Vestergade 22

Vestergade 22

Her har vi et grundmuret hus i syv fag med kælder og tre etager samt gavlkvist over midterfaget. Den grå facade er malet på puds. Det har en port i øst over to fag. Udover kordongesimsen ingen udsmykning. På taget findes fire almindelige kviste. Farver Lars Bjørn var ordregiver i årene 1798-99. Den konsolbårne dækplade over kældernedgangen fra byggeårene er blevet fjernet i 1894. Facadens oliemaling omtales første gang i 1877. Forhuset er fredet.

Som for så mange andre grunde i Vestergade havde kirken ejendomsret over jorden. København var dengang Roskildebispens by. Denne grund tilhørte i 1300-tallet Vor Frue kirke, biskoppens kirke. Men i 1448 var det klostret i Sorø, der fik indtægterne fra den, og abbeden havde sin egen stadsgård her. Efter reformationen, da kirkens ejendomme tilfaldt kronen, overlod kongen i 1552 den til kgl. plattenslager Hans Dornitzer og han slog sig ned i abbedgården. Han fik i 1565 skøde på den. Dengang hed adressen “Avlsgården”, d.v.s at der var opstaldet en eller flere tyre til avlsformål. Stedet var også kendt for prostitution. Den nuværende lille grund nr. 24 blev udskilt fra nr. 22 efter 1593. I 1640 finder vi Anna Eskild Nielsens på den gamle abbedgård, i 1645 Maren Andersdatter og efter de to kvinder i 1646 brygger Peder Randersen. 1655 igen en brygger, Oluf Mouridsen og i 1673 traditionen tro hans enke. Et år senere er det igen en kvinde, Else sal. Hans Nielsens. Hun gifter sig igen i 1678 med fattigforsorgsforstandernes oldermand brygger Hans Rasmussen. Efter de to er det igen en brygger, Johannes Rohde. Han døde i 1709 og så kommer bryggergården på auktion og bryggeren, der købte gården, var Jochum Friderich Buus.

I brandåret 1728 fandtes her et otte og halvt fags bindingsværkshus på et grundmuret fundament med 23 fag mod gården. Bryggerens grund var 13 m langs gaden og 58 m lang, der hvor den gik dybest ind i karreen. Gården var mere forgældet end andre steder i kvarteret. Buus skyldte 4 000 rigsdaler på den. Så branden må have været en katastrofe for ejeren, da man ikke kendte til bygningsforsikring i den tid.

Den genopbyggede gård bestod af et forhus med to sidehuse, det vestlige lidt bredere end det østlige. Et baghus fandtes ikke, men et bræddeskur og en mindre have langs gårdens matrikelskel. Vestergade 22 blev til gæstgiveriet ”Farvergården”, fordi det mest fremtrædende erhverv ligesom i nr. 28 blev farverivirksomhed. Farveren Find var blevet afløst af farver Lars Bjørn, da en ny brandkatastrofe ramte Vestergade i 1795. Hans lejere, justitsrådinde von Aspern, kancelliråd Westergaard, hørkræmmer Schou og agent Møller blev husvilde ligesom Bjørns egen familie og farverkarlene. Da det var økonomisk gode år, kunne Lars Bjørn hurtig skaffe kapital til en genopbygning, om end hans forhus fremtrådte lidt mere beskedent end de fleste andre gårde i Vestergade. Efterfølgeren var farvermester Johann Pohlmann. Gæstgiveriet ”Farvergården”, farveriet og en hørkræmmervirksomhed var sammen om at drive forretning i ejendommen. Forhuset var ejerens bolig og udlejet til private boliger. Da Pohlmann trak sig tilbage, blev han boende på stedet og solgte hus og farverivirksomheden til G. L. Fogh.

Den unge nygifte jurist A.S. Ørsted, bror til H.C. Ørsted, levede med sin kønne kone Sophie, Adam Oehlenschläger søster, fra 1805 til 1813 på 1. sal i nr. 22. Anders store karriere i kongelig tjeneste var så småt ved at udvikle sig. Sophie var en kvinde med store sproglige og litterære ambitioner og dybt utilfreds over, at hendes forudsætninger og evner ikke altid rakte til i de guldaldercirkler, som hun var en del af. Hun var midtpunktet i en litteraturhistorisk begivenhed, der fandt sted den 9. marts 1806, da Oehlenschlägers ”Hakon Jarl” blev læst op i ægteparrets sal af datidens første skuespiller Michael Rosing. Oehlenschläger havde sendt manuskriptet fra Paris til H.C. Ørsted. Tilstede var dengang en kreds af venner og slægtninge: Christiane Heger, forfatterens forlovede, Kamma Rahbek, Carl Heger, der var Christianes bror, H.C. Ørsted, Anders Ørsted og Sophie som værter, brygger Hans Heger, Kammas, Carls og Christianes far, Reinholdine Schönheyder fra læge- og juristfamilien med samme navn og Albertine Bull. Ved en gentagelse af oplæsningen senere på året var det H.C. Ørsted, der læste op for gæsterne. Rosing og Christiane Oehlenschläger boede senere i Vestergade 10. I august 1806 kom Jens Baggesen tilbage fra Paris og flyttede ind hos sin bror i StudiestrædeH. Så mødte han Sophie ikke ret langt derfra og nu udviklede sig et dramatisk forhold mellem de to, som samtiden ivrig tog del i og de fleste tog afstand fra. Det endte også med, at alle blev uvenner med Baggesen og var lettede, da han rejste igen. Sophies kærlighed endte med at blive til had. Hun døde allerede fire år efter i 1818.

Da Fogh trak sig tilbage fra sit firma, blev han ikke boende som sin forgænger Pohlmann, men flyttede ud til Nørre Vold og farver og trykker H. N. Grundtvig overtog virksomheden med boligen o. 1858 efter ham. Grundtvig kom fra Larsbjørnsstræde 21. I sidebygningens stueetage befandt gæstgiveriet ”Farvergården” sig fortsat. I forhusets kælder var der hørkræmmerudsalg. Lejerne kom og gik gennem årene. Der var plads til en bogtrykker ved siden af gæstgiveriet. En bogbinder fandt sig et værksted på 2. sal. i sidebygingen. Hvor der var bogtrykkere, var der i gamle dage også gerne bogbindere i nærheden. I forhusets stueetage var der nu en kunstdrejer og en herreekviperingshandler. Og en dag var det også et bogtrykkerfirma, der blev ejendommens ejer. Det var brødrene Baumgarten, der lod pressen arbejde i sidebygningen. Her befandt sig Johan Ludvig Sivertsens Bog- og Stentrykkeri, grundlagt 1849, der beherskede alle moderne teknikker såsom stereotypi og heliografi. Og bogbinder Hansen på 2. sal har nok fået travlt. I kælderen sad nu en klidhandler og kunstdrejeren havde fået en skomager som nabo, senere oven i købet to. Baumgarten overtog i 1890’erne en bolig på 3. sal.

I 1900 fik huset en ny ejer, isenkramfirmaet Bucka & Nissen. Marcus Bucka (d. 1894) og Hans Nissen (d.1902) grundlagde i 1849 i Flensborg en grossistvirksomhed, som flyttede til København efter krigen i 1864, først til Frederiksholms Kanal 4 og i 1884 til sidehuset i Vestergade 26. Børnebørnene H. N. Nissen (f. 1888) og E. H. M. Nissen (f. 1892) overtog i 1950 en stor engrosvirksomhed med isenkram, glas og porcelæn, som de styrede fra Vestergade. Firmaet overtog ikke alle lejemål med det samme, men boligerne blev omdannet til erhverv. Læderudsalget i kælderen fik lov til at fortsætte. Det gjaldt også trykkeriet i Sidebygningen. Der kom faktisk endnu et trykkeri til, Berg & Co. Bogbindermesteren på sidebygningens 2. sal blev heller ikke sagt op. I forhusets stueetage var der et skomagerværksted og en bandagist og fra 1920’erne en frisør og en skrædder. En bolig blev foreløbig ladt i fred, i og med at der på 1. sal fortsat boede den pensionerede hørkræmmer grosserer M. S. Hjarup, der havde en butik på den modsatte side af gaden i huset nr. 29. Men da hans lejemål ophørte, kom også her erhverv i form af en cykelgrossist og en overretssagfører. 2. sal var optaget af sagførerkontorer. Vestergade 22 blev lidt efter lidt lagt til som lager og porcelænsmalingsværksted, indtil trafikken i gaden og manglende udvidelsesmuligheder gjorde det for besværligt i bykernen. Det gamle firma solgte nr. 22, 24 og 26 og flyttede. I Bucka & Nissens tid fortsatte barbersalonen, der i 1938 kaldte sig ”Malmqvist Barber og Frisør”, og bandagisten helt op til 1950’erne. Efter Politikens overtagelse af Vestergade 22 blev huset ikke fuldstændigt overtaget af Politikens Forlag, men der var stadig enkelte andre erhvervslejere i forhuset. I baghuset fik avisen Aktuelt lokaler i avisens sidste tid. En buntmager Lunow boede oven i købet i nr. 22. Firmaet Lindegården var et antikvitetslager med eget værksted indtil 1990’erne. I 1967 blev forhuset restaureret af Politikens Forlag. Det nu lukkede Politikens Galleri fik udstillingslokale og kontor i den høje stue. Fra 1990’erne har her været Politikens Abonnementsservice. Og på 3. sal havde et arkitektfirma lejet sig ind.

I porten fik Politikens Hus for en generation siden opsat en tavle over husets skæbne:

“VESTERGADE 22. DENNE NU FREDEDE EJENDOM OPFØRTES 1798-99 AF FARVER LARS BJØRN PÅ EN TOMT EFTER HOVEDSTADENS STORE ILDEBRAND I JUNI 1795. DER VAR BEBOELSE I ALLE 4 ETAGER OG BUTIK I KÆLDEREN. – ANDERS SANDØE ØRSTED (1778-1860) OG HANS HUSTRU SOPHIE, F. OEHLENSCHLÄGER (1782-1818) BOEDE PÅ 1. SAL I ÅRENE 1805-13 OG OPLEVEDE HER KØBENHAVNS BOMBARDEMENT 1807. – JENS BAGGESEN (1764-1826) LOGEREDE HOS ÆGTEPARRET 1806-07 EFTER SIN STORE UDENLANDSREJSE. – I DET ØRSTEDSKE HJEM OPLÆSTE MICHAEL ROSING (1756-1818) I 1806 ADAM OEHLENSCHLÄGERS HAKON JARL FOR FØRSTE GANG. – PROFESSOR F. C. SIBBERN (1785-1872), SOM OGSÅ TILHØRTE KREDSEN, HAVDE SIN DAGLIGE GANG I HUSET. – HUSET RESTAURERET AF DAGBLADET POLITIKEN I ÅRERNE 1966-71 EFTER EN LANGVARIG FORFALDSPERIODE”.

(2012)

Læs mere: Axel Kjerulf: Latinerkvareret. Blade af en bydels historie. Kbhn. 1964