Vestergade 24

Vestergade 24

Vestergade 24 er et fredet grundmuret forhus i fem fag, kælder og tre etager. Over midterfaget findes en gavlkvist. Facaden er pudset og malet lysegrå. I kælderen er der en butik og hoveddøren med konsolbåren dækplade ligger i det østlige yderfag. På samme sted over det østlige yderfag er der en tilsvarende dækplade. Selvfølgelig har huset sin kordongesims, men det har også en fordybning med kannelurer mellem 1. og 2. sal. På hver side af gavlkvisten er der en tofags kvist. Dette hus blev i 1797 opført for værthusholder Nicolaj Berthelsen. Dækpladen over kældernedgangen blev fjernet i 1871. Gadedøren var noget af det fineste der findes indenfor snedkerarbejde fra tiden lige før 1800, men den findes ikke længere. Bygningen omkransede i 1800-tallet en lille gårdsplads, der nu er åben mod nabogårdspladsen med øst, idet den østlige sidebygning er blevet revet ned før fredningen.

Som det gælder for så mange andre grunde i Vestergade, så havde kirken ejendomsret over jorden. København var dengang Roskildebiskoppens by. Denne grund tilhørte i 1300-tallet Vor Frue kirke, det vil side biskoppens kirke. Men i 1448 var det klostret i Sorø, der fik indtægterne fra den, og abbeden havde sin egen stadsgård her. Efter reformationen, da kirkens ejendomme tilfaldt kronen, overlod kongen i 1552 den til kgl. plattenslager Hans Dornitzer og han slog sig ned i abbedgården. Han fik i 1565 skøde på den. Stedet fungerede dengang som avlsgård med opstaldede tyre. Samtidig foregik der livlig prostitution i huset. Den nuværende lille grund nr. 24 blev udskilt fra nr. 22 efter 1593. I 1645 var husets ejer rotgieter Jørgen Jacobsen. En rotgieter var en kobbersmed. Jacobsens enke pantsatte huset til musikant Hans Petersen. Hun levede endnu i 1678. I 1679 var det feldbereder Børre Børresen, der var gårdens ejer. En feldbereder er en garver, der ikke bruger bark til garvning. Efter hans og hustruens død overtog brygger Nicolaj Børresen og hørkræmmer David Berentz ejendommen og de to skødede den i 1712 til høker og øltapper Ambrosius Pedersen og efter ham gik den i 1722 videre til hørkræmmer Hans Danielsen. Hans bolig og arbejdsplads, et fem et halvt fags bindingsværkshus på grundmuret fundament med elleve fag mod gården beliggende på en grund, der var 13 m bred langs gaden og 17 m i dybden, brændte i 1728 fuldstændig ud.

Selvfølgelig blev huset genopbygget og blev ved med at være en håndværkerejendom ikke stor nok til et bryggeri eller anden større virksomhed, et forhus, ikke ret dybt, med et kort sidehus og intet baghus. Nabohusets ejer, farvermester Johan Teicher købte det. Da den næste store brand ødelagde den daværende bygning, var der et brændevinsbrænderi i den, bestyret af Andreas Johannes Spendrup, sikkert i familie med brændevinsbrænderen Spendrup i Vingårdstræde. Værtshusholder Berthelsens genopbyggede hus kom i brændevinsbrænder M. Birks ejer, men gik derefter igen til en værtshusholder, H. O. Hark, og siden til værtshusholder Hans Olsen. Den brændevin, som blev fremstillet i sidehuset, blev serveret i forhuset og solgt i løssalg ud af huset til de lokale. Brændevinsbrænderne var forpligtet til at købe gær og øl, som de anvendte som påsæt til mæsken, hos en brygger, de måtte endelig ikke brygge selv og skulle helst ikke anvende byg, men hvede, rug eller sukkermelasse. Oprindelig var der ingen begrænsninger i kreaturhold, men da de fleste brændevinsbrænderier var meget små bedrifter, havde de kun mellem 2 og 3 køer til mælkeproduktion.

Han og hans forgænger havde også enkelte udlejningsboliger og deres lejere var bl.a. en marskandiser, en porcelænshandler, en melhandler og en mægler, det vil sige ikke datidens mest velstående medborgere. Derfor er det påfaldende, at der i 1809 boede en professor Wolff i nr. 24. Bygningen blev lettere beskadiget under det engelske bombardement. Efter Hans Olsens død var det hans enke, der passede værtshuset og ejendommen indtil 1857. Så købte kasserer ved Casino-Teatret, G. Chr. Nicolaysen, der boede i Nørregade 39, huset i Vestergade med sine opsparede midler og flyttede ind på 1. sal. Men han døde allerede i 1860 og hans enke arvede hans ejendom. I omtrent fyrre boede hun så her og da hun døde, gik nr. 24 over til stadsfæstemand P. Chr. Hansen. Han boede ikke på 1. men på 3. sal, fordi det var allerede hans bolig, da han var lejer her. I hele denne tid fortsatte kælderen med at være værtshus og stuen blev i den sidste tredjedel af det 19. århundrede udlejet til en urmager, der hed C. Weistrup. En grosserer og en musikforretning ”Mozart” var de efterfølgende lejere i stueetagen. Efter fru Nicolaysens død blev 1. sal udlejet til en cigarhandler og siden til en vekselerforretning. 2. sal optoges først af en præsteenke, siden af en læge og derefter af handelsfirmaet C. J. Thuesen, en tandtekniker, en engros handel i papir og siden af Fællesforeningen for de danske Brugsforeningers kontor. På 3. sal boede beværteren fra kælderrestaurationen, der i 1920’erne fik navnet Centralhallen. Det er eksempler på lejere i tiden 1870 til 1930. Der har også været en barber og en tehandel. Efter fæstemanden var der to ejere i fællesskab fra o. 1925, bankdirektør Seidel og direktør Nielsen. For halvanden hundrede år siden var Vestergade stadig en gade med mange lokale. 899 personer, en tiendedel af Nørre Kvarters beboere, boede i 1850 i denne gamle gade.

Som nr. 26 og nr. 22 erhvervede isenkramvirksomheden Bucka & Nissen også nr. 24. Marcus Bucka (d. 1894) og Hans Nissen (d.1902) grundlagde i 1849 en grossistvirksomhed i Flensborg, som flyttede til København efter krigen i 1864, først til Frederiksholms Kanal 4 og i 1884 til sidehuset i Vestergade 26. Børnebørnene H. N. Nissen (f. 1888) og E. H. M. Nissen (f. 1892) overtog i 1950 en stor engrosvirksomhed med isenkram, glas og porcelæn, som de styrede fra Vestergade. Gadetrafikken og manglende udvidelsesmuligheder gjorde det for besværligt i bykernen for firmaet, og da Politikens Hus havde besluttet at udvide i Vestergade, tilbød sig en løsning med en ny ejer. De tre ejendomme blev for ni millioner kroner solgt til Politikens Hus og Bucka & Nissen flyttede i 1961 ud af indre by.

Kælderværtshuset skiftede navn i begyndelsen af 1930’erne og hed nu Stafetten. I stuetagen åbnede der på samme tid en østersrestaurant med navn Apollo. Men midt i 1930’erne flyttede den en etage længere op for at gøre plads til et værtshus, der kom til at hedde Kina. Pludselig var der tre steder i samme hus til at modtage gæster. 2. og 3. sal var i hele denne periode en ren boligetage, bl.a. til husets beværtere. I 1940’erne blev Apollo en bar og Kina skiftede navn til Gøglervognen. Gøglervognen var efter 1958 den sidste beværtning, de to andre lukkede som så mange andre i kvarteret dengang. Da Gøglervognen også lukkede, blev lejeren i stueetagen en automobiludlejning. Og i kælderen var der dengang omkring 1970 en ferierejsearrangør.  I 1975 havde huset stadig en enkelt bolig. Nu er nr. 24 en ren Politikenejendom.

(2012)