Vestergade 2

Vestergade 2 Obels Gård

Obels Gård er oprindelig en brygger- og gæstgivergård. Den består af en fredet tre etagers bygning med et forhus i syv fag. De to yderfag på hver side står svagt fremspringende. Facaden fremstår i blankstensmur og der er kælder med butik og en port med portkammer i de vestlige yderfag. Udover kordongesims over stuetagen er der bånd under 1. sals vinduer, der har indfatninger og konsolbårne trekantfrontoner i yderfagene. Yderfagenes vinduer har også fordybninger med balustre. Mellem 1. og 2. sal findes en meanderfrise. Disse dekorationer er alle udført i sandsten. Mansardtaget er skiferdækket og har fem kviste. Modsat forsiden er bagsiden pudset og malet lysegrå. Huset er noblere end de fleste i Vestergade og bygget for rådmand Herman Læssøe. Taget er fra 1900. Før var det et heltag, dækket med sortglaserede tagsten. Bag huset er der en østvendt sidebygning, en mellembygning og et baghus.

  I 1377 dukker den første navngivne ejer af grunden i det daværende Smedegade op, en Lasse Kruse, tilsyneladende med nordtyske forfædre. I 1397 udlejer rådmand Svend Pedersen grunden til en præst på Falster og i 1416 har klostret i Maribo skøde på den.

I 1446 var en udlejet til en skrædder, i 1488 til en grydestøber og siden hans enke. I 1565 hed lejeren Hans Brun og hans børn efterfulgte ham. Gården var blevet et gæstgiveri og havde fået navnet ”Sjælland”. Den store gård var i flere århundreder kendt for sin rolle som et af de mange gæstgiverier i Vestergade. Disse havde en gammel tradition helt tilbage til den tid, hvor Vesterport lå for enden af denne gade og rejsende kunne få en seng og en stald lige indenfor voldene. I 1865 var der 17 gæstgiverier i gaden, ingen anden gade i København havde så mange. Men antallet faldt støt og roligt, først og fremmest da jernbanen holdt sit indtog i København og voldene blev sløjfet. I 1877 var der ni tilbage inklusive ”Sjælland”, i 1888 syv, nemlig ”Sjælland”, ”Rosen”, ”Vinhuset”, ”Tre Hjorter”, ”Garvergården”, ”Gardergården” og ”Kronen”. I 1894 fem uden ”Sjælland” og i 1929 var der kun én tilbage: ”Tre Hjorter” i Vestergade 12 og den lukkede for hotelvirksomheden året efter. Fra 1652 var ”Sjællands” ejer rådmand og sekretær i Tyske Kancelli Bartholomæus Pedersen Hanstein. ”Sjælland” havde en sådan standard, at den spanske gesandt i 1682 boede her. Rådmandens enke Maren Hanstein solgte til den mand, der ejede den i brandåret 1728. Det var herbergerer Mads Lauridsen Lieme. Han mistede et delvis grundmuret hus med ni og et halvt fag mod gaden og 63 fag i bindingsværk mod gårdsiden. Det havde haft adskillige lejere udover de overnattende gæster. Det målte hele 18 m langs gaden og var ca. dobbelt så bred mod gårdsiden. Bygningen gik med 63 m ind i karreen.

  Den genopbyggede gæstgivergård, som i midten af 1700-tallet tilhørte Christen Pedersen Brorup, havde en åben gård omgivet af forhus, et sidehus på hver side og baghus med stalde, alle sammenbygget. Et bryggeri i ejendommens vestside havde sit eget matrikelnummer dengang, men begge numre havde samme ejer Brorup. Bryggeren i huset fik stavet sit efternavn som Kylling eller Koleng. Hele ejendommen faldt for branden i 1795, men blev genopbygget året efter. Efter Herman Læssøe var den i brygger justitsråd J. M. Linds eje. Lejerne i tiden efter 1800 var bl.a. en hørkræmmer, en regimentskirurg, en universitetskasserer, en bankbogholder, en grosserer og en assessor ved Nationalbanken. En hørkræmmer var en mand, der havde næringsbrev med ret til detailsalg af hør, hamp, salt, sild, klipfisk og lertøj. Bryggeriet og gæstgiveriet ”Sjælland” har tilsyneladende eksisteret side om side, fordi der var rigelig plads til dem begge og mange værksteder i den dybe ejendom med to gårdspladser. I 1855 f.eks. bogtrykker C.F. Nørager med en trykkersvend og en lærling, en af de typiske københavnske småvirksomheder, som der var hundreder af indenfor voldene. I modsætning til i dag, hvor gaden stod set ingen boliger har, boede her i 1850 899 personer, en tiendedel af Nørre Kvarters befolkning.

  

   I anden halvdel af 1800-tallet var det først (fra 1858) gæstgiver Knud Nielsen med bolig i bagbygningen, der blev husets ejer, og siden hørkræmmer B. Fick fra Vestergade 9. Efterfølgeren E. F. W. Fick havde hørkramudsalg i den oprindelige værtshuskælder og bolig i stueetagen. Ni ud af de 54 hørkræmmere i byen havde i 1850 deres adresse i Vestergade. Gæstgiveriet lå i bagbygningen med egen gårdsplads og stalde. Gæstgiveren eller hotelværten, som han kaldte sig slutningen af 1800-tallet, boede i baghusets stueetage. I baghusets kælder var der skænkestue I mellembygningen arbejdede bl.a. N. Petersens maltgøreri. I forhuset, på 2. sal boede i 1860’erne og starten af 1879’erne en kendt københavner til leje. Det var organist professor Niels W. Gade, der underviste på Det kgl. Musikkonservatorium ikke langt herfra, i Vester Voldgade 11. Hos Gade mødtes de kendte fra musikkens verden, ikke mindst I.P.E. Hartmann. Blandt de mange udenlandske gæster var en af datidens violinvirtuoser, Joseph Joachim, som Gade kendte fra sin tid i Leipzig. Også komponisten Johannes Brahms kom hos Gade. Men en uheldig bemærkning om, at Thorvaldsen skulle have haft sit museum i Berlin i stedet for København, medførte, at han blev dagens samtaleemne i København og en ekstra koncert med Brahms måtte aflyses. Skuespilleren Frederik Høedt fra Nørregade og H. C. Andersen var også populære gæster hos Gade. Den anden bolig på denne etage var lejet ud til musikhandler Emil Erslev. Boligen i forhusets stueetage blev allerede omlagt til erhverv i årene omkring 1880. Det blev Vesterbros Stentagpapfabrik, som fik kontorer her. Dengang var 1. og 2. sal stadig boliger for henholdsvis familie Kalko og familie Munch. Efter Ficks død arvede enkefrue A. Fick huset og hørkramudsalget skiftede til isenkram. Hun vogtede fra 3. sal over sin store ejendom i over tyve år. I den tid skete der ikke så få ændringer. Hotelvirksomheden ophørte efter 1910, lejerne blev mellemstore og større virksomheder som Faxe Kalkbrud, rengøringsfirmaet Kompagni for Spejl- og Vinduespolering, Københavns Grundejeres Renholdningsselskab, det århusianske kulhandelsfirma Kampmann & Herskind og Skandinavisk Syge- og Ulykkesforsikringen Gefion. Men der var stadig de små erhvervsdrivende som Gl. Torvs Tapetlager, en maskinhandel i kælderbutikkerne og et snedkerværksted i sidebygningen. Omkring 1915 var kælderbeværtningen i anden baggård stadig i drift. Her kom landmændene fra Flæsketorvet på Nytorv for at få god mad som engelske bøffer, koteletter og rødspætter, og dertil passende drikkevarer forstås. En lille karaffel med 4 snaps kostede 16 øre, en stor med 8 kostede 32 øre. En kaffe med cognac eller rom 16 øre. Snapsene konsumerede gæsterne om morgen, fordi de skulle på arbejde eller var lige kommet hjem fra natarbejde. Gulvene var hvidskurede og bestrøet med sand. I værtsstuen stod der en spytbakke med en serviet i. Gulvene skulle skures hver dag, fordi sundhedskommissionen kom tit og inspicerede. Til beværtningen hørte også 17 opredte senge. Filmdivaen Asta Nielsen boede fra 1914 til 1918 i forhuset med udsigt til Gammel Torv. Her modtog hun folk som Otto Rung, Sophus Clausen, Kaj Nielsen, Clara Pontoppidan og brødrene Brandes, hvor Georg Brandes altid var midtpunktet i selskabet. Med sin ikke ringe formue fra arbejdet i Berlin kunne hun tillade sig en rundhåndet livsstil i verdenskrigens København. Men da hun ikke kunne finde passende udfordringer i den danske film- og teaterverdenen, vendte hun tilbage til metropolen i Tyskland.

  Så blev hørkræmmerenken afløst af direktør C.J. Kampmann fra firmaet Kampmann, Kjærulff og Saxild, et firma, der i dag kendes som Kampsax. De fik kontorer på 2. sal og de traditionelle erhverv blev der færre af. Der var en kælderbutik, hvor Gl. Torvs Ramme- og Rundstokkefabrik optog sin produktion, og snedkeren på 2. sal i mellembygningen. Der var E. Sørensens Bogbinderi, grundlagt 1898 af Th. E. Sørensen, der eksisterede i tre generationer til omkring 1960. En ny lille fabrik blev flyttet herind af Albert Bodecker, Københavns fornemme herrehatteforretning, der nu fik fremstillet sine hatte inde i gården. Den klassiske isenkræmmertradition i skikkelse af firmaet O. P. Nielsen, der blev grundlagt i 1887 her i Vestergade 2, var efter ganske få år flyttet til nabobygningerne nr. 4 og 6, som Nielsen begge to kunne overtage. Ellers blev alle lejemål forvandlet til kontorer for sagførere og produktionsvirksomheder. På 1. sal var der i 1930 alene fem sagførere. En læge havde sin konsultation på 3. sal.

 

  Den vidtløftige stald- og pakhuskompleks blev i 1936 erstattet af en moderne kontor- og lagerbygning 2ABC til tobaksfabrikanten C.W. Obel A/S. Arkitekten for det nye byggeri var Frits Schlegel. Tobaksfabrikken med hjemsted i Aalborg blev grundlagt i 1787 og havde i sine fabrikker i Aalborg og i Halfdansgade på Nørrebro ca. 2 700 medarbejdere, da dens medarbejderantal nåede sit maksimum. Produktionen i Aalborg lukkede i 1995. Københavns kommune præmierede dette byggeri i 1938, som en tavle på det nye baghus dokumenterer. Vestergade 2 er nu hovedkontor for C.W. Obel. Andre virksomheder var der også lokaler til. Trikotagefirmaet Nikolai Kanter blev grundlagt i Riga o. 1900 som en korsetfabrik og begyndte sin produktion i nr. 2 i 1934, et år før ejendommen blev købt af tobaksfabrikken Obel. Under 2. verdenskrig måtte ejeren flygte til Sverige. Siden 1942 var der sønnen Herman Kanter, der drev det voksende firma, der havde værksteder i Kronprinsessegade og importerede tekstilprodukter fra USA. Under familiens ophold i Sverige blev der grundlagt et svensk datterfirma.

 

  Før Obels overtagelse havde Mads Laier i 1933 cykel- og radiobutikken ”Elite” i kælderen. I mellembygningen var der en snedker og i bagbygningen en møbelsnedker samt en lampeskærmsfabrik. Rammefabrikken i kælderen var nu også leveringsdygtig i spejle. I 1942 møder vi dekorationsudsalget K. Brøndsholm, som indtil ganske få år siden kunne levere vinduesdekorationer til butikker og lignende. Kanter var ikke blot importør men havde også sin egen korsetfabrik i forhuset. På samme etage befandt Scandinavian Rubber Company sig, og på 3. sal var Dansk-Engelsk Konfektionsfabrik. Fra 1940’erne til 1960’erne var der Anton og Holger Nielsens Bogtrykkeri i bagbygningens 1. sal og længere oppe på 3. sal en passende bogbindervirksomhed ved siden af en køreskole. I 1960’erne kunne det stadig betale sig at producere tekstiler i Danmark og Ole Rasmussens Damekonfektionsfabrik var den tredje tekstilfabrikant med lokaler i Vestergade 2. Når vi nærmer os 1980’erne lå ”Lindegården”, et antikvitetslager med eget værksted bag i gården. Tobaksfabrikanten har aldrig haft brug for alle sine lokaler. Nordisk Tobakskompagni A/S i forhuset var en direkte efterkommer af Obel og andre tobaksfabrikanter. Men C.W. Obel Ejendomme A/S, den gamle fabriks ejendomsselskab, holder til på C-bygningens 1. sal så sent som 2005. I samme hus, hvor en et arkitektfirma og Internationalt Pressecenter er ejerens naboer.

(2006)