Vestergade 26

Vestergade 26

Huset i Vestergade 26 tilhører JP-Politikens Hus og er fredet. Den nuværende bygning stammer fra 1796-97, bygget for bryggerenken Margrethe Cathrine Berg og forhuset står næsten med samme udseende som i det år, det blev taget i brug. En rød jernport havde man selvfølgelig ikke i 1797. Det er et grundmuret forhus i syv fag med facaden pudset og malet i grå, i dag lysrosa, kælder og stueetagens yderfløje har fået rustika-puds. De traditionelle konsolbårne dækplader over kældernedgangene er mirakuløst nok bevaret. Der er gjort en del ud af facadeudsmykningen: yderfagene har indfatninger med sålbænke og konsolbårne trekantfrontoner, brystninger har fordybninger med balustre. Midterfagene har mellem 1. og 2. etage en frise. Huset er med andre ord et fornemt eksempel på den Harsdorffske stil. Bag forhuset ligger der en sidebygning og en bagbygning med sidebygning uden forbindelse til forhuset. Bag bagbygningen findes der desuden en lillebitte gård. De fire gule kuppellygter er en del af Politikens Hus’ generelle fremtoning. En flagstang med forgyldt knop smykker ligeledes facaden. Vedligeholdelsen er ikke ligefrem den bedste, f.eks. trænger de gamle vinduesrammer til restaurering. 

 

  Her tæt på byens vestre port på nordsiden af voldgravsrenden havde Vor Frue Kirke i 1300-tallet blandt andre denne dybe og forholdsvis brede grund. I 1480 boede her byskriver Mikkel Svendsen som lejer, fyrre år senere en bager. I 1525 møder vi adelsfamilierne Urne og Rønnow som lejere, i 1563 statholder Christopher Valkendorff. Men det må være universitetet, der stadig er den egentlige ejer efter kirken, fordi den står som udlejer i 1575. Dengang var der en stor have og en lille have med boder bag forhuset. Fra 1608 til branden i 1795 er Vestergade 26 en bryggergård. En af de første bryggere hed Hans Star, derfor hed huset også i lang tid Hans Stars Gård. Først i 1702 og igen i 1722 kommer grunden på auktion. Huset, et ti fags bindingsværkshus på en o. 2 200 m² stor skråt til gaden liggende grund, var lidt smallere ud til Vestergade end indad. De første købere er to hofjunkere, den anden en bager, den tredje en brygger og den fjerde Det kgl. Vajsenhus. Og det er igen bryggere, der fortsætter som ejere efter Vajsenhuset. I 1728 ødelægges huset totalt af den brand, der udspringer af et lille uheld kun få meter herfra på Rådhuspladsen. Den sidste brygger, C. Berg, sælger brandtomten til hørkræmmer J. Olsen, der bygger et nyt hus, der nuværende, på grunden. De følgende to ejere er også hørkræmmere. Men i 1825 kalder den daværende ejer J. A. Lange sig grosserer og forsørgelsesforstander. Der er også fine lejere i det fint udstafferede forhus, f.eks. borgmester og etatsråd Frederik Hammerich, grosserer Moses Lazarus Wallich, højesteretsadvokat P. E. Sporon, oberst C. von Rømeling og hans søn kammerjunker Waldemar von Rømeling. Helt til 1872 tilhører gården hørkræmmer Langes efterkommere. Over porten ind mod gården er der anbragt en tavle med en lang inskription, stammende fra 1873, der fortæller om den anden brand i 1795 og kaptajn Bergs enke, Kathrine Lohr, der fik den genopbygget og prokurator Kristian Jørgensen, der ”grundforbedrede” og ombyggede den i 1873. Tager vi et tilfældigt år, f.eks. 1879, så har vi i forhusets kælder en vinhandel, i stuen en grosserervirksomhed, på 1. sal firmaet Grønvold & Gether, på 2. sal bor ejeren prokurist Hansen med sin søn og endnu en prokurist, på 3. sal to studerende, en cand.mag, en restauratør, en entreprenør og en landmand. I sidehusets stueetage er der et grossererkontor, på 1.sal Kastrup Glasværks kontor, på 2. sal dr. phil. J. Paludan og af samme familie prokurator ved Overretten Paludan, på 3. sal endelig et atelier med Heliotypisk Institut af genremaler Vilhelm Pacht. Vinhandelen fortsætter til efter århundredeskiftet, men ellers kommer og går mange forskellige erhvervslejere og færre og færre beboere.  Husets vel berømteste beboer nogensinde, forhenværende minister, venstremand og bankmand Peter Adler Alberti, eneansvarlig for det 20. århundredes største bankskandale i Danmark, havde oprindelig kontor på 2. sal, og i hans gamle dage flyttede han ind samme sted, mindre overvægtig, tilbagetrukket men stadig med oprejst pande. Han døde som 81årig i 1932 efter at blive kørt over af en sporvogn.

  I 1930erne og indtil 1950erne er den mest iøjnefaldende butik i forhusets stue buntmager Lunows værksted. Sidehusets stueetage var kernen til det opadstræbende gamle Flensborgfirma Bucka & Nissen. Marcus Bucka (d. 1894) og Hans Nissen (d.1902) grundlagde i 1849 en grossistvirksomhed i Flensborg, som flyttede til København efter krigen i 1864, først til Frederiksholms Kanal 4 og i 1884 til sidehuset i Vestergade 26. Børnebørnene H. N. Nissen (f. 1888) og E. H. M. Nissen (f. 1892) overtog i 1950 en stor engrosvirksomhed med isenkram, glas og porcelæn, som de styrede fra Vestergade. Vestergade 22 blev lagt til som lager og porcelænsmalingsværksted, indtil trafikken i gaden og manglende udvidelsesmuligheder gjorde det for besværligt i bykernen.    

  I 1961 købte Politikens Hus for næsen af staten ejendomme 22 og 26, fordi det allerede havde en uopsigelig lejekontrakt til forhuset, hvor forlaget sad. Nr. 24 imellem dem havde man haft siden 1940. Aviskoncernen havde i mange år været på udkig efter husene, men Bucka & Nissen var oprørt over naboen, fordi den voldsomme nybygning på nabogrunden nr. 28 havde forvoldt store revner og forskydninger af ydermurene, som Politikens Hus ikke ønskede at betale erstatning for og vægrede sig længe ved at sælge den til skadeforvolderen. Det 10 000 m² store kompleks handledes nu for 9 mio. kroner. Nu overtog forlaget det fine forhus som ejer og side- og baghuset blev moderniseret. Købmandsgårdens lagerlokaler og kontorer blev i en årrække fornyet til ukendelighed. Vægge og døre blev flyttet, elevatorer blev indbygget og mediealderens tekniske udstyr fordelt over bygningerne. Rotationskælderen fra Vester Voldgade blev forlænget helt ind i sidehuset. De tre ejendomme forbandtes med hovedbygningen på Rådhuspladsen med brandsikrede døre. Med årene rykkede POLFOTO, dele af Ekstra-Bladets og Politikens redaktioner ind og Politikens Fond i forhuset. Politikens Forlag har nok hver eneste læsekyndige dansker skiftet bekendtskab med. Politikens Rejsebøger er de mest kendte rejseguides. Nu findes der hundrede forskellige ”Turen går til…”. Politikens Håndbøger er uundværlige med hensyn til dansksprogede fagbøger. Politikens Forlag er også Danmarks førende ordbogsforlag på danskområdet, tænk blot på Nudansk Ordbog og De røde ordbøger.

(2006)