Vestergade 14

 

Vestergade 14 – Larsbjørnsstræde 1

Hjørneejendommen mellem Vestergade og Larsbjørnsstræde har fem fag til Vestergade, et hjørnefag og fem fag til Larsbjørnsstræde. Der er kælder og tre etager. Facaden er som i flere tilfælde i Vestergade kvadrepudset på kælder- og stueniveau og glat pudset i de øvrige etager. Facaden er hvidmalet og har som de allerfleste huse i kvarteret en kordongesims over stueetagen. 1. sals vinduet i smigfaget har en indfatning med fordakning. Der er indsat et bånd under 2. sal. Hovedgesimsen har bevaret sine sparrehoveder. Tegltaget har fire kviste. Bygningen stammer fra 1796-97 og er lige som nr. 12 opført af murermester Lauritz Thrane, denne for tobaksfabrikant Hans Bredahl. I den oprindelige facadeudsmykning indgik tre fordybninger over 1. sal. Den nuværende kordongesims og sparrehovederne stammer sandsynligvis fra 1865, da også nabohuset blev renoveret.   

  I middelalderen var de nuværende gadenumre 14 og 16 en samlet matrikel, der i 1377 var ejet af Herstedvester kirke. De blev delt før reformationen i tre grunde. Nr. 14 blev i 1588 yderligere delt, således at en østlig del ud mod Larsbjørnsstræde 3 blev skilt ud. I 1567 blev de to grunde dog samlet igen og siden har der været udgang både til Vestergade og til Larsbjørnsstræde. I 1642 var det smeden Bertel Frølling med Vestergade 14 og Larsbjørnsstræde 3, som endnu en gang delte nr. 14 i to grunde, så i 1728 udgjorde matriklen to huse og Larsbjørnsstræde 3 var en selvstændig matrikel. Den vestlige ejendom var garver Gert Eriksen Quitzows gård med et hus på fem fag af bindingsværk mod gaden. Det var i 1700-tallet, også efter branden i 1728, en garvergård. Det andet hus, selve hjørnehuset, tilhørte efter 1705 kirurg Johann von Aspern og havde tolv fag af bindingsværk mod gaden. Kirurgens grund målte 6,25 m mod Vestergade og 10 m mod Larsbjørnsstræde. Garverens målte 7,50 m langs Vestergade og 13,75 langs Larsbjørnsstræde. Den gik i dens vestlige side 26 m ind i karreen.

 

  Johann von Aspern var stedfar til den tit omtalte kirurg Christian Friedrich Reiser, der har leveret en udførlig men naiv og ufrivillig komisk beskrivelse af den store brand i 1728. Han blev psykisk syg af oplevelsen og levede resten af sit liv i en evig angst for ildebrand. Hans beretning blev først udgivet i 1784. Stedfaderen fik et apoplektisk tilfælde af sine oplevelser og var lam til sin død i 1735. Asperns enke drev kirurgforretningen videre og efter hendes død fortsatte stedsønnen til 1755, hvorefter han flyttede længere op i Vestergade til nr. 10. Han døde et år efter at hans beretning udkom, heldigvis før den nye brand ødelagde det hele atter igen. Det var brændevinsbrænder Jensen, der blev ramt denne gang. Nabogården var så sent som i 1782 stadig i familien Qvitzows eje og garveri, men op til branden i 1795 sad der en urtekræmmer, en stolemager og en købmand i huset. De to brandtomter blev i 1796 for første gang lagt sammen af tobaksfabrikanten Bredahl. Han boede også i sit fine nye hus og hans enke overtog ejendommen efter ham. Lejerne dengang var både fine som to statsråd, en advokat, en krigsassessor, en af heltene fra slaget på Rheden, kontreadmiral Lorentz Lassen, og mere almindelige lejere som en urtekræmmer og en øltapper. Efter fru Bredahl var det omkring 1830 igen en kvinde, der stod som ejendommens ejer, madam E. C. Gjestrup. Hun blev afløst af forhenværende urtekræmmer N. Christensen, hvis enke stadig havde skøde på ejendommen i begyndelse af 1870’erne. Den ene kælder var jo en urtekram, den anden en trævarehandel. Enken overdrog sin ejendom til en fysiker med navn A. Black, men fraflyttede så adressen. I 1872 var der blandt andre en isenkræmmer Thaulow med butik og engroshandel i stuetagen, en klasselotterikollektion på 1. sal og en bolig til en orlogskaptajn på 2. sal. I kælderen fortsatte urtekræmmerhandelen med W. Borregaard & Jespersen til 1930. Den ene grundlægger var rebslager af uddannelse. I Vestergade fandtes der dengang en hel række urtekræmmere og høkere samt flere isenkræmmere. Det skyldes gadens tradition for udefra kommende landbofolk, der kom ind til byen via Vestergade og ikke så meget gennem Frederiksberggade. Fysikeren Black boede ikke i København. Efter hans død arvede enken Larsbjørnsstræde 1. Hun afhændede sin ejendom til rebslager Dencker’s Enke, denne til et nyt ejendomsselskab ”AS/S Vestergade 14” og dette overdroges i 1920 til naboerne jernhandelsfirmaet Lemvigh-Müller & Munch, således at nr. 14, nr. 16 og Larsbjørnsstræde 1 og 3 havde samme ejer. Lemvigh-Müller & Munch fortsatte som ejere i over halvtreds år. Før 1920 var der stadig Valdemar Thaulows Isenkram til at finde her, men også Alexanders ostehandel, Parmo Petersens monogramtrykkeri og Københavns Briket-Kompagni i kortere perioder.           

  Også i dag er det svært at se, at Vestergade 14 og 16 oprindelig er to ejendomme og to matrikler. De har i alle årene som jernhandelsfirmaets domicil været præget af denne store virksomhed og få erhvervslejere udefra. Da urtehandelen var ophørt, dukkede der f. eks. en vingrossist op, Vinkompagniet. Først da Lemvigh-Müller & Munchs epoke sluttede og ejeren blev et selskab med navnet ”Ejendomsselskabet Matr. Nr. 13”, det vil sige gadenummer 16, og siden ”Ejendomsselskabet af 1986” var der igen plads til nye lejere. Tvindimperiet flyttede med en genbrugstøjbutik ind i den dybe kælder langs Vestergade. På hjørnet var det en tøjbutik med navn ”Englebasserne”, der så dagens lys i 1990erne. Hjørnebutikken har skiftet ejer to gange siden Englebasserne, men det er stadig kvarterets mest solgte vare der falbydes: beklædning. UFF-butikken, der fra 1994 havde lukreret på genbrugstrenden op til 1990’erne, lukkede i 2005 og gav plads til DVD City med videoer og dvd’er. I kontorerne sidder tænketanken CEPOS, et pensionsselskab, et erhvervsforlag, Pax-Fondet, Telegruppen, Internet Danmark m.fl.   

(2006)