Vestergade 28

Vestergade 28

Både Vestergade 22 og 28 tæt ved den nuværende Rådhusplads var i 1700-tallet farvergårde, hvor bønderne traditionen tro kunne aflevere deres klæde til indfarvning, når de kørte ind ad byens over fem hundrede år gamle indfaldsport. Da farverierne havde brug for en hel del vand, var det nærliggende at være der, hvor pumpevandet kom ind i byen gennem de udhulede træstammer, nemlig Vesterport, som private vandkompagnier, først og fremmest bryggerne, ejede og holdt ved lige. I 212 år var Vestergade 28 en farvergård.

  I middelalderen hørte grundene nr. 26 og 28 sammen lige som i dag, hvor de ejes af Politikens Hus. Dengang var de Vor Frue kirkes og som opkrævede leje af dem. Nr. 28 var en mindre gård end nr. 26. I 1525, allerede før reformationen, blev gården sekulariseret og overdraget til en adelsfamilie. Den boede selvfølgelig ikke på den og fra 1552 berettes om en smed som lejer. Vestergade hed i middelalderen Smedegade eller Smedebakken. Adelsmanden statholder Christoffer Valkendorff, der ejede mange huse i byen, var i 1568 ejer. I hans tid fik Københavns Universitet gården og indtægterne fra den. Universitetets lejer var en brygger. Huset hed Brygger Hans Stars Gård fra 1608 til 1624. Hans søn Sander Hansen udstykkede den i to gårde i 1629. Nr. 28 var stadig universitetets og i samme år var lejeren slotsprædikanten Jens Christensen. I 1645 var det et bagerægtepar Jacob og Lisbeth Jordan og de frikøbte den i 1650. Deres efterfølgere var bager Christopher Mentz og siden bager Lorentz Berendsen.

   I 1672 er der ikke længere bageri men garveri her. Garveren hed Niels Pedersen. I 1678 var der endnu en gang en smed: Peder Willumsen. Et år senere igen en garver og fra 1686 endelig en farver med navn Diderik Helmerding. Farvergerningen har så givet denne gård dens navn. Sønnen Hilmer Helmerding solgte i 1727 sin ejendom til farver Mads Jensen Møller og familien Møller fortsatte afbrudt af to brande, den første i 1728, den anden i 1795, deres virksomhed i Vestergade 28. Efter brandkatastrofen i 1728, der var startet få meter herfra, hvor hans otte fag brede bindingsværkshus, oprettet på grundmurede fundamenter gik til, byggede farver Mads Møller huset op igen og drev fra 1745 et farveri, der efter hans død overtoges af enken Engelke Cathrine Møller født Ørsted. Der var ikke nogen sidehuse, men kun et baghus og i midten af 1700-tallet et bræddeskur inde i gården. Det var hende, der drev virksomheden, så længe hun kunne. I brandåret 1795 var farveren ikke en Møller længere, men farverenken havde farversvend Schjellerup til at passe garveriet, mens hun drev et pensionat. Hun fik genopbygget gården og fortsatte med de to virksomheder. I forhusets stueetage ved siden af porten lå et stort rum til gaden. Her afleverede bønderne deres garn og klæde til indfarvningen. I en anden stue mod gaden, spiste pensionatets ”ånge mennesker” sammen med garveriets ansatte, der altid havde blå hænder. En ung gæst, der havde fribord, måtte ikke spise med, men fik af madam Møller anvist en plads i bondestuen ud mod gaden, hvor maden blev serveret ham på en tintallerken. Han blev en af Danmarks store skuespillere i det 19. århundrede: Christen Niemann Rosenkilde.

  Madam Møller gik ind i Danmarks litteraturhistorie, fordi hendes unge nevøer Anders Sandøe og Hans Christian, der boede på Elers Kollegium ti minutters gang derfra, tog deres attenårige kammerat Adam Oehlenschläger med til spisning hos tante Møller. Det endte med, at han fik et et fags værelse ved siden af stuen på 1. sal, hvor han boede fra 1797 til 1805, den mest afgørende periode i forfatterens liv. Både Danmarks nationaldigt “Guldhornene” og skuespillene “Sankt Hansaften-Spil” og “Aladdin” blev nedskrevet i dette værelse. Norsk-tyske Henrik Steffens satte ham natten efter den 4. maj 1802 under en lang spadseretur til Frederiksberg i en ophøjet romantisk stemning, så han skrev sit mageløse digt om de et døgn forinden fra Kongens kunstkammer forsvundne guldhorn. Efter et par timers søvn i Steffens bolig efterfulgt af et lille morgenmåltid var Oehlenschläger lysvågen og i den lyse morgen gik han hjem til Vestergade og skrev ifølge ham selv straks digtet ned. Fru Møllers trefags stadsstue blev brugt til amatørteaterforestillinger. Oehlenschläger var i pinse 1803 Per Degn og Henrik Steffens Erasmus Montanus, mens Kamma Rahbek, brødrene Ørsted og Sophie Oehlenschläger så til. Hos madam Ørsted spiste også assessor Wilhelm Lehmann, senere far til Orla Lehmann. Hos Lehmanns familie stod som bekendt Danmarks første juletræ. Når Oehlenschläger var træt af at sidde på sit værelse sendte han en af farverlærlingene med et lille brev til sin forlovede i Nørregade, så de kunne aftale at gå en tur langt fra Vestergade med dens lugt af vådt farvet klæde, den osende kakkelovn og liderlige kattes hyl på trappen.   

    

  To år senere flyttede Adams søster Sophie, der blev gift med vennen Anders Ørsted ind i den anden farvergård nr. 22. Han selv opgav sin hybel i 1805 for at foretage sin første store Europarejse. Sin ægtefælle Christiane hentede han hos assessor Hans Heger i Nørregade 39, nu Folketeatret. De nygifte flyttede sammen i Bispegården, Nørregade 11. Efter madam Engelke Møllers død i 1822 overtog mestersvenden Niels Henrik Holst farveriet og efter ham sønnen C. P. B. Holst. Virksomheden lukkede først i 1899. Den sidste farver var J. D. Draminsky, der var husets ejer, da denne håndtering sang på sit sidste vers i baghuset i Vestergade. I forhusets sidste år var der en biograf i huset, der hed Centralteatret. Politikens Hus, der konstant var i bekneb med at få pladsen til at slå til, var derfor lykkeligt, at det kunne lade sig gøre i 1918 at få købt det fem kvarte århundrede gamle hus til nedrivning, da der ikke var plads til lillebroren Ekstra Bladet. Koncernen fik et år senere bygget et moderne hus med traditionel facade og bygget sammen med huset på Rådhuspladsen og med store vinduer. Den nye ejer købte aflad for det med at afsløre den 20. januar 1935 – poetens 85 års dødsdag – under stor festivitas en i dag svært læselig mindeplade om guldhornsdigtets og de to skuespils oprindelsessted på facaden i første sals højde. Døren, vinduesindfatningen og panelerne fra Oehlenschlägers værelse blev afleveret til Københavns Bymuseum. Inden da blev rummet tegnet og opmålt med henblik på en senere rekonstruktion. Husets solide træport blev i den anledning også overladt til Bymuseet. Nabohuset med nr. 26, firmaet Bucka & Nissens nabohus, kunne til gengæld ikke tåle nybyggeriet og fik revner og forskydninger i ydermurene. I kælderen opstilledes en kæmpemæssig ny presse fra Tyskland, kaldet Vo-Mag-Pressen. Den brugtes her indtil 1927. Politikens lillebror Ekstra-Bladet flyttede ind og senere indrettedes en foredragssal i stuen. Ekstra-Bladet er for længst flyttet ud igen. I dag har vi Sikker-Hansen-salen på 2. sal, der er identisk med en del af Politikens kantine, dog uden at man kan se Sikker Hansens tegninger, dele af redaktionen sidder på 1. og 3. sal, biblioteket er på 2. sal og personalekontoret og en afdeling af sportsredaktionen på 5. sal i det ikke længere nye hus.

(2006)