Vestergade 16

Vestergade 16

Gården er et grundmuret hus i ti fag med kælder og tre etager. To yderfag på hver side er svagt fremtrædende. Porten over de to vestlige yderfag har et portkammer. Facaden er kvadrepudset i kælder og stueetage, herover i glat puds og malet hvid. Over stueetagen findes en kordongesims. I de fremspringende fag er der vinduesindfatninger med fordakninger i 1. og 2. etage. Under 2. etage findes et bånd. Taget har syv kviste. Sidehuset har tre fag og et smigfag og samme etagehøjde som forhuset. Baghuset har i gavlen, der vender mod Larsbjørnsstræde, to fag og mod gården fire fag, det ene blindt, og et smigfag. Bagbygningen har samme højde som sidebygningen og en kvist over et fag. Mellem denne bygning og nabobygningen nr. 14 er der en hvidpudset mur med port. Forhuset er opført af de travle murermestre Lauritz Thrane og Andreas Hallander i 1796-97. En oprindelig fordybning over fire fag i 1. sal, sparrehoveder under hovedgesimsen og to kældernedgange med konsolbårne dækplader forsvandt senest 1856 og den ene af de to kældre nedlagde man i 1865. Sparrehovederne var den del af udsmykningen, der blev fjernet sidst.   

  Den nuværende ejendom Vestergade 16 var i middelalderen en del af to store grunde, der hørte under henholdsvis Herstedvester kirke og Vor Frue kirke, indeholdende de nuværende Vestergade 14-18 og Larsbjørnsstræde 1-3. Hovedparten af det senere nr. 16 havde under reformationen en præst som lejer og efter ham en kræmmer. I 1645 og 1659 sad her en bagerenke og efter hende igen en bager. I 1681 var der en skrædder og 1683 amtsskriver, senere hofretspræsident Hans Hiort. Hans enke solgte gården til Mogens Bartholomeissen Hillerød i 1690. Dengang hed huset allerede ”Skibet” og overgik i 1697 til rodemester og gæstgiver Hans Laursen. Hans eftermand hed Mads Gynge Kalundborg. I 1708 solgtes ejendommen til øltapper Christoffer Helme. Den kom på auktion i 1722 til feldbereder Niels Andersen Lihme. En feldbereder var en garver, der garvede uden bark. To år senere blev den endnu en gang bortauktioneret, noget der var almindeligt i København i årene efter 1700, og endte hos urtekræmmer Poul Liunge. Han solgte hurtigt videre til herbergerer Mads Nielsen, som et år senere mistede ”Skibet” med det hele under den store brand i 1728.

 

  Den anden grund, beliggende i vest for den første, var i 1377 afgiftspligtig til Vor Frue kirke, men tilfaldt efter 1500 til Sankt Clemens kirkes efterfølger Helligåndskirken. Så sent som i 1547, altså efter reformationen, var den i kirkens eje. Den første private ejer efter salget af grunden hed Frands Ibsen. Han solgte den i 1581 til Jens Mortensen. I 1692 er her et gæstgiveri, drevet af herbergerer Henning Laursen: Han solgte den 1700 til herbergerer Adser Torbensen og hans gæstgiveri hed dengang ”De tre Vindruer”. Torbensens efterfølger var Johan Gosmann, som mistede sin gård i forbindelse med branden.

  I 1728 fandtes her altså to grunde med to bindingsværkshuse, det ene med seks fag langs gaden, det andet med ni fag langs gaden, det første tilhørte herbergerer Mads Nielsen, det andet herbergerer Johan Gosmann. Nielsens ejendom med en uregelmæssig form havde 29 fag mod gården, Gosmans 27 fag. Den første grund målte 8,75 i bredden og knap 41 m i dybden, den anden 11 m i bredden og 62,50 m i dybden.

  De to gæstgivergårde blev lagt sammen til en større gård i forbindelse med genopbygningen. Forhuset var forbundet med et aflangt østligt sidehus, der igen hang sammen med et kompakt baghus og sammenbygget med dette et skur, der lukkede af mod karreens indre. Den vestvendte side udgjordes af bagmuren af Vestergade 18’s sidehus. Nr. 16 beholdt det ene af sine to navne og var nu gæstgiveriet ”Skibet”. Gården var kendt for sin rolle som et af de mange gæstgiverier i Vestergade. Disse havde en gammel tradition helt tilbage fra den tid, hvor Vesterport lå for enden af denne gade og rejsende kunne få en seng og en stald lige indenfor voldene. I 1865 var der 17 gæstgiverier i gaden, ingen anden gade i København havde så mange. Men antallet faldt støt og roligt, først og fremmest da jernbanen holdt sit indtog i København og voldene blev sløjfet. I 1877 var der ni tilbage og nu uden ”Skibet”, i 1888 syv, nemlig Sjælland, Rosen, Vinhuset, Tre Hjorter, Garvergården, Gardergården og Kronen. I 1894 fem og i 1929 var der kun ét tilbage: Tre Hjorter i Vestergade 12 og den lukkede for hotelvirksomheden året efter. Gæstgiveriet i nr. 16 havde dengang allerede været lukket i otteogfirs år. Det var begyndt i 1600-tallet og lukkede i 1842, da en jernhandel etablerede sig her. I 1756 var ejeren Christian Sorterup. Johannes Ewald logerede her i 1769 hos madam Wormstrup, der drev herberget dengang og digteren boede blandt datidens sociale tabere. Her voksede hans veninde Cecilia op, fru Wormstrups datter, der med sit gode humør kunne opmuntre den syge Ewald. I 1795 gik hele herligheden til grunde under den anden store brand, der ramte Nørre Kvarter i særlig grad. Men allerede et år efter rejstes det nuværende hus på stedet. Nu blev matriklen Larsbjørnsstræde 3 inddraget i arealet.

  Ejeren af det nye hus var hørkræmmer Hans Bentzen og gæstgiveriet passede gæstgiver Jensen og efter ham Christian Brockmeyer. En hørkræmmer var en mand, der havde næringsbrev med ret til detailsalg af hør, hamp, salt, sild, klipfisk og lertøj.            Ni ud af de 54 hørkræmmere i byen havde i 1850 deres adresse i Vestergade. En bogbinder arbejdede også her og en pensioneret brændevinsbrænder havde sin bolig i ejendommen. I 1830erne var der blandt lejerne to cand.jur. og en handelsbogholder. Fra 1860 er ejeren en hørkræmmer, grosserer Jørgen Jensen. Han var født i 1814 og kom som dreng i hørkræmmerlære. Han var en selfmademan, der arbejdede sig op i jernhandelsbranchen og gjorde sig i 1842 selvstændig i Vestergade 1. Hele hans energi gik ud på, at Danmark skulle selv skulle administrere jernimport og –eksport og være uafhængig af handels- og bankhusene i Hamborg. Fra Vestergade 16, hans definitive arbejdsplads, leverede Jørgen Jensen jern i alle former og kvaliteter til jernstøberier og maskinfabrikker i Danmark. Han importerede først og fremmest fra Amerika, også majs og petroleum. Han døde i 1893 som Nordens største jernkøbmand.  Han brugte ikke hele ejendommen selv og blandt sine forskellige lejere havde han i 1880erne et vekselmæglerkontor. Grossererforretningen befandt sig i stueetagen. Ved hans død bestod firmaet af tre selskaber: Dansk Petroleum A/S, Jørgen Jensens Eftf. og Fhv. Jørgen Jensens Eftf. & N. F. Muncks Jernforretninger. efter 1920 hed den med sit fulde navn Grosserer Jørgen Jensen og Eftf.  Da blev hans firma delt og den ene halvdel gik til hans dattersøn Gustav Salomonsen og hans mangeårige medarbejder Peter M. Kaae. Pakhuset på Christianshavn forblev hos de to. Den anden halvdel, der udelukkende omfattede jernhandelen gik til direktør jerngrosserer P. G. Munck fra Vestergade 18 med pakhuset i Larsbjørnsstræde 3 og en stor lagerplads på Tagensvej ved Nørrebro Station. De to firmaer havde stadig fælles agenter og handelsrejsende. Efterspørgslen efter jern og stål steg hele tiden, også efter at jernbaneperioden og jernbanebrobygningen var løjet af. Til gengæld kom der utallige former for specialstål og halvfabrikata til. Efter 1900 var det grosserer B. M. Salomonsen, der som husets ejer delte stueetagen med afdøde ejers firma. Men snart skulle også denne ejer afløses af en ny. To ”hørkræmmere”, jernkøbmand Valdemar Lemvigh-Müller og de ene af Jensens arvinger, jernkøbmand P.G. Munck, der begge havde påbegyndt deres karriere for 1850, var blevet to større jernvirksomheder gennem årene. Deres efterkommere forenede de to firmaer i 1920 i Vestergade 14 og 16 til Lemvigh-Müller & Munck A/S. Begge havde handlet med jern, stål og bygningsartikler. Firmaets hovedkontor befandt sig på 2. sal. P.G. Munck eksisterede jo allerede i Vestergade 16, da fusionen skete, mens I. F. Lemvigh-Müllers forretning lå på Kultorv 3. Da Lemvigh-Müller & Munch fem årtier senere flyttede fra ejendommen som så mange andre store firmaer, fortsatte de i Vestre Teglholmsgade 16 i København.

  Afdøde Jørgen Jensens og Salomonsens firma fortsatte en del år som lejer under de nye ejere. Grossererfirmaet Jørgen Jensen’s Eft. til midt i 1930’erne. Andre lejemål med sagførerkontorer blev også videreført. Et nyt firma, Victor Bachs Vinkompagniet sad i nr. 16 og 14 fra 1930’erne til 1960’erne. Det traditionelle rebslagerhåndværk var stadig repræsenteret ved en rebslagermester efter krigen. Men jernhandelen lagde beslag på de fleste lokaler. Efter 1985, da ejerforholdene skiftede og Lemvigh-Müller & Munch havde forladt Vestergade, flyttede forskellige kommunikationsvirksomheder ind, også ikke-kommercielle. Center for politiske studier og Euro-Mediterranean Human Rights er to af dem. Sagførerne var der jo stadig. De immaterielle erhverv har siden befolket den gamle gæstgiver- og hørkræmmergård.  

(2006)