Vestergade 20

Vestergade 20

Det fredede hus fra 1797-98 består af fem fag, hvoraf de tre midterste er svagt tilbagetrukne. Der er kælder og tre etager. Facaden er pudset og malet hvid. Der er butik i kælderen og en port i et fag mod øst. Det vestlige yderfag har en fordybning omkring kælder og stue, der svarer til porten på den østlige side. Under de tre midterfag er der et bånd under 1. sals vinduerne. Vinduerne i yderfagene har i 1. og 2. sal en indfatning med knægtbårne sålbænke. Mellem 1. og 2. sal er der også en fordybning over de tre midterfag. Taget har tre kviste. Bagsiden er ikke hvid men gul. Bygningen svarer ganske godt til Harsdorffs og hans skoles anbefalinger. Det var murermester Anton Christopher Wilcken, der opførte huset, og da det blev rejst, havde det også en konsolbåren dækplade over kældernedgangen og stukkaturarbejde i fordybningen over 1. etage. I hovedgesimsen sad oprindelig sparrehoveder. De tre dele af facadens fremtoning blev fjernet i anden halvdel af 1800-tallet. Malingen omtales for første gang i 1860.

  I lighed med flere matrikler i Vestergade ejede Vor Frue kirke også denne ejendom i middelalderen. I 1498 blev den tilskødet Sorø kloster og i 1565 efter reformationen til kronen. Kong Christian overdrog den til kgl. majestæts plattenslager Hans Dornitzer, der indrettede sin bopæl i klostrets nedlagte abbedgård. Han fik skøde allerede i indflytningsåret. I 1645 har vi smeden Daniel på grunden, 1652 bødker Søren Lauridsen, 1655 guldsmed Anders Nielsen, og samme år islandsk kok og herbergerer Børge Nielsen. Gæstgiveriet bar navnet ”Vinkanden”. Nielsens enke gav den i 1678 videre til herbergerer Willum Schotte. Schotte døde allerede to år senere i 1680. Så overtog herbergeren rodemester Aage Holm ejendommen. Han solgte den til hoftrompeter Willum Viander. Efter dennes død kom den på auktion i 1714 – auktioner var meget brugte i de år – og endte hos herbergeren og prammanden Torsten Thorsen Hedeland sammen med hans kone Birgitte. I 1728 gik det hele op i luer: et otte fags bindingsværkshus, som havde 28½ fag i gården. Grunden det stod på målte 17,5 m langs Vestergade og var 54 m lang på den side, der gik dybest ind i karreen.

  Efter genopbygningen var der udover forhuset et separat sidehus på den vestvendte side, der forløb lettere bueformet ligesom naboens sidehus. Gården mod øst var åben mod nabogården nr. 18. Bag baghuset, der var bygget sammen med sidehuset, var et smalt åbent stykke ubebygget terræn mellem nr. 20 og et af nr. 18’s baghuse, som i dag er bebygget. I ”Vinkandens”, senere omdøbt til ”Dannebrog”, ejendom var der andre aktiviteter og også almindelige lejerboliger. Sidst i 1700-tallet, inden det hele blev til aske igen, var der en snedker Kaarøe, en stolemager Fjellerup, en slagterenke Andersen, en tobaksfabrikant Lind og en knapmager Rudolff. Stolemageren forfærdigede sikkert også borde, opsatser, vugger og skabe. Og så kunne man få en seng, en stald og et måltid mad. Holberg oplyser i ”Den ellevte Junii”, at her kunne man bo for 2 skilling per nat.

  Det nye klassicistiske hus var i 1809 i hørkræmmer J. F. Stubs eje. En hørkræmmer var en borger, der havde næringsbrev med ret til detailsalg af hør, hamp, salt, sild, klipfisk og lertøj. Gæstgiveriet blev drevet af Hans Madsen. Skomager Feinwaldt, forvalter Conrad, to snedkere, Goetsche og Lehmann, distriktslægen Jacobsen og øltapper Nielsen havde lejet sig ind. Navnene Rudolff, Conrad, Feinwaldt, Goetsche og Lehmann dokumenterer den store tyske indvandring, der fandt sted i 1700-tallets København. Femogtredive år senere hed ejeren madam E.C. Fenger fra St. Kongensgade, også efterkommer af tyskere, og nu var lejerne lige så blandede som førhen: en retsassessor, en volontør i rentekammeret, snedkeren og hørkræmmeren, købmanden og gæstgiveren. Vi bemærker os, at musikinstrumentmager Emil Hjorths søn Johannes (1809-1900), repræsenterende anden generation i det gamle firma E. Hjorth & Sønner. Efter faderens død året før i 1834 havde han nu slået sig ned i Vestergade 20 og flyttede siden videre til Vestergade 13.  

  I 1860’erne var ejeren grosserer Fritz Dithmer. I hans kælder drev urtekræmmer C. L. Nielsen forretning, en af de talrige kræmmere i gaden. Han boede med sin familie på 1. sal. I stuen boede værthusholder og restauratør J. F. Johansen og siden D. C. Grandjean. I bagbygningen var hans gæstgiveri. En værtshusholder drev et værtshus samme sted og på 2. sal ovenpå arbejdede en af kvarterets utallige snedkermestre. I sidebygningens 2. sal holdt en glarmester til og på 3. sal en malermester. I 1870’erne var stueetagen udlejet til handelshuset N. F. Munch, 1. sal til grosserer Trier og 2. sal til en overretsprokurator. Sådan var det også indtil 1882, da pianoforte- og flygelfabrikken J. E. Felumb købte hele ejendommen og indrettede fabrik og udstilling her. Der var en hel del klaverfabrikker dengang i København, en type virksomhed, der bredte sig efter midten af 1800-tallet i København i forbindelse med at flere og flere borgerfamilier lod deres børn få klaverundervisning. Ifølge Industritællingen i 1855 var der to klaverfabrikker i byen, men i 1872 fandtes der allerede 12. Emil Felumb blev født i 1842 som søn af en guldsmed. Han var musikinteresseret og blev uddannet som pianofortebygger i København, London, Paris og Schweiz. I 1872 udviklede han et specialbygget klaver, som Niels W. Gade blev meget glad for. Så oprettede han en virksomhed for sig selv i Magstræde, siden Vester Voldgade og da efterspørgselen især efter flygler hele tiden steg, til sidst i Vestergade, hvor der var plads nok. Man skaffede mere dagslys til arbejderne ved at foretage murgennembrydninger. Jern og træ blev opbevaret og bearbejdet i stue og 1. sal. Træet opkøbte Felumb på træauktioner og lod det ligge i mellem tre og fire år. I bagbygningen blev sangbundene skabt og strenge spundet. Til sidst kom delene i færdigmagerværkstedet, som det kaldtes, og hvor den endelige sammenføjning fandt sted. I stueetagen tæt på udstillingslokalet lå kontrolrummet, hvor alle detaljer blev checket. Mellem fire og fem klaverer forlod fabrikken hver uge mellem 1882 og 1904. Der blev også bygget omtrent 70 flygler i perioden. Alt gik til det danske marked, der var ingen eksport. Den daglige leder var Felumbs nevø A. Theuerkauf. I dele af bagbygningen fortsatte gæstgiveriet, på 1. sal arbejdede en læge og på 3. sal var der en snedker, der måske leverede arbejde til fabrikken.    

  I Felumbs tid var der fortsat en urtekræmmerbutik i kælderen. Lægen på 1. sal blev omsider afløst af to overretssagførere. På 2. sal var der også sagførerkontor og fra 1920’erne kontor for Jens Tofts Frihavnens Kaffekompagni. På 3. sal havde Sophus Schou sin slipse- og skjortefabrik, som han havde grundlagt i 1898 i en alder af femogtyve år. Schou lejede senere også kælderen i forhuset. Først midt i 1970’erne lukkede den gamle skjortefabrik i Vestergade. Pianofabrikken solgte ejendommen og fabrikken efter 1915. Ejendommen blev hovedsæde for Brødrene Justesen, et kolonialengrosfirma i Randers, der i 1889 havde etableret sig i hovedstaden. Fabrikslokalerne overlod man til pianofortefabrikken Brødrene Corell. I Brdr. Justesens tid blev kælderen en vinhandel og i bagbygningen gjorde stofskofabrikken ”Thor”, afløst af en stråhattefabrik, sit indtog, mens et lokale blev til en alkoholfri restaurant og resten gik til to grosserere. ”Dannebrogs” epoke var uigenkaldeligt forbi. Brdr. Justesen fik en lang historie her og blev i 1983 opslugt af Dagrofa. De havde også naboejendommen nr. 18 og Studiestræde 37. Efter Justesen hedder ejeren A/S Det københavnske Ejendoms Societet. 

  I Brødrene Justesens tid fortsatte Frihavnens Kaffekompagni på 2. sal som trofast lejer gennem næsten hele perioden i lighed med Sophus Schou’s Eftf. I bagbygningen var der i 1930’erne og i de første år efter besættelsestiden en skofabrik og to skomagermestre, brødrene Vestenskov. De overlevede skofabrikken en del år. En fabrik der producerede silketryk blev et nyt islæt i gadens erhvervsliv. Den befandt sig på 2. sal i A-bygningen efter o. 1950. Måske var Minerva Reproduktioner en virksomhed, som fulgte i kølvandet på de nye metoder i den grafiske branche. De var her i hvert fald i 1970’erne.  På 3. sal var der langt ind i 1960’erne bevaret to boliger. Ekstra-Bladet lejede sig ind efter at Politikens Hus manglede plads efter 1990. Der har altid været private virksomheder i nr. 20, stat og kommune har aldrig været lejere. Et filmforlag, en strikmodeforretning var blandt de nye, der kom til, efter at Justesen var flyttet. I 2006 finder vi bl.a. i A-bygningen et IT-firma, der hedder TV-Animation, i B-bygningen Eurolingua Copenhagen og Ad Astra Translatører, i C-bygningen en speciallæge og Fontana Terapibehandling – dobbeltkonfekt hjælper sikkert dobbelt så meget. I kælderen har der i længere tid været forskellige former for serveringsvirksomhed. Den nyeste har siden foråret 2005 været Heidis Bierbar, der udmærker sig ved at genindføre tysk-østrigske drikketraditioner. Sammensætningen af lejere spejler dagens virkelighed i København.   

(2006)