Vestergade 12

Vestergade 12

Tre Hjorter

Ejendommen Tre Hjorter (med den “forkerte” flertalsendelse) ligger på to af de ældste grunde udenfor bymuren fra før Absalon. Omkring 1400 blev de to håndværkergrunde slået sammen til en. En af 1400-tallets ejere hed Lars Bjørnson, som både Store og Lille Larsbjørnsstræde fik navn efter. To hundrede år senere blev hjørnegrunden solgt fra og overdraget til en herbergsvært ved navn Søren Rasmussen Hjortshøj, der indrettede det kendte gæstgiveri “Tre Hjorter”, senere et af de pænere blandt de mange af slagsen i Vestergade, byens udfaldsvej vestpå. Den store gård var i over tohundrede og halvtreds år kendt for sin rolle som et af de mange gæstgiverier i Vestergade. Disse havde en gammel tradition helt tilbage til den tid, hvor Vesterport lå for enden af denne gade og rejsende kunne få en seng og en stald lige indenfor voldene. I 1865 var der 17 gæstgiverier i gaden, ingen anden gade i København havde så mange. Men antallet faldt støt og roligt, først og fremmest da jernbanen holdt sit indtog i København og voldene blev sløjfet. I 1877 var der ni, i 1888 syv, nemlig Sjælland, Rosen, Vinhuset, Tre Hjorter, Garvergården, Gardergården og Kronen. I 1894 fem og i 1929 var der kun én tilbage: Tre Hjorter. 

  Huset fik en plads i Danmarks kulturhistorie, fordi det var her, at den unge C. E. F. Weyse efter sin ankomst fra Altona blev indlogeret af en bekendt, indtil komponisten Abraham Peter Schultz fik taget sig af ham og tog ham med til sin lejlighed i Bredgade.

  I det sene 1800-tallet hed det faktisk hotel og skulle efter sigende have været det sted, som provinspræster foretrak, inden de kunne bo på Grundtvigshus. I den høje hjørnestue blev der indrettet en spiserestaurant. To brande kunne ikke hindre en genrejsning af “Tre Hjorter”. Den nuværende bygning er fra 1796-97 og bygmesteren var murermester Lauritz Thrane. For 150 år siden var der bag dette forhus et tværhus, et sidehus, et gårdhus, et skur med halvtag og en stald mod Larsbjørnsstræde. Dog lå indgangen indtil 1937 i porten, mens en smal dør på Larsbjørnsstrædes side er samme år blevet tilmuret. Indkørslen foregik fra Vestergade 12, udkørslen fra Larsbjørnsstræde 10 til venstre for stalden. Gæstgivergården havde den store fordel, at den var endestation for postdiligencen fra Sjælland. Først da jernbanen kom, gik det ned ad bakke med kaptajn Jacobsens hotel, specielt efter at de store fine hoteller langs Vester Voldgade kom efter 1880. Men fragtmænd og torvebønder med bl.a. levende fjerkræ kom stadig kørende til adressen.

  Hotellet lukkede først i 1930 og fortsatte som selskabslokaler, der igen skiftede til dansestedet “Den glade Enke”, som i 1943 blev bygget om til “Golddigger” – med fra 1953 en kulørt neonlyscowboy på facaden -. “Golddiggeren” blev til “Disc Club”, derefter “Night Club Chess” og i dag hedder stedet “Diskoteket Woodstock”. Der var også en vinstue i gården (efter 1914 med indgang fra gaden) og Andersens, senere Nielsens vinhandel i hjørnebutikken. Men frokostrestauranten Husmann”s Vinstue fortæller med sit navn om denne side af husets historie. Med andre ord: i over 300 år har dette hus modtaget betalende gæster. Intet andet sted i København kan gøre det huset efter.

  Den ældgamle postgårds historie hører til de mere triste. Fra 1937 til 1939 lod ejer Olsen fra Slagelse bygge et kæmpe fire etages baghus, efter at alle bindingsværksbygninger var blevet jævnet med jorden. Selv det fine håndsmedede gæstgiverskilt blev afmonteret. Først året efter, i 1940, kunne resten – forhuset – fredes. I det moderne baghus flyttede fotografer ind, men såmænd også en herrehatteimporteur, en rullegardinfabrikant og en bogtrykker.   

(2005)

Læs mere: Allan Mylius Thomsen: Husmann”s Vinstue og Pisserenden. Kbh. 1994