt af A. Willads Olsen (født 1887) og svenske John Sedwall (født 1875) for 100 000 kroner. Willads Olsen var uddannet i London, Biarritz, Cannes, i Tyskland og i Schweiz. Han arbejdede på Hotel Bristol, indtil det lukkede i 1917. Som kun 29-årig blev han formand for foreningen Danmarks Hotelværter. Umiddelbart efter købet moderniserede han hotellet. Det havde 100 værelser med 135 senge. Hotelstaben omfattede i 1934 120 personer. Da Olsen solgte hotellet i 1963, var prisen steget til 4 millioner kroner.

I mellemtiden var hotellet blevet foreviget af Tom Kristensen i hans roman “Hærværk”. Bar des Artistes er nemlig identisk med hotellets nuværende engelske pub, tidligere Kong Frederiks Bar. Her i dette mørke og mystiske univers kom romanens hovedperson Jastrau sammen med sine journalistvenner. Den ikke-fiktive svenske bartender Gustafsson blev en legende på grund af romanen, og mange svenskere valfartede til stedet for at hilse på deres landsmand. På væggen hang et billede af den skumfødte Venus, som Gustafsson havde døbt Karl XII. I et tilstødende lokale var der ikke adgang for kvinder og da en kvindelig gæst fra nabolokalet engang fik øje på en kvinde derinde og gjorde Gustafsson opmærksom derpå, beklagede han og sagde: “Jamen det er ikke bare en kvinde, det er Edith Rode.” Under anden verdenskrig var her en smutvej for Politikens journalister og hotellets gæster i form af en skjult dør. Var der hvid spuns i vintønden, kunne man tale frit i lokalet, var der sort spuns i, skulle man passe på, fordi der var tyskere eller danske stikkere i lokalet. I 1965 indrettedes her Københavns første permanente pub “Queens Pub” under arkitekt Bent Severins ledelse i victoriansk stil, som også smittede af på receptionens og restaurantens stil, og i kælderen fandtes der separate lokaler for det engelske pilespil dart. Selv piccoloerne bar engelske bowlerhatte. Stedet blev et yndet mål for skuespillere og journalister.

I forbindelse med sammenlægningen med Hafnia blev hotellets vestibule flyttet til Hafnias indgang. Hafnias facade blev stærkt forenklet. Den pyntede gavl og spiret forsvandt. I 1980’eren blev Hafnias berømte gårdhave fornyet, men ejeren fik kun lov at overdække den med et glastag i tagetagen, fordi Københavns Brandvæsen var utryg ved en overdækket gårdplads i stuehøjde. Hotellet har nu 110 værelser og hører ligesom samme ejers Hotel D”Angleterre til den indre bys fornemste overnatningssteder. Hotel Kong Frederik præsenterer sig selv i dag på internettet med ”Stilen er klassisk engelsk med mahognimøbler. Alle værelser har bad, telefon, tv, minibar og hårtørrer. I stueetagen ligger brasseriet og baren Le Coq Rouge”. Man mener selv at der her var et overnatningssted siden 1300-tallet, men så skulle baren med skyldigt hensyn til historien kaldes Le Coq Blanc!

(2007)