Fortællinger fra kvarteret

 

Chr. Andersen, Gades Konditori, Reitzel, Hallgreen, den ene efter den anden af de gamle butikker forsvinder i Latinerkvarteret. Nu bliver det Sankt Peders Strædes Keramik og Engelke Tvermoes afholder i november og december sit sidste julesalg. Dagen hvor det gamle værksted vil blive ryddet rykker nærmere og hvis man vil gøre en god handel med originalt lertøj fra den hæderkronede, så er det nu. Engelke holder åbent i ugerne før jul fra klokken 12 til 18, lørdag til kl. 15. Efter nytår holder hun ophørsudsalg med stærkt nedsatte priser. Den uafvendelig sidste dag er lørdag, den 31. januar, hvor gamle kunder, naboer og venner siger farvel.

Rapport fra min rendesten – Grete Lis Hansen fortæller

Store blåhvide bedstemorstekopper på et rundt mahognibord i den lyse fjerde sals lejlighed i Sankt Peders Stræde en lun og stille lørdag aften i juli – Grete Lis sidder i sin sofa og spekulerer over fyrre år i gaden. ”Bykvarterer har deres tid, vort kvarter har haft sin, nu er det Nansensgade, der er min ideelle gade.” Og ”Sankt Peders Stræde er nu en frisørgade, du kan klippes og farves på alle mulige måder, jeg ved egentlig ikke hvorfor den er blevet det”. I Nansensgade kan man få lidt af det hele, der er den materielle og den æstetiske variation, der nu engang også hører til. Gode antikvariske bøger, sushi, Iselin Hermanns souk-butik, der er alt, hvad hjertet begærer. Fra at have været et overset kvarter ligesom vores, har de nu rigtige beboerfester, hvor beboerne spiser sammen ved borde, som er sat frem på gaden. Senere er der asfaltbal. Det kan ikke lade sig gøre i Nørre Kvarter længere. Nu er der gadefester med høj og larmende musik for folk, der ikke bor her.

Gårdanlægget, hvor Grete Lis bor, deles af ca.100 mennesker og har været nøglen til bedre livskvalitet i gaden. Der afholdes to fester om året og et stort partytelt er til rådighed til private arrangementer. Og her kan de nye integreres, såfremt de har lyst. Der er rigtig mange børn sammenlignet med 60erne. Folk er flinke til at rydde op efter sig. Det er nemlig vigtigt, fordi Grete Lis er den beboer, der lønnes for at passe anlægget, kører græsslåmaskinen, deler planter eller finder nye, som hun henter hjem fra sin hjemegn Fyn. Hun holder øje med de frodige træer, der skal beskæres og den aggressivt voksende vedbend, der har gennemtrængt en hel brandmur! Saneringsplanens gårdanlæg har været til stor glæde.

Man er stadigvæk privilegeret: rigtig godt brød kan fås hos van Hauen i Mikkel Bryggers Gade eller hos Naturpoteket i Teglgårdstræde, grøntsager kniber det med, fordi ISO ligger jo ret langt væk. Lidt for langt til Grete Lis. Og når man er lidt oppe i årene, har man ikke længere råd eller lyst til at hænge ud på de mange værtshuse og caféer. Sankt Peders Stræde er en rolig behagelig gade, ikke længere så trendy som da de kendte boede her dengang i 80erne. Og beboerne sidder stadig på trappestenen om eftermiddagen, når solen når husrækken med de lige numre, og drikker solskinsbajere, som man kalder dem. Først kommer der en, så kommer der flere og til sidst hænger en hel flok ude og passiarer. ”I det hele taget er søndag eftermiddag det tidspunkt, hvor der er tid til at holde kontakten til naboen ved lige.” Når vejret er til det.

Er der andre mennesker i gaden end den gang i 70erne og 80erne? Folk har fået sig en uddannelse og de tjener sikkert også mere for at kunne bo her. Men når barn nummer to kommer, rykker de ud igen, så skal de have mere plads. Det er nok derfor at folk mellem 25 og 35 er statistisk overrepræsenteret i Nørre Kvarter, kommenterer intervieweren. Bilerne er der kommet mange af, de bliver hele tiden skiftet ud med nye modeller, der ligner de andre til forveksling. Hvor de gamle beboere er blevet af er ikke til at vide. ”Der er Krølle fra Vester Vold og Henning Snedker, dem taler jeg jævnligt med.” Vore billige andelsboliger holder vi fast i, i og med at der finder megen fremleje sted og ikke salg, og det øger beboerstabiliteten på længere sigt.  – En gade præget af indvandrere er Sankt Peders Stræde ikke blevet i nyere tid. Flygtningene, der bor lige overfor mig i nr. 43, er her flygtigt. ”Jeg husker pizzabageren Paolo, han var lige så godt integreret som Malik og sønner, der nu driver Delikatessen overfor mig. Eller østrigeren Max fra POD, han er faldet helt godt ind hos os.” Og så de to nye forpagtere i Salonens kælder har Grete Lis kun hørt positivt omtalt.

”Er Sankt Peders Stræde og Teglgårdstræde, hvor du boede engang, alligevel ikke lige så spændende som Nansensgade? Hvad siger du, Grete Lis?” ”Jeg kan jo ikke lade være med at holde af den, fordi husene herinde har nogle fine proportioner og er besjælet af alle de generationer som gik forud. Det giver en særlig stemning.” jj

Jørgen Nielsens rapport fra Larsbjørnsstræde 2004

Den gamle røde gård i Larsbjørnsstræde 6 var garveriet Berg & Friis’ hovedsæde i flere årtier. Egentlig garverivirksomhed har der ikke været så længe man kan huske, men lager- og salgsvirksomhed. Men Jørgen Nielsens gård er stadig Lædergården og det dufter stadig af skind og læder i hans rustikke historiske kontor og lagerrum. Da Jørgen Nielsen, arbejdersøn fra Frederiksberg, i 1956 begyndte som handelsuddannet 23-årig i den hæderkronede virksomhed som yngste mand, var den gamle chef allerede omkring 80 år gammel. Hans to kontordamer havde rundet de første halvtreds år hver og lagerforvalteren var en ældre herre på 60. Jørgen Nielsen erhvervede sig varekundskaber til sin nye stilling og gjorde lynkarriere i de glade 1960’ere. Firmaet med det fine kontor i stuen, med det gamle kontorudstyr og med frokost ude på Vester Vold var da en grundsolid forretning. København havde for tres år siden over 200 skotøjsfabrikker. Det uundgåelige generationsskifte medførte at han en dag stod med huset, hele varelageret, en BMW og en antal gode faste kunder. Siden er der gået flere årtier og hele branchen har skiftet karakter. Fra at være en en gros -forretning med flere konkurrenter er hans firma nu sammen med en butik i Skindergade den eneste en gros & en detail i skind og læder i det centrale København. Mest til beklædning og med langt færre lokaler end for fyrre år siden. Nu har han 15 erhvervslejere og 2 boliger i garvergården og kun den høje stue i forhuset er helliget skind og lædersalget. Opkøbet foregår i hele Europa og der er stadig et godt marked. Annoncering er aldeles overflødig. ”Rendestenen” er faktisk det eneste sted, hvor Jørgen har en regelmæssig annonce. Han bor selv ikke i Larsbjørnsstræde og har aldrig gjort det, men i Hundested. Det er gået rigtig godt med forretningen. Moden omkring 1970 medbragte en hel del folk med lædersyning til kvarteret. Pioneren var den legendariske amerikaner Jim Manning. Det gik så godt at der var råd til at købe Tre Hjorter Vinhandel på hjørnet af Vestergade, en strålende forretning, som Jørgen Nielsen drev i 23 år. Virksomhederne kastede så meget af sig, at der i 1970erne og 1980erne blev bygget et antal rækkehuse ude på Sjælland. Først i de senere år har han droslet ned. Den sidste kontordame gik på pension for seks år siden.

I købet af vinhandelen indgik også den legendariske Husmanns Vinstue skråt overfor, som købtes sammen med Jørgen Brogaard. Den er nu en rigtig fin restaurant og oplevede landsberømmelse med Simon Spies, da Se&Hør afslørede stedet, hvor scenen med formanden i den bare og damerne havde fundet sted. De to Jørgener var lige ved at miste bevillingen dengang. Brogaard lever ikke længere og Jørgen Nielsen solgte restauranten for en del år siden, men da det stod på, har han bl.a. været med til indspilning af sangen om Husmann og deltager stadig med interesse i stedets ve og vel.

En mand, der har oplevet gaden som erhvervsaktiv i så mange år som Jørgen, har en optimal baggrund til at give sin vurdering af dens udvikling. Færre og færre beboere og dagligvareindkøb på pendlernes bopælskommune har lukket fiske-, smør-, slagter-, pålægs- og vinbutikker. De farverige beboere er forsvundne, døde eller flyttet. De mange nye tøjbutikker, der er kommet i stedet for, har givet kvarteret et nyt look og det er erfaringsmæssig en gevinst for kunder og sælgere, at samme branche ligger samlet side og side. Fra at være et vildt kvarter med skrappe værtshuse er vi nu blevet pæne med tydelig faldende kriminalitet. Kolleger uden for byen misunder Jørgen Nielsen placeringen, hvor der ikke er 5 km til den nærmeste grillbar i sterile erhvervszoner. Pisserenden for fyrre år siden var slet ikke det forargelsens kvarter, som nogle forestiller sig i dag. Damen i blanke gummistøvler og ozelotfrakke af plastik havde fået lov til at stå i porten så længe hun skulle hilse på den lidt anonyme kunde med kontormappen spændt ud over hans cykelstyr. Det ændrede jo ikke ved den kendsgerning, at Lædergården var et fint gammelt firma. Larsbjørnsstræde er ikke så farvestrålende mere, men det trives. Trafikken har aldrig været et problem udenfor myldretiden. Han kan huske at han kom kørende igennem Strøget og via Rådhuspladsen og Vestergade til Larsbjørnsstræde for at komme til sit firma. Trafikken har altid været livlig. Først når bilerne er bandlyst her, vil det gå rigtig galt. Hans firma får ellers den tid det skal have. Et eller andet tidspunkt vil der komme en ny generation eller også kommer der ingen ny generation og så lukker Lædergården. Sådan er det, siger han. jj

 

Katrine Lübeckers beretning om Studiestræde 2004

Ovenpå den tidligere antikvitetsforretning og nuværende korthandel ligger der et antal historiske lejligheder. Alene den nyrestaurerede trappe er en hel historiebog. På den øverste etage har tekstilformgiver Katrine Lübecker sit hjem. Tidligere spurgte folk fra villakvartererne hende: ”Gud, tør du bo i Stúdiestræde? Så svarede hun: ”Jeg vil da nødig gå hjem på en øde villavej i Gentofte!” For nogle udenforstående er gaden den dag i dag meget fremmedartet. Hendes mands familie stammede fra Borgergade, før krigen bestemt ikke byens fineste gade. I 1960’erne arbejdede hun i en systue med 12 syersker i Kronprinsensgade og ville godt bo tæt på sit arbejde. Hun havde et sommerhus i Vejby Strand og derfra var det langt til byen. Så skaffede Inger Svensson fra antikbutikken i Studiestræde 26 hende en bopæl i Middelalderbyen og hun og hendes mand kunne flytte ind i arkitekt Plesners lejlighed. Familien Plesner ville ud af byen, ægteparret Lübecker ville ind til byen. Modeltøjsyningen varede i ti år. Efter sin mands død fandt hun et arbejde, der var endnu tættere på, nemlig ledelsen af  Politikens Galleri i Vestergade. Kontakten til Politikens Hus havde eksisteret mange år i forvejen, idet Pierre Lübecker var fast skribent for huset. Hendes arbejde som leder af kunstgalleriet varede indtil for ganske få år siden. Hun hilser tit på de tidligere kolleger fra Rådhuspladsen. Datteren Marie bor i samme ejendom.

Dengang. Alt var tæt på. De mange specialforretninger med madvarer. Vi kunne få røget ål og laks i øl- og vinkiosken hos Andersen i nr. 25A. Helt officielt måtte han nok ikke sælge det, men alligevel. Nu skal vi ud til supermarkederne, dog kan alle stadig nås på cykel. Nede på gaden kører bilerne med alt for stor fart og selvfølgelig er der støj. Sådan har det altid været. Fru Lübecker kan ikke høre det der hvor hun bor, men hendes datter Marie, der bor længere ned mod gaden, hun kan. Det tager hundrede år, før natteravnene finder hjem i weekenderne. Men truende virker nutidens unge ikke. En gang havde hun meldt fire fulderikker, der havde moret sig med at smadre parkerede biler, til politiet. Hun skulle vidne i byretten og følte sig alt andet end godt tilpas. Men enden på historien blev, at de fire ikke mødte op hos dommeren. En anden gang kom gadelivet tættere på, idet hun en nat vågnede, da to ukendte fyre strøg forbi hendes seng og ud til bagtrappen. Det viste sig senere, at de havde villet bryde ind hos entreprenør Zeltner i baghuset for at forsyne sig med computere men vidste ikke, at der ikke fandtes et tørloft til at gemme sig i. Tyverialarmen var gået i gang. Politiet – en betjent med to kolleger i civil og en schæferhund – kom for at lede efter gæsterne og spurgte søvndrukne fru Lübecker om hun havde set dem. Men i mørket er den slags ikke så nemt. Hun ringede efter sin søn, der boede på Nørrebro, fordi hun ikke følte sig helt tilpas ved denne episode. Falck havde sprængt hoveddøren for betjentene. Og det var nede på gaden, at indbrudstyvene endelig blev lagt i håndjern.

Kvarteret husede jo mange ret så ukonventionelle mennesker før i tiden. Man skal blot tænke på baggården i Larsbjørnsstræde 13. Her i huset var der den pensionerede havnearbejder Svend Madsen, der i begyndelsen boede sammen med fru Mortensen. Han regnedes for at være en sur og mut fætter, drak vist også en del og fik efter sigende ikke skiftet sengetøj i tredive år. Mistede af og til balancen og faldt om. Han ville ikke se en læge og ville ikke på hospitalet. I hans sidste år var han helt isoleret og blev passet af en ung hjemmehjælper, der hentede nøglen til Madsen i galleriet. Da han døde som 86årig, fandt arvingerne 130 000 kroner i sengetøjet. De mange nipsgenstande skulle foræres til Arbejdermuseet. Det ville museet ikke, de havde nok af dem.

Gennem sin mand har Katrine Lübecker gennem årene stiftet bekendtskab med flere generationer af danske billedkunstnere. Nogle blev gudmor og gudfar til børnene. Preben Hornung, Robert Jakobsen, Niels Reumert, Bertha Moltke, Viola Collaro, Eva Weis Benzon, Peter Carlsen, listen er lang. De var altid velkomne gæster i lejligheden. Datteren Marie var allerede med som barn og spurgte en gang: „Er han kendt, far? Det gør du ham i morgen, ikke?” Til sidst viser hun den besøgende sin tagterrasse med den perfekte udsigt over kvarterets tage. Det geniale ved Plesners terrasse er, at andre tagterrasseejere ikke kan kaste blikke ind på den. Her er planter, havemøbler, fred, lys og sol.

jj

Peter Flensborg fortæller fra Studiestræde

Peter Flensborg, mønthandler, engang også forhandler af ædelsten pg moderne smykker, slog sig ned i Studiestræde nærmest tilfældig, fordi en fælles bekendt, hvis datter handlede med ædelsten, havde fået at vide, at guldsmed Peter Vang, Arken, var flyttet til den anden ende af Studiestræde, hvor der var mere liv, og dermed havde efterladt sin med oregonpine panelerede fine butik i den tidligere cykelsmedje i Studiestræde 8 med en ganske rimelig husleje. Ejeren Københavns Universitet benyttede lejligheden til at sætte den meget lave husleje ”betragtelig” op, som de indrømmede, nemlig fra 200 til 300 kroner. Det ville Flensborg da gerne være med til. Det var i 1973! Og lejen har siden altid været i den lave ende. Tænk hvis han var startet på Strøget! En mønthandel er ikke afhængig af en central beliggenhed. De faste kunder og de interesserede kan altid finde ud af, hvor sådan en holder til og impulskunder er der få af. Siden holdt Flensborg op med at handle med sten og smykker – plakaten med stensliberen i vinduet minder stadig om det – fordi Strøgets gadehandlere, der omsider dukkede op, af naturlige årsager kunne sælge billigere.

Der har været mange gode nabokontakter gennem årene. Specielt håndværkerne i gårdene, som nu stort set alle er forsvundet: snedkeren, som lavede reparationer, glassliberen, som lavede slibearbejde, automekanikseren, som reparerede køretøjet. Den sidste, nu afdøde Erik Rylander-Hansen, ”Krølle” blandt venner, og hans kone Lucy, kom der mange intense samtaler ud af. Også de andre beboere, for eksempel skakmesteren Jens Enevoldsen og journalisten Gregers Dirkinck Holmfeld var der altid spændende kontakter med. Nu bor folk her ikke så længe mere. De flytter ind og ud og formår ikke at etablere et tættere naboforhold, når de styrter ud af deres bil op ad trappen til deres ejerlejlighed. Men de er måske i virkeligheden spændende mennesker, hvis man lærte dem lidt nærmere at kende. Og så var der de mange historiestuderende, der dengang holdt til på Bispetorvet, der kunne finde på at kigge ind og spørge. Nogle af dem blev så optaget af numismatik, at de gjorde den til en del at deres videnskabelige arbejde. Også professorerne, heriblandt økonomihistorikeren Svend Aage Hansen, lærte Flensborg en del af og de til gengæld af ham. Musikforskeren Ole Kongsted, der boede i Krebsegården, kunne man drøfte sin musikinteresse med. Flensborgs kone er musiker og selv havde han i to år haft sit eget jazzband. Ole Kongsted vidste en masse om gadens historie og kom efter lidt gransken i sine gemmer med en hel konvolut dokumenter om Studiestræde 8. Nu er det økonomerne, der henter oplysninger i mønthandelen, når de har brug for det.

Kvarteret har været godt til at drage nytte af. Klippet blev man hos Svend Lønborg, pålæg fik man hos den indiske slagter Prem og efterfølgeren Joan. Og kiosken ved siden af har fremragende müsli-brød. Dengang der var datoparkering, var parkering ikke noget problem. De folk der var vant til den parkeringsform, kommer desværre ikke mere i bil. Peter Flensborg har vænnet sig til at komme spadserende fra Nørre Vold. For beboerne må det være kedeligt ikke at kunne komme af med bilen, når de kommer tilbage fra arbejdet.

Trafikken nyder Peter Flensborgs store interesse. Nogle bilister tror, at de kan veksle mønter til parkeringsautomaten. Hvis det ikke drejer sig om værgeløse turister, få de som oftest et nej. Og så det med trafikreformen. Hvis det kun drejer sig om at sætte farten ned for de beboere, der vil lave om på kørselsretningen i Studiestræde, er det hans klare svar, at kameraovervågning og skiltning nok skal få bilisterne til at passe på. Zigzagparkering og fortovsudvidelser har ingen interesse. Og brandvæsenet og ambulancerne har netop brug for den nuværende vest-øst-retning. De værste er godt nok cyklisterne, som har ophævet færdselsloven for dem selv, mener mønthandleren. Gaderne i Nørre Kvarter er for smalle til to retninger. En bildør åbnes pludselig, tingene kan gå frygtelig galt. Livet på gaden holdes der øje med. Butiksdøren står normalt åben i sommerhalvåret. Så virker butikken indbydende og Peter Flensborg kan følge med færdsel og gang på gade og fortov. Han er meget tilfreds med de sidste års udvikling i hans ende af strædet. Nu er der serveringssteder og flere butikker og folk vender ikke længere om i Larsbjørnsstrædekrydset. En god udvikling. Og så er han meget glad for at en af hans sønner, Martin, kom tilbage fra USA for at overtage Andersens Bogbørsen i huset ved siden af, gadenummer 10. Til gensidig gavn.  jj

(Peter afgik ved døden i december 2010)

Guldsmeden siger farvel grundet sygdom

Kvarteret eneste guldsmed, Peter Vang, lukkede den 20. december 2003 sin forretning i Studiestrædeeftre 35 år for bestandig. Nu er han gået på pension i sin lejlighed på Strandvejen. Peter Vang er født københavner og åbnede i 1968 efter fire års uddannelse hos Georg Jensen og to år i Tyskland sin første butik i Arken, der hvor nu mønthandelen ligger. Huslejen den gang var 100 kroner. Det var Peter Vang, der i mange år gemte Arkens cementmedaljon, som sad på det berømte baghus, der for længst er nedrevet. Han lukkede sin anden butik i Grundtvigs Hus, fordi en fejloperation gør det umuligt for ham længere at passe sit arbejde med at betjene kunder. I sit kontor bag butikken, hvor Peter von Scholtens kæmpestore vestindiske dobbeltskrivebord står og Troels Trier d.æ’s. vældige oliemaleri med de nordiske guder hænger på væggen, havde han svært ved at rejse sig fra stolen, så meget var sygdommen efter ham. Det mytologiske billede minder ham om sine barneår, hvor familien havde sommerhus ikke langt fra Vallekilde Højskole, og hvor han som barn fik et lille maleri forestillende en olm tyr forærende på højskolen, fordi hans far havde købt et større billede der og drengen imens havde længe kigget på dette lille maleri. Skrivebordet erhvervede hans fader på et nedlagt apotek og i en skuffe fandt Peter et originalt brev fra Dansk Vestindien.

 

Fra Larsbjørnsstræde til Nørre Vold – Sonja Vesterholt fortæller

På ejendomsmæglersk hedder den en charmerende herskabslejlighed. De høje stuer ligger helt oppe på 3. sal, udsynet over Ørstedsparken er en drøm. Filmproduceren har sit store lyse arbejdsværelse ud mod parken. Danske gæster afholder sig fra at bruge elevatoren og bruger trappen. Puritansk selvpineri? Nu om vinteren, hvor træerne er nøgne, kunne hun efter mørkets frembrud sende tænd-og-sluk signaler med bordlampen over til sine venner på Nørre Farimagsgade. Sonja Vesterholt fandt lejligheden gennem en billetmærkeannonce i Politiken og husets ejer Teknisk Landsforbund fandt filmprofessionen og den medfølgende dame værdig til denne etage, der for resten var ret forsømt ved indflytningen. Udlejerne er de ideelle udlejere, hjælpsomme, flinke. Hun inviteres til personalefrokost i julen og kan låne stole og borde til sin egen anden juledag, når op til halvfjerds gæster tropper op. Trafikken nede fra voldgaden er nærmest ikke til at høre og der er altan mod gården. Parken bruges nu ikke længere til solbadning, men inviterer stadig til spadsereture, når for eksempel morgenkrydderne skal hentes hos bageren i Nansensgade om søndagen eller grøntsager på Israels Plads til hverdage. Hun husker, at hun skulle lufte sin kæmpestore russiske mynde sent om aftenen, når hun var kommet hjem fra undervisningen, og at den for ud i buskene ved mystiske menneskeskabte lyde, så hun var nødt til højt at råbe ind i buskadset: ”Tag det roligt, den bider ikke, den bider ikke!”

Til Nørre Kvarter kom hun allerede i 1971, da hun med sin mand Ole gik rundt i Indre By og ledte efter tomme vinduer. I Larsbjørnsstræde 13, 2. sal, var der bid, en toenhalver til 232 kroner. Universitetets slavisklokaler lå i trehundrede meters afstand: Studenterforeningen i Studiestræde, i Vestergade 10 og på Bispetorvet. Cykling var overflødig, al den stund hun ikke beherskede den kunst i de dage. Kort tid efter var også 1. sal ledig og veninden Dea Trier Mørk og hendes kæreste Troels Trier kunne flytte ind. To damer på 2. sal overfor vinkede altid venligt fra deres udkigsvinduer. Gæsterne på Can Can nedenunder var lige som andre faste folk i kvarteret utrolig hjælpsomme. En mand, fortæller hun, ville antaste hende foran gadedøren en sen aften, da hun kom hjem. Hun gjorde anskrig og de var der med det samme og fik manden bortekspederet. En af hendes studerende, der skulle møde op hos hende, tog fejl af adressen og bankede på i Teglgårdstræde 13, 2. sal. Han blev mødt af to venlige damer, og da han sagde, at han skulle mødes med sin russisklærer, mente den ene, at det kunne hun måske også være behjælpelig med, hun kunne nemlig forstå russisk til husbehov, fordi hun var født i Tjekkoslovakiet. I Januskælderen skulle hun vaske sit tøj og da hun stod og famlede med de nye maskiner fra den kapitalistiske vesten, var gadens gutter der med det samme og tilbød deres assistance. For et mindre beløb vaskede, skyllede, tørrede og foldede de herefter pænt Sonjas tøj.

Kvarteret blev dengang brugt på en anden måde end i dag, idet alle daglige indkøb, fra slagteren til købmanden, bageren og materialisten kunne foretages i de indre stræder. Slagteren i gaden var så kær og udleverede en håndskreven opskrift til hende højstpersonlig, med ekstra store bogstaver, fordi hun jo ikke var vokset op med dansk. En ung kvinde fra det store udland, oven i købet den lukkede Sovjetunion, var dengang en man skulle beskytte og nysgerrigt værne om. Sonja Vesterholt mindes Helge og Aase som de rare mennesker de kunne være. Tredive år senere er der dog stadig noget at komme efter. Tomatsuppen hos Sabine’s er ekstra lækker og i Ramenhuset har ejeren nu Sushi på spisekortet.

Sonja Vesterholt flyttede fra nr. 13 i 1974, det er jo allerede en del år siden. Selv om hun stadig bor i kvarteret, er de samme mennesker der ikke mere. Mange af dem hun kendte er flyttet. Hun kom ind som ung kvinde fra Taastrup, arbejdede først på Carlsberg som bryggeriarbejder for at kunne støtte sin studerende Ole og familien i tolvkvadratmeterværelset i Leningrad, fik så arbejde som lærer på Slavisk Institut, åbnede sit eget plakatgalleri i Grønnegade og fik smag for selvstændig virksomhed, kom på filmskolen og høstede opmuntrende anmeldelser for sin filmdebut. Derefter gik det som det skulle gå, en travl tilværelse, hvor den ene opgave fulgte efter den anden. Smilende og slet ikke stresset viser hun rundt i sin bolig med myldret af billeder, papirer, bånd, kasser med bøger til research, kalenderen i håndens rækkevidde på skrivebordet, oppe i Glasværkshuset på Nørre Vold. Et storbymenneske, der ikke kan undvære København, som jo til en vis grad ligner en storby. jj

 

 

Pisserenden er et gammelt kælenavn for de to stræder Larsbjørnsstræde og Teglgårdstræde, hvor bittesmå lejligheder, brændevinsbrænderier med kreaturer i baghusene, en lang række ydmyge værtshuse og et fæstekontor for mandlige landarbejdere var forudsætninger for et bramfrit og muntert liv i gaden. Det var her de udsanerede ludere fra Farvergade og Vandkunsten fandt rasende billige udstillingsvinduer og mellem 1920 og 1970 var Pisserenden middelalderbyens eneste luderkvarter. Tolerant, gæv, støjende og ligetil. Men det var langt oppe i 1960erne ikke et kvarter, hvor pæne folk kom eller ligefrem boede. Det var værre end Adelgade og Borgergade, som man sagde i Hellerup. Så sent som omkring 1980 måtte kvartersavisen ”Pisserendens Papirtiger” udkomme i en pænere version som ”Rendestenen” for at tiltrække annoncører. Dog trykt på dybtgult papir!

Det hele startede i Butikken SUPERLOVE, der lå under Københavns ældste frisørforretning i Larsbjørnsstræde 13. Her udkom Danmarks første rigtige rock- og hippiemagasin Superlove og det blev en kolossal succes hos unge over hele landet. Kælderbutikken solgte de nu så berømte 60errock-lp’er og posters med Mick Jagger og Ho Tchi Minh til utallige ungdomsværelser. I marts 1968 fandt butikkens Annette og George et uanstændigt billigt og forsømt kælderlokale i Larsbjørnsstræde 21 få huse længere nede til de to unge globetrottere Jim og Carlos og Jims grand danois Provo. I april 1968 begyndte Pisserendens korte kulturelle guldalder. Idédynamoen James (Jim) Scott Manning fra Chicago blev nu både pioneren indenfor håndlavede læderting som bælter, remme, støvler og tasker, men også med sine cool lifestyle, hans antikke Harley Davidson og hans bistro ”Jim’s Truck Stop”, hvor han var en foregangsmand i lækre amerikanske sandwicher. Pludselig var de forsømte ludergader Larsbjørnsstræde og Teglgårdstræde sammen med et par nabostræder centrum for Danmarks nye ungdomskultur. Kendte rockstjerner fra USA og England gik ind og ud hos Jimmy og nogen fik sig en joint. Kokke fra Japan og Frankrig, lædersmede fra Holland, USA og Mexico: også indvandrere faldt for det alternative miljø, som de opdagede og snusede til i Pisserenden.

Birte Loksø var der nu med zenfood og jazzarrangementer i Teglgårdstræde, hvor Dexter Gordon og Ben Webster havde deres gang, Lisbeth og Ronni åbnede deres Urtekram i Larsbjørnsstræde 20 med et farvestrålende vægmaleri af Marianne Rydvall. Nørrebrodrengen keramikeren Ole Janus solgte afghanske hyrdepelse og nepalesiske trøjer i Teglgårdstrædekrydset, Erik Klixbøll reusserede med norske og islandske sweatere, Porno-Vagn havde frække blade, Søren Pedersen, Rolf Bülow og Morten Søndergaard åbnede i 1971 Fantask, Københavns første rene tegneseriebutik med danske og amerikanske blade. Nordmanden Roger og bornholmeren Jørn importerede kasseret fløjl fra New York og solgte brugt dansk militærtøj i den kælder i Larsbjørnsstræde, hvor der nu ligger en kaffebar. Pisserenden blev med ét et slaraffenland for de alternative i Danmark. Alle disse ting lyder jo ikke af meget i dagens Danmark, men for 35 år siden var det helt vildt sygt, som unge siger nu.

Både mænd og piger gik med langt udslået hår og trompetbukser, der sad så stramt, at de lignede lyseblå pølseskind, mænd bar ofte en bredskygget cowboyhat og et tyndt overskæg, pigerne bar broderede skuldertasker og ditto halstørklæder og keramikperlehalsbånd. Korte og lange håndsyede læderstøvler var almindelige og læderlivremmene havde overdimensionerede dekorative metalspænder.

Det nære Latinerkvarter og de mange bogantikvariater havde i forvejen tiltrukket forfattere som Elsa Gress og Poul Vad og den række musikere, der kom hos Engelke Tvermoes i hendes keramikværksted i Bagergården. Men fra 1968 var det totalt trendy at bo og arbejde lige her. Ikke engang Christianshavn kunne hamle op med Pisserenden, dog holdt Gasolin på sin bydel. Instruktøren og skrædderen Jean Voigt, sangerne Arne Würgler, Povl Dissing og Benny Holst, parret Rebekka Brüel og Troels Trier, kunstnerne Bjørn Nørgaard, Lene Adler Petersen, Peter Lautrop og Kirsten Ortwed, impresarioen Peter Abrahamsen, tegnerne Grete Lis Hansen og Claes Movin, journalisterne Erik Thygesen, Gregers Dirkinck Holmfeld, Nils Ufer, Jacob Ludvigsen og Mette Fugl, fotograferne Steen Larsen og Freddy Tornberg og digteren Lola Baidel, flere og flere gik om ad Pisserenden dengang. Også det store udland sendte gæster som beatpoeten Allen Ginsberg og Nico fra The Velvet Underground. Sankt Peders Stræde 28-30 husede et aldrig før og siden oplevet eldorado af utallige alternative tidsskrifter (fx Levende Billeder), forlag (fx Tiderne skifter) og kunstnere, tegnere, musikere og bands som Sods, senere Sort Sol, Sneakers og Moon Jam. Det blev Knud Odde, Steen Jørgensen og de andre rødder, der lukkede og slukkede som de sidste i perioden. De hang fra 1982 ud på Peter Gerholms stadig eksisterende Café Floss i Larsbjørnsstræde og havde øvelokaler hos kongen af Pisserenden Leif Winther i Sankt Peders Stræde 30. Winther var i de år gadernes kendteste skikkelse og altmuligmand. Han var god til at tage gas på politikere, politi og spekulanter og kunne på ingen tid organisere fester og koncerter. Og altid god for hårrejsende historier. Men da der blev for kedeligt i Pisserenden, flyttede han til Bornholm.

Bøsser, ludere, originaler og folk, der ledte efter billige brugte bøger, havde i en menneskealder haft fede tider i Pisserendekvarteret. Op til elleve værtshuse i kvarteret inviterede de homofile, som de kaldtes dengang, indenfor. Her i kvarteret kunne de færdes i fred. Næsten samtlige ejendomme i Teglgårdstræde og en håndfuld i Larsbjørnsstræde og Sankt Peders Stræde gav i dagtimerne husly til vinduesprostitutionen. ”Gab”, ”Guldklumpen”, ”Røde Anni” og de andre var ikke de yngste længere, men det gjorde ikke spor, fordi kunderne var heller ikke grønskollinger længere. Dette bevirkede at smørrebrød og spiritusvarer var i top i de lokale butikker og en del skolebørn fik fritidsjob hos de flinke madammer. De gik tur med vovserne og hentede lækre ting hos ”Panserslagteren” eller hos Helge og Aase i kiosken. Miljøet havde sine uskrevne love. Man rørte aldrig kundens tegnebog, narkotika var bandlyst, fremmedarbejdere blev aldrig nikket op, og lørdag-søndag var der lukket. Kondom var obligatorisk. Både piger og kunder satte pris på et trygt miljø uden fare for at blive smittet med et eller andet. For at undgå graviditet, blev pigerne hjemme i de usikre dage, og indtægtstabet tog man som en selvfølgelighed. Til gengæld slap man også for at betale vindueslejen. Når det regnede, kunne der godt være langt mellem rærene på gaden. “Hvor er her keeedeligt i dag”, råbte pigerne så over til hinanden. Mange mænd var stamkunder, som indfandt sig på et aftalt tidspunkt, for eksempel hver anden torsdag på vej hjem efter arbejdet, når de havde fået udbetalt deres løn. Der udviklede sig i det hele taget et trygt forhold mellem kunder og piger. Man gav fødselsdagsgaver, blomster, eller et par sokker. Af og til skete det at en kunde døde af hjertestop, midt under udfoldelserne. Så blev han klædt pænt på og båret ned før man ringede efter ambulancen, af hensyn til hans pårørende. Når en pige døde, var alle pigerne med til begravelsen, om det var fra Vor Frue eller helt ude på Bispebjerg. De havde også noget de kaldte socialkontoret i den lille høkerbutik i Teglgårdstræde, som Rigmor og Minna administrerede. Minna med det affarvede hår gik rundt i sine hvide støvler og opkrævede et bestemt beløb hos pigerne til fælles udgifter. Hos Rigmor købte pigerne øl og babymad til sig selv.

Tyveri og slagsmål kunne ikke undgås og en lokal jurist skrev i 1963 ”Skaal!,” en hel bog om alkoholismens svøbe i kvarteret. Unge mænd uden arbejde og uddannelse var en anden del af gademiljøet. Hash-Erling, Porno-Finn, Spille-Erling, Rudolf, Røde Tage med flere kunne altid få en tjans og en, gerne flere bajere her og der. Nogen af dem passede vaskemaskinerne og tørretumblerne i Ole Janus’ vaskekælder på hjørnet af Teglgårdstræde og Sankt Peders Stræde og når ejerne af vasketøjet ikke havde været flinke, så kunne der godt mangle en af Stenströmskjorterne efter tørringen. Så var der selvfølgelig de tossede. ”Vimmer i Kulkassen” var blot en af de mange forliste og skrupskøre originaler, der kunne bo billigt og anonymt i de tolerante gader. De mange små et- og toværelses lejligheder kunne fås for en slik, selv om Huslejenævnet krævede, at man var gift og trængende. Alle disse kvinder og mænd og ikke mindst denne lave husleje har givetvis været med til at de små forhutlede stræder blev en magnet for kreative unge tilflyttere fra provinsen og udlandet.

Alt har sin ende: kommunens saneringer med nedrivning af mange side- og baghuse og derefter sammenlægning af forhuslejligheder efter 1982 klippede de kreative strenge over og indenfor en halv snes år var miljøet lige så stille tørret ud. Lidt af den ramme urinlugt var måske tilbage, men guldalderen havde fået en ende … I Amsterdam og Bryssel fandtes samme slags kvarterer og også der gik det nogenlunde på den samme måde med henholdsvis Jordaan og Marolles, fra slum til kreativitet, siden til smartness og til sidst til yuppieghetto og designerbutikker.

Beboerne kæmpede en brav kamp mod de to saneringsselskaber, overborgmester Weidekamp og magistraten og der var nederlag og der var sejre. Men de færreste udsanerede havde råd til at vende tilbage til de nu lidt større lejligheder med bad. Befolkningstallet halveredes indenfor en kort årrække. Derfor måtte slagteren og andre lokale butikker give op. Til gengæld blev facaderne fornyet og malet i friske lyse farver. Flere og flere tøjbutikker overtog de ledige butikslokaler. Pisserenden lever i dag af sin egen myte og nye generationer af unge er fulgt efter deres far og mor. jj

 

Nu kan Allan Mylius Thomsens bog “Nørre Kvarters Krønike” om de sidste 1000 år i Nørre Kvarter (1997) købes til udsalgspris hos SHAMANIC, Sankt Peders Stræde 33, for kun 150 kroner. Der er kun få eksemplarer tilbage. Forfattersignatur kan evt. bestilles.